Interfectores

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Da en fem-årig drengs mor bliver bidt, ved han, at der kun er fire dage tilbage. Fire dage til at overleve. Fire dage til at finde et nyt hjem. Fire dage før hun ville forandre sig. Med en feber der overtager morens krop, og en uvidenhed om hvad der venter dem forude, tager de afsted i håb om at finde noget, der kan redde drengen fra samme skæbne som moren måtte lide. *Til The Walking Dead konkurrence - mulighed 2*

1Likes
0Kommentarer
279Visninger
AA

3. Dag 2

Mor faldt i søvn, og jeg var bange for at jeg ikke kunne vække hende igen. Luften var kølig, hvilket gjorde Dem lidt mere følsomme til lyde, og mor havde sagt at vi skulle være mere påpasselige når vi gik. Jeg skulle dræbe en af Dem i dag, denne gang skulle det kun være mig, men jeg vidste ikke om jeg havde modet til det. Jeg havde stadig kvalme fra i går, og følte mig en smule svimmel.

     Mens mor sov fægtede jeg rundt med min kniv, og lod som om tusindvis af Dem angreb mig til alle sider, men jeg dræbte dem alle, hush hush hush, svingede rundt med kniven, og ingen af dem kom i nærheden af mor. Det var først da jeg begyndte at blive sulten for alvor, at jeg ruskede i hende. Hun virkede lidt fjern og distræt, mens hun åbnede en dåse med fersken. Min livret. Hmm. Vi plejede ellers aldrig at få fersken til morgenmad. Men mor nævnte det ikke, så det gjorde jeg heller ikke.

     Vi havde overnattet i et forladt hus, og mor havde dræbt alle Dem der stadig gik rundt derinde, og sikkert engang havde boet der, men der havde ikke været nogle madrester, og der stank af råddent kød, så det næsten skar i næsen. Slet ikke ligesom vores gamle hjem. Mor sagde jeg bare skulle lugte til mine hænder, så jeg mindedes at jeg var en af de heldige der stadig levede, og så ville jeg glemme stanken og frygten, men Den jeg næsten dræbtes blod var stadig på mine hænder, og jeg gjorde alt for ikke at komme i nærheden af det. Så jeg lugtede bare til det tæppe der lå i huset, men det stank af støv, og råddenskab, og gjorde det kun en anelse bedre.

     Mor pakkede vores ting, og ledte en sidste gang efter efterladenskaber vi kunne bruge, eller mad der var gemt i en skjult kælder, før vi endelig kunne fortsætte. Hun virkede allerede træt, før vi var begyndt på vores rejse, og svajede en smule fra side til side, som havde hun lige drejet rundt og rundt og rundt om sig selv, så alting svimlede og blev utydeligt. Jeg tog hende i hånden, så hun ikke faldt, men hendes hånd virkede slap i min.

     Tre dage tilbage.

     Den her gang gik vi uden om skoven, og endte på en gammel landevej, som var begyndt at blive tilgroet. Mor sagde at vejene kunne være lige så farlige som skovene, fordi andre mennesker også færdedes her, og at man ikke altid kunne stole på dem. Derfor holdte vi begge to skarpt øje efter mennesker eller biler, mens mor fortalte at mennesker sommetider kunne være endnu farligere end Dem, fordi de var sværere at dræbe, og bar dødbringende våben. Jeg forstod ikke helt hvorfor mennesker ville dræbe andre mennesker, når det var så sjældent man stødte på nogen, men undlod at spørge. Mor virkede ikke i humør til spørgsmål og dum nysgerrighed, og så kunne hun sommetider blive sur og skælde mig ud, selvom jeg ikke vidste hvorfor, mens hun andre gange svarede mig med et smil på læben.

     Mor dræbte to mere den dag.

     Den ene døbte jeg Jamie, og den anden døbte mor Mark. Jamie var helt ny. Højst en dag gammel, med kridhvide, plejede tænder. På en måde var hun smuk, måske fordi hun virkede så menneskelig, trods huden og de stirrende øjne. Selvom mor sagde jeg ikke skulle røre dem, kunne jeg ikke lade være med at røre Jamies sorte hår, men skyndte mig dog hurtigt videre, da håret gav slip på hovedbunden, så let som ingenting, og kvalmen fra i går kom tilbage. Jeg kunne ikke lade være med at tænkte på at Jamie kun for en dag siden havde åndet, spist og levet ligesom mig og mor, og i lang tid funderede jeg over hvad der mon var sket hende.

     Jeg var træt i benene, men mor virkede endnu trættere. Nogen gange kunne hun finde på at bære mig, hvis vi havde gået virkelig langt, men i dag slæbte hun sig selv hen ad jorden ligesom en af Dem, og jeg måtte hele tiden trykke hendes hånd, for at sikre mig hun stadig var mor.

     På den ene side af os tårnede skoven sig over os, og på den anden side strakte der sig lange marker, med vilde blomster og tørt græs, og luften var blid mod vores kinder. Jeg tænkte på Jamie og Mark, på Frank der havde bidt mor, og på Den som jeg næsten havde dræbt men ikke kunne give et navn, fordi det bare ville få mig til at have det dårligere. Jeg indåndede forårets dufte, og glædede mig til når sommeren kom, hvor man ikke skulle fryse, og hvor man kunne plante grøntsager i haven, hvis vi da havde en have til den tid. Mor stirrede bare frem for sig, på landevejen der strakte sig længere og længere fremad, men aldrig nåede til et hus eller en lejr med levende mennesker. Til sidst var mor så udmattet at hun væltede om på jorden, og hev efter vejret. Hendes pande var dækket af store svedperler. Hun pillede sin bandage af, som var gul af betændelse og skidt, og man kunne se hvordan såret havde spredt sig op til hendes skulder.

     ”Feberen …” hviskede mor, og lukkede sine øjne halvt i. Jeg satte mig på vejen og kastede sten ud i luften. Vinden blæste i træerne og græsset. Nogle af Dem vandrede summende rundt i ring lidt længere fremme.

     Mor faldt i søvn. Selvom hun allerede havde sovet så meget. Jeg passede på hende, og fægtede endnu engang rundt med min kniv, for at skræmme Dem alle væk. De skulle aldrig komme i nærheden af min mor. Aldrig. Jeg ville beskytte hende. Det svor jeg til mig selv, mens dagen langsomt forsvandt, og kulden begyndte at indtage min sultne krop. Jeg fandt en dåse tun i mors taske, og spiste halvdelen. Jeg drak alt saften, men mor ville nok ikke blive sur over det, når jeg havde beskyttet hende hele dagen. Hun havde jo bare sovet. Så fandt jeg tæpperne frem, og lagde det ene under mors hoved, og det andet rundt om os begge. Jeg krøb tæt ind til mor, og hvilede mit hoved på hendes mave.

     Og så faldt jeg i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...