Wrong Person

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
Denice er en af verdens lykkeligeste kvinder, det er i hvert fald hvad hun bilder sig ind. Hun har verdens dejligste mand, der er direktør for et finalsfirma, masser af penge, en fed lejlighed midt i Manhattan og et fedt job som journalist, og alt dette i en alder af 30. Hun lever det skønne liv som enhver kvinde drømmer om. Men der er noget, som alligevel får hende til at føle sig utilpas og ubehagelig til mode. For Denice var engang forelsket i en anden mand. Han var fyld af drømme, bedårende, ufattelig sjov men desværre også for normal til Denice. Han var ikke direktør i et stort firma, eller havde en luksus lejlighed midt i Manhattan. Han kunne kun give hende kærligheden, og man skulle tro, at det var nok, da hun blev plask forelsket i ham, da hun mødte ham første gang. Men for en forstadspige som hende, der bare var på ferie i en landsby i en sommer, var kærligheden ikke nok. Men nu, 10 år efter, savner hun alligevel den sommer, hvor hun følte sig lykkelig. (Dette er et one shot)

4Likes
5Kommentarer
574Visninger
AA

2. Wrong Person

 

Wrong Person, one shot

Klokken er lidt over midnat, og jeg venter stadig oppe på den åndsvage mand, der lovede, han vil være hjemme klokken 18, men der var lige ’lidt’ overarbejde, han skulle sørge for. Hvor er jeg dog begyndt at hade hans latterlige job, der tit tvinger ham til at arbejde over – og han er endda chefen, han kan da bare gå, når han ville? Men der er altid et eller andet i vejen, så han skal blive og må lade hans kone vente oppe så længe, og så på vores bryllupsdag. Eller det var så i går, da klokken er over midnat, og min bryllupsnat, som jeg troede ville blive så romantisk, blev endnu en aften for mig selv og takeaway food. Trist liv. Men jeg må lade være med at tænke sådan på det, for mit liv er yderst perfekt, og jeg lever det liv som hundredvis af kvinder drømmer om, så jeg burde være taknemlig? For ikke at glemme, at det her liv, er det som jeg ønskede mig, siden jeg var helt ung. Rig, succesfuld og gift. Min mand tjener kassen, så jeg kan købe alverdens dyreste ting og sager, så rig er jeg i hvert fald. Succesfuld, kan jeg vel også sætte kryds ved, da jeg er en af de mest populæreste jonalister i USA, og det er mit drømmejob, som jeg er ufattelig god til, hvis jeg selv skulle sige det. Og ja, jeg er jo gift med en vidunderlig mand, der har fejl, ligesom så mange andre mennesker. Glemmer at ringe hjem, når han får overarbejde? Han har jo travlt, ellers er der jo ingen grund til, at han skal arbejde over. Sender ikke blomster eller chokolade til sin kone på bryllupsdagen? Der er vel mange mænd, der ikke køber noget til deres koner på denne specielle dag, og han giver mig så meget andet til hverdag. Jeg må dog indrømme, at jeg savner den tid, hvor han var mere romantisk. Hvor vi gik på den dyreste og fineste restaurant i byen og fik en formidable middag, hvor vi viste vores elegante og kostbare tøj frem til byens indbyggere og hvor vi følte os forelsket. Jeg kan ikke mærke den følelse så meget mere, det er som om, at den forsvandt lidt efter vi blev gift. Han begyndte at arbejde mere, og jeg shoppede med veninder, så jeg ikke følte mig ensom. Men de mange nætter som jeg har haft, har virkelig været hårde. Jeg savner min mand og hans vidunderlige nærværd. Og jeg savner det forelsket blik han gav mig engang, nu kommer han bare hjem, spiser og smutter i seng og sover som en sten. Sikke et liv.

Nogen gange føler jeg, at han har glemt alt om mig. Men så bruger jeg en masse af hans penge, og så opdager han pludselig, at jeg excitere, da han kan se mine bedrifter på budgettet. Ikke at han siger så meget til det, han kommentere bare lidt på alle de penge, som jeg har brugt, og så har vi en lille samtale ud af det, som langsomt udvikler sig til et skænderi. Og pludselig går samtaleemnet fra penge til forsømmelse til ensomheden til manglende kærlighed til børn. Jeg ville rigtig gerne have børn, men han siger, han ikke har overskud til et, og at vores liv vil være meget bedre og nemmere uden et. Derefter tager han sin pude og sover på sofaen i stuen, og næste dag opfører han sig som om, at intet er sket. Men da jeg jo er en kvinde, glemmer jeg ikke ligefrem sådan noget. Han er så skide besværlig en gang imellem, men han gør mig glad, på en eller anden måde. Han gjorde mig jo engang lykkelig, og jeg er så naiv, så jeg tror, at den følelse kommer tilbage igen en dag, hvis nu jeg er heldig.

Jeg slår dynen af min krop og placerer mine ben på gulvet. Jeg er lysvågen, og jeg har intet at foretage mig i sengen, så hvorfor ikke lave mig en god kop kaffe. Jeg får gang i mine ben og bevæger mig ud i køkkenet, som er skinnende rent, efter at rengøringsdamen havde været her i eftermiddags og gjort sit udmærket arbejde. Selvom køkkenet næsten ikke blev brugt, fordi vi for det meste bestilte udefra, så var det meget rart, at det skinnede en smule. Det er mit absolut drømmekøkken. Hvidt og moderne. Lige som jeg ville have det. Jeg sætter kaffemaskinen over og venter tålmodigt på den, mens jeg kigger rundt i lejligheden. Køkkenet er sammensæt med stuen, så rummet er temmelig stort. Og lyst. I mit blik skuer jeg noget interessant, som jeg sætter næsen op efter og derved bevæger mig over til det interessante. Det er en bog, som stikker lidt ud fra bogreolen, og det kan jeg simpelthen ikke klare – alt skal være perfekt. Det må være den fandens rengøringsdame, der har fået skubbet den ud, da hun gjorde reolen rent, og glemt at sætte den på plads igen. Jeg sætter den på plads igen, og lige i det øjeblik jeg skal til at vende mig om, får jeg øje på bogen ved siden af. Det er ikke en helt normal bog, det er et fotoalbum, som er ufatteligt gammelt. Jeg får pludselig lyst til at kigge på gamle billeder, da det er så hyggeligt. Og jeg skal alligevel vente på den idiot i flere timer, så hvorfor ikke lave noget nyttigt og mindes de gamle dage?

