Kærlighed ved første blik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Færdig
Om Emma som havde alt indtil hendes kæreste går fra hende. Da hendes ek-kæreste over falder hende hjælper en i hendes opgang hende. Og der sker noget som måske ikke skulle været sket. Mit bidrag til What If konkurrencen.

5Likes
8Kommentarer
469Visninger
AA

5. Kapitel 5

 

 

”Hun er i gang med at vågne op mor.” Hørte jeg en genkendt stemme sige. Der var stadig noget mørkt om mit syn, men jeg kunne godt se noget. Jeg kiggede rundt i lokalet. Der var blomster over det hele, eller der var røderoser over alt for at være mere specifikt, men det var også min yndlingsblomst.

 

Da så jeg min storebror som sad henne ved vinduet, min lille søster som sad ved sengen som jeg lå i, min mor og far som stod ved siden af hinanden.

”Ja jeg ved at vågne op Mille.” Hun smilede til mig og hoppede ned af sengen og løb over til min storebror.

”Hun er vågen Mike! Se hun er vågen!” Hoppede hun af glæde. Har jeg været langtid væk, eller er det bare fordi hun er lidt skør….

Jeg ved at hun er lidt skør, men ikke så skør igen. Så må jeg have været langtid væk, men hvor langtid?

”Ja jeg kan godt se hun er vågen.” Sagde han med en irriterende stemme til Mille.

”Du skal ikke være ond mod hende Mike, det er kun mig der må være det.” Hviskede jeg i en mærkelig stemme. Mille kiggede mærkeligt på mig. Og løb så hen til mor.

 

”Emma lad din lille søster være.” Jeg kiggede over mod mor. Hun skulle sikkert snart sige ’hvad sagde jeg om ham han gav dig ikke andet end ulykke.’

”Hvor langtid har jeg været væk, for jeg har en låsesmed som skal skifte min lås?” Min mor og far kiggede på hinanden. Jeg må have været væk i noget tid. Jeg kunne nu se helt tydeligt. Intet mørkt om mit syn, men jeg vil ønske jeg var væk igen. For hvad er der nu sket.

 

”Du har været væk i en uge.” Sagde min mor og kiggede på mig. En ugen har jeg været væk i. En hel uge.

Jeg lukkede mine øjne igen. Da jeg lukkede dem så jeg nogen øjne. De var brune. Helt mørke brune.  Jeg åbnede mine øjne igen. Det var ham. Ham med de brune øjne, men hvem var han.

”Ham som slog Jonas ned, har han været her?” Jeg kiggede ned på mine fingre. Jeg prøvede og samle dem i en knytnæve, men det gjorde for ondt så jeg stoppede igen

 

”Jeg ved ikke hvem du snakker om skumfidus.” Hun løgn det kunne jeg se og hører, men jeg gad ikke og blive sur og skændes med hende hun nu. Så kom en sygeplejerske ind. Hun smilte da hun over på Mike…. Jeg kiggede over mod ham.

Han smilte faktisk også til hende, men jeg tror kun det var mig der så det. Heldigvis.

Så kiggede hun hen på mig.

”Det er godt at se du er blevet bedre.” Sagde hun smilede. På en eller anden måde tror jeg, at jeg bliver træt af det smil. Det er for perfekt.

”Nu er jeg bare nysgerrig, men hvornår må jeg godt tage hjem?” Jeg smilte igen, men hun havde pludselig mistede sit perfekte smil.

”Det må du når du har lyst til.” Sagde hun trist, men det var nok fordi så kunne hun og Mike ikke smile til hinanden, og udveksle blikke. Mike havde nemlig en kæreste allerede en kæreste, som mor og far havde fundet til ham, men det vidste hun sikkert nok.

 

”Godt så. Nu er det tid til at komme hjem.” Jeg kiggede hen på min mor. Hun så…. sur ud.

”Du skal ikke tage hjem nu. Du har været bevidstløs i en uge og så vil du bare hjem!” Okay hun så ikke kun sur ud, hun var sur.

”Jeg skal arbejde faktisk…. for jer. Der for skal jeg hjem.” Jeg rejste mig og gik hen til en stol hvor der var noget af mit tøj, så gik jeg ind på badeværelset. Der var et stort spejl der inde. Jeg kiggede på mig selv. Jeg havde et slags plaster på, men det var bare større og hvidere hvis man kan sige det sådan.

Jeg tog tøjet på. Det var det tøj jeg havde på for en uge siden. Det er mærkeligt og tænke sådan. Jeg har været væk i en uge.

På trøjen var der en lang rød linje som går ned ad min trøje. Først fra min venstre skulder, så ned ad mit venstre bryst, helt ned til slutningen af trøjen. Men nu hvor jeg tænker over, det var det ikke en god ide at tage en hvid trøje på den dag. En sort ville have været bedre.

Da jeg kommer ud igen er det kun Mike som er tilbage. Han skal nok kører mig hjem.

”Mor er virkelig sur på dig, så du ved det.” Sagde han med et smørret smil på læberne.

”Er hun ikke altid det?” Sagde jeg smilede igen. ”Når hende sygeplejersken kan du lide hende.”

”Hvad snakker du om?” Så var hans smil pludseligt væk og han kiggede surt på mig.

”I smilte bare til hinanden så tænkte jeg bar…..”

”Kan du ikke bare holde din mund og blande dig uden om!” Jeg nikkede bare. Jeg hader når Mike bliver sur på mig, jeg føler mig som et lille barn igen.

”Vi kør nu.” Jeg gik efter ham, men hvis jeg blev væk fra ham var det nok svært for mig, og finde hjem igen. Det er første gang jeg har været her, eller første jeg ser det rigtigt.

 

Vi kom ned til P-huset og gik ind i hans bil. Han tændte for motoren og kørte af sted.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...