⎜Help me⎜Justin Bieber⎜

Alexa starter med at være inde i hendes mest fantastiske forhold. Det bedste forhold hun nogensinde har haft, hvor hun troede intet kunne skille dem ad, og de bare skulle være sammen for evigt. Men det skulle pludselig ødelægges da hendes kæreste og hende finder ud af noget tragisk, der ændre begges deres liv. Hvordan det har ændret hendes, og hans liv, kan du finde ud af? Om der pludselig kommer en anden fyr ind i billedet, kan du også finde ud af? Om det ender godt eller skidt, kan du også finde ud af? - Men denne movellas handler om Alexa der har brug for hjælp, men fra hvem eller fra hvad? Læs med og find ud af det.

102Likes
482Kommentarer
129070Visninger
AA

1. Prolog.

 

"...jeg hader dig, kan du ikke bare forsvinde!" skreg jeg, mens jeg skubbede til Kian.

"Hader du mig? Det burde være mig der skulle hade dig!" råbte han, mens han tog fat i mine overarme.

"Nej, for det var ikke kun min skyld!" hulker jeg, mens jeg bliver ved med at slå på ham.

"Jo, det var!" råbte han, og skubbede mig ind i væggen bag mig. Så der lød et højt bump, så hylderne over mig, raslede med alle de ting der stod på den. Som vaser, souvenirs osv. men det virkede som om Kian var ligeglad.

"Neeej! Og du ved godt inderst inde!" hulkede jeg, hvor jeg blev banket ind i væggen igen.

"Jeg advarede dig, men du lod mig bare fortsætte!" råbte han, mens han kolde øjne borede sig ind i mine.

"Du kunne jo bare stoppe, i stedet for at fortsætte" græd jeg. Da jeg jo ikke bestemte over ham.

"Nej, for du holdte mig ligesom fast" sagde han, stadig med en masse kulde i øjnene.

"Og hvad så, jeg er ligesom ikke stærkere end dig, er jeg?" spurgte jeg, mens jeg skubbede ham væk. Så han tumlede lidt baglæns. Hvor han sendte mig de mest vrede øjne.

"Du kan jo se på styrken du havde lige der" kom det vredt fra ham.

"Det ikke det samme.." sukkede jeg, mens jeg prøvede at stoppe min gråd.

"Det ér det samme, og du ved det godt" snerrede han.

"Nej, det er ej, for du kunne med lethed bare havde skubbet mig væk.." sukkede jeg. Da jeg havde 100% ret.

"Styr dit sprog, eller det bliver værst for dig selv" truede han, med en løftet finger.

"Hvad mener du?" spurgte jeg forvirret. Da jeg ikke gjorder andet end at sukke.

"Hold kæft, bare hold kæft!" råbte han, mens han tog sig til hovedet.

"Gider ikke snakke mere om det.." sukkede han, mens han begyndte at gå væk fra mig.

"Vi bliver nød til at finde ud af noget, Kian" sukkede jeg, da det ikke nyttede noget at lade som om det ikke var sket.

"Jeg sagde lige du skulle holde kæft, så vær en sød pige og luk!" snerrede han igen.

"Jamen, det nytter jo ikke noget, at du bare prøve at løbe fra problemerne, sket er sket, og du bliver vi nød til at finde ud af noget" sukkede jeg, da jeg havde set problemet i øjnene, og det nu var hans tur.

"Jeg advarer dig 1 gang mere" sagde han lavt, med ryggen til.

"Kian.." sukkede jeg. Som jeg fortryd hurtigere end lynet, da jeg så hans blik da han vendte sig om.

"Jeg advarede dig" sagde han på den mest skræmmende måde, jeg nogensinde havde hørt.

"Undskyld Kian, men jeg er bare så frusteret" undskylte jeg, mens jeg bakkede helt op af væggen.

"Men du har taget dit valg, og det var ikke at lystre" sagde han skummelt, mens han langsomt kom tættere på.

"Kian please, jeg mente det ikke" snøftede jeg, da han skræmte mig.

