One Direction l Break free

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 21 sep. 2014
  • Status: Igang
året er 2017, og for One Direction er der sket en hel del siden 2010, var de fandt som sammen en gruppe, og stadig er de sammen som det boy band, de fleste piger forelskede sig i. Dog er det sket en hel masse for dem; Der er bryllupper for næsen af nogle af dem, og ikke mindst børn, men for andre leder de stadig efter den eneste ene. Problemerne bliver større da Harry Styles' tanker og tanker vokser om at forlade bandet, og rejse væk. Niall er forfærdelige syg, og Liam fester sit liv op. Der skal tages hektiske beslutninger, hvis de skal rede deres band og ikke mindst deres venskab.

2Likes
2Kommentarer
231Visninger
AA

3. 2 l Holy fuck

Den lange frakke var våd, da jeg en søndag morgen indtog Highlands Hospital, i norddelen af London. Det var ikke noget lyst over dagene længere. Ingen var i tvivl om hvem jeg var da jeg gik op til disken til sygeplejerskerne.

Det vidste hvorfor jeg var her, og hvem jeg besøgte. Jeg havde trods alt, kommet her det sidste måned. En gråhåret ældre dame vendte sig om, og gav mig endnu et de store smil, som overhoved ikke kom ind i billedet på nogen måde.

" Jeg kommer for at se Niall Horan, " meddelte jeg, og med et nik pegede hun mod elevatoren, som førte op til den etage han lå på. " Du ved hvor han er, " sagde hun med et grin, som jeg havde lyst til at sukke af. Jeg sagde ikke noget, men trådte ind i elevatoren og trykkede på knappen, så jeg blev kørt op på anden etage.

Det kom som et en mindre overraskelse da jeg så ingen ringere end Louis stå uden for hans værelse og snakke med en sygeplejerske.

 

Det måtte jeg give ham, han havde endelig fundet tid til at besøge sin ven, som lå og var dødeligt syg. " Hej, Harry, " sagde han og lagde en hånd på min skulder da jeg kom der over. Sygeplejersken gik med det samme sin vej, og tilbage stod jeg med ham.

Han stod i jakkesæt, og det fik min irritation til at vokse mere og mere mod ham.

" Spøjst at se dig her, " Det var ikke meningen at jeg skulle sige det, men jeg kunne ikke lade være. Idiot. Han var kun kommet fordi han sikkert skulle til en fest der lå lige op af hospitalet.

Jeg var ved at blive godt træt af ham, og hans perfekte liv og perfekte kæreste. Hvis det ikke drejede sig om ham, så drejede det fandme sig om hende. Jeg var godt træt af dem, og deres hæslige facon.

" Skal du til fest ved naboen? " 

 

" Harry, drop det. Jeg er kommet for at se om min bedsteven er okay, og ikke for at diskuttere med dig, " sagde han og kiggede forbi mig.

Stod han virkelig og spillede klog, over for mig lige nu? Det måtte være hans spøg. " Sikke en bedsteven du er, er det her anden gang du er her? " Jeg hvæsede ordene af ham, og lagde mine arme om kors.

Han fortjente at have dårlige samvittighed og have det dårligt over det her. Han kiggede på mig med et irriteret blik, før han rystede på hovedet af det. Han vidste jeg havde ret, hvilket var grunden til hans opførelse mod mig.

 

" Jeg har også et liv udenfor det her. Jeg kan ikke leve som du kan, " 

 

" Du mener at jeg lever et forfærdeligt liv, bare fordi at jeg bekymre mig om min ven, som du ikke gør? " Jeg var ikke sikker på at det her overhoved var grunden til at jeg var sur på Louis. Selvfølgelig var jeg irriteret over at de aldrig kom, men hvorfor var det Louis jeg var mest irriteret på af dem alle sammen, anede jeg ikke.

Han kom i det mindste nogle få gange. Jeg tror ikke at Liam overhoved har været her før. " Jeg har en kæreste, og en familie at tage mig af. Kig dig omkring og læg mærke til at du har intet af det længere. Du lukker folk ude, og din eneste fornøjelse i livet er at besøge Niall. Han er den eneste du kan holde fast i og som kan lide dig. " Han var trådt tættere på mig og da de ord forlod hans læber, gav jeg op.

Jeg gad ikke engang at give ham fornøjelsen at have min opmærksomhed, og især ikke når han sagde de ting han sagde. " Harry, undsk.. " 

 

Jeg gik hårdt forbi ham og sørgede for at banke ind i hans skulder, før jeg åbnede døren til værelset hvor Niall var, og sørgede for at lukke den bag mig igen.

Han sad op i sengen i sit hvide hospital tøj, med sit hår som sad til alle sidder, mens han kiggede gådefyldt på sygeplejersken der stillede noget mad og drikkelse ved siden af ham. Hun forlod rummet da hun lå mærke til mig, og jeg lukkede døren bag mig.

