Kærlighed ved første blik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Færdig
Om Emma som havde alt indtil hendes kæreste går fra hende. Da hendes ek-kæreste over falder hende hjælper en i hendes opgang hende. Og der sker noget som måske ikke skulle været sket. Mit bidrag til What If konkurrencen.

5Likes
8Kommentarer
466Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

 

”Hvad er det vi ser.” Elias kiggede hen mod fjernsynet. På en eller anden måde blev jeg ked af det, da han gjorde det. Jeg vil ønske han ville kigge på mig… hele tiden. Så kiggede jeg også hen på fjernsynet. Det lod til at være en engelsk film eller sådan noget.  

”Jeg har ingen ide om det.” Vi begyndte begge og grine en lille smule.

”Hvor har du været henne i en uge?” Jeg kunne mærke han kiggede på mig, mens jeg prøvede at finde ud af hvad det var for en film. Jeg lagde mærke til at klokken var 23:34.

”Hvor jeg var henne? Jeg har været på hospitalet i en uge.” Jeg kiggede nu også hen på ham. Jeg rødmede igen.

”Hmm… Hvem var ham der?” Han talte sikkert om Jonas. Jeg havde næsten glemt Jonas mens jeg var sammen med ham. Jeg kiggede over mod fjernsynet igen, og tog min hånd op mod plastret. Han ville dræbe mig, men det værste var han kunne have gjort det. Og det er værre at vide jeg kunne være død nu, hvis det ikke var for Elias

”Han er min kæreste, eller var min kæreste.” Jeg kunne ikke lade være med og kigge på ham ud af mit synsvinkel. Han kiggede stadig på mig. Hvad ventede han på. Jeg havde brug for at mærke hans læber mod mine. Og hans krop mod min. Men hvis han ikke gjorde det gjorde jeg det altså.

Jeg lænede mig mod ham.

Jeg kunne mærke hans ånde mod mig. Vi var få centimeter væk fra hinanden, måske kun to centimeter.

Da mærkede jeg noget mod mine læber. Det var hans. Han kyssede mig. Jeg kyssede igen.

Jeg har aldrig følt på den måde før. Ikke en gang med Jonas. Hver gang vores læber mødtes fik jeg sommerfugle i maven. Så pludseligt mærkede jeg noget der skubbede som væk fra ham. Det var hans arme.

”Jeg kan ikke..” Han kiggede ned. Hvad kunne han ikke? Hvad skete der?

”Hvad kan du ikke?” Jeg smilte en lille smule, men kun fordi jeg var forvirret.

”Jeg er forlovet og skal giftes om en måned.” Da han sagde det fik jeg lyst til at græde.

”Men… vi kyssede? Du kyssede mig..” Jeg rejste mig hurtigt op fra sofaen. Jeg kunne mærke noget løbe ned ad mine kinder. Det var sikkert tårerne.

”Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg er forlovet til en fantastisk kvinde.” Jeg har lyst til græde og skrige af ham.

”Men elsker du hende? For hvad der lige skete med os to har jeg aldrig oplevet! Jeg har aldrig følt sådan med nogen! Og jeg ved at du også følte noget ellers ville du ikke have kysset mig! Og ellers ville du ikke været blevet ved!” Jeg hævede min stemme. Jeg vil så meget ønske, at han siger ’nej, nej jeg elsker hende ikke, jeg elsker dig og kun dig,’ men jeg ved, at han ikke siger det.

”Jeg elsker hende og jeg ved ikke hvad der skete med os to, men jeg kan bare ikke.”

”Gå!” Nu så han op på mig. Med de brune øjne. Hvorfor kan jeg ikke bare blive elsket. Hvorfor skal det altid gå galt.

”Jeg sagde gå! Bare…. bare gå med dig!” Han nikkede stille og rejste sig op fra sofaen. Jeg gik med ham hen til døren.

”Undskyld, men jeg kan bare ikke.” Hviskede han næsten, og vendte sig om. Jeg lukkede døren stille og roligt. For at se godt på ham. Hans mørke hår faldt perfekt hver gang han gik. Han var perfekt.

Da døren var lukket vendte jeg mig om, og satte mig ved døren.

Alle tårerne kom.

Er jeg ikke værd og elske? Hader gud mig? Men hvad vil han straffe med for?

For at elske? For at være den person jeg er?

”Hvorfor lever jeg?” Hviskede jeg stille ned i mine knæ. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...