Kaffen er færdig, så jeg hælder den op i en kop og sætter mig ved spisebordet med fotoalbummet. Jeg sætter mig godt til rette med det ene ben op på stolen, så jeg kan støtte mit hoved på knæet og kigge ned i bogen. Jeg åbner bogen, hvor en stor, stort skrift med det samme rammer mit blik: Sommer 2014, mit livs bedste øjeblik. 2014? Det er 10 år siden? Det var dengang jeg var 20 år gammel, så ung og fyld af drømme, drømme som jeg har opnået nu. Dengang troede jeg åbenbart at den sommer, var mit livs øjeblik, hvor var jeg naiv og dum. For det bedste øjeblik, var da jeg blev gift for 5 år siden. Men nu er jeg nysgerrig, og jeg er ved at dø af spænding efter at se hvad jeg dog lavede den sommer, som åbenbart var mit livs bedste øjeblik. Jeg slog op på den første side, og der kom 4 billeder op, det var billeder af byen Betternew. Den kan jeg da godt huske, nu når jeg tænker mig godt om. Det var den by, som jeg havde besøgt hvert år, siden jeg var 5 år. Hmm, det må have været den sidste gang, hvor jeg var i Betternew, da jeg er ret sikker på, at jeg tog til New York efter den sommer. Betternew er en meget lille by lige uden for New Jersey, og det er de færreste, der kender den. Den er ufattelig hyggelig, og indbyggerne er virkelig venlige og dejlige. Det er derfor, at jeg elskede at tage derhen, for at komme til en by, hvor ingen stressede rundt eller tænkte på andet end afslapning og sjov. Jeg fanger mig selv i at smile lidt over det, da jeg udmærket godt ved, hvor meget jeg elskede denne by, da jeg var yngre. Jeg slår om på den næste side, og det er som om, at mit hjerte banker en smule hurtigere, da jeg ser det sidste billede på næste side. Det er et billede af mig og Daniel. Nu husker jeg, hvorfor jeg ikke kom tilbage til byen fremover, på grund af ham. Jeg retter mig en smule op og sætter mit ben på gulvet igen og kigger grundligt på billedet. Daniel, han ændrede min sommer fuldstændig, og hvis jeg husker rigtigt, så gjorde han mig temmelig glad den sommer. Jeg kan tydeligt huske, da jeg mødte ham første gang. Det var som om, at han gav mig et stort slag i maven, da han smilede sødt til mig, og jeg syntes, han var så modig og imødekommende, da han gik direkte over til mig og snakkede. Tænk at jeg har forsømt den tid, de minder og ham? Nu når jeg tænker mere og mere over det, begynder der at komme flere detaljer om minderne frem i min tankegang, og af en eller anden grund, vil jeg gerne tilbage igen. Til sommeren 2014, til Betternew, til Daniel.

 

’’Jeg forstår altså ikke, hvorfor du vil på ferie her, når du kunne vælge et bedre sted, som Hawaii eller Hollywood, ’’ hørte jeg min mor sige, mens hun sad der på forsædet og var så forvirret som en mariehøne, der prøver at finde et blad. ’’Fordi det er en tradition. Vi tager jo til Betternew hvert år, så hvorfor skulle vi ikke i år? ’’ spurgte jeg hende bestemt, da jeg var begyndt at blive irriteret på hende, da hun havde brokket sig over det, lige siden jeg valgte at vores familierejse skulle foregå i Betternew. ’’Jeg troede bare, at siden du er 20 år, ville du måske et sjovere sted hen. Betternew er så gammeldags og kedeligt, ’’ forklarede hun mig. Jeg rystede svagt på hovedet, mens jeg kiggede ud af vinduet, så jeg havde udsigt til det smukke byskilt, hvor der stod: velkommen til Betternew. ’’Fordi Betternew er hyggelig, ’’ mumlede jeg blot og faldt helt hen i omgivelserne.

Betternew var fantastisk. Selvom jeg var en pige, der havde store drømme om at tage til New York og starte et liv der, elskede jeg at komme her og glemme alt om mine stressede og bestemte planer. Jeg havde en opslagstavle derhjemme på mit værelse, hvor jeg havde skrevet alle mine ideer ned og mine planer, og hver gang jeg vågnede fra en lang og dejlig nat, ville jeg kunne kigge på den med det samme, og huske på, hvad det var jeg kæmpede for. Sådan en følelse havde jeg ikke i Betternew, det var min chance for at få afslapning. En lille by med stor charme, hyggelige omgivelser og venlige mennesker – sådan skulle jeg tilbringe min ferie. Og selvom jeg var 20 år, og måske ikke ligefrem virkede som en person, der vil holde ferie i sådan en by, ville jeg gøre alt for, at vores tradition ville holde.

Vi kom til vores hotel, der var midt i byen, hvis man kunne kalde det det, da der var 6 butikker i alt. En bager, en antik butik, en superbrugs af en slags, en tøj butik og en vaskehal, hvor man kunne vaske sit tøj. Der lå en større by 3 kilometer væk herfra, hvis man behøvede flere butikker. Jeg cyklede tit til den anden by med min mor, da jeg var yngre, og så købte hun altid en stor is til mig. Det var gode tider, som holdte op med at være en ting, da jeg kom i alderen af 14, så gad jeg ikke cykle hen til en by, bare for at få en is. Vores hotel var småt, og der var kun 10 værelser, hvor vi skulle bruge 2 i alt. Mine forældre skulle have 1, og min søster på 16 og jeg skulle have 1. Min søster, Jordan, var ufattelig trist over, at vi skulle holde ferie her, da hun regnede med, at vi skulle et federe sted hen, da det var min tur til vælge et sted, og med den magt som jeg havde, valgte jeg at vi skulle holde ferie det sted, hvor vi holdte ferie hvert år. Det blev hun sur over, men hun var jo også teenager, hvad skulle hun dog lave i Betternew? Høre musik eller overbegrænse netflix. Men hun måtte være sur, jeg troede på, at hun ville elske byen, ligesom jeg elskede den. Selvom vi var en del forskellige, men det måtte bare være den yngre generation. Jeg var mere til det sociale og aktive, mens hun kunne sidde en hel dag og høre musik og se serier. Det kunne jeg slet ikke, jeg skulle hele tiden ud og lave noget, og derfor elskede jeg denne by, for inden dømte dig for at gøre noget usædvanligt eller underligt.

Vi steg alle ud af bilen, da min far havde fundet en parkeringsplads ved hotellet – ikke at det var så ufatteligt svært at finde en, da der holdte 4 biler på den store plads. Der kom ikke så mange turister til denne by, ikke at det var så besynderligt, da det virkelig var en kedelig by. De andre var allerede gået ud af bilen, mens jeg stadig sad og betragtede udsigten til hotellet. Men jeg måtte vel også se at komme ud af bilen. I det samme jeg lukkede døren i, fik jeg øje på noget interessant ved bygningen ved siden af. Ved siden af, var vaskehalen placeret, og der hang altid unge mennesker ud ved muren. Det var et træffested, hvor man hyggede og snakkede, og jeg havde selv benyttet det, da jeg fandt det spændende og ekstremt hyggeligt. De lavede ikke ballade eller noget, det var bare et sted, hvor unge mødtes, fordi byen ikke havde fundet på at lave en klub. Men det var ikke så meget det, der fangede min opmærksomhed. Der var en ny fyr der, en som jeg ikke havde set før. Han stod og grinende lidt med 3 andre drenge, mens de stod der med deres skateboard og skulle til at køre frem og tilbage.

