⎜Help me⎜Justin Bieber⎜

Alexa starter med at være inde i hendes mest fantastiske forhold. Det bedste forhold hun nogensinde har haft, hvor hun troede intet kunne skille dem ad, og de bare skulle være sammen for evigt. Men det skulle pludselig ødelægges da hendes kæreste og hende finder ud af noget tragisk, der ændre begges deres liv. Hvordan det har ændret hendes, og hans liv, kan du finde ud af? Om der pludselig kommer en anden fyr ind i billedet, kan du også finde ud af? Om det ender godt eller skidt, kan du også finde ud af? - Men denne movellas handler om Alexa der har brug for hjælp, men fra hvem eller fra hvad? Læs med og find ud af det.

102Likes
482Kommentarer
128589Visninger
AA

10. The new assistant coach

Justin's synsvinkel

 

"Klokken er 06.30, du skal op og i skole, Justin"

Vækkede en stemme mig, som jeg efterhånden var blevet vækket af siden jeg var 7 år gammel. Så jeg kendte den så godt som jeg kendte min egen stemme, og kunne med lethed regne ud at det var min mor. Plus hvem skulle ellers vække mig? Jeg boede kun med min mor, og nogle gange med mine søskende Jazmyn og Jaxon. Men de kom kun på besøg nogle gange, og de vækkede mig aldrig fordi jeg skal i skole, men fordi de gerne ville lege. Og ved at vække mig, så hoppede de bare rundt i min seng, og ovenpå mig til jeg vågnede op. De var sku ikke rigtig kloge, men jeg elskede dem nu alligevel.

"Hvorfor altid så tidligt?" spurgte jeg i et gab, så jeg hørte min mor grine lidt.

"Fordi du altid siger du gerne vil nå i bad osv" svarede hun.

"Når ja" mumlede jeg ned i min pude.

"Jeg går ind og laver morgenmad" sagde hun, inden hun gik.

Så jeg satte mig op med et gab, og strakte mig i kroppen. Orkede bare ikke skole. For det eneste der skete henne i skolen var at jeg blev mobbet af Dylan, og hans slæng. Som også var anføreren fra fodboldholdet. Ingen turde stå ved min side, og hjælpe mig, da de ikke ville igennem de samme ting som mig. Selv Ryan, Chaz og Allison holdte sig væk når der skete mig noget. Jeg forstod dem godt, men nogle gange kunne jeg godt bruge deres hjælp. For det var ikke små ting jeg gik igennem. Plus hvis jeg sladrede blev det bare værre for mig selv, når vi var ude for skolen. Så lærerne vidste heller ikke noget, og kom jeg for sent, blev jeg bare straffet for det, og fik eftersidning. Selv hvis Dylan var skylden for jeg kom for sent. Men fordi jeg ikke kunne sige det var hans skyld, så måtte jeg bare tage en bid af det sure æble, som ordsproget lød på.

Jeg rejste mig så træt fra min seng, og gik ud af mit værelse, og ned mod badeværelset. På vejen derned kunne jeg dufte at min mor var begyndt at lave pandekager. Så jeg glædede mig til efter badet, da pandekager lød som en god start på dagen. Da jeg kom ud på badeværelset, og havde lukket og låst døren, var det første jeg gjorder at smide mine boksers og gå ind under bruseren. Havde skruet lidt ned for varmen, så jeg fik et lidt koldt bad så jeg kunne vågne lidt mere op. Efter mit bad, fik jeg viklet et håndklæde om livet, hvor jeg bevægede mig ned mod mit værelse igen, og fik tørret mig. Af tøj fik jeg hurtigt et par sorte boksershorts på, et par grå bukser, en hvid t-shirt med print, og en blå jakke. Hvor min grå hue kom på hovedet, efterfulgt af mine briller. For jeg brugte dem ikke så meget her hjemme, men var jeg ude skulle de altid på.


"Pandekagerne er færdig, Justin" råbte min mor inde fra køkkenet, så jeg nikkede for mig selv, og bevægede mig ind til hende.

"Det godt du allerede er i tøjet" smilte hun, da hun så mig sætte mig ved spisebordet.

"Godmorgen" smilte jeg, da hun stillede tallerknen med mad foran mig.

"Godmorgen" smilte hun, og satte en kop kaffe på bordet.

"Hvad vil du have at drikke?" spurgte hun, mens hun bevægede sig ud mod køkkenet igen.

"Bare et glas appelsinjuice" svarede jeg, med munden fuld af pandekage. Da jeg var hundesulten.

