Destiny: I Det Ukendte

Sæson 1, Episode 2: (spoilers ahead) Adeline udnytter hendes tid i Pripyat til at lære byen og dens hemmeligheder lidt bedre, hvilket kun resultere i problemer

1Likes
2Kommentarer
175Visninger
AA

2. Pripyat

Var det venstre, højre, højre venstre eller højre, venstre, venstre, højre? Okay jeg er farret vild. Pripyat er meget større en sådan ligeså. Naturen havde taget sit greb om alt, og alt så dødt og tomt ud. Det var ikke til at finde hoved og hale i den her by. Jeg traskede rundt i byen, efter den mindste genkendelig ting, men alt så næsten ens ud. Jeg var sikker på at jeg havde set den samme bygning 4 gange nu, og lige meget hvilken  vej jeg gik, så forblev den forladte tivoli lige langt væk. 

"Hallo!?" Mit råb gav et langvarige ekko "Halloo?" Jeg var ikke sikker på at nogle kunne høre mig, men som jeg havde forstået på Sicelin og Jay, var der en del mennesker gemt i byen.  En dør åbnede sig, ikke så langt fra mig. En pige kom ud og stirrede i forbløffelse. 

"Adeline?" Jeg lagde mit hoved på skrå i forbløffelse, og kneb mine øjne sammen for at fokusere på kvinden. Hun var lille og havde langt medium blond hår. Hun var ikke en jeg genkendte.

"Undskyld, kender jeg dig?" Jeg gik hurtigt hen til hende, enden hun løb bort fra mig igen. 

"Nej, men rygter spreder sig hurtigt i denne by." Der løb en kuldegysning ned langs min ryg. Alle i byen vidste mit navn. Det kunne umuligt være godt, når man forsøgte at gemme sig, men på den anden side, var de også gemt. Hun rakte mig hånden. 

"Jeg hedder Crystal." Jeg tog hendes hånd og hun smilede sødt til mig, med hendes krystal blå øjne.  "Jeg brude nok ikke burde dig velkommen, men velkommen til Pripyat. Det er ikke så ofte vi for gæster, men kom endelig indefor." Hun var der første det ikke have virket total skør, eller ondskabsfuld imod mig. Jeg kom ind i et stort lokale med masse mennesker i. 20-30 stykker. Der stod sofaer i firkanter rundt omkring i det store lokale, der lignet et lagerum. Maleingen var bleven skrabet af væggene, så nu stod de helt bare, men det var mere velkommenede en den krakeleret maling på hotellet.  

Crystal tog min hånd og træk med hen til en af sofa grupperne. Derefter præsenteret hun hver en enkel person i sofaerne. 

"Emily." Sagde hun og peget hen på en pige, med en brunlig hundfarve og kastanjebrunt hår, samt safir blå øjne, der lyste op i de brune omgivelser. 

"Sijle." Hun peget hen på en pige med unaturligt ildrødt hår, og dybe kastanje brune øjne. 

"Kaitlin." Pigen hun peget på havde lang bølget gyldenbrun hår, og grå øjne.

"Nathaniel."  Hun peget hen på den sidste, der sad i sofaen, som også var den eneste dreng. Han havde kort bølget mørkebrunt hår, og så mørkebrune øjne, at de næsten så sorte ud. Han så ikke ud til at bryde sig om mit selskab. Hans blik var alvorlig, og så næsten sjæleforladt ud. 

Jeg tog min hånd til mit bryst:

"Adeline, men det ved I vel allerede."  De smilede alle venligt til mig, undtagen Nathaniel. Hans sorte blik borede sig ind i mit sjæl, og gjorde mig utilpas. "Er der nogen der kunne vise mig vejen til hospitalet?"  Crystal og Emily tog hver sin hånd, og førte mig ud igen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...