"Det for sent nu, prinsesse" grinte han skummelt, med ca. 2 meters afstand.

"Du skræmmer mig!" hviskede jeg, da jeg næsten ikke turde sige noget.

"Godt, for det var også min hensigt" sagde han, så jeg sank en klump.

"Jeg lover at tie stille nu" hviskede jeg skræmt, da jeg havde fortrudt 100% at jeg åbnede munden.

"For sent!" grinte han, inden han tog fat i mine arme.

"Please Kian, jeg lover at være sød nu!"  græd jeg, mens jeg kiggede ham i øjnene, der var koldere end is.

"To late!" grinte han igen, mens han igen bankede mig ind i væggen.

"Kian!" skreg jeg, da det gjorder vildt ondt i ryggen.

"Huh?" spurgte han, mens han tog hårdt fat i min kæbe.

"Undskyld" sagde jeg godt jeg kunne, da hans greb om min kæbe, gjorder vildt ondt.

"Undskyld, men jeg hørte dig ikke" sagde han, mens han kiggede flabet på mig.

"Jeg sagde undskyld" hviskede jeg, mens jeg klemte øjnene sammen. Da grebet blev strammere.

"Jeg kan stadig ikke høre dig" grinte han flabet.

"Undskyld!" skreg jeg, med al min lungers kraft.

"Det var bedre, men det bare ikke godt nok" grinte han, og tog fat om min hals.

"Hvad laver du?" spurgte jeg bange. Da jeg fik mindre problemer med at trække vejret.

"Giver dig en lærestreg, for at sætte os i den her situation" svarede han, mens jeg holdte om hans hånd for at få den væk, med begge hænder. Men hans greb var for stramt.

"Jamen.. det var.. ikke min.. skyld" kom det stille fra mig, da grebet blev strammere.

"Kian, vi finder ud af noget" prustede jeg, da jeg næsten ikke kunne få luft.

"Det for sent, skat, det skulle du have tænkt på, før du trodsede mig" hviskede han i øret på mig. Så jeg var nød til at finde på en plan. For det så ikke ud til han gad slippe mig foreløbig, så det ville nok ende når jeg var helt bevidstløs.

"Aw, har hun endelig lært at tie stille?" spurgte han, da jeg gerne ville beholde det luft jeg havde i lungerne til at kunne trække vejret, end at snakke. For der kom ikke meget ned i lungerne, så længe hans hånd var om min hals.

"Svar mig!" råbte han, og bankede mig ind i væggen igen. Så jeg kom med et klynk.

"SVAR MIG!!" råbte han igen, hvor jeg igen røg ind i væggen med et klynk.

"SVAR M-" mere nåede han ikke at sige, før han røg ned på gulvet, hvor det nu var hans tur til at klynke.

For havde sparket ham i skridtet, da det var den eneste løsning jeg havde. Hvor jeg faldt ned på gulvet, med et hårdt bump, da jeg endelig kunne få luft igen, da hans greb om mig blev sluppet. Da han nu havde sine hænder foran sit skridt, da det gjorder så ondt at han blev nød til at holde hænderne der. Hvor jeg prøvede at rejse mig så godt jeg kunne, ved hjælp af et nærliggende bord. Da det var som om alle kræfterne i min krop var blevet svækket. Da jeg så kom på benene, skyndte jeg mig at løbe. Men jeg kom dog ikke så langt, da Kian fejede benene væk under mig, så jeg faldt ned på gulvet.

"Du skal ingen stedet" sagde han vredt, mens han rejste sig ømmende op.

"Kian please, lad os bare gå hvert til sit, det ville være bedre for os begge to, og så glemme det her er sket" sagde jeg, mens jeg kravlede langsomt væk fra ham. Nærmest krappegang, fordi han kom tættere og tættere på.

"Nope, for nu hvor den lille bitch, har vist sine klør, skal farmand her nok også vise sine" grinte han, mens han skubbede sine ærmer op til albuerne.

