Blind Date

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2015
  • Opdateret: 19 nov. 2015
  • Status: Igang
Willma vil egentlig bare være sig selv og orker ikke rigtig andre mennesker udover hendes eneste veninde Julia. Julia vil dog det bedste for Willma, især når det kommer til kærlighed. Så hun prøver på alt for at få Willma til at møde mænd, men indtil videre er det ikke rigtig lykkedes. - En kort novelle, der bliver delt op i mindre dele! NOTE: Christian Lemmerz er en rigtig kunstner(slå ham op, hvis det fanger interesse.)

1Likes
12Kommentarer
430Visninger
AA

5. ~ 5 ~

Forsigtigt løfter hun blikket og lader det hvile mod David. Hun spidser munden et kort øjeblik og overvejer, hvad han ville have gjort, hvis han vidste, hvordan hun så ud. I starten af daten havde hun troet, at han bare havde været ligeglad, og at den venlige facade blot var skuespil, fordi Julia nu havde kæmpet så meget med at få daten på plads.

Hun bør stå af bussen. Med et fast greb om den ene af stængerne rejser hun sig og trykker på stopknappen, hvorefter hun venter på, at bussen holder stille. Hurtigt og med en svien i hele kroppen springer hun ud på fortovet og bander ad sig selv.

"Jeg troede ikke, at du skulle denne vej?"

Hans stemme er venlig og har et anstrøg af en svag latter.

Alle hendes lemmer stivner og vil på ingen måde lytte til hjernen, der skriger, at hun skal løbe væk. Hun er fanget. Opdaget.

David trykker på staven, så den folder sig ud, hvorefter han stiger af bussen og træder forsigtigt ned på fortovet med et smil klistret over hele ansigtet. 

"Eller er det her bare et tilfælde?" smiler han til hende og drejer hovedet mod det sted, som han går ud fra, at hun står.

"Det ved jeg ikke," mumler hun til svar.

Hans latter er høj, men drukner lidt i lyden af bussen, der kører væk. 

"Jeg er på vej hjem for at klæde om til noget mere behageligt end skjorten her, hvis du vil, så kan vi gå en tur bagefter?"

Hun skal til at afvise, men han går frem mod hende, griber fat i hendes arm og trækker hende med som var hun en sæk kartofler.

"Vent!" udbryder hun chokeret, men han griner blot.

"Hold op med at være så besværlig... Hvorfor skulle du ellers forfølge mig hertil?"

Hun sænker hovedet og bander indædt over sig selv og vælger derfor at følge troligt med. Varmen fra solen får sveden til at pible frem over hendes hud, så håret klistrer sig til ansigtet, og det skulle ikke undre hende, hvis hun lugtede lidt af sved.

"Igen, Willma er et interessant navn..."

En smule ved siden af sig selv ser hun på ham med et forvirret udtryk.

"-ikke at jeg bør tale... Durrum er ikke videre et sjovt navn at blive mobbet med."

Hun fnyser: "Du blev i det mindste ikke mobbet med 'vildmand'."

Igen fyrer han op for sin latter, så hun ikke kan lade være med at se på ham, hvordan han læner hovedet en smule bagover og åbner munden for at lade lyden komme ud for fuld styrke.

"Det er ikke sjovt," mumler hun lidt tvært.

Han ryster undskyldende på hovedet: "Nok ikke... Dengang... Men... Det, at du stiller dig mellem en blind mand og en ung fyr ude på ballade, beviser måske, at du ikke er helt tam."

"Hmpf."

Igen klukker han. Hendes hænder er knyttede ned langs siden, men han holder stadig et fast greb om hendes overarm, så hun ikke på nogen måde kan rykke sig lidt væk fra ham. Det at hun er så tæt på ham, giver hende åndedræts problemer og en sær fornemmelse i kroppen. 

"Så er vi her," udbryder David med en glad tone i stemmen.

Stedet er ikke videre noget at råbe hurra for. Det er en kæmpe blok, som strækker sig højt mod himlen i kedelige røde mursten med de hvide vinduer og franske altaner. Hun rynker brynene lidt ved synet. 

