Det Hele Startede med en Tegning - one shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Dette er mit bidrag til konkurrencen, hvor man kan vinde billetter til filmen What If ~ Alle er sikre på, at Anna har store problemer, men ifølge hende er de problemer ikke specielt store. Dog glemmer hun alt om sine problemer, da hun støder på den dreng, hun har haft hængende i sit sind.

6Likes
2Kommentarer
466Visninger

1. One shot

Love your neighbour as yourself

I et lille rum, fyldt med kopierede malerier og gule pletter på væggene, sad der en ældre dame og en ung pige. Vinduet var lukket, da det var vinter og pigen var bange for, at forbipasserende ville kunne høre, hvad de snakkede om. Døren var lavet af beskidt glas, således alle kunne se ind i rummet.

Den unge pige havde egentlig ikke store problemer. Hendes forældre var paranoide og bange for, at hun kunne finde på at skade sig selv. Til det grinte hun bare, for hvorfor skulle hun dog skade sig selv? Selvfølgelig var det ironisk, når hun stillede sig selv det spørgsmål. Hvorfor skulle hun dog skade sig selv? Hun havde ikke lyst til at gøre noget ved hendes krop, men hun skadede sit sind, om hun selv var klar over det eller ej.

”Hvordan har din dag så været i dag?” spurgte den ældre dame, psykologen, hvorefter hun rettede på sine briller. Anna tænkte sig om før hun svarede. ”Fin,” svarede hun koldt, ”der skete ikke noget specielt.” Psykologen, der vidste hvad der skete på en dag, som Anna kaldte almindelig, besluttede sig for ikke at spørge mere ind til dagen.

Anna var meget tilbageholdende og turde ikke sige så meget – i det mindste ikke til psykologen. Hun mente heller ikke selv, at hun havde brug for en psykolog. Hendes problemer var ikke forfærdelige og hun var, endnu ikke, sindssyg.

”Har du tegnet noget nyt?” Anna klemte sine øjne i og kiggede ned på sine lår. Psykologen ville altid se hendes tegninger, ”fordi de viser, hvad der foregår i hendes sind og det er vigtigt at vide”. Hun tegnede meget, men ikke fordi hun ville få sit sinds tanker ned på papir, nej. Hun kunne bare godt lide at tegne. Så simpelt var det.

Hun tog fat i sine skoletaste og hev tre stykke papirer frem. Hun startede med at give den ene papir til psykologen, hvor hun havde tegnet en blå fugl. Derefter det andet papir, hvor hun havde tegnet sin lærer. Til sidst det tredje papir, hvor hun havde tegnet en dreng.

”Hvem er det?” spurgte psykologen nysgerrigt og lidt bekymrende. Det var muligvis ikke godt, hvis Anna gik rundt og tænkte på drenge. Hun skulle hellere tænke på sig selv.

”Det ved jeg ikke. Jeg dagdrømte da vi havde engelsk, og så dukkede han bare frem i mit hoved. Jeg ved godt tegningen ikke er speciel, men... han er pæn. Det er han i hvert fald i mit hoved,” forklarede hun mens hun tænkte på tegningen. Han havde lysebrunt hår, grønne øjne og han havde de smukkeste kindeben. Han havde et ar på sin kind, lige under hans højre øje.

”Altid godt at have fantasivenner.” Psykologen smilede, men Anna delte ikke den mærkværdige glæde, psykologen havde i sig. Faktisk var hun lettere fornærmet.

”Han er ikke min fantasiven,” snerrede hun og prøvede hårdt på ikke at sende dræberblik.

”Det er okay at have fantasivenner. Du glemmer dem når du bliver ældre.”

Anna var seksten år gammel, hun var allerede ”ældre”. I hvert fald for gammel til at have fantasivenner. Dét var problemet med voksne. Man fortæller dem én ting, de tror på en anden.

Anna tog fat i sin taske, rejste sig og bevægede sig hen mod døren. Før hun tog fat i dørhåndtaget vendte hun sig om, for at vinke farvel til psykologen. Hun havde ikke lyst til at sige noget.

Da hun åbnede døren gik hun dog lige ind i noget blødt. Hun kiggede op og mødte et par lysende grønne øjne. Hun kunne ikke genkende de grønne øjne, men da hun studerede personens ansigt på ganske få ansigtet, kunne hun sagtens genkende.. ham. Det var ham, hun havde tegnet. Den her dreng så bare mere realistisk ud og hans øjne var meget pænere end på tegningen. Han havde et par bumser et par steder – som hun ikke havde tegnet. Det sære var bare, at hun aldrig havde mødt eller set den her dreng før.

”Undskyld,” mumlede Anna og trådte et kort skridt tilbage. Han var højere end hende, men kun med et par centimeter. Hans øjne smilede velkommende til hende, men hans læber formede blot et skævt smil. Hun smilede selv straks tilbage, selvom hun ikke havde regnet med, at hun ville gøre det.

”Det var også min egen skyld. Hvad hedder du?” spurgte han. Hans stemme var dyb, i modsætningen til et par drenge hun kendte fra skolen.

”Øh … Anna,” svarede hun mens hun kunne mærke sine kinder blive en smule varmere. Han tog sin hånd frem og ventede på hun tog imod den, hvilket hun naturligvis gjorde.

”Jeg hedder Sebastian, men de fleste jeg kender kalder mig Seb,” sagde han imens han rystede hænder med Anna. Hans hånd var varm; så varm, at hun helt glemte vinteren var omkring dem. De gav ikke slip – muligvis fordi at hun ubevidst blev ved med at holde fast i hans hånd.

Hendes hånd var kold, kunne han mærke, men samtidig kunne han også mærke, at den blev varmere og varmere. Hun havde bare brug for hjælp til at blive varm.

”Jeg har ikke set dig her på skolen før,” sagde Anna lige efter de, endelig, gav slip. Psykologen var nemlig skolens psykolog, som lå lige ved siden af skolens tandpleje.

”Jeg har ellers set dig før,” grinede han lavmælt, men efter få sekunder fandt han ud af, at det lød en smule skræmmende. ”Jeg mener ...” Han hostede i sin arm, så han havde et par sekunder til at finde ud af, hvad han skulle sige. ”Jeg har ikke set dit ansigt før, men … du har virkelig langt hår … og jeg, så dig bagfra … Ikke at jeg kiggede på din rø- … bagdel, jeg lagde bare mærke til dit hår og jeg syntes det var rigtig flot … Og her nu kunne jeg genkende dit hår ...”

Hun fnisede, men stoppede straks da hun huskede, at hun ikke var den slags pige, der fniser ad drenge.

”Hvad laver du så her?”

”Jeg har lige snakket med inspektøren og nu er jeg på vej hjem, men … Jeg skal faktisk på biblioteket og hente et par bøger. Vil du … med? Så kan vi lære hinanden af kende og jeg kan flette dit hår,” foreslog han og lød mere selvsikker end han gjorde før. Anna nikkede smilende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...