"Nej Kian, please!" bad jeg, mens jeg igen ramte en mur. Så jeg bandede over mig selv, over jeg blev ved med at gøre det her, i stedet for at gå mod hoveddøren.

"KIAN!" skreg jeg, da han løftede mig op i mine arme, og kastede mig hen af gulvet. Så jeg røg hen af gulvet, og væltede ind i et af kommoderne, så der fløj en lampe, papir og en masse ting ned på gulvet.

"Hvad?" spurgte han, mens han igen hev mig op, og kastede mig den modsatte vej. Så jeg røg ind i spisebordet, hvor alt vores aftensmad stod, så en kande væltede med vand i. Mens tallerknerne, bestik osv. også fløj ned på gulvet.

"Hvorfor gør du det her?" spurgte jeg, med tårer ned af kinderne. Da jeg slet ikke forstod hans måde at reagerer på.

"Fordi du har ødelagt mit liv, og nu hvor du har ødelagt mit, ødelægger jeg dit" svarede han, mens han igen løftede mig op. Hvor jeg røg med fulde gardiner ind i væggen, hvor jeg røg sammen på gulvet.

"Arrrghhhh!" skreg jeg, da jeg følte jeg brækkede min hånd.

"Aww, gør det ond på min lille prinsesse?" spurgte han, mens han kom hen og satte sig på hug ved mig. Hvor jeg ikke svarede ham, men bare tog mig til min hånd, som gjorder virkelig ondt, så jeg skær ansigt, med tårerne rende ned af kinderne.

"Aw pus dog" sagde han på en flabet måde, hvor han lagde sin hånd op på mig kind. Så jeg vendte min kind væk fra hans hånd, med et olmt udtryk.

"Pas på med hvad du gør" advarede han mig, og lagde sin hånd op på min kind igen. Men jeg var ligeglad, så jeg fjernede bare min kind igen. Som gjorder hans øjne blev kolde igen.

"Jeg sagde pas på!" snerrede han højt. Mens hans kolde øjne borede sig ind i mig. Ikke min øjne, da jeg kiggede væk fra ham.

"Jeg er ligeglad med hvad du gør, bare du skrider ud af mit liv" sagde jeg uden at kigge på ham.

"Du skal passe på med hvad du ønsker dig" sagde han, mens han stadig bare stirrede på mig.

"Hvorfor, er det måske bedre at være sammen med en psykopat?" spurgte jeg, hvor jeg mødte hans blik.

"Var din mund!" sagde han vredt, mens han fnyste.

"Hvorfor skulle jeg, det gør jo ikke tingene bedre" sagde jeg. Da det ikke gjorder tingene bedre, han var stadig sindssyg.

"Pas på, baby" hviskede han, og lukkede øjnene. Hvor det lignede han prøvede at berolige sig selv.

"Jeg er ikke din baby, for jeg prøver ligesom at droppe vores forhold her. Kian, dit og mit forhold er fortid. Jeg kan ikke være sammen med dig mere, for du skræmmer mig mere end noget andet. Normale par ville snakke om det der er sket, og så komme på en løsning. Ikke bare gå amok på den anden, fordi det ikke lige er som man havde tænkt sig forholdet skulle være. Der kommer altid problemer i et forhold, som vores har haft. Men du har bare aldrig være så voldsom. Men nu hvor jeg har set hvad du er i stand til, så vil jeg gerne ende det her og nu, hvor det i det mindste har en nogenlunde okay slutning. Vi begge vrede, og har brug for at tænke. Måske vi kan finde ud af noget, når vi begge har tænkt lidt, man ved aldrig. Men lige nu ved jeg bare at det ikke går mellem os" fortalte jeg ud i en lang køre. Hvor han bare sad med lukkede øjne. Vidste ikke om han lyttede eller hvad han gjorder.

"Hvad siger du til det?" spurgte jeg, da der havde været stille i et par minutter.

"Jeg syntes du skulle havde holdt din mund, fra første gang jeg bad dig om det" hviskede han, mens han kiggede ned.

