Interfectores

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Da en fem-årig drengs mor bliver bidt, ved han, at der kun er fire dage tilbage. Fire dage til at overleve. Fire dage til at finde et nyt hjem. Fire dage før hun ville forandre sig. Med en feber der overtager morens krop, og en uvidenhed om hvad der venter dem forude, tager de afsted i håb om at finde noget, der kan redde drengen fra samme skæbne som moren måtte lide. *Til The Walking Dead konkurrence - mulighed 2*

1Likes
0Kommentarer
278Visninger
AA

4. Dag 3

Jeg vågnede ved stanken.

     Den gennembrydende, ildelugtende stank, der hev og sled i ens næsebor. Jeg spærrede mine øjne op, og stirrede direkte op på Tom. Det var hvad jeg døbte Den. Den stod med tundåsen, og åd grådigt fra den. Den havde nok ikke ænset mig og mor endnu. Indtil videre var tunen det mest interessante. Jeg så over på mor, der sov tungt og inderligt. Hvis jeg vækkede hende ville Tom høre det, og måske ville mor ikke være hurtig nok til at finde kniven. Og så ville Den – haps – spise os begge to.

     Mit hjerte hamrede hurtigere og hurtigere. Hænderne rystede, da de søgte efter kniven på jorden. Aldrig fjernede jeg blikket fra Tom. Min mund føltes helt tør og mærkelig. Tom anede stadig ikke noget. Min hånd kørte op og ned langs græsset, men jeg kunne ikke mærke kniven nogen steder. Jeg tvang mig selv til at fjerne blikket fra Tom, og ned i græsset. Kniven lå præcis langt nok væk, til at jeg ikke kunne nå den i et armstræk. Jeg rykkede langsomt min forkrop tættere mod kniven, strakte min arm så langt ud jeg kunne, og til sidst kunne mine fingerspidser lige præcis nå. Jeg tog fat om den, og lod den langsomt glide tættere på, så jeg kunne få hånden omkring skaftet.

     Jeg vendte mig tilbage mod Tom, men nu stirrede Den direkte på mig. Tundåsen lå tom for enden af Dens fødder. Jeg holdte stramt fast om kniven, men min hånd var  svedig, hvilket gjorde det næsten umuligt. Jeg rejste mig langsomt op, med kniven direkte rettet mod Toms hoved. Jeg gik Den kun til livet. Tom kom nærmere, og jeg talte Dens tænder. 1 2 3 4 5 6 7 8 9. Ni tænder. Panikken greb mig, idét Tom rakte ud efter mig, og pludselig kunne jeg ikke bevæge mig ud af min stilling. Jeg havde lyst til at græde, og gemme mig under tæppet hos mor, men vidste at det ikke ville nytte noget. En stemme i mit hoved forsøgte at overtale mig til at tage mig sammen. Jeg trak vejret dybt ind.

     Svusj, svusj.

     Begge Dens hænder faldt til jorden, og Tom stod et øjeblik uforstående over hvorfor Den ikke kunne tage fat i mig. Så nærmede Den sig med sit ansigt, og forsøgte at trække resterne af armene rundt om mig. Da Dens ansigt var tæt nok på, stak jeg kniven ind i panden på Den. Hurtigt og let.

     Tom faldt slapt til jorden.

     Jeg mærkede kvalmen og hovedpinen komme frem, og jeg brækkede mig på jorden ved siden af mor. Hun sov stadig. Snot og tårer løb ned langs mit ansigt, da jeg fortvivlet ruskede og ruskede i mor, indtil hun svagt åbnede øjnene og kiggede op på mig. Hendes ansigt var rødt og indsvøbt i sved, læberne blege og sammenknebne. Under øjnene var der mørke, dybe render.

     ”Skat …” hviskede hun, og hostede blod ud over sit hånd. Jeg kiggede forskrækket fra blodet op til hende, og tilbage igen, men hun rystede bare på hovedet, og tørrede blodet af i bukserne. ”Hvad er der sket?”

     Jeg pegede hen på Tom, mens jeg med min anden hånd tørrede snottet væk. Mor var vågen, så alting var ok igen. Der var ikke nogen grund til at være bange længere. Mor kiggede uforstående hen på Tom, og det tog hende noget tid at forbinde Dens død med mig. Så satte hun sig op, med en smerte henover ansigtet, og sendte mig en skæv grimasse, jeg gik ud fra skulle være et smil. Mor var stolt af mig. Jeg smilede tilbage, og mærkede skrækken aftage sig. Tom ville ikke dræbe os. Jeg havde dræbt Tom. Så faktisk var jeg en helt. Ligesom Robin Hood.

     Mor åbnede en HEL dåse fersken, KUN til mig, som jeg kunne spise helt selv. Jeg var helt proppet da jeg havde slugt det, og drukket alt væsken i det. Mums. Selv kunne mor knap nok få sin egen tun ned, hun sad bare og kiggede på dåsen, mens hendes pegefinger blev ved med at køre rundt og rundt og rundt, så tunene blev helt mosede.

     ”Det er sidste dag i dag,” sagde mor, og kiggede ikke på mig mens hun talte. Jeg svarede hende ikke. Dag 1 og 2 var gået. I dag var dag 3. I morgen var dag 4. Dag fire var Dagen.

Hun pakkede vores tæpper sammen, og vi fortsatte rejsen uden et ord. Det føltes som om vi gik i evigheder, men når jeg vendte mig om, kunne jeg stadig se det sted Tom lå. Mor slæbte sine fødder af sted, og hendes vejrtrækning kom i korte, små stød. Jeg gik bag hende, så jeg kunne passe på, at nogen af Dem ikke kom i nærheden af hende.

