⎜Help me⎜Justin Bieber⎜

Alexa starter med at være inde i hendes mest fantastiske forhold. Det bedste forhold hun nogensinde har haft, hvor hun troede intet kunne skille dem ad, og de bare skulle være sammen for evigt. Men det skulle pludselig ødelægges da hendes kæreste og hende finder ud af noget tragisk, der ændre begges deres liv. Hvordan det har ændret hendes, og hans liv, kan du finde ud af? Om der pludselig kommer en anden fyr ind i billedet, kan du også finde ud af? Om det ender godt eller skidt, kan du også finde ud af? - Men denne movellas handler om Alexa der har brug for hjælp, men fra hvem eller fra hvad? Læs med og find ud af det.

102Likes
482Kommentarer
128755Visninger
AA

27. Bad decisions..

Alexa's synsvinkel

 

Hvad skete der lige? Det eneste jeg prøvede på var at spørger om det var gået godt med Valerie, og hans brækkede næse, men så stak han bare af. For måske havde bedøvelsen ikke virket ordentlig, og så han ville havde kunne haft brugt min hjælp. Selvom han ikke sagde at det var mig, så kunne det kun være på grund af mig at han løb. For han kunne vel høre på min stemme af det var mig, og ikke Dylan igen, så hvorfor løb han? Jeg havde jo ikke gjort noget, mod ham. Jeg havde jo været der for ham hos Valerie, og så var jeg gået herned til de andre drenge for at træne dem, for vi skulle jo træne for at komme videre til mesterskaberne. Hvis han var sur over jeg var gået herned for at træne drengene, så kunne han jo bare havde sagt at jeg skulle havde blevet hos ham.

Men fordi jeg jeg jo ikke bare kunne lade drengene værre, så var jeg nød til at træne dem, selvom det jeg mest havde lyst til var at indhente Justin og spørger hvad jeg havde gjort. Plus han måtte ikke engang løbe på den måde han gjorder, for han skulle jo forholde sig i ro, og de gjorder han ikke ved at løbe som han gjorder. Når men som sagt så gik jeg tilbage og trænede drengene, og for første gang var det ikke ulideligt at træne Dylan. For, for første gang så var han faktisk sød, og jeg fik det faktisk også bedre med at vi på en måde havde fred nu. For det var jo ikke kun Justin han irriterede, men også dig. Men klokken var ved at blive mange, så i skulle snart til at slutte træningen af, og tage hjem. De havde også trænet hårdt idag, så det kunne være godt at komme ind i bad for dem.

"Så er i færdige drenge!" råbte jeg, da de jo kommunikerede med hinanden, og jeg så skulle overdøve det.

"Okay" råbte de i kor, mens de stoppede deres øvelse og kom hen til mig, hvor jeg fik bolden af Mason.

"Hey Dylan?" råbte jeg, da drengene var på vej ind. Så han vendte sig mod mig.

"Mmm?" spurgte han, mens han gik hen mod mig igen.

"Kan vi ikke lige snakke?" spurgte jeg, da jeg følte for at vi måske ville kunne få snakket omkring hvad der gav ham den sorg han havde gemt bag sin facade.

"Om hvad?" spurgte han, mens han kiggede nysgerrigt på mig.

"Kom" svarede jeg, mens jeg hev ham ud på græsplænen hvor jeg satte mig ned, og træk ham ned til mig, så han sad overfor mig.

"Jaer?" sagde han, til at jeg skulle begynde vores snak, så jeg rømmede mig lidt.

"Du ved vores kram right?" spurgte jeg, så han nikkede til jeg skulle uddybe det.

"Grunden til jeg krammede dig var fordi jeg følte jeg kunne se en form for sorg i dine øjne" tilføjede jeg.

"Sorg?" spurgte han lettere forvirret, mens han øjne flakkede en smule.

"Mm, som at du bare har den der facade som du har bygget op fordi du inderst inde føler sorg" svarede jeg.

"Det er ikke sandt" sagde han, mens han kiggede ned, så jeg fornemmede jeg ramte plet.

"Hvad er det der skaber din sorg?" spurgte jeg, mens han lagde en hånd hen på hans hånd - For at vise at jeg var der for ham.

"Behøver vi snakke om det her?" spurgte han lettere irriteret.

"Ja, for jeg føler at det er din grund til at du gøre de ting du gøre mod andre, for at lede dig væk fra den smerte du går og bær på. Men hvis du måske prøver at fortælle mig om den, så jeg kan hjælpe dig med at den vægt på dine skuldre bliver lettere" svarede jeg.

"Jamen, jeg har ikke lyst til det!" snerrede han, inden han rejste sig op, så jeg skyndte mig at tage fat i hans arm.

"Hey hey, vent lige - Jeg gør det jo kun for at hjælpe"  sagde jeg, mens jeg kiggede oprigtigt på ham. For måske han troede jeg gjorder for at gøre grin med ham, men sådan var jeg ikke - Jeg ville bare hjælpe.