"For lige nu, har du bare gjort mig mere sur end nogensinde!" sagde han, hvor hans blik fandt mit. Og jeg kan love dig for at jeg ville havde ønsket mig mindst 300 meter fra ham lige nu. For hans øjne var sortere end sort, og udstrålede kun ordet død og ødelæggelse. Det var intet godt at se i dem, kun fare. Så jeg sank en klump.

Hvor han overraskede mig, ved at tage det hårdeste greb om min nakke. Så jeg blev kvalt lige med det samme, og blev nærmest kvalt i min luft, da det var så hårdt et greb. Hvor han rejste sig op med mig, og bankede mig, for jeg ved ikke hvor mange gange, ind i væggen. Så jeg kom med et højt og smertefuldt skrig. Hvor tårerne igen fik fritløb ned af mine kinder.

"Stop med at græd, da der alligevel ikke er nogen der kommer til at se det" grinte han flabet.

"Please" hviskede jeg, mens jeg lagde mine hænder om hans hånd. Hvor jeg prøvede at fjerne hans greb om min hals.

"Luk!" råbte han, mens han igen bankede mig ind i væggen. Så tingene over mit hovede igen raslede. Da vi stod under hylderne igen.

"Men Ki-" startede jeg, men blev afbrudt af mit eget skrig, da jeg igen blev banket ind i væggen.

"Jeg sagde luk!" råbte han, så jeg begyndte at hulke. For jeg havde aldrig forestillet mig, at vores forhold ville ende med det her. Ende med at jeg frygtede for mit eget liv, da det startede som en drøm på de lyserøde skyer.

"Please!" hulkede jeg, hvor jeg igen blev banket ind i væggen. Som fik alle tingene fra hylderne til at vælte ned, og smadre ud på gulvet, som gav et kæmpe brag. Hvor det ikke påvirkede Kian det mindste.

"Jeg nyder skam din smerte, så du bliver bare ved med at snakke" grinte han.

"Og hvad med din smerte, nyder du den?" spurgte jeg. Da jeg hellere måtte tage mig sammen. For hvis det her var enden på mit liv, så ville jeg ikke ses som svag.

"Hvad mener du?" spurgte han, mens han stadig kiggede på mig med kolde øjne.

"Gør det stadig ondt i bollerne?" spurgte jeg flabet, og mindre besværet på grund af hans greb.

"Nah, du sparker ikke så hårdt" grinte han. Så jeg begyndte at grine.

"Er du sikker, for sådan lød det ikke før?" grinte jeg flabet, så han udtryk blev vredt igen, og grebet om min hals blev strammere. Så jeg klemte øjnene sammen, mens jeg tog bedre fat om hans hånd, med mine hænder.

"Men det gjorder det ikke" svarede han.

"Hvad med det her så?" spurgte jeg, hvor jeg gav ham den største glad jeg kunne. Så han kind blev vendt mod venstre.

"Gjorder det ondt, skat?" spurgte jeg flabet. Hvor jeg selvfølgelig frygtede for hvad der nu ville ske, men igen, jeg ville ikke ses som svag, så jeg holdte mit hovede højt. Han begyndte så at grine.

"Du sød, baby - Men hvis du skal slå, skal du slå sådan her" sagde han, hvor jeg få sekunder efter, fik den største smerte i min kind. Så min kind fløj til højre, mens jeg skreg.

"Gjorder det ondt?" spurgte han, mens han nussede mig på kinden, og beundrede hans mesterværk.

"Nej!" svarede jeg, mens jeg bed smerten i mig.

"Er du nu sikker på det?" spurgte han flabet, så jeg tog en dyb indåndning, og fandt hans blik.

"Jeg er så sikker, som jeg kan være" svarede jeg, og sendte den største spytklat gennem luften, som ramte ham perfekt i ansigtet. Lige mellem hans øjenbryn, så det gled ned af hans ansigt.

"Du modig, hva?" grinte han, mens han tørrede spytklatten væk.

