Unbreakable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 19 sep. 2014
  • Status: Igang
Det er snart et år siden at Jade stødte ind i Mike og Nathan Stephens i den like afsides kiosk hun arbejdede i. Nu bor hun hos sin onkel og er kærester med naboen Zac. Alt er perfekt, lige indtil at Mike finder frem til Jade og kidnapper hende igen. Denne gang med andre motiver. [ 2'er til Abduction - i bør læse Abduction først, inden i læser den her ]

12Likes
11Kommentarer
1568Visninger
AA

16. 15

Nathan placerede mig i en sofa og kærtegnede min kind, inden han forlod mig. Jeg tørrede mine øjne og kiggede rundt. Jeg var i en stue, i en lille lejlighed. "Jeg er ked af det der skete", sagde Nathan, da han trådte ind i rummet igen og rensede såret. Kuglen havde kun snittet mit ben, så det var begyndt at bløde og der kom nok et ar. 

"Det var ikke din skyld", mumlede jeg og kiggede væk, hvilket fik ham til at sige: "jo, jeg var skyld i at du flygtede". "Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på", hviskede jeg og han så på afventende på mig, mens jeg sukkede og sagde: "at starte et forhold med en kriminel". "Jeg var også kriminel", mumlede han og så kort på mig, inden han kiggede væk igen. "Du er heller ikke kriminel mere", konstaterede jeg og smilede, hvilket fik et lille smil til at brede sig over hans læber og han kiggede på mig. "Mike er stadig kriminel", mumlede jeg og så væk, mens jeg rystede på hovedet og sagde: "jeg kunne have sluppet væk". "Jeg har ringet til din onkel", sagde han og jeg stivnede, inden jeg mumlede: "hvad?". "Undskyld, jeg tænkte at du nok", begyndte han og rettede sig op, men jeg skyndte mig at afbryde ham: "nej det er helt okay, det er jeg glad for at du gjorde". Vi så lidt på hinanden og jeg skulle til at kigge væk, da han sagde: "der er noget du skal vide". 

Jeg så afventende på ham og nikkede forvirret, efterfulgt af at han sagde: "Zac han". Han stoppede og sukkede, mens han så væk og jeg rynkede panden. "Han er dig utro", mumlede han og jeg spærrede overrasket øjnene op, inden jeg udbrød: "hvad?!". "Både din onkel og jeg har set det. Og hans ven James har også set det", skyndte han sig at sige og jeg stirrede tomt ud i luften. "Hvorfor vidste jeg bare at det ville ske?", spurgte jeg og gispede efter vejret, mens jeg drejede hovedet og så på ham. "Han er nok typen", sagde han og lagde armen om mig, inden han trak mig hen til ham og jeg støttede mit hoved på hans skulder. "Du fortjener bedre", mumlede han og jeg lukkede øjnene sammen, mens tårer trillede ned over mine kinder. 

~~~ Tom's synsvinkel ~~~

"Jeg kan ikke fatte det", sagde jeg ivrigt og James grinede, mens han klappede mig på skulderen og så fremad. Vi var på vej op til Nathan's lejlighed, som lå i udkanten af byen. Han havde ringet og fortalt os at han havde fået reddet Jade. Hun var åbenbart blevet vild med ham og troede at han ville beskytte hende og elskede hende. Men pga Nathan så hun at det hun troede var dumt, da han stadig var kriminel - i modsætning til Nathan der var kommet ud af alt det lort og havde cuttet kontakten med sin bror.

Vi stoppede op foran døren til lejligheden, mens jeg tog en dyb indånding. James kiggede på mig og smilede, mens døren gik op og han så derhen. Nathan stod i døren og smilede, inden han trådte til siden og lod os komme ind. Vi gik ind i stuen, hvor Jade sad i sofaen og så tv. Hun så op og lyste op i et smil, inden hun rejste sig. Hun hoppede herhen og jeg trak hende ind i et kram, hvor hun knugede mig til hende. "Jeg var så bekymret", hviskede jeg og kyssede hende på toppen af hovedet, inden jeg gav hende et klem. "Det var godt Nathan reddede mig", hviskede hun og jeg slap hende, inden jeg kærtegnede hendes kind. 

Der gik ikke lang tid før jeg opdagede gipsen på hendes ben. "Hvad er der sket?", spurgte jeg og pegede på det, hvilket fik hende til at stivne og se hen på Nathan der stod og snakkede med James. De så begge herhen og Nathan sank en klump, inden han sagde: "Mike skød efter os". "Han ramte hende", konstaterede han bagefter og James bed tænderne sammen, mens jeg så på Jade der så ned i jorden. "Hvordan kunne du falde for ham?", spurgte jeg og hun trak på skulderne, mens hun fastholdte sit blik på gulvet. "Han beskyttede mig og behandlede mig fint. I hvert fald noget af tiden", det sidste mumlede hun og jeg sukkede, mens jeg slog ud med armene. "Hvad er det for nogle idioter du falder for?", spurgte jeg opgivende og hun så op på mig, inden hun råbte: "undskyld okay. Jeg gør det ikke bevidst". "Jeg kunne ikke vide at jeg ville falde for to af mine kidnappere", sagde hun og jeg så hen på Nathan, der så chokeret på Jade.

"Jeg kunne heller ikke vide at min kæreste er mig utro", sagde hun opgivende og satte sig på sofaen. Hun tog sig til hovedet og jeg satte mig ved siden af hende, hvor jeg lagde armen om hende. "De er begge idioter - lige udover Nathan", sagde jeg og hun så på mig, inden hun sagde: "han er den eneste jeg har kunne stole på". "Det er jeg glad for at du synes", sagde Nathan og vi så begge hen på ham, da vi havde glemt hans tilstedeværelse. James satte sig på hug foran Jade og hun så på ham. "Hej Jade, jeg er James. En ven af din onkel", han nikkede hen mod mig og nikkede, inden James fortsatte: "jeg har hjulpet med at prøve at finde dig og det har hjulpet din onkel godt på vej". "Men du skal vide at de to der virkelig har hjulpet mest har ikke inkluderet din såkaldte kæreste", konstaterede han og hun sukkede, inden hun opgivende sagde: "det tænkte jeg nok". 

"De to der gik mest op i at finde dig, var din onkel og Nathan", sagde James og rejste sig op, hvilket fik Jade til at kigge smilende på mig. Nathan kom herhen og satte sig ved siden af hende, inden han tog hendes hånd og sagde: "jeg lover at Mike aldrig kommer til at gøre dig noget mere". Og lige der vidste jeg det. Hvis nogen skulle have æren af at være hendes kæreste, så skulle det være en der ville opgive sit liv for at hun måske ville overleve. En der ville stå ved hendes side gennem alt. En der ville elske hende med hele hans hjerte. Og den person var Nathan. 

•••

Det her kapitel blev ikke helt som jeg ville have det, men håber i kan lide det alligevel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...