     Det var varmt igen i dag, og solen bagte på min pande, så det gjorde helt ondt. Jeg kiggede længselsfuldt ind i skovene, hvor skyggen fristende kaldte på mig, men fortalte mig selv igen og igen, at det var farligt at gå derind. Så vi fulgte vejen, indtil vejen ikke længere var en grusvej, men en bredere, rigtig vej, hvor den ene vej førte i retning mod nogle høje bjerge der lå langt væk, og den anden vej forsvandt ud i horisonten.

     Mor stod i vildrede, og vidste ikke hvilken vej hun skulle tage. Hvis der var mennesker i den ene retning, og vi gik i den anden, så ville vi være fortabte. Men hvis vi ikke tog et valg, ville vi også være fortabte.

     ”Vi tager en pause,” sagde mor, og satte sig midt på vejen. Jeg rystede fortvivlet på hovedet. Sidste gang vi tog en pause faldt mor i søvn, og Tom kom. Det skulle helst ikke ske igen foreløbig.

     ”Bare en hurtig én,” sagde mor, som om hun kunne læse mine tanker. Jeg satte mig ved siden af hende, og mærkede hvordan varmen fra vejen næsten brændte min hud. Jeg spjættede og rejste mig igen.

     ”Varmen holder dem væk,” sagde mor, og blev siddende som om hun intet mærkede. Hun nikkede en smule, og blikket blev fjernt. Jeg ruskede i hende, og hun spærrede øjnene op igen. Så fandt jeg resten af hendes tun frem, og delte det med hende, og blev ved med at ruske i hende hver gang hun faldt hen. Til sidst rejste hun sig, og tog den svære beslutning, at vi gik mod bjergene. Et skud ud i tågen. Et tilfældigt gæt. Men det var bedre end slet ingenting.  

     Det føltes som om vi gik i evigheder. Men måske var evigheder end underdrivelse. Vejen var varm, og bølgede mærkeligt, og bjergene forblev langt, langt borte. Det virkede aldrig som om vi kom tættere på. Mor sagde vi skulle kigge efter mennesker. Mennesker som os. Men at vi også skulle passe på dem.

     ”Mennesket kan være din død eller din overlevelse,” sagde hun, og selvom jeg ikke helt forstod det, så nikkede jeg bare, og spejdede ud over de endeløse, tørre marker efter levende mennesker, lyde eller røg, men intet var der, og stilheden var næsten ubærlig.

     Jeg tænkte på Tom, og hvordan Den næsten havde slået os ihjel. Det gav mig en dårlig fornemmelse i maven, når jeg tænkte på Den, og jeg sørgede for at kniven stadig var i mit bælte, så jeg var klar parat, hvis flere som Tom kom for at gøre mor og mig fortræd. Det plejede at være mor der var vågen hele natten, hvis vi en sjælden gang imellem ikke havde fundet et tomt hus at sove i, så vi var tvunget til at sove i naturen. Så ville hun nynne for mig til jeg sov, og passe på mig, lige indtil solen stod op, og så ville vi begge fortsætte. Nu kunne hun knap nok holde sig vågen mens hun gik. Svedet drev hende ned af panden, og hun trak vejret med besvær og anstrengelse. Hun virkede målbevidst, men alt, alt for svag. Jeg kunne ikke lide hende sådan.

    

Det var sent på aftenen, da jeg ænsede røgen. Mor havde intet bemærket, men pludselig kunne jeg se noget bevæge sig langt borte. Solen bagte sine sidste gløder bag grantræerne, og skyggen fik kulden til at snige sig ind på os. Græshopperne summede i det høje græs, der svajede fra side til side i vinden. Pludselig, ud af ingenting, dannedes der mærkelige grå nuancer, og en latter blev bragt hen til os, fjern og upåvirket fra verden omkring den. Mor vendte sig om og kiggede på mig. Trods trætheden og feberen, smilede hun, og lod sine hænder glide henover mit ansigt.

     ”Mennesker …” fik hun hvisket, og små glædestårer løb ned langs hendes kinder. ”Vi er reddet.”

     Selvom vi havde gået hele dagen, var det som om håbet gav os fornyet energi, og vi fortsatte mod røgen, med så høj fart vi kunne. Et par gange snublede mor, og jeg måtte hjælpe hende op igen, men hun lod som ingenting, og grinte som hun plejede, så snart hun var på benene. Engang imellem løb jeg alt hvad jeg kunne, og mor forsøgte haltende at nå mig, men ligesom bjerget, forblev røgen langt, langt borte, og vi kom aldrig tættere på.

     Til sidst forsvandt solen helt, og mørket slettede vores syn. Der var ingen stjerner på himlen, og månen havde besluttet sig for heller ikke at møde op. Røgen var umulig at se, og vi famlede os  videre frem, uvidende om vi gik i den rigtige retning.

     Nattekulden hev fat i mine tarme, sulten og trætheden begyndte at nage i mig, og mors latter var forstummet. Vi gik igennem mørket i stilhed, og kun lyden af vores fodtrin var til at høre. Jeg mærkede skuffelsen indeni. Måske ville vi aldrig finde dem.

     ”Vent …” mor forsøgte at nå hen til mig, hendes vejrtrækning var høj og stønnende, øjnene vidt opspærrede. ”Jeg er nødt til … jeg har brug for …” hun strakte sine arme ud, i et forsøg på at nå mig, men snublede og væltede ned i jorden. Jeg satte mig på hug foran hende, og aede hendes hår bag øret. Hendes øjne var allerede lukkede, og hun var i en dyb søvn. Så fandt jeg tæppet frem, og puttede det omkring hende, før jeg selv lagde mig ind under det, og lå tæt op af hende, så vi kunne holde varmen.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...