Pludselig kiggede han over på mig, og det var som om, at mit hjerte bankede hurtigere, da hans smukke brune øjne kiggede direkte ind i mine. Og han smilede. Han smilede rent faktisk til mig, og jeg var overhoved ikke vant til drenge smilede til mig, og da ikke sådan en skønt og bedårende smil. Han sagde et eller andet til drengene, og derefter gik han over mod mig, mens hans smil stadig var fremme på hans fuldkommende ansigt, der lignede en engels. Hvad skete der lige for mig? Det var som om, at der var små sommerfugle i min mave, da han kom tættere og tættere på mig, og jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg var helt rød i ansigtet, eller om det bare var de 30 grader der gjorde, at jeg brændte en smule.

’’Hey, ’’ hans stemme var som fuglesang, kønt og behageligt, og fik mig til at smile en smule. ’’Jeg hedder Daniel, og jeg kunne simpelthen ikke undgå at ligge mærke til dig, ’’ lød det fra ham, mens hans smil gjorde mig helt blød i knæene. Wow, hvor var han bare helt igennem perfekt. Hans ansigt, hans smil og hans venlighed. ’’Må jeg be om dit navn? ’’ spurgte han pludselig, og det fik mig til at falde væk fra mine drømme. ’’Ja, undskyld, jeg hedder Denice, ’’ svarede jeg ham, i takt med at jeg tog lidt hår bag ørerne og kiggede ned på jorden. ’’Så, hvad laver sådan en smuk pige som dig i sådan en by som denne? ’’ spurgte han, mens han kiggede grundligt på mig. ’’Jeg er på ferie. Min familie og jeg er på ferie her hvert år, ’’ svarede jeg ham med et sikkert nik. ’’Nå okay, ja jeg flyttede hertil for nogle måneder siden, ’’ nikkede han og gav mig automatisk svar på, hvorfor jeg ikke havde set ham før. ’’Så du er her hele sommeren? ’’ spurgte han efterfølgende. ’’Ja, det er jeg, ’’ svarede jeg med et smil, og mit svar fik ham til at smile. ’’Så ses vi nok, ’’ nikkede han svagt og kiggede på hotellet bag ved mig. ’’I skal bo her? ’’ spurgte han, efter han havde tjekket hotellet lidt ud. ’’Ja, ’’ svarede jeg hurtigt og kiggede tilbage på hans venner, der stod og smugkiggede på os hvert 2 sekund. ’’Så bliver det jo ikke så svært at finde dig, ikke at det ville være det alligevel, da byen er ligeså lille som et musehul, ’’ sagde han sukkende og smilede endnu engang. ’’Ja, det har du ret i, ’’ grinende jeg og krydsede mine arme, så de var formet som et kors. ’’Men det kan jo være, at vi ses på et tidspunkt. Det håber jeg i hvert fald, ’’ med de ord vendte han sig straks om og gik over mod sine venner, mens jeg ikke kunne lade være med at kigge efter ham. Sikke en fantastisk dreng, der tog initiativet til at snakke med mig, det var der sku ikke mange, der turde gøre. Men hvem ved, måske fik han det samme sus, som jeg fik, da jeg så ham?

Jeg kiggede smilende ned i jorden og gik hen mod hotellet, hvor min familie for længst havde gået gennem dørene og sikkert ventede på mig indenfor.

Det var første gang, jeg så, mødte og snakkede med Daniel. Jeg kan stadig ikke fatte, at han var så modig. De fleste drenge, som jeg kender, blandt andet min mand, ville aldrig turde gå over og snakke med en pige, medmindre de havde drukket en del alkohol eller var helt vildt desperat. Men Daniel. Det var som om, at han var fra en helt anden verden, men han var bare fra Betternew. Eller jeg ved faktisk ikke helt præcist, hvor han var fra, da jeg aldrig fik spurgt ham.

Jeg tager en slurk af min kaffe og kigger videre i fotoalbummet, som virkelig får gang i min tankegang. Der er kun billeder af ham og mig. Han elskede at tage billeder, og alle de billeder han tog, satte vi sammen i albummet og sagde, at disse minder skulle vare for evigt. Albummet lever da endnu, og min mand har aldrig opdaget det, ellers ville han da have kommenteret det. For hold da op, hvor er dette album romantisk og fuld af pladder. Jeg kan slet ikke fatte, at jeg har været sådan en gang. Der er hjerter over det hele, og det hele virker bare så fantastisk, og jeg ser bare så fandens forelsket ud. Hvilket jeg også var.

Jeg tager endnu en slurk af min kaffe, der smager helt perfekt. Den er lige som den skal være, ligesom jeg kan lide den, og det er jo bare rigtig godt. Jeg ligger pludselig mærke til et billede, der får mig til at smile som en idiot. Det er et billede, hvor Daniel og jeg er på vores første ’date’, hvis man kan kalde det det. For jeg sagde aldrig ja til den date, han hentede mig bare og tvang mig med, og jeg havde mit livs bedste aften. Så selvom jeg aldrig sagde ja, så var jeg glad for, at jeg ikke sagde nej. Han var så bestemt, især den aften, han var fast besluttet på, at jeg skulle med ham, og der var jo kun 1 grund til det, det var den samme grund til, at jeg gerne ville tilbringe min tid sammen med ham: vi blev ramt af hinandens hjerte den første gang vi så hinanden, også kaldet kærlighed ved første blik.

Klokken var ved at være 23, og vores forældre havde fortalt os, at vi skulle sove inden klokken 24, da de havde planlagt en familietur i morgen, bare så vi kunne opleve noget. Så, min søster og jeg var ved at gøre os klar til at smutte i seng, eller jeg var lidt langsom i det, for jeg havde en masse sms’er, som jeg skulle svare tilbage på, men min søster var allerede i nattøjet. Små gule shorts og en sort oversize T-shirt. ’’Hvem skriver du med? ’’ oh, det sædvandelige spørgsmål, som hun stillede mig hver eneste gang, jeg skrev med mine venner. ’’Nogen, ’’ svarede jeg kort og bestemt, mens mit hoved var rettet mod min Iphone 5s. ’’Hvem? ’’ hun havde sat sig ved siden af mig i sofaen og nedstirrede min skærm totalt, fordi hun var så fandens nysgerrig. ’’Gider du lige? ’’ spurgte jeg hende, mens jeg kiggede irriteret på hende. Hun sukkede og kiggede væk, derefter fik hun taget sin egen telefon frem og begyndte at spille lidt på den. Ingen venner? Det undrede mig nu ikke, når hun var så irriterende.

Det var nu meget hyggeligt bare at sidde her i sofaen i vores mega lille stue, som vi havde helt for os selv.

