One Direction l Break free

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 21 sep. 2014
  • Status: Igang
året er 2017, og for One Direction er der sket en hel del siden 2010, var de fandt som sammen en gruppe, og stadig er de sammen som det boy band, de fleste piger forelskede sig i. Dog er det sket en hel masse for dem; Der er bryllupper for næsen af nogle af dem, og ikke mindst børn, men for andre leder de stadig efter den eneste ene. Problemerne bliver større da Harry Styles' tanker og tanker vokser om at forlade bandet, og rejse væk. Niall er forfærdelige syg, og Liam fester sit liv op. Der skal tages hektiske beslutninger, hvis de skal rede deres band og ikke mindst deres venskab.

2Likes
2Kommentarer
232Visninger
AA

2. 1 l What happened to us?

∆ LOUIS ∆

Sveden stod ned af min pande, da jeg løb ind i indkørslen, satte mig på banken og trak mine løbe sko af. Mine hvide strømper var næsten våde af mit sved, og jeg trak straks min trøje over hovedet og gik ind i lejlighedskomplekset. Jeg tog elevatoren op til højeste etage, og var hurtig til at låse mig selv ind.

Jeg smed mine sko og trøje fra mig, lige idet jeg kom ind i gangen, og jeg kunne hører en let guitar lyd spille i mine ører. Jeg rynkede straks brynet, og mit hjerte begyndte at harme hårdere og hårdere imod mit bryst.

Jeg skyndte mig ind i stuen, og havde regnet med at se en lyshåret irsk fyr med sine guitar på sit skød, men istedet så jeg bare Eleanor sidde i sofaen, med blikket mod fjernsynet.

Hun så et program med noget musik, og jeg må indrømme jeg blev mere end skuffet. Selvfølgelig var Niall ikke rask nok til at komme her, hvor dum kunne jeg lige være.

 

" Oh, " lød det forvirret for Eleanor, og prøvede at tage mig sammen, for lige nu så jeg ikke ud som om jeg var glad for at se hende.

Hun slukkede fjernsynet, og kiggede foruroligende på mig.

" Er du okay, Lou? " Han trak tæppet væk fra sig, og gik hen imod mig. Jeg åndede forpustet ud, og nikkede med en flad mine. Hun strøg sin ene hånd over min arm, og sendte mig et lille smil.

" Jeg går i bad, " Jeg efterlod hende med hendes kønne og opmuntrende smil, fordi at jeg lige havde fået en enorm skuffelse.

 

Men igen, hvad havde jeg også regnet med? At han var rask, og lige pludselig bare kom ind i min lejlighed og spillede på sin guitar? Det ville jo sikkert ikke engang ske, så hvad havde jeg regnet med.

Jeg kunne hører Eleanor sukke af mig, da jeg forlod stuen, og jeg forstod hende godt. Jeg var ikke en ordentlig kæreste her for tiden, og jeg kan ikke huske hvornår vi sidst havde været intimt sammen. Jeg havde bare så meget der foregik oppe i min hjerne, at jeg satte hende lidt til side.

Jeg har ikke været der for Niall så meget som jeg burde, Harry kan jeg overhoved ikke snakke med længere, og jeg har ikke engang lyst til at det, og Liam har jeg også opgivet, for jeg kan ikke blive ved med at redde op fra det hul.

Zayn er den eneste som jeg selv føler bare har lidt styr på sit liv, men hvad ved jeg. Alle regner vel også med at jeg har det alletiders med Eleanor og det, men jeg ved ærligtalt ikke hvad der foregår.

Hvis jeg ikke snart gør et eller andet, hvad jeg at hun ikke vil være sammen med mig længere. Og hvis det sker, så kan jeg ikke leve med mig selv. Jeg rystede straks tanken af mig, tog mit tøj af og gik ind under bruseren. 

∆ ZAYN ∆

Jeg kiggede hen på Sophie som stod i sit nattøj i køkkenet, igang med at lave kaffe. Vi havde fundet sammen igen igår, efter skandalen med Max, hendes ekskæreste. Jeg vidste at hun stadig var irriteret på mig over at de ting jeg havde bildt mig selv ind, mens det egentlig bare var ham der var den klamme stalker han var.

