Interfectores

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Da en fem-årig drengs mor bliver bidt, ved han, at der kun er fire dage tilbage. Fire dage til at overleve. Fire dage til at finde et nyt hjem. Fire dage før hun ville forandre sig. Med en feber der overtager morens krop, og en uvidenhed om hvad der venter dem forude, tager de afsted i håb om at finde noget, der kan redde drengen fra samme skæbne som moren måtte lide. *Til The Walking Dead konkurrence - mulighed 2*

1Likes
0Kommentarer
275Visninger
AA

2. Dag 1

Det var Frank der bed hende.

     Det skete så hurtigt. Pludselig havde hun flået døren op, råbt at jeg skulle løbe, og skubbet mig væk fra Dem, før De kunne nå at tage fat i mig. Når mor sagde ”Løb”, så løb jeg. Det havde hun altid fortalt mig. Så jeg løb. Spænede så hurtigt jeg kunne væk fra huset. Skridt for skridt. Længere og længere væk. Huset forsvandt så langsomt bag mig, og til sidst stoppede jeg op. Hørte efter fodtrin, eller grene der knækkede.

     Ingenting.

     I lang tid stod jeg bare og stirrede ude i mørket. Græshopperne summede overalt omkring mig, og bladene i træerne raslede roligt fra side til side. Jeg tænkte på mor. Og Dem. De havde aldrig været så tæt på før.

     Jeg skimtede ud i mørket.

     Huset var kun en mørk plet langt væk.

     I lang tid stod jeg og ventede.

     Da der var gået nok tid, begyndte jeg at gå tilbage til huset. Solen havde skinnet hele dagen, men nu var luften så kold og stikkende som en vinternat. Jeg holdte om mig selv, som mor plejede at holde om mig, mens huset langsomt  begyndte at ligne et hus igen.

     De var døde.

     Alle sammen.

     Eller … De var døde i forvejen. Måske dobbeltdøde de. Mor havde dræbt dem alle. Hun var indsvøbt i blød. Sad på trappen og ventede på mig. Hun smilede til mig da jeg kom. Men det falmede hurtigt igen.

     ”Vi skal af sted,” sagde hun. Hendes stemme skælvede lidt ved ordene. Væk. Fra mit hjem. Vores hjem. Hun rakte sin hånd hen imod mig, som tegn på at jeg skulle træde nærmere. Jeg satte mig ved siden af hende, og hun græd en smule. Små, sørgmodige hulk, før hun endelig rettede sig op.

     ”Skynd dig at pakke dine ting. Vi har ikke særlig lang tid.” sagde hun, og gennede mig ind i huset. Jeg pakkede Anthony ned i min rygsæk, sammen med nogle gamle Anders And blade, som jeg næsten lige havde lært at læse. Jeg tog også Robin Hood bogen med, selvom den var alt for svær for mig endnu. Mor sagde at jeg nok snart var god nok til at læse den selv. Men indtil videre var det hende der læste op fra den.

     Mor ventede på mig i døren. Hendes taske var fuldkommen proppet med den dåsemad, vi havde fundet i huset, da vi flyttede hertil. Hun så træt ud. Hendes øjne lukkede hele tiden langsomt i, og hun måtte kaste sit hoved til den ene side for ikke at falde i søvn.

     ”Har du det hele?” spurgte hun. Jeg nikkede, selvom jeg ikke havde det sådan. Vi skulle aldrig se vores hjem mere. Og jeg kunne godt lide det her. Bedre end de andre huse. Det her var Vores. Varmt og trygt. Og nu skulle vi ud i kulden og farerne blandt Dem igen.

     Mor tog min hånd, og trak mig væk fra huset. Jeg snøftede lidt, og håbede på at hun ikke så mig græde. ”Det er okay,” hviskede hun til mig, og aede mig over håret. ”Du skal ikke være ked af det. Vi finder noget bedre.”

 

Vi gik hele natten, og næste dag var vi så trætte og udkørte, at vi næsten gik ligesom Dem. Mor sagde vi skulle spare på maden, så vi delte en dåse med majs – min yndlings, næstefter fersken – og holdte pause på en åben mark, så vi kunne se Dem fra alle sider, hvis de bestemte sig for at komme nærmere. Mor havde lært mig, at de kom hvis man larmede for meget, eller lugtede for stærkt, og lige nu gjorde vi ingen af delene, så De lod os være i fred.

     Mor skiftede bandagen om sin arm. Jeg spurgte ikke hvad der var sket. Jeg vidste det allerede. Og mor skulle ikke se mig græde. Så jeg bed mig i læben, holdt vejret inde, og så den anden vej. Mor stønnede lidt af smerte, da hun trykkede fingeren mod såret, men det havde ikke udviklet sig endnu. Det var Franks tænder. De rådne, få tænder han havde tilbage. Han havde bidt hende. Dømt hende. Dræbt hende. Men hun sad stadig og smilede til mig.

     ”Vi har cirka fire dage tilbage.” sagde hun.

     Fire dage til at overleve.

     Fire dage til at finde et nyt hjem.

     Fire dage før hun …

     ”Så vi må nok hellere fortsætte.”