" Hey, Harry. " smilede Niall og greb ud efter min hånd, som straks dog og rystede inden jeg sat mig ned ved siden af ham.

 

" Mødte du Louis udenfor? " Spurgte han begejstret, og man kunne sagtens hører at han ikke havde været rundt omkring den sidste måned. Han vidste ikke hvor meget det havde forandret sig, og hvor meget jeg hadede det. og hadede dem. Jeg rynkede med brynet og sendte ham et kort smil, " Yeah, " mumlede jeg og rakte Niall en flaske vand der lå på bordet ved siden af mig. 

" Hvordan går det med dig? " spurgte jeg og foldede mine hænder sammen. Jeg var mere interesseret i Niall og hvad han gik igennem, end de ting der sker i mit liv. For helt ærlig, så har Louis nok ret.

Jeg lukker folk ud og det ødelægger bare mit liv, for det er ikke sundt kun at have en ven, som ligger syg på hospitalet.

" Det går bedre siger Collin, " sagde han og hentydede til sin læge, som jeg vidste Niall foretrak i forhold til de andre læger. Niall og jeg havde kendt Collin i lang tid. Niall begynder straks snakken om han operation i sidste uge, og selvom det normalt ikke var noget jeg ignorerede, kunne jeg alligevel ikke ignorer det faktum at min liv stinker.

Jeg vil gerne være glad, men når jeg befinder mig i et fucking band, med personer jeg ikke snakker med, med Niall på hospitalet og mit liv der bare lige så stille går længere og længere ned hvordan skal jeg så kunne være glad.

" Så det er jo ba.. " 

 

" Niall, jeg tror jeg stopper i bandet, " Han stoppede straks snakken, og jeg kunne mærke hans blik brænde mod min hud. Han satte sig hurtigt op, og jeg vidste med det samme med mig selv at jeg ikke skulle have sagt det.

Lægerne havde allerede sagt at vi helst ikke måtte gøre noget for at hidse ham op, som kunne få ham svært ved at trække vejret.

Han tog skælvende sine hænder op til sit hår, og det så ud til at hele hans krop rystede. Det gjorde mig utryg at se ham sådan og derfor tog jeg straks fast i begge hans hænder.

" Jeg vidste det, i begynder alle snart at forlade mig, ikke? Det her er bare en start på det hele! " Hans vejrtrækninger blev ukontrolleret, og jeg trak straks stolen helt over til ham. Hvordan fuck kunne han sige den slags?!

 

" Hvad? Hvad fuck snakker du om, Niall? " Det gjorde ondt at se ham sådan her, mere end noget andet. Jeg har aldrig på et tidspunkt overvejet at forlade ham, og det burde han fandme også vide.

" Du er den eneste der kommer, Harry. Bandet var en ting vi alle havde sammen, og hvis du forlader det, betyder det at vi går andre veje. Når jeg ikke er her længere, så er det bare.. " 

" What the fuck, Niall!! Det skal du ikke sige, aldrig nogensinde. Du sagde selv at det gik bedre! " Mine hænder holdte hårdt fast om hans håndled, og jeg slap dem hurtigt da han kom med et ømt støn. Endnu engang lod jeg min vrede gå udover ham, det var så typisk.

" Ikke alt er som vi vil have det Harry. Jeg kan ikke gøre noget ved det, ingen kan. "

 

Jeg rejste mig op uden nogen tøven. Mine hænder røg op i mit hår, og Niall så helt chokkeret op. Niall havde aldrig fortalt mig, at det her var noget han ikke overlevede. Han havde altid forsikret mig og andre om at det gik, og at det ikke var noget specielt.

" Harry, Slap nu a.. " Lægerne kom ind af dørerne og kiggede fra Niall til mig, og hurtigt var der en der greb at om mig.

Jeg var hurtig til at skubbe ham af mig, så han røg ind i muren. Jeg vendte mig om i vrede og så skubbede jeg til et stativ der væltede, og jeg skyndte mig ud,  med Niall og lægernes råb i mit baghoved.

Jeg skulle ud og det skulle være lige nu. Med hurtige skridt gik jeg ned af trapperne, og hen imod udgangen. Jeg var så fucking sur på alt, på Lægerne, Louis, Liam, Zayn, Niall, alle.

Jeg skulle til at skubbe døren op, da en hånd tog fast om min arm, og irriteret vendte jeg mig om, og stod til ansigt med en sygeplejerske jeg ikke havde lagt mærke til, hvilket var en fejl.

Hendes lysebrune hår var sat op i en høj hestehale, mens hun havde det hvide sygeplejerske tøj på, og hun bar det smukt. Hvorfor fuck, havde jeg ikke lagt mærke til hende før nu? Hendes markerede kind ben, buttede læber, smukke øjne. Hun var alt i alt, ufattelig attraktiv. Holy fuck.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...