Blind Date

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2015
  • Opdateret: 19 nov. 2015
  • Status: Igang
Willma vil egentlig bare være sig selv og orker ikke rigtig andre mennesker udover hendes eneste veninde Julia. Julia vil dog det bedste for Willma, især når det kommer til kærlighed. Så hun prøver på alt for at få Willma til at møde mænd, men indtil videre er det ikke rigtig lykkedes. - En kort novelle, der bliver delt op i mindre dele! NOTE: Christian Lemmerz er en rigtig kunstner(slå ham op, hvis det fanger interesse.)

1Likes
12Kommentarer
429Visninger
AA

1. ~ 1 ~

"Nej! Jeg vil ikke!"

"Jo du vil!"

De to unge kvinder sidder bagerst i bussen, den ene med håret pænt sat op, makeuppen perfekt lagt og klædt i det nyeste modetøj med pastelfarver, mens den anden er iført en sort lang kjole og har det mørke hår hængende slapt ned langs det usminkede ansigt.

Kvinden i det sorte stirrer olmt på den anden, mens hun stikker næsen i sky og trodsigt ryster på hovedet: "Du kan ikke tvinge mig!"

"Willma... Come on... Giv det en chance!" nærmest tigger Julia med sine store bambiøjne.

"Du snød mig-"

"-Det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne få dig med."

Til det trækker Willma blot på skuldrene og løsriver sit blik fra sin veninde. Hun havde ikke regnet med, at Julia ville bruge sådan et trick får at få hende ud på en blind date. Tanken giver hende dårlig smag i munden. I det hele taget giver det hende myrekryb og en dårlig mavefornemmelse at være udenfor. Udenfor betyder lys og mange mennesker; to ting, som hun for alt i verden vil undgå.

"Vil du ikke nok møde ham? Please?"

Julia laver en bevægelse, og da Willma endelig vender blikket mod kvinden ved siden af, ser hun, at denne sidder med hænderne foldet i en bedende gestus.

"Kan du ikke være ligeglad med det?" mumler Willma en smule betuttet.

Det får Julia til at ryste på hovedet, hvorefter hendes læber formes til et lille "o".

"Selvfølgelig kan jeg ikke det! Du er min bedste veninde, og jeg vil gerne se dig glad!"

Willma ruller med øjnene og sukker: "Hvis du vil se mig glad, så skulle du have holdt dig til den oprindelige aftale med at se Christian Lemmerz' to udstillinger..."

Hendes tale afbrydes af et kortvarigt drømmesynd om den mørke udstilling  med provokerende kunst af maltrakterede menneskeskoppe portrætteret i marmor ved udstillingen "Anatomi" og den blodige udstilling "Scene". Det havde været fantastisk, hvis de kunne være taget derhen.

Julia hiver hende tilbage til virkeligheden: "Undskyld... Ved godt, at du virkelig, virkelig gerne vil se den, og jeg lover dig, at vi tager derhen senere... Men så skal du også mødes med din date og give ham en chance."

Det giver et lille tik i Willmas højre øje: "Mener du det?"

"Ja."

"Ingen bullshit?"

"Absolut ingen."

Med et grynt efterfulgt af, at hun kløer næsen ved at glide baghånden henover ansigtet, nikker hun endelig i accept.

"Yay! Det skal nok gå godt! Trust me girl!"

"Jaja," mumler Willma til svar, mens hendes tanker allerede glider tilbage på udstillingen i stedet for den nært forstående date. En date med en mand, som hun aldrig har mødt før. Hun får en lille knude i maven ved tanken og mærker, hvordan hænderne knyttes.

Hurtigt ind. Hurtigt ud. 

"Vil du ikke låne mit tørklæde? Og lidt af min makeup? Jeg har det med her... Altså bare-"

Willma rykker sig hurtigt til siden og ryster på hovedet, mens hun holder begge hænder frem: "Hold det farvede stads væk fra mig! Jeg har det fint sådan her!"

Et udtryk af skuffelse glider henover Julias ansigt, så hendes underlæber hænger lidt nedad.

"Øv... Men okay... Jeg tror bare, at det ville klæde dig."

Med et blik af vantro stirrer Willma blot på sin veninde. Én gang før, har hun gået med farverigt tøj og også lidt makeup, men det var kun en kort periode. En så kort periode, at det virker som et fjernt minde fyldt med huller. Men det var også der, at hun opgav sit håb om at være en kvinde -som Julia - og blot lod det behagelige mørke og ensomheden svøbe sig om hende som en bekyttende kåbe.

Julia læner sig frem og trykker på "stop" knappen, hvorefter hun sender Willma et opmuntrende smil.

"Jeg følger dig hen til cafeen og sørger for, at du finder ham... Derefter vil jeg skynde mig væk, så I rigtig kan nyde hinanden - Iiih!"

Hendes næsten ekstatiske ansigt giver Willma en klam og kold følelse ned langs ryggen.

Tænk på Lemmerz! Tænk på Lemmerz!

Bussen gør holdt og de skal stige ud. Vinden udenfor er blid og solen har varmet fliserne op, hvilket Willma kan mærke mellem sine tynde såler. Hun holder en hånd op for at skærme for solen og bander sagte, over ikke at have medbragt solbriller. 

Julia er allerede begyndt at gå og vimser glad hen ad fortovet med mobilen i den ene hånd og den anden placeret ned langs siden, hvor hun holder om den lille clutch. Hun går med så selvsikre skridt, at Willma et øjeblik helt føler sig modvillig. De skridt er en kvinde værdig, mens hendes er så kluntede og slæbende. Til tider vil hun gerne være som Julia - pæn og sådan - men det er en umulig opgave for hende. Vinden blæser hendes hår ind foran ansigtet, så hun prøver at puste det væk.

"Det er lige derovre," udbryder Julia foran hende og snurrer rundt i en lille fin pirouette, så man tydeligt kan dufte hendes søde parfume.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...