"Men ikke så modig alligevel" grinte han, hvor han igen giver dig en lussing, på samme kind, så smerten nu var dobbelt op. Så jeg holdte vejret så godt jeg kunne, for ikke at skrige.

"Aw, er prinsesse nu blevet stum?" spurgte han, mens han løftede mig lidt op. Så jeg kun stod på tæer på gulvet, hvor jeg fik svære ved at trække vejret.

"Eller nej, hun siger stadig noget" grinte han, da jeg kom med små lyde, fordi jeg blev kvalt. Så jeg blev ved med at banke på væggen med fødderne, for i mine tanker ville der forhåbentlig komme en plade ud jeg kunne stå ordentlig på.

"Den her smerte er kedelig" sagde han, og slap mig, så jeg faldt sammen på gulvet og hev efter vejret.

"Lad os spille lidt bowling" grinte han, og hev mig op ved hjælp af håret. Så jeg skreg.

"Arrrggghhh!!" skreg jeg, da jeg pludselig røg gennem luften igen, og ind i spisebordet.

"Giver du op, baby?" spurgte han, da jeg bare lå træt halvt henover bordet, og halvt stående på gulvet.

"Aldrig" svarede jeg, og skød mig væk fra bordet, med armene.

"Hvad vil du så gøre?" spurgte han, mens han kiggede flabet på mig.

"Hmm.. det var et godt spørgsmål" svarede jeg selvsikkert, for at forvirret ham, mens jeg fumlede med et eller andet bag min ryg.

"Aw, du så sød når du prøver at spille så sej" grinte han, mens han gik lige så stille hen mod mig.

"Hvis jeg var dig, ville jeg ikke gå så tæt" advarede jeg, så han bare grinte.

"Hvad skulle jeg dog være bange for?" spurgte han, hvor han alligevel stoppede 2-3 meter foran mig.

"Man ved jo aldrig hvilke tricks jeg har i ærmerne, vel?" svarede jeg lusket.

"Du bluffer så meget du gør" grinte han, mens han gik selvsikkert hen mod mig. 

"Jeg mener det, du burde holde dig fra mig!" sagde jeg højt, da det irriterede mig jeg ikke var skræmmende.

"Aw, bliver prinsessen frustreret, når man ikke lystre?" spurgte han.

"Bare hold dig væk!" råbte jeg, og sparkede en stol hen mod ham. Som han bare skubbede væk.

"Jeg har den her!" truede jeg, og viste min kniv, som jeg havde formået at finde på bordet. En smørkniv, men stadig en kniv. Ville ikke bruge den, men bare true ham, da han skulle se mig som farlig, og lade mig være.

"Aw, har du fundet dig en kniv?" spurgte han hånende. Så jeg puttede et pokerfjæs på, og stillede mig truende med den.

"Jaer, så hold dig væk, eller det bliver værst for dig selv!" sagde jeg, så hårdt som jeg kunne.

"Uuhhh, jeg ryster helt i bukserne" grinte han, og rystede lidt med benene. Så jeg vendte kniven i min hånd, så den kunne stikke ham ned i stedet, så han kunne se alvoren i det her.

"Pas nu på du ikke rammer dig selv" grinte han, hvor han nu stod ca. halvanden meter foran mig. Hvor han stoppede.

"Så du blev alligevel lidt bange, huh?" spurgte jeg, da han stoppede foran mig åbenbart ikke turde gå længere.

"Nah, ville bare gerne se skaden du kunne forårsage" grinte han, og løftede armene som i han overgav sig.

"Så du kommer bare an" smilte han flabet, så jeg fnyste af ham.

"Bare forsvind, så skal alt nok blive bedre" snerrede jeg, så han løftede det ene øjnebryn.

"Sidst jeg tjekkede, var det her min lejlighed" grinte han.

"Jeg er ligeglad, jeg kan først komme ud, når jeg ved du er væk" svarede jeg.

"Aw, så du er bange for mig, huh?" spurgte han.

"Selvfølgelig er jeg det, hvem ville ikke være bange for en psykopat?" spurgte jeg vredt. 