Pludselig bankede det på vores dør, og det fik os begge til at fjerne øjnene fra vores skærme og kigge over på den larmende dør. ’’Du åbner, ’’ sagde jeg strengt til hende og kiggede ned i min skærm igen, så hun tydeligt kunne se, at jeg havde afgjort det, og at hun skulle rejse sig og åbne den dør. Hun gjorde som jeg sagde, som altid. Uanset hvad det var, så gjorde Jordan sku altid hvad jeg bad hende om, fordi jeg jo var den ældste, og vi havde altid magten. Hun åbnede døren, og pludselig blev jeg nysgerrig, da en drenge stemme snakkede til hende.

’’Uhh, Denice, du overtræder reglerne, ingen drengebesøg efter klokken 22, ’’ lød det fra min søster, der selv syntes, at hun lød sej. Jeg rejste mig op og gik over mod døren, da jeg gerne ville vide, hvilken dreng der ville snakke med mig.

Der stod han. Daniel. Med hans smukke smil og glimtende øjne. Hvordan kunne han bare finde på at dukke op her på dette tidspunkt? Jeg var jo slet ikke forberedt til at snakke med sådan en cute dreng. ’’Hey, ’’ prøvede at sige på en meget afslappede og cool måde, men det kom mere til at lyde som om, at jeg var en af hans drengevenner. ’’Halløj. Tag nogle sko på, vi skal ud, ’’ hørte jeg ham sige bestemt, men stadig med et smil på læben. ’’Hvad? ’’spurgte jeg ham undrende. ’’Vi skal ud, og du har præcis 5 minutter til at gøre dig klar, ’’ sagde han bestemt og helt fast besluttet. ’’Okay så, ’’ sagde jeg smilende og fandt mine sorte sandaler, der passede meget godt til mit tøj – sorte shorts og en hvid top med teksten: I know, I’m Cute.

’’Du siger ikke noget til mor eller far, ’’ sagde jeg meget bestemt til Jordan, mens jeg havde min pegefinger rettet mod hende som en advarslen og måske også som en trussel. ’’Fint nok, men så vil jeg også have 200 kroner af dine lommepenge, ellers går jeg direkte ind og fortæller dem det nu, ’’ lød det flabet og snedigt fra hende af, mens hun gav mig et lumsk vinderblik. ’’Fint, din lille…..’’ jeg kunne ikke rigtig finde på noget at kalde hende, så jeg nedtonnede bare min sætning og nikkede. ’’Skal vi gå? ’’ spurgte jeg Daniel sødt, mens jeg smilede, for jeg kunne ikke undgå det, da han også selv havde det smukkeste smil fremme. ’’Ja, det skal vi, ’’ det var nærmest ikke et svar, men en beordring. Vi gik ned af gangen og ned af trappen, så vi var ved entreen, og under hele turen kunne jeg ikke lade være med at tænke på denne besynderlige situation, som jeg befandt mig i. Tænk, at han bare havde fundet ud af, hvilket værelse jeg boede på, og at han bare bad mig om at gøre, som han sagde. Og tænk at jeg rent faktisk gjorde det.

’’Kan jeg have lov at spørge, hvad vi skal? ’’ spurgte jeg ham, da vi kom udenfor. ’’Nope, ’’ svarede han meget kort og kiggede til begge sider, før vi gik over vejen. ’’Min mor har altid fortalt mig, at jeg ikke må gå med fremmede, ’’ fortalte jeg ham. Han kiggede grinende på mig, mens han havde det smukkeste glimt i øjet. ’’Jeg er ikke fremmede, jeg er din ven, ’’. Han tog fat i min hånd og sammen gik vi over mod stranden, hvor man tydeligt kunne høre forgik et eller andet, da der både var høje råb, musik og røg fra et bål. Ville han tage mig til en strandfest? Jeg ville ikke spørge ham, da han sikkert bare ville svare ’nope’ igen. Hans hænder var så bløde og dejlige, og jeg syntes, det var underligt, at vi pludselig holdte i hånden, men af en eller anden grund, så føltes det så rigtigt. Hans tommelfinger nussede min tommelfinger, og han vidste slet ikke, at jeg havde en svaghed for det, så jeg faldt helt hen, mens vi gik der på vejen direkte over mod stranden, hvor der var vild fest. Vi kunne også høre festen fra vores hotelværelse, men vores forældre havde strengt sagt, at lige i dag, skulle vi blive inde. Men hvordan kunne jeg dog overhoved prøve på at modstå ham? Han var jo helt vidunderlig og bedårende, så det var helt løgn, nærmest som en dejlig drøm.

’’Okay, jeg bliver nødt til at spørge, skal vi feste? ’’spurgte jeg, da vi næsten var ved stranden. ’’Vi skal ikke være sammen med de festaber der, i hvert fald, ’’ svarede han, men jeg syntes ikke helt, at han svarede på mit spørgsmål. ’’Men skal vi feste? ’’ spurgte jeg endnu engang i håbet om, at der rent faktisk ville komme et rigtigt svar ud af ham. ’’Nej, vi skal bare hygge med mine venner, langt væk fra alt det der, ’’ i stedet for at gå ligeud til den store fest, drejede han, så vi gik på en sti lige ved siden af stranden, og lidt længere fremme kunne jeg se nogle mennesker sidde rundt om et bål. Måske var det hans venner?

Vi kom over til dem, og de kiggede alle sammen besynderligt og chokeret på mig. ’’Ja ja, hun er skam ægte, ’’ sagde Daniel til dem alle sammen, da vi var kommet helt over til dem. De var måske overrasket over at se mig, af en eller anden grund. ’’Hej, jeg hedder Jonas, ’’ en af dem havde høfligt rejst sig op for at præsentere sig med et smil og et håndtryk. ’’Jeg hedder Denice, ’’ svarede jeg med et grin. ’’Hyggeligt at møde dig, ’’ sagde han og satte sig ned. Daniel tog mig med over til en tom plads, hvor vi begge kunne sidde, hvis vi rykkede os tæt sammen. ’’Hende den lyshåret er Kate, hende den mørkhåret er Laura, ham den sorthåret er Nick, ham den brunhåret er Phillip og så er der Jonas, som du har mødt’’, de smilede alle sammen sødt til mig, og jeg kunne allerede godt mærke, at de var flinke mennesker. ’’Alle sammen, det her er Denice’’, sagde han ud til dem alle sammen, hvilket fik dem til at smile endnu mere til mig.

’’Hun er smuk, ’’ lød det fra Kate. ’’Du er sikkert vildt forelsket i hende, er du ikke? ’’ spurgte hun ham drillede, og det fik ham til at rødme lidt. ’’Det vil ikke være underligt, hvis du var’’, endte hun med at sige bestemt og smilede sødt til mig.