Jeg havde så mange gange i tankerne om at ringe til politiet hvis han ikke snart lod hende være, men så vidste jeg godt at hun smuttede. Det var problemet med Sophie, hun var ikke god til at tage diskussioner op, hun skred bare i stedet. Det er intet formål i at være sammen, hvis man alligevel ikke kan snakke om tingene.

Hun lod mig hellere ikke komme for tæt på hende, for hun hadede at snakke om alt det der rørte sig inderst inde, som hendes familie og ham Max. Seriøst, han navn, gør mig så skide irriteret.

 

" Bare for du står der over og tror du at mussestille, skal du ikke tro at jeg ikke kan hører din vilde indåndning, " Hun hældte kaffe op i en kaffekop, og hældte noget mælk oven i.

 

Jeg havde lyst til at grine, men gjorde det ikke, da vi stadig havde noget ting at snakke om og stemningen mod os være også ret spændt. Hun satte sig ned på den hvide stol rundt om der firekantet træbord, og kiggede på mig som om hun ventede mig til at sidde ned. Jeg satte mig stille ned ved siden af hende, og kiggede ventende på hende.

Hendes hår sad i en fransk fletning, og der var intet make up i hendes kønne lille ansigt, og det kunne jeg godt lide. På hendes krop havde hun en sorte hvid t-shirt, og nogle sorte korte shorts.

" Jeg har ikke lyst til at snakke om os lige nu, Zayn. " Hun kiggede op på mig med sine blanke blå øjne, og bed sit blidt i læben.

Det lige præcist hvad jeg vidste hun ville sige, og så ville hun komme med vildt emneskift, så jeg ville glemme alt om det.

 

" Hvordan går det med drengene? " Jeg kiggede op på hende, og på en måde tænkte jeg meget over hendes spørgsmål.

 

For, hvordan gik det egentlig med drengene? Jeg havde været så forvirret på det sidste over alt rundt om mig, især det med drengene.

Harry gik rundt og var så skide deprimeret og sur. Jeg kunne slet ikke snakke med ham længere, og hans aggressioner blev større og større. Han har også droppet mig da jeg sagde at han havde brug for hjælp, for det manglede han.

Liam var på et stort rod, fyldt med piger og jeg var sikker på han også var begyndt at tage et eller andet.

Niall var så forfærdeligt syg, og jeg besøgte ham så tit som muligt, men det var svært at få tid til alt, og jeg havde også haft alt muligt kørende med Sophie.

Louis virkede meget nede her på det sidste, og jeg kan ikke andet end at tro at det er omkring Eleanor, hvilket jeg ikke håber. Hun er som en søster for mig, og alle de andre drenge.

 

 

" Vi skal snakke om os på et tidspunkt Soph, men lige nu.. " jeg holdte en pause, tog en trøje der lå på bordet over mig og rejste mig, " skal jeg på hospitalet for at besøge Niall, " Sophie kiggede undrende på mig, men jeg vidste hun var lettet over at der ikke var lige nu vi skulle til at snakke det hele igennem.

Det var bare spændende om så bare skred nu, og ikke kom tilbage til mig, for jeg turde væde bare at det var noget hun snildt kunne finde på.

 

Bare hun holdte sig fra Max, skulle det hele nok ordne sig igen. Jeg fik lynet mine sorte jeans op, og gik ud i gangen hvor jeg tog mit over tøj på og skyndte mig ned mod hospitalet.

Jeg havde den sygeste samvittighed, over ikke at have besøgt Niall i en to uger. Jeg vidste at hvis Harry var der at jeg ville få den sygeste røvballe, over ikke at være en god nok ven.

Men som altid, kunne han finde alt at kriserede mig omkring, så lige meget hvad der var ville jeg få noget tilbage i hovedet.

 

Hold kæft, hvor jeg savner den gamle Harry, som kunne charme alle pigerne, og som altid jokede rundt omkring os drenge.

 

Hvad er der blevet af ham?

 

Han har isolerede sig for hele omverden, og gemmer sig bare i sin kedelige lejlighed. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...