⎜Help me⎜Justin Bieber⎜

Alexa starter med at være inde i hendes mest fantastiske forhold. Det bedste forhold hun nogensinde har haft, hvor hun troede intet kunne skille dem ad, og de bare skulle være sammen for evigt. Men det skulle pludselig ødelægges da hendes kæreste og hende finder ud af noget tragisk, der ændre begges deres liv. Hvordan det har ændret hendes, og hans liv, kan du finde ud af? Om der pludselig kommer en anden fyr ind i billedet, kan du også finde ud af? Om det ender godt eller skidt, kan du også finde ud af? - Men denne movellas handler om Alexa der har brug for hjælp, men fra hvem eller fra hvad? Læs med og find ud af det.

102Likes
482Kommentarer
129085Visninger
AA

30. Do we have to argue?

Justin's synsvinkel

 

Det var blevet mandag igen, som betyder at vi var trådt ind i en ny uge med træning. For jeg måtte jo ikke træne hele sidste uge for Valerie, så det betød at jeg nu skulle træne for første gang i dag, med min brækkede næse. Jeg havde stadig min skinne på, da den stadig skulle støtte min næse, så den ikke blev skæv. Hun havde været henne ved mig på et tidspunkt jeg gik forbi hende og fortælle at jeg kun måtte spille hvis min næse ikke begyndte at bløde igen, for det betød bare at den ikke var klar til at træne. Hvor jeg så skulle vente endnu en uge før jeg vidste om jeg måtte træne igen, altså næste mandag bare for en sikkershedsskyld. Så håbede virkelig ikke at den ville begynde at bløde mens vi trænede, for havde det allerede dårligt med at jeg havde misset 3 træninger. For mens alle de andre blev bedre og bedre, så ville jeg til sidst skulle indhente en helt masse for at komme op på deres niveau.

Men det eneste jeg så ikke glædede mig til var at se Alexa, for efter alt det hun havde fortalt mig vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre. For havde selvfølgelig trøstet hende den aften, og sagt at hun nok skulle klare den, og at jeg altid ville være der for hende, men havde så undgået hende lige siden. For kunne slet ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre med det hele. For hun fortalte mig at hun muligvis ville finde sammen med Kian igen hvis de mødtes, for hun elskede ham stadig et eller andet sted, selvom hun næsten var røget i fængsel som 16 årig og gravid på grund af ham. Derfor ville jeg ikke se hende, da jeg ikke kunne fatte at hun ville gå tilbage til en fyr der havde forårsaget hende så meget smerte, næsten dræbt hende og hendes søn, og så stadig overveje at tage ham tilbage. Her stod jeg, lige foran hende, og havde aldrig gjort en flue fortræd, og mig ville hun ikke overveje bare det mindste.

For måske havde vi kysset, og været lidt seksuelt sammen, men kunne mærke på hende at hun ikke mente de ting som hun gjorder som sådan. For første gang der var hun lidt fuld kunne jeg mærke, så det var sikkert bare en fejltagelse at det skete. For siden hun kaldte det en "opgave" så kunne det godt lyde som en fejltagelse, så det gik jeg så udfra at det var. At hun kyssede mig på vores date, det var jo også bare noget der skete, da jeg spurgte om et kys, og det gav hun mig så. Det var også mig der ledte op til kysset hjemme hos hendes mor, efter vi havde sovet sammen. For hun så bare så sød ud, og fordi jeg jo har en ret stor forelskelse i hende allerede, så kunne jeg ikke lade vær nu hvor hun var så tæt på. Det der så skete sidste mandag var så hende der startede det, så vidste ikke helt hvor vi lå, men var bare blevet virkelig knust over at hun ville vælge Kian i stedet til mig, og derfor forvirrede alt det der mig.

Men var i skole, og det var blevet spisefrikvarter, og så her sad jeg bare, og stak til min spaghetti med kødsovs, som jeg plejede at elske. Vores skoles mad var jo ikke så ulækker som alle andre skolders, så derfor kunne det rent faktisk godt spises. Men lige i dag så syntes jeg bare at den så gammel og kedelig ud, så derfor sad jeg bare og stak til maden. Sad sammen med Ryan, Chaz og Allison, eller det var nu mere dem og mig. For de snakkede ikke rigtig med mig, og jeg snakkede ikke med dem. Jeg var her bare og de lod sig vidst ikke genere af det, og af det at jeg så trist ud og ikke rørte min mad det mindste, lod hellere ikke til at genere dem eller lægge mærke til mig. For som sagt så snakkede de jo bare videre, og lod mig sidde og stene. Den ene gang Dylan rent faktisk ikke gjorder mig noget og lod mig spise sammen med mine venner, var den dag de valgte at ignorer mig, yay! Havde kun set ham en gang i dag, og der havde han kun givet mig et kort blik, og siden har han ikke værdiget mig et klik, men det betød også ingen bank.