’’Nej, hun er en god fangst, ’’ lød det fra Nick, der tjekkede mig ud. ’’Lad vær’ med at sige fangst, jeg vælger at kalde det for mirakler i stedet for, ’’ sagde Jonas meget vist og smukt. ’’Et mirakel fra himmel, ’’ sluttede han af med og kiggede op i himlen.

’’jeg underskylder lige for mine venner, de er lidt fjollede, ’’ sagde han til mig, mens han holdte sin hånd på min. ’’Ej, de er dejlige’’ sagde jeg fast besluttet og smilede rundt til dem alle sammen, for wow de var søde, og jeg kunne næsten ikke tro, at jeg ikke havde mødt dem før nu. Hvor havde de gemt sig i alle de år, hvor jeg havde været her?

’’Men så må vi se, hvad natten venter jer to. Det er sikkert en fortryllede nat, og kærligheden er den bedste magi der findes, ’’ hørte jeg Jonas sige, og jeg syntes allerede nu, at han var en spøjst – men sjov – fyr. ’’I er i hvert fald søde sammen, det må man da sige, ’’ hørte jeg Laura sige meget bestemt med et smil, og jeg syntes, at hans venner var ret hurtige til at dømme os og bestemme sig om vores forhold. Vi havde lige mødt hinanden, men jeg måtte dog også indrømme, at der var noget specielt mellem os, noget som jeg plejede at føle langt tid efter jeg havde mødt en fyr. En gnist. Et ekstra hjerteslag. Forelskelse.

’’Vi snakkede faktisk lige om den episode, der skete i går med den klamme bitch fra…ja, et eller andet sted fra….’’ En snak begyndte pludselig, eller en diskussion, der var i hvert fald en masse, som snakkede i munden på hinanden.

Jeg kiggede på Daniel, og i samme øjeblik kiggede han også på mig, så vi kiggede ind i hinandens øjne, og det øjeblik elskede jeg. Han var perfekt, selvom jeg ikke kendte ham så godt endnu. Men jeg kunne allerede vide nu, at han ville gøre min sommer ekstra god bare ved at være omkring mig. Og den følelse havde jeg aldrig haft. Det var så underligt.

Var kærlighed ved første blik virkelig noget der skete?

 

Ja, jeg må dog indrømme, at den aften var helt igennem fantastisk, og filmisk på en eller anden måde. Jeg tager en tår af min kaffe, men opdager pludselig, at der ikke er mere i, hvilket får mig til at sukke lidt. Men om jeg gider rejse mig for at hente noget nyt? Nej. Jeg sidder lige så godt lige der, hvor jeg er.  Alle de vidunderlige minder, der pludselig dukker op i min tankegang, er helt fantastisk. For bare 2 timer siden, havde jeg fuldstændig glemt alt om den sommer, men nu kører minderne bare frem og tilbage. Alle de sjove ting vi lavede, og alle de eventyr han tog mig på, var utroligt urealistisk på en eller anden måde, for jeg vidste ikke, at det kunne ske for en som mig. Jeg husker pludselig også, at jeg var så forelsket i ham, at jeg overvejede at droppe alle mine planer og drømme for ham, for han gjorde mig så fandens lykkelig, fik mig til at smile hvert sekund, fik mig til at grine hvert minut og hele tiden var der sommerfugle i min mave. For pludselig hang vi ud hver dag, og jeg kan tydeligt huske, at efter en uge, var vi de mest forelskede typer i hele verden, og intet kunne bryde vores kærlighed.

Det er et godt minde, der kan få mig til at smile lige nu, når jeg sidder og venter på min åndsvage mand, der stadigvæk ikke har ringet. Så er det da godt, at jeg har noget at foretage mig. Jeg kigger lidt videre i fotoalbummet, og da jeg når om på side 15, kan jeg ikke holde op med at smile, for der på siden, er der et stort billede af Daniel og jeg som kysser. Jeg ser så lykkelig og fredelig ud. Det må have været 2 uger efter vi mødte hinanden, der hvor jeg var begyndt at være mere afslappet i hans selvskab. Jeg kan tydelig huske, da han tog mig hen til hans hemmelige sted langt væk fra byen. Det blev til vores sted.

 

’’Daniel, hvor langt skal vi gå endnu? ’’spurgte jeg ham på en brokkende måde, da vi havde gået i timevis. Selvom hans bløde og behagelige hånd holdte fast i min, var jeg altså begyndt at blive en smule træt og irriteret. ’’Vi er der snart, ’’ svarede han og kyssede mig blidt på kinden, og det fik mig til at køle en smule af. Hans læber var som de blødeste og varmeste puder i verden, og de var overhoved ikke tørre, hvilket mange drenges læber sagtens kunne være. ’’Jeg stoler på dig, ’’ sagde jeg og udstødte et suk. ’’Det er jeg glad for, ’’ smilede han sødt, mens vi gik hen over den store mark, der var fyldt med skinnende, grønt græs. Jeg troede ikke på, vi snart var der, for der var ingenting i nærheden. Dette såkaldte ’særlige sted’, måtte være gravet ned i jorden eller sådan noget, for der var da ikke et skid i nærheden. Ikke et træ, ikke et skur, ikke en sø, absolut ingenting. Kun græs, mark og blå himmel, og jeg kunne slet ikke fatte, hvad vi skulle helt herude i ingenting, når vi kunne ligge på stranden og solbade eller gå en tur i byen med en vaffelis i hånden.

’’Så er vi her, ’’ sagde han pludselig og stoppede op på græsset. Vi havde gået på denne græsmark i højst 2 timer, så vi var langt væk fra alting. ’’Her? Er det her dit særlige sted? ’’spurgte jeg forvirret og kiggede rundt på absolut ingenting. ’’Ja, eller mit hemmelige sted, for der er aldrig nogen som kommer herud, ’’ svarede han mig, mens han rettede sig mod mig og holdte rundt om mit liv. Hans kærlige blik gjorde mig stadig helt blød i knæene, og jeg kunne stadig ikke fatte det her eventyr, hvor jeg var prinsessen og han var prinsen. ’’Jeg har aldrig taget nogen med herud før, og ingen jeg kender ved jeg er her, så det er på en måde mit flygtested, hvis man kan sige det, ’’ lød det fra ham, mens hans skinnede øjne kiggede ind i mine. ’’Du har da intet at flygte fra? ’’spurgte jeg ham undrende. Han smilede et usikkert smil og nikkede svagt. ’’Det har vi alle, har jeg ikke ret? ’’ svarede han med et spørgsmål. ’’Jo, det har du vel på en måde ret i, men du virker bare så lykkelig i dine omgivelser, ’’ lød det en smule forvirret fra mig af, og alle mine forvirrede udtryk fik mig virkelig til at overveje at farve mit hår blond. ’’Jeg er lykkelig, og jeg kunne ikke ønske mig mere. Men det her sted, er så fredefyldt og vidunderligt, ’’ han nikkede svagt.