"Værsgo" sagde hun, da hun kort efter satte et glas fyldt med appelsinjuice foran mig.

"Tak" sagde jeg, mens jeg betragtede hende tage hendes kaffe og smutte ud i haven. 

Sådan var det hver morgen. Hvis hun ikke sad med mig, så sad hun bare ude i haven og betragtede solen, fuglenes sang, osv. mens jeg sad herinde og spiste. Min mor vidste heller ikke at jeg blev mobbet henne i skolen, for det hørte med til at sladre. For hun ville bare snakke med skolen, og så ville de snakke med Dylan, som så godt kunne regne ud at det var mig der havde sladret. Så derfor lod jeg bare som om jeg havde det godt når jeg skulle hen til skolen og hjem fra skole. Som bare var en kæmpe løgn. For hver gang jeg kom derhen frygtede jeg altid for hvad der skulle ske. Og når jeg gik hjem foregik det altid i et hurtigt tempo..

~

Jeg var nu på vej ind på skolen med mit pennyboard i hånden. For jeg kørte jo altid på det, så derfor havde jeg det også med i skole. Det første jeg gjorder da jeg åbnede døren, var at kigge efter Dylan. For kunne jeg se ham, så måtte jeg finde en anden vej indenfor. Kunne ikke se ham på gangen, så jeg skyndte mig at løbe ned mod mit skab, for jo hurtigere jeg fik mine bøger, jo hurtigere kunne jeg komme væk indtil klokken ringede. Da jeg kom til mit skab, låste jeg det hurtigt op, mens jeg blev ved med at kigge frem og tilbage efter ham. Fik hurtigt mine bøger ud af skabet, og mit pennyboard sat fast til lågen, da det hang der i nogle kroge pedellen havde sat fast, som var mega fedt. Skulle havde matematik, så der var jeg nu på vej hen efter jeg havde fået lukket og låst mit skab efter mig.

"Hey, der har vi jo bæver" kunne jeg høre en bag mig sige. Så jeg sank en klump, mens jeg gik hurtigere.

"Hvor skal du hen i den fart?" spurgte Dylan højt, så han fik folks opmærksomhed der var her på gangene.

"Bæver bare drop det, du kan ikke stikke af" grinte han, så jeg hurtigt drejede til højre. Hvor der gik en masse elever, så jeg kunne måske slippe for ham blandt alle dem.

"Find ham!" kunne jeg høre Dylan råbe, så jeg kunne gætte mig til hans venner nu også hjalp ham.

"Please flyt jer" sagde jeg lavt i frygt for hans venner måske hørte mig. For folk var over det hele, og de spærrede for friheden, da kontoret var denne vej, og det var mit helle.

"Han er der!" var der en der råbte, så jeg begyndte at mase mig forbi folk.

"Please flyt jer!" sagde jeg højt, da jeg allerede vidste de havde set mig. Hvor folk brokkede sig over jeg skubbede til dem, men jeg skulle forbi. Og vi gik blandt en masse ældre elever, så de fyldte pænt meget.

"Jeg har ham!" var der en der råbte, da han tog fat i min arm. Så jeg panikkede.

"Nej, please!" råbte jeg panisk, da jeg frygtede for hvad der ville ske med mig.

"Åh hej Justin, prøver du at stikke af?" hviskede Dylan i mit øre. Mens jeg bare rystede.

"Siden du ikke svarer så må vi jo får snakken ud af dig" grinte han, og hev i mine arm, så han trak afsted med mig. Hvor han hev mig hen på det nærmeste toilet, og tvang mig ind i en bås.

"Hvad laver du?" spurgte jeg, mens jeg prøvede at kæmpe imod.

"Så du kan godt snakke, hva?" grinte han, så grinet blev højere eftersom hans venner deltog.

"Mm" mumlede jeg, da jeg følte mig alene, og virkelig sårbar. Da jeg stod helt alene inde på et toilet, med min fjende og hans venner.

"Men fordi du ikke svarede med et samme, så får du en lærestreg" grinte han, og tvang mit hovede ned mod toilettet. Så jeg faldt på knæ foran toilettet.

"Dylan please!" sagde jeg, mens jeg kæmpede med at få hovedet væk, men hans greb i min nakke, svækkede mig.

"Nah, det her er nu lidt sjovere" grinte han, og trak ud. Hvor jeg blev tvunget med hovedet ned i vandet. Så jeg skyndte mig at lukke munden og øjenene. Hvor jeg kort efter til hevet op igen.