"Jamen jeg har ikke brug for din hjælp" sagde han vredt, mens han rystede min arm af sig, og begyndte at gå.

"Dylan, vent nu lige!" råbte jeg, mens jeg skyndte mig efter ham, og igen tog fat i hans arm.

"Fatter du ingenting, jeg gider ikke forhelvede - Det er en del af mit liv, så hvis du fikser det, er jeg ingenting!" råbte han ind i hovedet på mig, så jeg fik et chok af hans udbrud.

"Dylan rolig" sagde jeg stille, mens han stadig bare kiggede koldt på mig, mens han trak vejret hurtigt gennem næsen.

"Jeg er sikker på du ikke er ingenting uden din facade, du skal bare have hjælp" sagde jeg stille, mens jeg kiggede ham i øjnene. For så kunne han se at jeg talte sandt.

"Mhm-mm" mumlede han, mens han rystede på hovedet, så jeg igen lagde armene om ham. For kunne se det rørte ham et eller andet sted inde i ham, så derfor skulle han havde et kram for at føle sig taget af. For som jeg sagde tidligere, så kunne jeg mærke at det var savnet.

"Hvorfor gør du det her mod mig? Er det på grund af Justin, at du prøver at ødelægge mig?" spurgte han vredt.

"Det har intet med Justin at gøre. Som sagt tidligere kunne jeg se en slags sorg bag dine øjne da jeg råbte af dig tidligere, og derfor fik jeg det vildt dårligt bagefter. For har en fornemmelse af at det er fordi du oplever det der hjemme?" sagde jeg sådan lidt spørgende, så han kunne svare om det var rigtigt eller ej.

"Det sker ikke så tit.." hviskede han, så jeg trak mine arme til mig, og kiggede på ham med et blik, så han vidste jeg lyttede med og gav ham den tid han havde brug for, for at få snakket ud.

"..Kan vi ikke snakke efter jeg har været i bad?" spurgte han efter lidt tid, så jeg nikkede. For måske han lige skulle bruge lidt tid til at tænke over hvad han skulle sige.

"Jo, det er helt okay" svarede jeg, så han nikkede og sammen gik vi hen mod drenge omklædningen.

"Kan du ikke lige se om de er færdige?" spurgte jeg, inden Dylan nåede helt ind.

"Drenge har i tøj på?" råbte Dylan, så jeg kunne høre mumlen bag døren, da den var lukket i igen.

"De er færdige" fortalte Dylan, da han åbnede døren igen, så jeg fulgte med ham ind og hen mod drengene.

"Fik du skæld ud?" grinte Jackson, da han så Dylan komme ind, hvor han hev trøjen over hovedet.

"Jeg har jo intet gjort, så hvorfor skulle jeg få skæld ud?" spurgte han irriteret, mens han satte sig hen på sin plads. Hvor jeg bare gik videre, men kunne dog ikke undlade at høre den sidste kommentar fra Dylan.

"Hvorfor skulle hun så snakke med dig?" spurte Jaden nysgerrigt. Kunne næsten kende forskel på alle drengenes stemmer.

"Hun snakkede ikke så meget, da hun havde travlt med at sutte min pik" grinte han kækt.

"Yeah right" grinte Taylor, hvor jeg også bare rystede på hovedet af det han sagde. For her prøver man at hjælpe, og så kommer han med det der. Det var sikkert for at komme tilbage til hans facade, som jeg prøvede at ødelægge, men det var virkelig over stregen.

"Mener det, hun sutter pik fucking dejligt" grinte han, så jeg blev nød til at gå. For hvis jeg ikke gik, så kom jeg aldrig til at hjælpe ham, for han gjorder mig virkelig irriteret..

~

Så her sad jeg i min bil og ventede på Dylan ville komme ud og snakke med mig. For vidste ikke hvor vi skulle sidde henne, så derfor valgte jeg bare min bil. Jeg var stadig lidt irriteret over det jeg havde hørt inden jeg forlod omklædningsrummet, men jeg var fast besluttet på at hjælpe ham, selvom han prøvede at grave sin egen grav. For hvis jeg ikke hjalp ham, så ville han bare blive ved med at tro at hans facade var en god ting at have, men det ville helt sikkert ødelægge ham i fremtiden. For folk ville bare vende ryggen til ham fordi de vidste hvordan han var, og ikke ville hjælpe ham, da han havde trådt på dem i fortiden. For Justin ville altid havde i baghovedet alle de ting Dylan havde gjort mod ham, og hvis Dylan så var i en form for knibe, ville han helt sikkert tøve lidt. Han ville sikkert hjælpe nu hvor han er så godhjertet, men han ville helt sikkert tøve en del.