Daniel virkede bare som den lykkeligste person i hele verden. Han var aldrig sur, ked af det eller lignede en der var træt af livet. Han havde ingen dårlige dage eller bare 1 minut på dagen, hvor han bare havde lyst til at ende alt. Han var så lykkelig lige der, hvor han var nu, og det elskede jeg ved ham. Han gad ikke bekymre sig om penge, han tænkte ikke på fremtiden og dens konsekvenser, han levede bare livet, og oh hvor ville jeg ønske, at jeg havde hans sind. Det måtte være fredefyldt og langt fra stresset.

’’Læg dig ned, ’’ beordrede han mig på en sød måde. Jeg kiggede dumt på ham, da jeg syntes, at det var noget besynderligt noget at beordre mig til. ’’Kom nu, se det er ikke så svært, ’’ smilede han og lagde sig ned på det grønne græs, der så forholdsvis fristende ud. Jeg trak på skulderne og tænkte ’hva’ fuck? ’, og så lagde jeg mig ned hos ham, og det var ganske behageligt.

’’Så, den drøm du har fortalt mig lidt om, hvad handler den egentlig om? ’’ spurgte han mig, mens han havde armen rundt om min skulder, så mit hoved lå på hans underarm. Og Gud, det var da nogle uger siden jeg fortalte ham om det, dengang hvor jeg ikke vidste, at vi ville blive til noget. For de små krav jeg havde til min drøm, forfyldte han ikke rigtig, og det ville jeg helst ikke fortælle ham. ’’Uhm, bare det med at være succesfuld og bo i storbyen, ’’ mumlede jeg blot og kiggede op på den blå himmel, hvor der var et par enkle skyer. ’’Så vidt jeg husker, så drømmer du om at blive rig, få et super godt job og være gift med en rig mand, der kan give dig alt, hvad du vil have, ’’ rettede han mig straks, mens han var helt sikker. ’’Okay, det er måske hvad jeg har sagt, ’’ sukkede jeg. ’’Hvad er det for et liv? Det lyder så stresset og bestemmende, ’’ det lød som om, at han væmmes ved tanken om det. ’’Jeg syntes det er passende og en god udsigt til fremtiden, ’’ lød det temmelig fornuftigt fra mig af. ’’Oh fremtiden. Nyt samtaleemne, ’’ sukkede han højlydt og grinende lidt. ’’Ej kom nu, har du slet ikke tænkt på, hvordan din fremtid skal se ud? ’’spurgte jeg ham og rettede mit hoved over mod hans, hvor hans ansigt var rettet mod himlen. Han så tænkende og undrende ud, mens han kiggede op i himlen. ’’Nej, jeg vil ikke rigtig tænke på det. Jeg tager det som det kommer, sådan har jeg planlagt min fremtid, ’’ svarede han, og jeg syntes, det var så spøjst. Vi var så forskellige vi to, og stadig var vi de mest forelsket typer i verden.

’’Hvad så med børn? ’’ spurgte han mig, mens han smilede. ’’Er de med i dine planer? ’’ tilføjede han hurtigt. ’’Selvfølgelig er de det, jeg vil have 4 børn, 2 piger og 2 drenge, ’’ smilede jeg stort. Jeg glædede mig virkelig til at få børn, for de var da så søde og dejlige. ’’ja også mig, det er måske en af de ting, som jeg er sikker på, jeg vil i fremtiden: børn, ’’ fastslog han med et stort smil. Han kunne blive en fantastisk far, det kunne jeg lige se for mig. Lege med dem i haven, spille bold med dem, bygge dem en legeplads og forkæle dem som en rigtig far. Køre rundt med dem i indkøbsvognen, kaste dem rundt i luften og lege røver og soldater med dem. ’’Det er da godt, at du er sikker på 1 ting, ’’ grinede jeg. Han rettede sit hoved mod mit, så vores øjne kiggede direkte ind i hinanden. ’’Jeg er sikker på 2 ting, ’’ lød det fra ham, mens han slikkede på sine læber, der sikkert føltes en smule tørre.  ’’1, jeg skal have børn. 2, du skal føde dem, ’’ smilede han stort. Det var som om, at mit hjerte stoppede der i et øjeblik, da han sagde det. ’’Vil du have, jeg skal være mor til dine børn? ’’spurgte jeg ham med et lille smil. Han nikkede kraftigt. ’’jeg vil have dig til at elske dem og forkæle dem, sammen med mig, ’’ svarede han. Det var stort. Det var kæmpe stort. Han planlagde en fremtid for os, og jeg elskede det. Jeg kunne lige forestille os sammen om 10 år, bo i et hyggeligt hus, have 4 børn, 2 drenge og 2 piger, og vi vil være den lykkeligste familie på jorden. ’’Jeg elsker dig virkelig, ’’ lød det lykkeligt fra mig af. Han smilede, og det glimt i hans øjne var så gudeskønt, at jeg ikke kunne lade være med at kigge på det. ’’Jeg elsker også dig, ’’ han placerede sine læber på mine, og vi kyssede.

Midt på en græsmark, på en sommerdag, lå der to forelskede unge mennesker og kyssede. Hvor var vi lykkelige. Og vi planlagde en fremtid sammen? Jeg kunne sagtens opgive min drøm for ham, for noget havde jeg lært denne sommer: han var min nye drøm.

For noget fortalte mig også, at jeg aldrig ville kunne nå min store drøm alligevel. Det var alt for svært.

 

Der triller tårer ned af mine kinder, da jeg tænker tilbage på den eftermiddag, hvor vi begyndte at snakke om fremtiden og børn. Dengang, for 10 år siden, vidste jeg, at jeg ville have børn, men desværre vil jeg nok aldrig få nogen, da min mand jo ikke orker dem. Jeg kigger ud af vinduerne, som fylder en hel væg. Det er bælgravende mørkt udenfor, og der er helt stille. Grunden er nok, at klokken er ved at være 2 om natten, og min mand er stadig ikke kommet hjem, og han har heller ikke rindet. Men nu er det faktisk heller ikke fordi, at jeg savner ham så meget lige nu. Jeg syntes det er sjovt at tænke tilbage på den sommer og få minderne til at virke som rigtige billeder i mit hoved. Det får mig til at savne ham, og den tid vi havde sammen. Jeg vil faktisk ønske, at jeg kunne tage tilbage lige nu. Det er en underlig tanke, men af en eller anden grund, så havde jeg det meget sjovere dengang. Minderne får mig virkelig til at tænke uklart og drømme artigt. Men tanken og mindet om, at jeg drømte om at være sammen med ham 10 år efter og have børn og hus, får mig virkelig til at tænke på, hvordan mit liv ville have været lige nu, hvis det faktisk blev sådan? 

Hvad hvis jeg aldrig havde taget afsted? Hvad hvis jeg var blevet hos ham og stiftet en familie med ham? Hvad hvis vi havde haft en fremtid sammen? Jeg ville ikke bo midt i Manhattan, jeg vil nok bo i et hus i en lille by. Jeg vil ikke have en rig mand, men en mand der faktisk er perfekt på alle måder. Jeg vil have børn, måske lidt mere opmærksomhed end jeg har nu, og mere lykke?