"Jeg smutter" sagde jeg inden jeg rejste mig op, som endnu engang ikke afbrød deres samtale.

Så derfor rejste jeg mig bare med min mad, og bevægede mig indenfor, hvor jeg satte min tallerken på plads og gik hen og tog fat i en vand og bevægede mig ned mod omklædningsrummet. For skulle træne efter spisefrikvarteret, så derfor kunne jeg lige så godt gå derned nu og få klædt om, selvom der var ca. 20 minutter tilbage af det. Jeg kom ned til omklædningsrummet hvor jeg fik hilst på Mr. Strong som sad inde bag glasset, inden jeg gik ind og fandt hen på min plads, hvor jeg hev mine træningsting ud og hev min trøje henover hovedet, inden jeg satte mig op af væggen og begyndte at tænke lidt. For det irriterede mig stadig helt vildt at Alexa elskede Kian. For hvordan kunne hun finde på at elske sådan et monster? Jeg forstod det ikke, og ville aldrig forstå det..

~

Alexa's synsvinkel

 

Jeg var kommet før tid hen på skolen som altid, da jeg jo spiste mad herover som jeg godt måtte, og var nu på vej ned til drengenes omklædningsrum. Jeg havde i dag siddet sammen med de andre lærer, hvor jeg fik snakket lidt med Mr. Strong omkring træningen i dag. Han var så gået før mig da han skulle ordne nogle papirer omkring kampe vi skulle til og en masse stævner, og så noget omkring ombygninger til deres mini stadion udenfor som vi spillede på. Det var i hvertfald det jeg fik ud af hans mumlen fra en telefonsamtale han var i på vej ud af døren og ned mod det lille rum hans sad i ved drengenes omklædningsrum. Da han var gået havde jeg så siddet og snakket med nogen af vikarerne, da det var dem der var tættest på min alder. Men de var bare ikke så interessante, så derfor fik jeg undskyldt mig, så jeg kunne gå ud på banen og få spillet lidt bold da jeg kedede mig, og det havde jeg også gjort de andre dage.

For underligt nok så kunne jeg ikke finde Justin nogensteder, og derfor var mine frokoster rigtig kedelige, og blandt lærerne/vikarerne. For gad ikke sidde udenfor mere hvis han ikke var der, og hans venner. For på bare den ene dag sammen med dem, så hyggede vi os faktisk okay meget, og derfor ville jeg gerne have sådan en dag med dem igen, men fordi jeg ingen Justin havde set tirsdag og onsdag derude, så kunne jeg jo ikke sidde sammen med dem igen. Og derfor opgav jeg bare at lede efter ham, og valgte så bare at sidde inde ved lærerne, for måske undgik han mig, fordi han fandt min fortid var for meget. For havde fortalt ham alt, da det med min værste dag i mit liv kom ud, havde jeg følt så dejlig en lettelse fra skulderne, at jeg følte jeg bare skulle have alt ud. Men det kunne sagtens havde været alt for meget for Justin at høre, og fordi han ikke gad have mere med mig at gøre, så i stedet for at sige det til mig, så prøvede han bare at undgå mig for ikke at sige det face to face.

For mange drenge/piger tænker at det måske gør mindre ondt hvis man ikke siger det face to face, men det virker bare mere personligt og bedre når man siger det direkte til personen end over nettet eller bare slet ikke at sige det. Og det var så det Justin gjorder, i stedet for at sårer mig med at sige han ikke gad mig, så undgik han mig bare. Når, nu ikke mere om det. Jeg var kommet til omklædningsrummet hvor jeg fandt Mr. Strong i en telefonsamtale igen, så derfor gik jeg bare ind i omklædningsrummet uden at sige jeg gjorder det. For ville ikke forstyrre ham, og han ville nok finde ud af at jeg var ude på plænen og spille, når han selv kom herud. Jeg bevægede mig så igennem omklædningsrummet, men noget fik så fat i min interesse, så derfor tog jeg 2 skridt tilbage hvor jeg kom fra, vendte mig mod højre og fik så øje på en Justin der sad helt henne i hjørnet, lidt foroverbøjet med hænderne foran ansigtet.

"Er du okay?" spurgte jeg stille, som åbenbart ikke var stille nok, for han satte sig forskrækket op.

