Destiny: I Det Ukendte

Sæson 1, Episode 2: (spoilers ahead) Adeline udnytter hendes tid i Pripyat til at lære byen og dens hemmeligheder lidt bedre, hvilket kun resultere i problemer

1Likes
2Kommentarer
175Visninger
AA

4. Will

Jeg stod lænet op af Emily, stadig med store øjne, og ingen anelse om hvad der lige var sket. Crystal bankede på døren, før hun tråde ind. Will's værelse var meget bedre i stand, end nogle andre steder jeg har set her i Pripyat. Der var nyt  maling på væggene, flere og mere moderne møbler og pyntegenstande. Will sad foran en computer da vi kom ind, og han kiggedet straks med et underne blik. Emily satte mig hen på hans seng, mens Crystal forklaret  hvad der var sket. 

Will så en del ældre ud end de andre jeg har set. Han lignede en der var 40-50'erne. Han havde et venligt blik, og rolige midnatsblå øjne, samt lange skægstubbe, der afsløret hans ældre alder.  Emily tog min hånd, og jeg kunne i et øjeblik fokusere, i min ellers forvirret tilstand. 

"Will er rigtig sød og venlig. Han vil forstå hvad du har oplevet, og han kan hjælpe dig." Jeg fik et lille smil på læben, for lyden af skalpellen der ramte muren, ved siden af mit ansigt, atter gentog sig, i mit hoved. Emily og Crystal forlod værelset, og Will flyttet en stol hen overfor mig og satte sig ned. 

"Fortæl mig hvad der skete." Will havde en beroligende kærlig stemme. 

"Je-..Jeg.." Noget bevæget sig i kantent af mit blik. Jeg kiggede ud af vinduet, og så Bellemy stå sammen med en genkendelig mand. Nathaniel, mener jeg han hed. Bellemy var tydeligvis utilfreds. 

"Adeline?" Jeg havde helt glemt, hvor jeg befandt mig.

"Hmm? ja, undskyld." Jeg rystet forvirret på hovedet, før jeg begyndte at fortælle om, hvad der var sket, med en jævnligt kig ud af vinduet, for at følge med i deres samtale. Min forklarelse, blev noget værre forrivrene noget, men det lød Will sig ikke bemærke sig af.  Han tog min hånd og mit blik.

"Du er sikker på, at du ikke bare så syner Adeline?" Et kort øjeblik virkede hele episoden så urealistisk, som om det aldrig havde fundne sted, før jeg løsrev mit blik, da jeg hørte Bellemy råbe ude på gaden. Da jeg kiggede efter ham, var han væk. 

"Nej, er jeg sikker på det virkeligt skete." 

"Hmm.." Sagde han "Så er det vist ikke mere, jeg kan gøre for dig. Smut du ned til de andre igen."  Jeg forlod hans værelse, stadig i forvirrering over hvad der var sket, men med en ny beslutsomhed over at var sket, og at der virkelig var noget helt utroligt gemt i den her by.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...