Jeg slår om på den sidste side i fotoalbummet og ser det sidste billede. Det er et billede af mig, der åbner et brev, der blev sendt til os der, fordi vores forældre åbenbart havde flyttet vores adresse dertil den sommer, så vi kunne få den vigtige post. Jeg husker tydeligt, da jeg fik det brev. Det dialemma, som jeg stod med, og det hul i hjerte jeg havde, da jeg tog det valg, som jeg dengang troede, var det rigtige. Men nu sidder jeg her og tænker, om jeg traf det rigtige valg. Skulle jeg have brændt brevet og ladet som ingenting? Det var nok det sværeste og det værste der skete den sommer.

 

’’Hvad står der i brevet? ’’spurgte Jordan desperat for femte gang, men endnu engang stod jeg bare og stirrede ned på papiret og tænkte ’oh nej’. ’’Denice, sig det nu, hvad står der? ’’ hun prøvede virkelig på at komme i kontakt med mig, men jeg havde noget at tænke over. Nogle overvejelser, jeg skulle bestemme mig for, om jeg ville gøre noget ved.

Du er optaget på jonalistskolen på Manhattan. Du skal møde på skolen D. 4 august klokken 10.

Den sætning gjorde mig mundlam på højeste plan. Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg havde ansøgt, men det var ufatteligt svært at komme ind. Kun 500 ud af 4.000 ansøgere blev optaget på skolen, så det var kun nogle af de bedste, og jeg var en af dem? Det her var jo min drøm? Det her var det første skridt mod mit drømmejob, og kun en idiot ville takke nej til det. Jeg vidste jo ikke, det var en mulighed på nogen måde.

’’Jeg er blevet optaget på jonalistskolen, ’’ svarede jeg hende sukkende. Hun skreg pludselig og jublede af glæde, og det var som om, at hun var gladere end mig – hvilket måske også passede ret godt. Fordi jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op i denne her situation. Jeg var helt sønderknust.

’’Hvad sker der? ’’ mine forældre kom styrtende ind af døren, da de helt sikkert havde hørt Jordan skrige som en tosse. Jeg var faktisk lidt misundelig på hende, for det var jo meningen, det var mig, som skulle skrige sådan der. ’’Hun er kommet ind, hun er kommet ind arghhh, ’’ skreg hun som en eller anden psykisk person, der burde spærres inde. Mine forældre fik pludselig det samme ansigtsudtryk som Jordan, og på en eller anden måde skræmte det mig lidt. ’’Ej, er det rigtigt? Er du kommet ind? ’’ spurgte min mor mig og gik over og krammede mit af ren glæde. Jeg nikkede svagt og gav hende et falsk smil. ’’Må jeg lige se, ’’ sagde min far og tog papiret ud af hånden på mig, og derefter begyndte han at læse papiret. ’’Hvor er det smukt skat, jeg er så stolt af dig, ’’ lød det fra min stolte mor, der var ufattelig tæt på at græde, fordi hun åbenbart var så glad. Hun kyssede mig hurtigt på kinden og krammede mig hårdt. Mine forældre forventede ret meget af mig, fordi de vidste, at jeg var klog, men de havde ikke råd til at give mig 3 år på college, så jeg måtte forsøge noget andet – og denne skolen var den eneste udvej. ’’Det er så fedt, ’’ hørte jeg Jordan sige på en begejstret måde, og jeg vidste da godt, at den eneste grund til, at hun var glad, var fordi jeg skulle blive boende hjemme. Mine forældre fortalte mig, at jeg kunne bo hjemme, hvis jeg kom ind for at spare på pengene, så hun var jo kun glad for, at jeg ikke skred fra hende. ’’Hov hov, ’’ lød det chokeret fra min far. Vi kiggede alle forvirret på ham, da han stod der og kiggede ned på brevet. ’’Du skal møde i morgen klokken 10, ’’ han kiggede forskrækket på os, mens han slet ikke kunne fatte, hvad han selv lige havde sagt. ’’Så skal vi da af sted nu, det er en lang tur, ’’ hørte jeg min mor sige. Hun slap mig og smuttede over til min far og kiggede på brevet. Hun nikkede svagt. ’’Ja, det er sku rigtigt nok, ’’ nikkede hun bekræftende. ’’Jamen så må vi hellere se at pakke og komme afsted, hvis vi skal nå på Manhattan inden i morgen, ’’ fastslog min far meget bestemt. ’’I har ikke lang tid piger, så hvis vi møder nede i lobbyen om 1 time, så skal vi køre der, ’’ lød det meget seriøst fra min mor af. ’’Ej, så skal vi allerede af sted nu, ’’ sagde min mor til min far, da min far åbnede døren ud til gangen. ’’Ja, sådan er det jo, ’’ trak han på skulderne, og pludselig var de 2 væk. Da de var væk, begyndte jeg at græde helt vildt, og jeg kunne slet ikke kontrollere det.

’’Denice, hvad er der galt? ’’ spurgte Jordan panisk, da hun opdagede, at jeg stod og hylede. ’’Nåhhh Daniel, ’’ sukkede hun irriteret og medfølende. Hun vidste alt, for når jeg kom hjem om aftenen fortalte jeg hende alt, hvad jeg havde lavet med ham. ’’Åh, stakkels dig, ’’ hun krammede mig, så jeg græd på hendes skulder. Nogen gange var hun sku god nok. ’’Hvad skal jeg gøre? ’’ spurgte jeg hende, mens jeg tørrede mine øjne. ’’Kan du ikke hurtigt mødes med ham og aftale et eller andet? ’’ spurgte hun mig, efter jeg havde fjernet mit hoved fra hendes skulder. Jeg rystede kraftigt på hovedet og pludselig kom vandet løbende igen. ’’Han plejer bare at hente mig spontant. Vi har ikke hinandens telefonnumre eller noget, og han er ikke engang i byen i aften, han er henne hos noget familie, ’’ svarede jeg hende hulkende, mens jeg begyndte at gå panisk rundt.