"I hvertfald ikke lille prinsesse Lexa her" grinte han, og pegede hen på mig.

"Vil du ikke bare være sød at gå?" spurgte jeg nærmest bedende.

"Nope, det her er meget sjovere" grinte han, hvor han overraskede mig ved pludselig at tage fat i mig, og vende mig rundt. Så jeg stod ind til ham, med en kniv for struben. For det havde åbenbart lykkedes ham at få den fra mig.

"Please Kian" sagde jeg stille, da jeg for alvor frygtede for mit liv.

"Please hvad?" spurgte han, og satte den tættere på min hals, så jeg ikke turde synke den klump jeg havde i halsen.

"Kan vi ikke bare glemme alt der er sket idag?" spurgte jeg, mens jeg rakte om bag ham, for mere bestik.

"Og med alt, mener du?" spurgte han.

"Alt der er sket idag - Vi starter på en frisk imorgen, og har det som vi altid har haft det i vores forhold" hviskede jeg.

"Hmm.. det ikke helt godt nok" hviskede han. Mens jeg fokuserede på ikke at larme for meget med den ting, jeg havde fået i hånden.

"Hvad skal jeg så gøre?" spurgte jeg, mens jeg løftede det forsigtigt op i hånden, og knyttede den i min hånd.

"Du vil jo altid se mig som sindssyg, og du har stadig ødelagt mit liv" svarede han.

"Jamen, vi kan jo ændre på det hele" svarede jeg, og tog min hånd til mig. Hvor mit hjerte bankede hårdt i mit bryst.

For en masse kunne gå galt lige nu. For ja, jeg havde endelig mit bestik i hånden. Tror det var en gaffel, og den ville jeg gerne bruge mod Kian. Men jeg vidste ikke om det ville hjælpe, eller bare være den dummeste beslutning jeg havde taget i mit liv. For det kunne med lethed gå galt. For jeg tænkte på at stikke ham et eller andet sted i kroppen så hårdt jeg kunne, så han ville slippe mig af smerte. Men hvad hvis han lavede en forkert bevægelse, og skar mig i halsen? Jeg måtte udtænke min plan lidt bedre, og det skulle gå hurtigt.

"Hvordan ændre?" spurgte han. Hvor jeg kunne mærke min hånd blev svedig indeni.

"Vi kunne ændre alt det her til noget positivt" svarede jeg rystende. Hvor tårerne igen rendte ned af kinderne.

"Det hjælper ikke at græde" sukkede han en anelse irriteret.

"Jeg ville bare ønske det her aldrig var sket" snøftede jeg.

"Men sket er sket, og du kan ikke gøre noget ved det" sagde han, som var han ligeglad med alt.

"Så sket er sket, huh?" spurgte jeg flabet, da jeg igen ikke gad se mig selv som svag. Jeg var nød til at virke stærk. For kun stærke mennesker overlevede, og det ville jeg gerne.

"Drop din flabede attitude" snerrede han, da det åbenbart irriterede ham.

"Drop din!" råbte jeg med alt den vrede jeg havde i kroppen, hvor jeg stak gaflen ind i låret på ham. Som fik ham til at slippe kniven, mens han skreg af smerte. For jeg blev bare ved med at bore den ind i hans ben.

"Og forsvind så fra mit liv!" skreg jeg, mens jeg skubbede ham af fulde gardiner, så han røg ind i bordet, som væltede. Hvor jeg tog kniven op i min hånd for at forsvarer mig.

Vi blev begge overrasket da hoveddøren pludselig blev smækket op, og ca. 8 politimænd kom ind med deres pistoler trukket. Så jeg med det samme tabte kniven, og begyndte at græde. Mange ville tro det var fordi jeg var bange, men jeg græd nærmere af glæde. For nu kunne jeg endelig være i sikkerhed, da politien helt sikkert ville hjælpe mig hvis han angreb mig. De stillede sig alle sammen rundt om os, mens de sigtede på os begge to.

"Hænder op så vi kan se dem!" råbte en af betjentene, så jeg gjorder som han sagde.