"Har du lært din lektie?" spurgte han, mens han trak mit hovede bagover, så jeg kunne kigge op på ham.

"Jaer" svarede jeg, så han grinte mens han rystede på hovedet.

"Tror jeg ikke helt" grinte han, og tvang mit hovede ned igen, efter han havde trukket ud igen.

"Hvad med nu?" spurgte han, da han trak mig op fra vandet for anden gang.

"Jaer!" svarede jeg højt, men igen blev mit hovede bare tvunget ned i vandet. Hvor jeg kort efter kom op igen.

"Hvad med nu?" spurgte han, med et grin.

"JAAAER!!" råbte jeg, da jeg blev vildt frusteret.

"Okay" svarede han, og forlod mig så her på toilettet, hvor vandet lød ned af mig.

"Hvorfor skal det altid gå udover mig?" spurgte jeg mig selv mens jeg græd lidt.

For det var bare lidt af hvad det foregik hver dag på min skole, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Så jeg måtte bare finde mig i alt det de gjorder, til jeg gik ud af skolen. Som jeg forhåbentlig gjorder næste år, da det var vores sidste år inden vi dimitterede. Men for at blive tør igen, rejste jeg mig og gik hen til håndtørreren, hvor jeg stillede mig under den, og blev tørret. Det kunne tage lang tid, men jeg kunne jo ikke bare komme våd ind i klassen. Jeg tog i mens noget papir der hang i en beholder ved siden af, og tørrede mig i mens, så det forhåbentlig gik hurtigere. Hvor jeg også tog min hue af, og rystede mit hår, så det blev tørret hurtigere.

"Endelig" sukkede jeg, da jeg var nogenlunde tør. Jeg gik mod klasseværelset, selvom der nu var gået 30 minutter af timen..

"Har du et gang pas?" var der en der spurgte bag mig, så jeg stivnede. For det havde jeg helt glemt man skulle havde.

"Nej, men jeg er først lige kommet" svarede jeg, i håb om ikke at få en eftersidning.

"Når okay, så skynd dig hen i klassen, du er gået glip af en halv time" sagde Mrs. Bricks, så jeg nikkede, og skyndte mig derned. Hvor jeg forsigtigt tog fat i håndtaget, som alligevel gav mig alt opmærksomheden.

"Ikke igen Mr. Bieber" sukkede Mr. Hanks, mens han kiggede irriteret på mig.

"Undskyld, stod for sent op" svarede jeg, som jo var en lille løgn, men kunne jeg gøre andet? Nej.

"Det er ved at blive en vane, Bieber, skal jeg til at kontakte din mor?" spurgte han. Mens jeg fik sat mig ned.

"Nej, det sker ikke igen" svarede jeg, hvor jeg hørte et grin. Så jeg kiggede hen på Dylan.

"Åh jo det gør" mimede han, så jeg sukkede og kiggede ned i bordet.

"Når men før vi blev afbrudt-" sagde Mr. Hanks, og lagde opmærksomheden på mig med et suk.

"-så var vi jo igang med at snakke om en masse formler, som-" fortalte han. Hvor timen så begyndte igen.

~

"Riiiiiing riiiiing riiiiiign" lød det gennem skoleklokkerne.

"Ja, så må i godt pakke jeres ting sammen, og forlade klasseværelset" kom det fra Mrs. Peenop. Da vi nu havde haft den sidste time, hvor jeg så skulle til træning.

"Skal du til træning idag?" spurgte Ryan, da vi gik i samme klasse og samme hold. Dylan gik heldigvis ikke på vores matematikhold.

"Det regner jeg da med" svarede jeg, mens vi bevægede os hen mod døren til gangen.

"Har hørt rygter om vi får en ny assistenttræner" sagde han, så jeg kiggede nysgerrigt på ham.

"Er han god?" spurgte jeg, da det jo kunne være en professionel en vi fik.

"Ved det ikke, men han er i hvertfald blevet tilbudt en masse kontrakter" svarede han.

"F***, hvor lyder det fedt" jublede jeg nærmest, da det kun kunne blive godt nu.

"Yup, det synt-" startede Ryan, men han blev desværre afbrudt af.. Dylan.

"Jeg smutter nu" hviskede han, og gik med hurtige skridt den anden vej. Så jeg nu var helt alene..

"Glæd dig til træning, vil ydmyge dig så meget overfor den nye assistenttræner" grinte han, og slog mig i baghovedet. Så jeg sukkede. 