’’Jamen, så må du…’’ – ’’glemme ham? ’’ afbrød jeg hende, mens jeg kiggede trist på hende. ’’Ej, det vil jeg nu ikke sige, ’’ sagde hun bestemt. Jeg nikkede, mens jeg havde mit tudeansigt fremme. ’’Hvad skal jeg ellers gøre? Jeg kan ikke blive her, for den her mulighed er simpelthen bare for stor og vigtig for min fremtid, og jeg ved ikke, om jeg kan holde ud at være over 10 timer væk fra ham, ’’ jeg satte mig ned i sofaen og placerede mit hoved på mine håndflader, mens jeg spekulerede over det hele. ’’Du behøver ikke tænke sådan, Denice, ’’ fortalte hun mig meget bestemt, mens hun virkede en smule forvirret over mine ord. Jeg kiggede på hende og nikkede. ’’jeg er 20 år gammel, jeg kan ikke blive ved med at leve som en 15 årige. Jeg må tænke klart og tænke på min fremtid, for det er den, som jeg har arbejdet så hårdt for, ’’ fastslog jeg og rejste mig hårdt op. ’’Han var bare afslapning fra mit virkelig liv, og jeg skal bare tilbage til mit normale liv, og så er alt på det rette, ’’ jeg løj for mig selv, og jeg vidste, at når man begyndte at lyve for sig selv, så havde man ramt bunden og mistet forstanden. ’’Er du sikker på det? ’’ spurgte hun mig, mens hun iagttog alt, hvad jeg gjorde. ’’Ja, ’’ sagde jeg bestemt og hårdt. ’’Jeg er sikker på, at jeg vælger det rette og træffer den rigtige beslutning, det her er jo, hvad jeg altid har villet, ’’ jeg var gået ind i vores soveværelse og var begyndt at pakke, da vi jo ikke havde meget tid, hvis jeg skulle nå at møde op til den tid i morgen. ’’Begynd at pakken, vi har ikke meget tid, ’’ jeg følte, at jeg var gået forstanden, men jeg prøvede så godt jeg kunne at ignorere smerten i mit hjerte, fordi jeg skulle fokusere på det vigtige og bedste for mig. ’’Hvad så med Daniel? Tror du ikke, at han bliver lidt forvirret, når du ikke er her mere? ’’ spurgte hun mig, mens vi stod og pakkede alt ned i vores kuffeter. Jeg tænkte mig godt om, mens jeg foldede tøjet sammen. ’’Jeg skriver et brev, ’’ jeg kiggede på hende og nikkede. ’’Ja, jeg skriver et brev, ’’ jeg smuttede ind i vores mini stue og fandt et stykke papir og en kuglepind, hvor jeg derefter begyndte at skrive et brev til ham. Jeg ville gerne skrive et langt brev om, hvor meget jeg elskede og holdte af ham, men jeg havde ikke meget tid, så jeg bestemte mig for at gøre det kort og professionelt, på en eller anden måde. ’’Er du sikker på, at det her er det rigtige? ’’ Jordan var kommet ind til mig i stuen og kiggede mistroisk på mig. ’’Ja, jeg er sikker, ’’ fastslog jeg bestemt, men jeg kunne tydelig mærke usikkerheden inde i mig. Jeg var ikke sikker på, om det var det rigtige, men jeg havde ingen tid til at tænke over det. Så jeg måtte gå efter det, som jeg altid havde gået efter – min drøm. Desuden ville mine forældre aldrig acceptere, hvis jeg valgte at blive her på grund af en dreng.

’’Hej, kan du aflevere det her brev til Daniel, ham drengen der kommer her hver dag. Sødt smil, altid glad og venlig? ’’ sagde jeg til damen, der stod ved check-in stedet. ’’Selvfølgelig kan jeg det. Ved du hvornår han kommer? ’’ spurgte hun mig med et sødt smil. ’’Nej, jeg er ikke helt sikker, men måske om et par timer, ’’ svarede jeg hende og sendte hende et falsk smil tilbage, jeg var overhoved ikke okay lige nu, og jeg var helt sikkert rød i hele fjæsset, fordi jeg havde grædt så meget. ’’Okay, hav en god dag, ’’ sagde hun. ’’I lige måde, ’’ sagde jeg og vendte mig om, hvor jeg kunne se, at min familie var på vej ud i bilen i en fart. Da jeg gik ud af døren, begyndte der at komme en voldsom smerte i min mave, og jeg vidste præcis hvorfor. Kunne Daniel nogensinde tilgive mig for at smutte? Jeg lovede ham jo at være her, når han kom tilbage. Og det eneste der vil være her, ville være et brev og et tomt værelse.

Og jeg skrev ikke engang, at jeg elskede ham.

 

Tårer triller ned af mine kinder, da det grusomme minde flyver rundt i min tankegang. Hvad fanden er jeg for en person? Jeg kan lige forestille mig ham komme ind på hotellet få brevet, smutte op på mit værelse for at se, om det virkelig kunne være sandt, smutte igen og have et hul i hjertet. Jeg kom ikke tilbage til byen efter den sommer, fordi jeg var for nervøs og bange for, at jeg vil rende ind i ham. Hvordan mon hans liv er blevet? Måske kan jeg søge på hans navn på google og se, om der kommer noget spænende op. Min bærbar er lige ved siden af, så jeg snubber den lige og går på nettet, hvor jeg derefter indtaster hele navn, bare for at se, om der kommer noget op. For nu er jeg nysgerrig. Jeg ville se, om han nogensinde blev okay.

Der kommer en hjemmeside op, der kalder sig: Betternew Good News, og hans navn er nævnt i artiklen, som jeg med det samme skal ind og kigge på. Hvad mon der står?



 

Jeg læser artiklen igennem 3 gange, mens jeg sidder med store øjne og halv åben mund. Er han blevet en politimand? Den er sku lidt overraskende. Selvom artikels store punkt, er hans helteaktion, så er jeg mere opsat på de første par linjer. 4 skønne børn: 2 piger og 2 drenge. Det var præcis det, som jeg fortalte ham, jeg gerne ville have? Og han er gift med Marie Raffel. Hmm, så kom han måske over mig på et tidspunkt. Men syntes alligevel, at det er lidt sjovt, han er blevet politimand, den havde jeg slet ikke set komme. Måske tog han uddannelse, efter jeg var skredet, så han kunne finde mig? Men så fandt han kærligheden i stedet for? Hvem ved? Måske var det bare hans lille hemmelighed, at han drømte om at være en helt i den lille by.

Jeg kigger på billedet af ham, og jeg må indrømme, at hvis jeg var hans kone, så ville jeg være en stolt kvinde. Han giver hende sikkert så meget kærlighed og omsorg. Han leger sikkert med hans børn, og han har sikkert bygget dem et legehus i baghaven. Jeg får pludselig den samme smerte i min mave, da jeg gik ud af hoveddøren til hotellet for 10 år siden. Dengang troede jeg, at det var på grund af dårlig samvittighed, men nu tror jeg, det er følelse af at have valgt forkert.

Jeg tror sku jeg traf den forkerte beslutning for 10 år siden, og jeg tror jeg valgte den forkerte person, som jeg skal leve resten af mit liv med. Hvordan kunne man tage så meget fejl? Hvordan kunne jeg ikke se, at jeg var lykkelig og tilfreds der?

Jeg lukker straks computeren sammen, da jeg hører hoveddøren gå op. Og til syne kommer min trættende mand, og jeg sukker surt, og rejser mig op og går i seng. Jeg burde være Mrs. Raffel.

 

Tak for i gad at læse den, og undskyld for tastefejl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...