Men havde nu ventet i ca. 20-25 minutter og begyndte lige så stille at miste tålmodigheden og mistænke det at han måske var gået. For drengene plejer at være hurtige at om at skifte, og især Dylan da han aldrig gør sig i stand efter træning. Han tager normalt bare et par joggingbukser, en tank top/t-shirt, sone H2O sko og en hættetrøje med lynlås udover hvis det er koldt. Hans hår sætter han aldrig, så derfor ville det ikke tage så langt tid, og han var som regel også den hurtigt ude med sine venner. Da de havde det med at skulle stå op af hans bil, og se skræmmende ud foran alle dem der forlod skolen, og det for ca. 5-10 minutter siden de fleste var gået.

"Omg main!" udbrød jeg irriteret, inden jeg slog ned i rettet og fremkaldt et højt dyt - Som skræmte dem der var på vej hjem. Så dem fik jeg lige kigget undskyldende på, da det jo ikke var med vilje.

Ligesom jeg nærmest havde opgivet håbet, kom han endelig til syne oppe ved skolens indgang sammen med de fleste drenge fra holdet. Hvad de mon havde lavet var et godt spørgsmål, for de plejede sku aldrig at følges alle sammen. Så enten var der sket noget nyt, eller så ville jeg helst ikke vide det, for viste det sig at være på grund af det jeg havde hørt, så tøvede jeg ikke med at smide ham af holdet, for man skulle sku havde respekt for sin træner - Selvom jeg var en pige. De kom så tættere og tættere, hvor jeg bemærkede at Dylan havde fået tændt en smøg på vejen herned, så jeg sukkede. For med Mason i min bil, så ingen smøger, så derfor steg jeg ud af min bil. For så blev vi enten nød til at snakke i hans eller stå herude og snakke.

"Hey baby" smilte Dylan smørret, da han kom tættere på mig. Hvor de andre drenge begyndte at grine, og give ham håndklask inden de forlod mig og ham alene.

"Vil du have hjælp eller ikke?" spurgte jeg irriteret, mens jeg lagde armene over kors og vægten på mine højre ben.

"Ja, på en betingelse" svarede han flabet, så jeg løftede det ene øjenbryn.

"Og den er?" spurgte jeg, stadig med armene over kors.

"Et blowjob" svarede han med et bid i læben, så jeg kiggede på ham med åben mund og udspildede øjne.

"Undskyld mig mens står der luder i panden på mig?" spurgte jeg, hvor han skulle til at svare med et smørret smil, men jeg kom ham i forkøbet.

"Ved du hvad? Du kan rende mig. Jeg er så ligeglad med om dine forældre muligvis gør dit liv mindre surt at leve i. For på bare 4 træninger så er jeg blevet så pisse træt af dig, at jeg godt forstår hvorfor dine forældre gør det. Jeg ville kraftedeme også råbe sådan af dig, hvis du var mit barn! Du gør mit liv surt at leve i, så at dine forældre har skulle leve med dig i 16 år, er mig en gåde at de har kunne overleve det. For jeg var sku skredet for længst" råbte jeg, da jeg igen kogte af vrede. Hvor han igen skulle til at sige noget, men jeg afbrød ham.

"Spar mig, jeg gider ikke bruge min tid på dig" sagde jeg, inden jeg gik ned til min bil og satte mig, hvor jeg hurtigt tændte den, og bakkede ud så jeg kunne begynde at køre.

Hvor jeg kunne se på Dylan at han virkelig fortrød at have sagt det der til mig. For mens jeg bakkede ud, og begyndte at køre mig vej, kunne jeg se at han gik og bandede, mens han gik lidt frem og tilbage og rev sig i håret. Jeg fik lidt ondt af ham, for vidste at det jeg havde sagt ramte hårdt, da jeg jo var sikker i min sag tidligere at det var hans forældre. Derfor fik jeg også et stik af skyldfølelse, for siden jeg jo vidste at det var på grund af hans forældre, så var det også virkelig ondt at bruge det mod ham, og nu hvor jeg jo var så moden af min alder, så syntes jeg virkelig at jeg kunne mærke mit teenage gen komme lidt tilbage, som jeg ikke havde set siden jeg fik Mason.

Min teenage side at jeg skulle gøre så noget så dumt som at bruge så ømt et punkt mod en anden, for at få det bedre. For da jeg råbte alle de ting til ham, så troede jeg at jeg ville få det bedre med mig selv, og føle at jeg sejrede ved at havde sagt de ting til ham. Men jo længere og længere jeg kom fra Dylan og skolen, jo dårligere fik jeg det med mig selv. For det var virkelig ikke okay det jeg havde sagt til ham, så derfor drejede jeg modsat vej af min mor og kørte hen til et sted jeg vidste ville få mig i bedre humør. For han var sikkert taget hjem nu, da jeg var kørt ret langt fra skolen, så kunne ikke nå at få sagt undskyld, så det måtte blive i morgen til træning. Hvor jeg håbede på at han ikke ville gøre noget dumt, selvom jeg tvivlede på at han ville gøre noget på grund af mig og min store mund. Håbede bare på at jeg havde ret, og derfor gik mine tanker nu kun på det sted jeg var på vej hen..

 

"Don't let your emotions make your decisions.. 

To late for that quote.."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...