For havde lige glædet mig til vi skulle træne med den nye assistenttræner, men nu glædede jeg mig slet ikke. For fodbold var en sport jeg elskede at spille, men takket været Dylan så nød jeg det ikke så meget som jeg burde. For hvis du var lidt bedre end ham, skulle han nok jorde dig så du ikke turde vise dit talent. Ryan og jeg havde altid spillet som små, og lært nye tricks osv. fra videoer på Youtube, men det viste vi ikke på banen eller til træning. For gjorder vi det, ville vi fortryde det i sidste ende. Så derfor var der ingen på holdet der gjorder sit bedste, men alligevel så vandt vi altid kampene, så det var meget godt.

Men nu ikke mere om det, jeg skulle skynde mig ned og klæde om. Så derfor bevægede jeg mig hurtigt ned til mit skab, hvor jeg fik smidt mine engelsk bøger ind i skabet. For Mrs. Peenop var min engelsklærer, og det havde vi så lige haft. Da jeg havde smidt dem ind i skabet, gik jeg ned mod drenges omklædning, hvor jeg kunne høre de fleste drenge allerede var kommet. Som jeg også blev bekræftet da jeg kom rundt om hjørnet, og så dem alle sammen. Nogle løb rundt og slog hinanden med deres trøjer, mens andre skiftede ordentligt. Hvor Dylan selvfølgelig stod henne foran spejlet, og flexede sine muskler sammen med hans slæng. Jeg skyndte mig bare ned til min plads i hjørnet, i håb om han ikke så mig. 

Jeg åbnede mit skab, hvor jeg fik mit træningstøj ud, som bestod af et par sorte shorts, en hvid t-shirt hvor der stod Eastside High School bag på i bordeaux rød og gule skiftevis bogstaver og sorte strømper. Som også var vores gymnastiktøj, derfor stod der Eastside High School i stedet for L.A. Beavers. Vores kamptøj bestod af: et par bordeaux røde spillershorts med nr, bordeaux rød og gul stribet spillertrøje og gule strømper. Hvor jeg var nummer 6, som stod på ryggen i bordeaux rød med en gul linje rundt om. L.A. Beavers stod så henover spillertalene på ryggen, så folk kunne se hvor vi kom fra. Udover det havde vi også en spillerdragt, som bestod af et par sorte bukser, og en bordeaux rød sweatshirts, som var gul ned af siderne og på skulderne. Hvor der var et lille nike mærke på brystet, og så stod der ligesom på spillertrøjen L.A. Beavers på ryggen med røde bogstaver, med en gul streg rundt om bogstaverne.

Jeg fik hurtigt skiftet til mit træningstøj, hvor jeg så tog min støvler, sokker, og skinner ud af skabet. Mine støvler var et par Nike Mercurial Victory IV FG i gul og orange. De var måske ikke så tæt på farverne til spillertøjet, men når man løb så det bare virkelig fedt ud. For den gule skrigende farve fik det til at ligne man bare fløj henover banen hvis man var hurtigt, og det var jeg. Men det så man jo ikke, fordi jeg ikke måtte vise hvad jeg kunne. Men nu ikke mere om det, jeg fik mine ting på, og kørt er par baner strømpetabe om skinnerne, så de sad ordentligt. Hvor jeg rystede lidt på håret så det sad ordentlig, da jeg jo havde hue hår.

"God eftermiddag drenge" kunne jeg høre Mr. Strong sige på vej hen til os.

"God eftermiddag Mr. Strong" sagde vi i kor, og så op på ham da han kom til syne bag skabene.

"Jeg har en her i skal møde, det er jeres nye assistenttræner/hjælpetræner Miss Diamond" sagde han, så vi alle kiggede underligt på ham.

"Sagde du lige Miss Diamond?" spurgte Dylan, som han spurgte for os alle, da vi alle tænkte det samme.

"Ja, og hun er lige her" sagde han, og strakte armen, hvor hun kom til syne, fra at havde stået bag nogle af skabene.

Hvor mine øjne blev store, og jeg igen gispede. Men forfulgte hun mig eller hvad? For jeg syntes bare hun var alle de steder jeg var henne. Først diskoteket, så på stranden og nu her på min High School. Det kunne også være et tilfælde, men det var bare underligt. Men hun så vildt godt ud. For hun havde et par korte cowboy shorts, en sort top og så vores træner jakke på, som var sort med lynlås. Hvor der stod L.A. Beavers bag på med bordeaux rød, og en gul linje rundt om, som var i en bue henover logoet at vores maskot, som var en bæver. Udover det havde hun en sort kasket, hvor hendes hestehale hang ud bagpå, og et par sorte vans.