"Please bare fjern ham fra mig" græd jeg, da jeg bare gerne ville væk fra ham.

"Bare vend dig lige så stille om, og langsomt læg hænderne om på ryggen" sagde han, så jeg gjorder som han sagde.

"Skal jeg have håndjern på?" spurgte jeg, mens jeg græd.

"Ja, for klokken er 23.36 og du nu blevet anholdt" sagde han, så jeg spilede øjenene op.

"Jamen, jeg har jo ikke gjort noget!" hulkede jeg, da jeg jo kun forsvarede mig.

"Gem det til dommeren" sagde han, mens jeg kunne høre han kom tættere på. Hvor han tog min ene hånd, og puttede håndjern på.

"Vent! Jeg tror jeg har brækket det andet håndled" græd jeg, da jeg kunne mærke han tog fat i det.

"Hun har ret, det føles også underligt" fortalte han til sine kollegaer. Mens han tog det af mit andet håndled.

"Kan du følge pænt med ned til bilen?" spurgte en anden, så jeg nikkede. Hvor jeg kunne se Kian blive lagt i håndjern.

"Bare jeg kommer væk fra den psykopat" svarede jeg snøftende, så han nikkede og tog fat i min overarm. Hvor jeg stille fulgte med ham, og 1 anden betjent ud af lejligheden og ned af trapperne, så vi kom udenfor.

"Hvis du sætter dig ind i bilen her, så køre vi dig ned på stationen" sagde han, så jeg nikkede og satte mig ind i bilen.

"Omkring dit håndled, så vil der være en læge dernede, som vil ordne det når du ankommer" tilføjede han, så jeg igen nikkede.

"Må jeg egentlig godt spørger dig om noget?" spurgte han, mens han satte sig på hug ved mig. Hvor jeg sad inde i politibilen, og hans sad lige ude foran.

"Ja, selvfølgelig" svarede jeg, mens jeg kiggede ned i mit skød.

"Hvad skete der deroppe?" spurgte han, mens han kiggede med medlidenhed på mig.

"Vi kom op og skændes, og pludselig gik han bare amok" svarede jeg, mens jeg kunne mærke tårerne komme frem igen.

"Du behøver ikke fortælle mere" sagde han stille, så jeg nikkede mens jeg snøftede.

"Jeg håber du får en god ende på denne forfærdelig dag" smilte han, så jeg kom med et lille smil.

"Tak, og tak for hjælpen. Hvis i ikke havde været der, tror jeg ikke jeg havde været her nu" sagde jeg, mens jeg kiggede ned på ham. For jeg tør vædde med at jeg aldrig var kommet levende fra ham.

"Du skal ikke takke os, men din nabo, for de hørte du råbe og skrige, mens ting blev smadret og de frygtede for dit liv. Da de kun kunne høre dig skrige" fortalte han. Så jeg blev helt varm om hjertet, og hvor elskede jeg bare Fru. Simons nu.

"Vil du ikke sige tusind, tusind tak for mig, og sige jeg skylder hende mit liv?" spurgte jeg.

"Jo, det skal jeg nok" smilte han, så jeg nikkede. Hvor han lukkede døren, og kort efter begyndte bilen at køre.

Hvad der ville ske med mig, ja det ville Gud kun vide. For jeg vidste jo ikke om de ville tro på mig, altså juryen og dommeren. For politiet så mig jo med en kniv i hånden, da de kom ind af døren. Så måske de ikke ville tro mig. Men forhåbentlig ville Fru. Simons vidne mod Kian, så jeg kunne få en retfærdig dom. For jeg gjorder jo ikke andet end at forsvarer mig, så hvis jeg blev sat i fængslet, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre. Håbede også de ville finde nogle beviser i hans lejlighed på at det var mig der blev kastet rundt, slået og alt muligt. For det var mig der var offeret og ikke Kian.


"I miss you old side, not this side.

I will always love the old Kian - but not the new now, so bye bye!"

Plus hvad syntes i om den allerede?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...