Blind Date

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2015
  • Opdateret: 19 nov. 2015
  • Status: Igang
Willma vil egentlig bare være sig selv og orker ikke rigtig andre mennesker udover hendes eneste veninde Julia. Julia vil dog det bedste for Willma, især når det kommer til kærlighed. Så hun prøver på alt for at få Willma til at møde mænd, men indtil videre er det ikke rigtig lykkedes. - En kort novelle, der bliver delt op i mindre dele! NOTE: Christian Lemmerz er en rigtig kunstner(slå ham op, hvis det fanger interesse.)

1Likes
12Kommentarer
433Visninger
AA

4. ~ 4 ~

Hans pludselige spørgsmål med en anelse af skuffelse får hende til at se op. Hans læber er presset sammen, men hun kan ikke tyde hans øjne gennem brilleglasset. Til svar lægger hun mønterne på bordet og rejser sig med en næsten ræveagtig bevægelse.

"Vent!"

Med en skyndsom bevægelse rejser han sig op og stikker hånden i lommen, hvorefter han frembringer et lille kort med noget tryk på.

"Tag mit kort... Jeg ved godt, at du ikke vil det her, men vil du ikke nok tage kortet og ringe til mig, hvis du vil drikke kaffe med mig igen?"

Den næsten bedende tone og de dirrende fingre, der holder om kortet, får hende til at tage imod det. Smilet på hans læber, får hende et kort øjeblik lyst til at sige noget, men i stedet snurrer hun rundt og begynder at gå. Det føles lidt som om, at han stirrer på hendes ryg, mens hun bevæger sig mellem de skatende knægte, der viger til siden for hende.

Aldrig igen vil hun på en date. Dates er ikke for sådan nogen som hende. Hun vil dog ikke smide kortet væk, mens han ser det, så hun stopper det i lommen og sukker dybt. Skyndsomt tager hun mobilen frem og skal til at skrive en besked til Julia, da et brag lyder bag hende. Hun snurrer rundt og -

- På jorden ligger David på knæ med en hånd for ansigtet. 

Det tager hende et øjeblik at opfange, hvad der er sket. En af knægtene ligger ømmende på jorden, mens hans skateboard er ved at trille væk. De andre drenge stopper op med deres kunstner og styrer hen mod de to ømmende mennesker. Det ser ikke ud til, at der er sket noget alvorligt, så hun vender sig rundt for at gå igen.

"Se dig dog for din idiot!" råber den ene af knægtene et sted bag hende.

Vreden i drengens ord får hende til at stivne. Noget koldt klamrer sig om hendes nakke, mens hun forsigtigt ser sig over skulderen.

David bukker sig forover og prøver at gribe ud efter sine solbriller foran ham, men den ene af drengene sparker dem væk.

Noget klikker inde i hende. Når hun ser scenen udfolde sig sådan foran hende, så minder hun sig selv om, hvorfor hun hader at være udenfor; at være iblandt mennesker. 

Hun ser nærmere på drengene og opdager, at det måske ikke helt er drenge igen, men mere unge fyrer af den lidt hardcore type. Ham der stadig ligger på jorden, virker dog til at være en af de svage af dem. 

David mumler et eller andet til dem og bukker sig ud til siden, hvor han atter prøver at række ud efter sine solbriller. Han har stadig sænket hovedet og gnider sig over næseryggen med den anden hånd.

"Hvad? Hvad sagde du?" ler den unge fyr provokerende.

"-Kan du ikke se, at vi skater her? Er du måske blind eller hvad?"

Hun kan se, at musklerne spændes i fyrens arme, og uden hun ved af det, skråner hun derhen og  stiller sig foran ham. Hendes blik lyner og en lille snerren presses ud mellem læberne. Fyren trækker sig forskrækket tilbage, men begynder så at le.

"Hva' fanden...?" bjæffer han.

En af de andre stiller sig hen ved siden af fyren og læner sig ind mod ham for at hviske noget i øret på den anden.

"Tch... Jeg skal nok lade dem være... Selvom pigen fra brønden der er lidt grineren... Men spasseren skal bare vide, at han skal fucking se sig for, når han går!"

David flytter på sig bag hende og får rejst sig op. Hun ser sig ikke over skulderen, men kan mærke hans skygge dække hende.

"Det er min fejl, jeg undskylder," lyder det stålfast fra ham.

Den vrede fyr ser et kort øjeblik på dem, men nikker så, hvorefter han vender sig rundt og går med sin ven hen til de andre.

Willma bliver ved med at stirre efter dem og kan ikke helt lade være med at mumle irriteret for sig selv: "idiot..."

Det får David til at le let. Hans sagte grin giver hende et lille chok, hvorefter hun hurtigt rykker til siden, så hans skygge ikke længere dækker hende.

"Tak," lyder det fra ham.

Hun snerper munden sammen og sætter den ene fod foran den anden, men hans råb stopper hende: "Vent! Kan jeg ikke få dig til at samle mine solbriller op?"

Til det drejer hun hovedet om mod ham og ser direkte på ham mellem sprækken i pandehåret: "Du kan da selv samle dem op, de ligger lige-"

Hun stopper midt i sætningen. Et svagt smil glider over Davids ansigt, mens han trækker på skuldrene.

"Det kan jeg ikke rigtig," mumler han sagte.

Og hun forstår godt hvorfor. 

Fascineret stirrer hun på hans ansigt, hvor hans øjne nu er fuldt synlige. Han har knebet dem lidt sammen, men derfor kan man stadig godt se den grålige matte hinde, som indikerer, at han ikke kan se hende.

