Blind Date

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2015
  • Opdateret: 19 nov. 2015
  • Status: Igang
Willma vil egentlig bare være sig selv og orker ikke rigtig andre mennesker udover hendes eneste veninde Julia. Julia vil dog det bedste for Willma, især når det kommer til kærlighed. Så hun prøver på alt for at få Willma til at møde mænd, men indtil videre er det ikke rigtig lykkedes. - En kort novelle, der bliver delt op i mindre dele! NOTE: Christian Lemmerz er en rigtig kunstner(slå ham op, hvis det fanger interesse.)

1Likes
12Kommentarer
426Visninger
AA

3. ~ 3 ~

Som om, at han kan fornemme hendes tilstedeværelse, løftes det ene bryn bag glasset og han drejer hovedet mod hende.

"Er du Willma?"

Hun svarer ikke. Stirrer bare på ham, indtil det går op for hende, hvor akavet det egentlig må være.

Med hovedet drejet lidt nedad og ud til siden, som om han ikke rigtig vil se på hende, løfter han hånden frem mod hende: "David, mit navn er David."

Hans gestus får det til at gibbe i hende. Forsigtigt gengælder hun hans håndtryk og et forsigtig smil glider henover hans ansigt. 

"Vil du ikke sidde ned?"

Hun følger hans udstrakte arm mod stolen på den anden side af bordet. Det kribler i hendes mave. David er ikke lige så lysende som mange andre mennesker, men det skyldes nok solbrillerne. Hun kan ikke helt bestemme, hvad hun skal synes om manden.

Idet hun sætter sig, åbnes døren til cafeen bag ham og tjeneren kommer ud. Hun smiler sødt til dem begge og beder om deres bestilling, hvorefter hun går ind igen. 

Stilheden er tung mellem dem. Willma stirrer ned i bordpladen, men kan fornemme, hvordan David bliver ved med at lægger hovedet ud til siderne, som om han lytter efter noget.

"Så...eh... Willma? Det er et interessant navn..."

Hun bliver ved med at stirre ned i bordet.

Et suk forlader hans læber og han synker lidt sammen: "Hør... Ehm... Vi kan bare drikke kaffen, og så kan vi smutte igen, hvis du altså ikke vil det her... Det virker i hvert fald ikke som det."

Knuden i brystet strammes et kort øjeblik, men løsnes så igen, så hun kan tage en dyb indånding.

"Det er fint," fremstammer hun.

I det samme hun siger noget, vender han blikket mod hende og viser et tandsmil: "Så du kan altså tale... Jeg var et øjeblik bange for, at jeg blev gjort grin med."

Ved det ser hun undrende op. Men før hun når at sige noget, kommer tjeneren ud med deres kaffe og sandwich. Hurtigt griber hun ud efter kniven og gaflen og begynder at spise af den pænt serverede sandwich. Først da hun er igennem fjerde bid, opdager hun, at David slet ikke har rørt sin mad endnu. Han sidder bare med et lille smil på læberne og ser lidt ud til siden.

Med en skjult mine prøver hun at følge hans blik, men der er ikke noget, som virker interessant i den retning. Måske han bare er opslugt i sine tanker?

"Har du nogen interesser?" spørger han pludselig og får hende til at stoppe midt i en tyggende bevægelse.

Langsomt genoptager hun sin spisen og sluger maden, hvorefter hun tøvende begynder at tale: "film, bøger, kunst og sådan noget."

Hendes stemme er en anelse hæs, så hun tager et sip af sin kaffe.

"Hvilke genre?" 

Hun ser på ham gennem sprækken i sit lange pandehår og kan se, hvordan han oprigtigt ser nysgerrigt på hende.

"Gys."

Det får hans smil til at brede sig ud: "Ah, så Stephen King?"

"Mmh."

Han nikker anerkendende og ser derefter ned på sin uberørte sandwich. Det ser ud som om, at han tøver et øjeblik, hvorefter han fumler sig frem til bestikket.

"Jeg læser selv en del, men det er mere historiske bøger... Eller nogen med gåder."

Hun lytter ikke rigtigt længere, men sidder blot og spiser. Indrømmer dog, at han har en behagelig stemme og ikke virker så slem som så mange andre mennesker, men det betyder ikke, at hun kan lide ham eller på nogen måde vil prøve at få ham til at kunne lide hende.

Sandwichen på hendes tallerken er hurtig væk, så hun sidder nu tilbage med kaffen mellem sine hænder. David er stadig igang med at spise sin sandwich, hvilket går umådeligt langsomt. Det er som om, at han tager sig rigtig god tid til at spise hver en bid. 

Hun tager endnu et sip af kaffen.

"-Du må undskylde, hvis jeg snakker for meget... Det er ikke så tit, at jeg finder nogen, som bare lytter."

Han afslutter med et lille grin og lægger derefter bestikket fra sig.

"Det er okay," mumler hun fraværende.

Hendes blik er fæstnet på nogle unge knægte, der skater rundt på midten af torvet, som om de ejer stedet. En forbigående dame løfter en pegefinger mod dem, men de griner bare ad hende.

"Må jeg spørge, hvad du laver til daglig?"

"Programmering," svarer hun nøgternt.

Hun ser ham løfte et øjenbryn ud af øjenkrogen, men det generer hende ikke.

"Noget med computere og sådan?"

"Ja."

Han læner sig tilbage: "Interessant."

"Egentlig ikke," hvisker hun lidt for sig selv.

Hun drikker kaffen ud, hvorefter hun fisker pungen frem og finder det aftalte beløb.

"Går du allerede?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...