Interfectores

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Da en fem-årig drengs mor bliver bidt, ved han, at der kun er fire dage tilbage. Fire dage til at overleve. Fire dage til at finde et nyt hjem. Fire dage før hun ville forandre sig. Med en feber der overtager morens krop, og en uvidenhed om hvad der venter dem forude, tager de afsted i håb om at finde noget, der kan redde drengen fra samme skæbne som moren måtte lide. *Til The Walking Dead konkurrence - mulighed 2*

1Likes
0Kommentarer
273Visninger
AA

5. Dag 4

Hvem end mor var, da jeg vågnede, så var hun ikke mor. Hun lignede mor, men hun lugtede ikke som hende, og hendes hud så mærkelig grå ud, nøjagtig ligesom Deres. Hun sov stadig, så jeg fandt morgenmaden frem fra tasken, og satte mig ved siden af hende, mens jeg spise min halvdel. Solen var ikke kommet langt op på himlen endnu, men fuglene havde begyndt deres sang, og de hvirvlede rundt om hinanden, som om de ingen bekymringer havde. Mor havde engang sagt at dyrene ikke var ligesom os, fordi de ikke blev ligesom Dem. Dyrene forblev dem selv, fordi de stadig havde kontakten med naturen omkring dem, og sjælen indeni dem, mens det var noget vi mennesker havde glemt bag os engang. Og så sagde hun en masse mærkelige ord som jeg ikke helt forstod noget af.

     Da solen begyndte at stige længere mod himlen, ruskede jeg i mor. Der var ikke længere noget bål nogen steder, men mor vidste altid hvad vi skulle gøre. Efter et par rusk, vendte hun sig endelig om, men hendes øjne virkede mærkelige … tomme. Ligesom Deres øjne. Bortset fra at mor ikke var en af Dem. Alligevel tog jeg forskrækket et skridt tilbage. Mor satte sig halvt op, og begyndte hvæsende at vise alle sine tænder. Hun stank råddent, og jeg måtte holde kvalmen inde. Jeg forstod det ikke. Mine tårer begyndte at løbe ned langs kinderne. Jeg kravlede længere og længere væk fra hende, men hun kom tættere og tættere på. Hendes hænder greb ud efter mine ben, og jeg begyndte at skrige i skræk og afmagt, da hun krøb tættere og tættere på. Blikket i hendes tomme øjne var fuld af ondskab, og ud af munden hang spyttet i lange baner.

     Hendes hænder fik et godt tag i mit ben, og hun begyndte at hive mig mod hende, tænderne sigtet mod mit ben. Jeg sparkede ud efter hende, skreg højere og højere, mens snot og tårer flød til alle sider. Mit hjerte hamrede højere end nogensinde, og trykkede så hårdt mod mit bryst, at jeg troede det ville falde ud. Mors ansigt nærmede sig mit ben, hendes negle borede sig så hårdt ind i kødet at der gik huldt, og jeg kunne mærke blodet. Jeg sparkede igen, men mor ænsede det knap nok, og i skræk dækkede jeg mit ansigt med armene, og kneb øjnene tæt sammen. Jeg gentog for mig selv, igen og igen, at det hele nok skulle gå. At det bare var en ond drøm, og om lidt ville jeg vågne op fra den, og så ville mor være normal igen. Glad og smilende, og vi ville være tilbage i vores hus, og hun ville ikke svede eller være træt, men servere lækker fersken på terrassen, og fortælle mig historier fra en anden verden uden Dem, hvor mennesker var alle vegne, kørte i biler og boede i husene, uden nogensinde at være bange. Vi ville være sent oppe, fordi hun ville læse op af Robin Hood, og jeg ville fortælle hende om mit mareridt hvor hun blev mærkelig, og vi ville begge grine, fordi det kun var en drøm.

 

Stilhed.

 

Jeg turde først ikke at åbne mine øjne. Jeg kunne mærke noget varmt på mit ben, sive op ad mit lår. Mor sagde ikke længere mærkelige lyde. Faktisk sagde hun slet ingenting. Men jeg kunne høre en vejrtrækning. En dyb, rolig vejrtrækning, der virkede alt for fremmed.

     En hånd lagde sig på min skulder. En bred, varm hånd, der fik mig til at skrige, fordi det ikke var mors hånd, og jeg vidste at det var en af Dem, men skrækken havde lammet mig så meget, at jeg ikke kunne række ned efter kniven i mit bælte.

     ”Shh, du skal ikke være bange længere,” lød en stemme. Stemmen der ejede hånden. En fremmed stemme. Dyb og rug. Anderledes fra mors lyse, blide stemme, der kunne synge fuglene til misundelse.

     ”Bare åbn øjnene, hun gjorde dig ingenting. Alt er ok.”

     Langsomt – meget langsomt – åbnede jeg mine øjne. Varmen på mit ben kom fra blod. Rød, flydende blod, der lå som et tæppe over mig. Mors hoved hvilede ved min side, med blikket stift stirrende frem for sig. Resten af hendes krop lå ved mine fødder. I et øjeblik forstod jeg ingenting. Hvordan min mor kunne være splittet i to, hvordan alt det blod var endt på mig, hvorfor hun intet sagde eller gjorde. I et øjeblik sad jeg bare og stirrede tilbage ind i hendes tomme blik, indtil noget inden i mig fik det hele til at give mening, og en smerte jeg aldrig før havde følt, borede sig igennem min mave, og jeg skreg, så højt, at selv vinden ikke ville kunne overdøve mig.

     ”Nej, shh, lad vær med det! Du lokker bare flere frem! Ti nu stille!” sagde den fremmed person, og greb voldsomt fat i min skulder med den ene hånd, og den anden lukkedes fast omkring min mund så jeg ikke længere kunne skrige. Jeg vred mig, sparkede, rev og bed, men intet hjalp. Jeg kiggede på min mor, kiggede og kiggede og kiggede, i håb om at mit blik ville vække hende op. Men hendes ansigt forblev i samme låste position, altid stirrende fjernt ud i luften.

     Den fremmede person tog mors taske, og styrede væk fra hende, med et fast tag omkring mig, så jeg ikke kunne løbe væk. Jeg rakte ud efter hende, og forsøgte at nå hende, ligesom hun havde gjort til mig om aftenen, men hun var for langt væk. Til kunne jeg ikke længere kunne se hendes ansigt, og det tørre græs svajede, som om der aldrig var sket noget. Som om min mor aldrig havde forandret sig, taget fat i mig, eller var blevet splittet i to.

     Det var blot endnu en mark, der svajede i vinden, som alle de andre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...