"Hej, mit navn er Alexa, men som jeg hører her på skolen, så skal i kalde mig Miss Diamond eller træner Diamond. Men jeg er jeres nye hjælpetræner" smilte hun, mens hun kiggede rundt på os.

Hendes blik fandt dog aldrig mit, men det gjorder ikke noget, da jeg helst ville være i baggrunden. For hvem vidste hvad Dylan ville gøre, hvis han fandt ud af Alexa og jeg kendte hinanden. Det ville sikkert ikke blive sjovt for nogen af os, så derfor ville jeg lige være i baggrunden for en tid.

"Hvor mange år er du?" spurgte Brady, en af vores forsvarsspillere.

"Jeg er 18 år" svarede hun, så folk begyndte at pifte, så hun begyndte at grine.

"Drenge.." sukkede Mr. Strong, så de blev stille igen. Men deres blikke fjernede sig dog ikke fra Alexa, inkl. mit.

"Miss Diamond vil lige fortælle hvad hun vil lave her" sagde han, så vi nikkede.

"Da jeg på mit gamle hold altid spillede angreb, vil jeg fokuserer mest på at træne jer der spiller der. Jeg har så forskellige øvelser der gælder jer alle, men jeg fokuserer mest på angrebet. Der vil vi træne en masse løb, da en angriber jo handler meget om fart, da man skal kunne komme rundt om forsvaret. Vi vil så også træne en masse finter og tricks, så man kan snyde forsvaret. Men det vil jeg så komme mere omkring når vi begynder at træne. Udover det så har jeg lært meget om skader, da jeg selv har været ude for en masse ting selv. Så hvis i har problemer med nogle skader, så kan i bare spørger, for måske ved jeg hvad der skal til" fortalte hun, så vi alle sad og lyttede godt efter, mens vi nikkede lidt.

"Har i nogle spørgsmål?" spurgte hun, mens hun igen kiggede lidt rundt på os. Hvor hun var ved at få øjenkontakt med mig, men jeg skyndte mig at kigge ned.

"Er du single?" spurgte Dylan, så folk begyndte at grine. For det var et totalt emneskift. Hvor jeg bare var ligeglad, for jeg vidste jo allerede godt svaret.

"Ja, jeg er single, men inden i prøver på noget, så søger jeg ikke en kæreste" svarede hun. Så de begyndte at sukke.

"Har i andre spørgsmål - denne gang fodbold relateret?" spurgte hun, så vi rystede på hovedet.

"Jamen, så syntes jeg bare vi skal smutte ud på banen" smilte hun, så vi alle nikkede og rejste os op.

Da Mr. Strong og Alexa ville gå bagerst, skyndte jeg mig ud som en af de første. Så derfor gik jeg rundt om skabene ved min side, som var på den anden side af de andre. Jeg kom først til udgangen, hvor jeg smuttede ud, og blandede mig i mængden. For vi var 22 styks på holdet, så jeg skulle nok blive en del af mængden, uden hun ville opdage mig. Det var måske lidt mærkeligt, men jeg ville bare ikke have folk stillede spørgsmål, om hvordan vi kendte hinanden. For hvad skulle vi svare? Vi mødte hinanden på et diskotek, jeg egentlig ikke måtte være på, hvor jeg fik et blowjob af hende. Ja, det ville jo slet ikke være et underligt svar vel? Så derfor måtte vi bare vente med at sige vi kendte hinanden, til vi havde et godt svar.

Men når vi kom til hun skulle træne angrebet, så vidste jeg ikke helt hvad vi skulle gøre. For vi var 6 angrebsspillere, 7 forsvarsspillere, 7 midtbanespillere og 2 målmænd. Så jeg ville aldrig kunne skjule mig blandt 6, for det var bare umuligt. Så håbede der ville gå lidt tid før hun skulle træne os alene, ellers måtte jeg bare hive hende til side, og lade som om det var på grund af en skade. Men så spørger hende hvad vi skulle gøre. Hun ville måske finde det underligt, men sikkert forstå det når jeg forklarede hende hvad der kunne ske. Vi kunne også bare sige vi var venner, for det var vi jo også. Men det ville vi jo finde ud af.

 

"She isn't my girlfriend.

But I love her hugs, her smile, her laughs, her advice,

her kindness, and I guess when we shared our moment together

it was then that I fell in love with our friendship - I love you as a friend Alexa"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...