"Wow.. Øhm, He-hej Alexa" sagde han nervøst, mens hans øjne flakkede lidt rundt.

"Noget galt?" spurgte jeg forsigtigt, mens jeg bevægede mig hen mod ham.

"Øhm, nej, jeg har det fint" svarede han, mens han fik sin træningstrøje på.

"Så du må godt træne igen?" spurgte jeg, mens jeg satte mig hen ved siden af ham.

"Mmm" svarede han, mens han fik sine shorts på, som han nok var ligeglad med jeg så ham skifte til.

"Er den stadig øm?" spurgte jeg. Alle de her spørgsmål var bare for at finde ud af om han virkelig prøvede at undgå mig eller ikke.

"Ikke som den var i starten" svarede han, mens han undgik øjenkontakt mens han fik sine skinner, strømper og støvler på.

"Er du så klar på at vise mig hvad du rigtig kan?" spurgte jeg, da jeg stadig ikke havde set det endnu.

"Måske" svarede han lidt mumlende.

"Okay" sagde jeg lavt, som gav en lille akavet pause mellem os - Hvor han bare sad og fik sine ting på, og puttede tape om sine sokker for at holde skinnerne bedre på plads. Hvor jeg blev nød til at afbryde den med et spørgsmål der nagede mig.

"Hvor har du været de sidste par dage?" spurgte jeg, mens jeg holdte blikket nede på gulvet.

"Skole" svarede han kort og kontant, så jeg tog en dyb indåndning.

"Har du været til spisefrikvarterene tirsdag og onsdag" spurgte jeg stille.

"Mmm" svarede han lavt, så jeg kiggede op på ham og så han sad og kiggede væk fra mig.

"Jeg kunne ikke se dig, så troede du var syg" sagde jeg sådan lidt spørgende, så han kunne uddybe sig lidt.

"Spiste sammen med mine venner inde i klassen, for Dylan ikke skulle finde os" svarede han.

"Når okay, ville ellers gerne havde spist sammen med jer, da jeg har været ret alene" sagde jeg, som fik ham til at kigge hen på mig, og for første gang få øjenkontakt med ham.

"Men nu er jeg da glad for at høre at det ikke er på grund af det jeg fortalte dig" tilføjede jeg, som fik ham til at kigge væk igen. Og der vidste jeg præcis at det var derfor han havde holdt afstand fra mig.

"Hvorfor sagde du det ikke bare" sukkede jeg, da det irriterede mig at vi ikke kunne ses på grund af det, og han ikke bare havde sagt det, eller stoppet mig under det hele, hvis det blev for meget.

"Hvad mener du?" spurgte han, stadig uden at kigge på mig.

"Hvad er grunden til du ikke vil ses med mig, troede endelig jeg havde en rigtig ven og så undgår du mig bare" svarede jeg.

"Jeg undgår dig ikke, jeg spiste bare sammen med mine venner og gik bagefter det, da jeg jo ikke skulle træne de dage" svarede han.

"Du har heller ikke svaret på mine sms'er" sagde jeg lidt mere bestemt, da det sårede mig mere.

"Min mobil er i stykker" mumlede han.

"Hvad?" spurgte jeg, med et løftet øjenbryn og armene over kors.

"Min mobil er til reperation" svarede han, mens han fik sine ting ind i sit skab.

"Og det kunne du ikke bare havde sagt?" spurgte jeg irriteret.

"Hvordan? Den virkede jo ikke" svarede han irriteret.

"Hvad med at finde mig før træningen og fortælle det?" spurgte jeg igen irriteret.

"Det tænkte jeg ikke på, men skal vi skændes?" spurgte han og prøvede at komme væk fra vores skænderi.

"Ja, for dine forklaringer er dårlige" konstaterede jeg, med et bestemt blik.

"Hvad hvis de rent faktisk er sande?" spurgte han, mens han rejste sig op og begyndte at gå udenfor.

"Det kan de ikke være" svarede jeg, stadig med armene over kors, mens jeg fulgte ham udenfor.

"Men det er de" sagde han, mens han gik hen mod redskabsskuret og fik nogle bolde ud.

"Havde faktisk brug for din hjælp, men fordi du jo prøvede at undgå mig, så blev jeg nød til at gøre alting selv" sagde jeg, for at give ham dårlig samvittighed.

"Min hjælp til hvad?" spurgte han, mens han gik og sparkede til en bold.

"Mit værelse" svarede jeg, mens jeg selv fik fat på en bold.

"Så det er helt færdigt?" spurgte han, og kiggede hen på mig.