Tøvende bukker hun sig ned for at samle solbrillerne op. Et eller andet sted føler hun sig snydt, men også overrasket over, at han har kunnet skjule det for hende. Eller også har hun ikke været opmærksom nok?

Ved hans ene hånd hænger noget, der kunne minde om en pind, men da hun kommer tættere på, kan hun se, at de kan foldes ud. Hendes blik skyder op til hans ansigt igen. Aldrig før har hun været så målløs over sig selv. 

Da hun står tæt nok på ham, overvejer hun, om hun skal give ham dem på, eller om hun bare skal række ham dem. Men han svarer på det for hende ved at række ud efter brillerne. Forsigtigt lægger hun dem i hans hånd. 

"Tak... Igen," smiler han, hvorefter han tager dem på og skjuler øjnene.

Et eller andet sted føler hun sig lidt skuffet. Hun kunne underligt nok godt lide synet af de matte øjne. Tanken får hende til at stivne. Stift ser hun ned i jorden og ved ikke helt, hvad hun skal gøre nu. 

"Kan du fortælle mig, hvor busstoppestedet er herfra? Faldet har gjort mig lidt rundtosset."

Hun skal til at løfte hånden for at pege, men tager det i sig igen. Som om han kan fornemme det, bredes han læber i et svagt grin.

"Det er til højre for dig... Kan du selv finde derover?"

Til det klukler han og nikker: "Ja, det kan jeg godt."

Til det trykker han på den lille stav, hvorefter den folder sig helt ud. Han gør mine til at gå, men stopper op med et løftet øjenbryn.

"Du vil måske med?"

"Hva'?"

"Ja, med mig i bussen?"

Til det åbner og lukker hun munden som en strandet fisk, men ender så med at ryste på hovedet: "Nej, jeg skal en anden vej."

Han sænker hovedet lidt og nikker så: "Okay... Men så ses vi."

Hun ser ham dreje til højre og have retning mod busstoppestedet. Hendes blik glider over til skaterne, som nu har flyttet sig til den anden ende af torvet. Deres høje råb er irriterende og giver hende lyst til at vende rundt og gå. 

Tøvende ser hun på David, der på en måde får det til at krible over hele hendes krop. Hun har aldrig mødt en blind person før, og derfor fascinerer det hende en del. Og desuden virker han ikke til at være bekymret om hendes udseende, selvom hun ligner en eller anden død pige fra en gyser film. 

Han stopper op ved busstoppestedet.

Forsigtigt løfter hun den ene hånd og skubber noget af håret om bag øret og bider sig selv i læben. Måske hun kunne følge efter ham? Bare for at se, hvor han skulle hen - selvfølgelig.

På listetæer skråner hun hen mod ham. Hendes vejrtrækning er let, selvom hjertet i brystet dunker højlydt. Måske han kan høre det, fordi han har superhørrelse eller noget? Skyndsomt lægger hun en hånd henover næse og mund, men indser, at det måske er for sent. 

Hun stopper op og observerer ham. Han står lænet til den ene side, mens han har hovedet drejet halvt til siden, som om han lytter efter noget-

- I det samme kommer bussen og han stiger på. 

Et øjeblik tøver hun, men inden buschaufføren når at lukke døren, springer hun ind gennem døren. Chaufføren ser forskrækket på hende, men udskriver en billet til hende efter hun har betalt og kan sætte sig ned.

David sidder på pladsen til højre i starten af bussen, men da han jo ikke kan se hende, bevæger hun sig målrettet ned i bussen og sætter sig nogle sæder fra ham. Da hun går forbi ham, føler hun et øjeblik, at han drejer hovedet mod hende, men siger til sig selv, at det bare er indbildning.

Bussen sætter igang, og hun sidder et kort øjeblik og overvejer at smadre hovedet ind i ryglænet foran sig.

Hvad er det hun laver? Stalker en person, som hun lige har mødt, og som oven i købet er blind! 

Hun indser for sent, at det her også er en af grundene til, at hun fortrækker at blive hjemme i sin lejlighed. Der springer hun i det mindste ikke ud i spontane ting og forfølger mennesker som et eller andet klamt besiddende spøgelse. Med følelsen af, at nogen stirrer på hende, drejer hun hovedet til siden og møder blikket tilhørende en lille dreng. Hans mund står halvt åben og snottet løber ud af det ene næsebor. De store øjne ser skræmte ud, og da hun gengælder hans blik griber han hårdt fat i sin mors hånd.

Ubevidst sender hun ham et lille smil og drejer hovedet til siden, så hun kan se sig selv i genspejlingen af ruden. Det er lang tid siden, at hun rigtig har set på sig selv. Spejle ejer hun ikke, og som regel undgår hun ting, der er reflekterende. Det svage spejlbillede er snusket og slørret, men hun kan stadig se det mørke hår, der skjuler det blege ansigt med de store blå øjne, som hun altid har hadet, fordi folk mener, at de er alt for store og på sin vis giver hende et uhyggeligt udtryk. At hendes krop er benet og ranglet hjælper heller ikke just på udseendet. Grim og uhyggelig. Sådan har hun altid set på sig selv. 

Med et svagt suk tænker hun tilbage på den korte periode, hvor hun faktisk prøvede at gøre noget ud af sig selv. Det var ikke gået som planlagt og folk havde leet af hende. Især drengene. Pigen havde kaldt hende grimme ord og flere gange gemt hendes skolesager, så hun måtte blive efter skole for at finde dem igen - ikke altid med held.

-Og nu har hun bare opgivet

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...