David trækker hende med hen til døren til opgangen og sætter en nøgle i. Da han drejer den rundt, føler hun et lille sug i maven, samt en svag følelse af fortrydelse. Hun burde ikke være her. Lige nu skulle hun have været til Lemmerz udstillingen og ikke på vej ind i en blind guts lejlighed.

De fortsætter opad trapperne til fjerde sal, hvor han finder en ny nøgle frem og sætter den i, men tøver så: "Øhm... Du skal vide, at jeg ikke bor selv..."

Hun løfter et øjenbryn og trækker en smule ubekymret på skuldrene. Hvad skulle det, at han har en bofælle gøre hende noget?

"...Hun kan godt virke lidt analyserende til at starte med... Men hun er loyal og vil sikkert godt kunne lide dig."

Willma blinker lidt forvirret og er ikke sikker på, at hun hørte det hele, fordi hun lod tankerne vandre.

Han skubber døren helt op og træder ind med hende bag sig. 

"Vent lige her," hvisker han, hvorefter han stille bevæger sig frem til den første døråbning i den lille gang.

Her retter han sig op og spidser munden, så et lille fløjt lyder. Straks høres lyden af nogle poter mod et trægulv, og en stor schæferhund kommer til syne i døråbningen. David sætter sig ned på hug med et kærligt smil og klapper hunden, der stikker sin snude hen til hans anden hånd.

"Willma, mød Lady... Lady, mød Willma."

Som om hunden forstår ham, drejer den hovedet mod hende, og vender det derefter op mod David, der blot smiler. Forsigtigt kommer hunden hen til hende med svagt viftende hale og et lidt sænket hoved.

Hun er ikke god til dyr og ved ikke helt, hvordan hun skal sige hej til den. Så da den stopper op foran hende, klapper hun den akavet på hovedet og mumler et par ord om, at det er rart at møde den. Det får David til at grine.

"Det er en hund, Willma... Ikke et menneske... Lad hende snuse til din hånd, og så skal hun nok acceptere dig."

Ved de ord, fnyser hun let, men lader så hunden snuse til hånden, hvorefter den vender ryggen til hende og lunter hen til sin herre.

"Du kan vente i stuen, mens jeg lige klæder om... Det tager et øjeblik."

"Okay," mumler hun svagt og går hen til døråbningen, som fører ind til en lille stue, der er sparsomt møbleret. Det minder hende lidt om sin egen lejlighed; bortset fra, at hendes lejlighed er meget mere dyster og rodet.

Med stive bevægelser placerer hun sig midt i rummet og giver sig til at vente på David. Hendes blik er fæstnet på trægulvet, da hun ikke kan se, hvor hun ellers skal kigge hen. Et eller andet siger hende, at hun er ude på et skråplan. Hun burde stikke af nu.

Willma løfter langsomt hovedet, så håret falder bagud og hendes syn er helt frit. Fortrydelsen nager hende, men hun kan egentlig være ligeglad. Det er jo ikke fordi, at hun nogensinde vil få David og se igen.

Let på tå og uden at sige en lyd, løber hun ud af rummet drejer til højre og hen mod døren, hvor hendes fingre klemmer hårdt om dørhåndtaget. Hun skal til at trække håndtaget ned, da-

"Går du allerede?" lyder det sagte bag hende.

Forsigtigt drejer hun hovedet, så hun mellem de lange hårstrå lige kan skimte David. Han står med den ene hånd hvilende mod karmen og et forstående men ensomt udtryk malet i det nu solbrillefri ansigt.

"Jeg skal være et andet sted," mumler hun og trykker håndtaget ned, hvorefter hun styrter ud på gangen og ned ad trapperne.

Hun bliver ved med at løbe, indtil hun når busstoppestedet og lettet kan ånde ud. Sveden får kjolestoffet til at klistre sig til den blege hud, mens halsen brænder for hvert åndedrag. En smule generet af det, banker hun sig selv på brystkassen og må slippe en hosten ud. 

Årets motion... Og nu... Hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...