"Mm, og ikke takket været dig" svarede jeg, mens jeg driblede hen til målet og fik skudt hårdt til bolden, og følte alt min vrede kom ud af den grund - Så det ville jeg gerne gøre igen.

"Giv mig en bold" sagde jeg til ham, hvor jeg fik skudt et par stykker hen til mig, som jeg begyndte at skyde hårdt ind mod målet en efter en.

"Så hvad har du så lavet?" spurgte han, mens han stadig undgik mig blik.

"Trænet dit hold og bygget møbler" svarede jeg irriteret, mens jeg stadig fik sparket bolde ind i målet.

"Og Mason?" spurgte han.

"Er ked af det fordi han savner dig, men det du jo også ligeglad med ikke" svarede jeg, mens jeg igen fik tyret en bold i mål.

"Alexa.." sukkede han, mens han fik skudt boldene ud af målet og hen mod mig.

"Hvad? Har jeg ikke ret?" spurgte jeg, mens jeg tog imod boldene og lagde dem så jeg kunne skyde til dem.

"Nej, og det ved du godt" svarede han, mens han gik hen mod mig.

"Jeg ved jo ingenting, for pludselig så undgår du mig bare, og har ingen ide hvorfor" sagde jeg, mens jeg igen begyndte at skyde bolde på mål.

"Min mobil var til reperation, og fordi jeg ikke gad Dylan, så spiste jeg inde i klassen med mine venner" sukkede han.

"Det siger du jo, men når jeg snakker om hvad der skete sidst vi var sammen, så kigger du hurtigt væk" sagde jeg, mens jeg kiggede hen på ham og så han skar ansigt ved det.

"Se! Du bliver utryg ved det, hvad er grunden til det?" spurgte jeg, mens jeg pegede på ham.

"Fordi jeg er sur, okay!" svarede han hårdt tilbage, så jeg blev lidt chokeret over hans udbrud.

"Hvorfor?" spurgte jeg på en stille, men nysgerrig måde.

"Det er jeg bare. Så kan vi slutte den her samtale?" spurgte han irriteret, inden han som jeg gjorder før, fik tyret bolde i mål som alle sad helt vildt perfekt inde i målet.

"Hvorfor?" spurgte jeg, bare for at presse ham lidt. For det var som om han spillede bedre når han var sur.

"Fordi jeg ikke gider snakke om det" svarede han, mens han koncentredede sig om boldene der skulle i mål.

"Jamen, hvorfor?" spurgte jeg igen.

"Er du fatsvag, jeg gider ikke snakke om det fordi det gør mig sur!" råbte han ind i hovedet på mig, så jeg blev helt målløs og trådte et par skridt tilbage. Hvor jeg hørte gisp, og først nu opdagede at de andre drenge var kommet udenfor.

"Okay" mumlede jeg, mens jeg bevægede mig hen mod de andre drenge. For siden det gjorder ham så sur, så måtte vi heller stoppe samtalen her.

"Skal vi begynde træningen?" spurgte jeg, mens jeg kiggede rundt på spillerne, hvor de nikkede lige så stille. Hvor jeg bemærkede Justin komme herhen lige så stille, hvor han havde et irriteret udtryk i ansigtet.

"Hvad skal vi lave i dag?" spurgte Taylor, mens han akavet kløede sig i nakken, på grund af stemningen.

"Skudtræninger og så rykker jeg angrebstræningen til imorgen" svarede jeg, da jeg helst ikke ville koncenterer mig om Justin og de andre angrebsspillere lige i dag - Plus Dylan var syg.

"Okay" svarede han, inden han bad drengene følge med ham så de kunne starte opvarmningen.

Hvor jeg fik stillede mig i midten af deres 2 rækker, og sagde hvad de skulle gøre. Det var lidt akavet at skulle guide dem nu hvor jeg hele tiden fik øjenkontakt med Justin når han løb forbi mig, men jeg måtte bare lade som ingenting og træne drengene. For bare fordi mig og Justin havde et mindre problem lige nu, så skulle det ikke gå udover alle de andre. Så derfor måtte jeg skubbe det til siden, og koncentrer mig om træningen og om de fik noget ud af at være her. Hvor Justin overraskende nok spillede meget bedre end han nogensinde havde gjort, så måske jeg skulle gøre ham sur hver gang. Ikke at jeg havde lyst til det, men han spillede bare meget bedre end jeg havde set ham gøre, og jeg var ikke ene om det, for Taylor fik også rost til Justin, som fik et smil til at sprede sig på hans læber, som overraskende nok fik mig til at smule helt vildt. 

 

"You get in the biggest fight with the people you care about the most 

Because those are the relationships you're willing to fight for"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...