Destiny: I Det Ukendte

Sæson 1, Episode 2: (spoilers ahead) Adeline udnytter hendes tid i Pripyat til at lære byen og dens hemmeligheder lidt bedre, hvilket kun resultere i problemer

1Likes
2Kommentarer
175Visninger
AA

3. Hospitalet

Mit blik blev straks rettet imod Bellemy, som stod lænet hen over Nicklas. Han flyttede sig med en hast, da vi kom ind af døren. Mit blik undersøgte ham, men ingen skyldfølelse eller skam var til at finde. Til gengæld kunne jeg finde en stor skalpel i hans hånd. 

"Hvad laver du?" Spurgte jeg om, med mit blik rettet mod skalpellen.  Han lagde den på bordet og kiggedet på mig med et tomt blik. 

"Du rør ikke min bror, forstår du?" Han kiggede med at alvorligt, men samtidigt flæbet blik, der ikke kunne sige andet end fuck dig. 

Jeg ignoreret smerten i min krop, og gik med tunge skridt imod ham, samt et blik der kunne dræbe. 

"Høre du!?" Råbte jeg op i hans ansigt, men ikke en muskel i hele hans krop bevæget sig. Hele min krop var spændt, og jeg var på briste punktet til at gå amok.  Jeg forsøgte at hæve mig for at se mindre skrøbelig ud, som jeg stirrede ind i de tomme grå øjne. Han løftet sin ene øjenbryn, udelukket for at provokere mig, og det var nok til at jeg gik amok. Jeg, uden at tænke over det, tog et kvælertag om hans hals og presset ham ind imod væggen. Først der fik jeg min ønsket reaktion, men ikke som jeg havde forventede.

Et kort øjeblik var der panik i hans blik, men det varede kun et øjeblik før han, uden jeg så hvordan, skubbet mig så hårdt tilbage, at jeg nærmest fløj ind i muren og mistet alt luft. Som en usynlig kæmpe hånd havde fanget mig, og kastet mig mod væggen overfor Bellemy. Jeg kastede en panik blik mod Bellemy, som ikke længere bær' det selvsikker blik, som han ellers altid havde. Min åndedrag havde overtaget mit hørelse og min brystkasse brændte. 

Jeg kiggede forbløffet på skalpellen, som den på magiskvis løftet sig for bordet, og i luften. Den rettet sig til, som om den skulle til at angribe mig, og før jeg vidste af det, fløj den direkte mod mit ansigt.  Med et split sekund tilbage, nået jeg at flytte mit hovedet og undgik angrebet. Jeg kiggedet med store øjne på Bellemy, der ikke virkede spor forbløffet over det der lige var sket. 

"Okay." Emily brød den hadefulde spændingen i luften. Hun kom hen til mig, og hjælp mig op af stå. Jeg støttede mig op af hende, men fjernet ikke mit blik imod Bellemy. "Lad os tage hen til Will." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...