Interfectores

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Da en fem-årig drengs mor bliver bidt, ved han, at der kun er fire dage tilbage. Fire dage til at overleve. Fire dage til at finde et nyt hjem. Fire dage før hun ville forandre sig. Med en feber der overtager morens krop, og en uvidenhed om hvad der venter dem forude, tager de afsted i håb om at finde noget, der kan redde drengen fra samme skæbne som moren måtte lide. *Til The Walking Dead konkurrence - mulighed 2*

1Likes
0Kommentarer
276Visninger
AA

1. Prolog

 

Mor holdte min hånd tæt. Hendes fingre var svedige, og hun strammede så hårdt at det gjorde ondt. Hendes vejtrækning kom i små, korte, næsten lydløse stød, som kun jeg kunne ænse og forstå.

     Hun var bange.

     Jeg kunne høre Dem komme udenfor. Langsomt tættere og tættere mod vores hus. Deres fødder slæbte hen af jorden. Lyden af deres vejtrækning var umulig at undgå. Mor plejede at sige at de engang havde været som os. Mennesker. At de engang snakkede og åndede og levede ligesom os. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle tro på hende. Det eneste  nogenlunde menneskelige ved dem var, at de bar tøj på deres tynde, hudløse kroppe.

     Mor gav mit hånd et ekstra klem. De var så tætte på nu, at jeg kunne lugte dem. En lugt der var umulig at vænne sig til, som stak i næsen, og gav dig lysten til at brække sig. Jeg holdte vejret, i skræk for at de hørte min urolige vejrtrækning. Lyden af mit hjerte virkede utrolig overdøvende.

     En af Dems fingre begyndte at bore sig ind gennem revnerne i døren. De lange negle flænsede træet, lige så let som jeg kunne knække et græsstrå. Mors øjne var vidt opspærrede. Hun havde engang sagt at det gjorde Dem mere menneskelige, hvis man gav dem et navn, og jeg døbte den her Frank. Hans hud var rådden, og i munden var et par spidse, sorte tænder, hvor spyt og madrester samlede sig i lange tråde. Dem med mange tænder var de værste. De var nyest. Mors sagde at deres bid kunne ændre en, på op til en halv time. En halv time var ikke særlig lang tid til at slå sig selv ihjel på. Selv dét vidste jeg.

     Frank begyndte at bide i træet, og andre af Dem kom tættere på. Flere hænder og fingre i revnerne. Alt for mange til at give dem navne. Mor tog fat om hele min krop, i et knusende favntag.

     ”Jeg elsker dig,” sagde hun, hvilket var mærkeligt, for hun snakkede normalt aldrig, når De var i nærheden. På hendes kinder var der store, våde tårer, og hun kyssede mig i hovedbunden.

     ”Lige meget hvad. Så elsker jeg dig. Husk det.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...