     Mor rejste sig, og dræbte nogle af Dem, der havde været lidt for nærgående, og havde nærmet sig for meget.  Hun virkede udkørt, selvom vi lige havde holdt en pause, der var længere end de normalt plejede at være, så De ikke begyndte at lugte os. Jeg tog min taske på ryggen, og drak det sidste majssaft i bunden af dåsen, før jeg fulgte efter mor.  

     ”Det er på tide at du lærer at slå dem ihjel selv,” sagde mor. Tvivlen lå i hendes stemme. ”Jeg havde håbet jeg kunne have ventet til du var seks, men jeg var åbenbart ikke så heldig.” Mor tog mig i hånden, og vi forlod den åbne mark. Et par af Dem nærmede sig den tomme majsdåse. Jeg følte mig en smule stolt over at mor ville lade mig dræbe Dem nu, men også rædselsslagen. Det var mor der beskyttede mig, og nu skulle jeg til at beskytte hende. Men hvad hvis jeg ikke kunne?

    Mor tog mig med ud i skoven. Jeg hadede skove, for der kunne man ikke se Dem hvis de nærmede sig. Skoven var ikke tryg. Veje og marker var bedre. Jeg klemte min mors hånd, og mærkede hvordan hjertet begyndte at hamre i mit bryst.

     ”Du skal ikke være bange,” sagde mor, og gav min hånd et lille klem. Følelsen af hendes hånd mod min, gjorde mig tryg.

     Pludselig vendte hun sig mod mig, og rakte mig den kniv hun altid gik rundt med i bæltet. Den var så tung, at jeg knap nok kunne bære den. Den var enkel og en smule rusten af alt blodet, men skaftet var af træ, og blødt at røre ved.

     ”Pas godt på den,” sagde mor, og satte sig på hug, så vi var på øjenhøjde. Hun aede min kind, og kyssede mig i panden. ”Jeg ved det alt sammen er svært at forstå for dig, men vi skal ikke være sammen meget længere. Vi finder nogle søde mennesker, som vil passe godt på dig. Det lover jeg. Men lige nu må du lære at klare dig selv, så du altid er parat, hvis der sker dig noget.”

     Jeg nikkede, og holdt stramt fast om kniven. Mor pegede på en af Dem, der stod i nærheden, i en summende dvale. Den vidste endnu ikke at vi var i nærheden. Jeg vidste godt hvad hun mente, så jeg nikkede, før hun nåede at fortælle mig hvad jeg skulle. Jeg ville bevise at hun kunne være stolt af mig.

     ”Jeg er bag dig hele tiden, skat,” sagde hun, og fandt sin anden kniv frem. Den var ikke lige så pæn som min, men den kunne stadig bruges. Jeg trak vejret tungt, og nærmede mig Den med forsigtige skridt. Jeg var meget påpasselig med ikke at træde på grene, som ville afsløre min eksistens. Nærmere og nærmere kom jeg. Jeg kunne mærke mor gå lige bag mig. Hun virkede også bange. Men jeg ville vise hende at det havde hun ingen grund til.

     Jeg var så tæt på Den nu, at jeg kunne lugte dens rådne lugt, og måtte bruge alt min viljekræft på ikke at holde mig om næsen. Jeg klemte ekstra hårdt omkring knivens skæfte, og i ét sving huggede jeg benet af Den. Den mistede balancen, og faldt til jorden, med et underligt grynt. Mine øjnene spærredes ved synet.

     ”Flot skat,” sagde mor. Hun lød stolt, og det gjorde mig glad indeni. ”Nu skal du bare slå den helt ihjel. Kan du huske hvordan man gør det?”

     Jeg nikkede, men havde ikke lyst til at komme nærmere Dens ansigt. Den lå og viste tænder, og forsøgte at rejse sig op igen.

     ”For min skyld,” sagde mor, og rørte let ved min skulder. Jeg samlede mit mod sammen, mens jeg blev ved med at nikke for mig selv. Den begyndte at kravle mod mig, og dens åbne mund viste fem intakte tænder. Jeg rettede kniven frem mod den, og sagde til mig selv, at jeg godt kunne gøre det. I ét ryk lå jeg på den mosede jordbund, med to kolde hænder rundt om mit ene ben. Den her havde var hurtigere end jeg havde troet. Jeg hev fast i jorden med mine negle, forsøgte at få fat i noget der kunne redde mig, men Den hev mig tættere og tættere mod Den, og til sidst begyndte jeg magtesløst at græde. Hush. Hænderne omkring mig blev slappe, og jeg væltede forpustet om på siden. Mor trak kniven ud af Denss hovedskal, hvilket sagde en klam, knasende lyd. Hun smilede til mig.

     ”Det er okay at få det dårligt. Du vil hurtigt vænne dig til det.” sagde hun. Jeg nikkede bare, og brækkede mig ud over den tørre skovbund. Jeg var skuffet og vred på mig selv over at jeg ikke kunne klare en af Dem, og gik snøftende forud da vi fortsatte rejsen. Mor skulle ikke se mig græde. Jeg skulle vise hende at jeg godt kunne klare det her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...