⎜Help me⎜Justin Bieber⎜

Alexa starter med at være inde i hendes mest fantastiske forhold. Det bedste forhold hun nogensinde har haft, hvor hun troede intet kunne skille dem ad, og de bare skulle være sammen for evigt. Men det skulle pludselig ødelægges da hendes kæreste og hende finder ud af noget tragisk, der ændre begges deres liv. Hvordan det har ændret hendes, og hans liv, kan du finde ud af? Om der pludselig kommer en anden fyr ind i billedet, kan du også finde ud af? Om det ender godt eller skidt, kan du også finde ud af? - Men denne movellas handler om Alexa der har brug for hjælp, men fra hvem eller fra hvad? Læs med og find ud af det.

102Likes
482Kommentarer
128580Visninger
AA

26. A broken heart :(

Alexa's synsvinkel

 

Jeg var virkelig rasende på Dylan. For måske vidste jeg ikke hvad der var sket før Justin brækkede næsen. Men jeg turde vædde med at Justin slet ikke havde noget at gøre med at det lige pludselig ledte hen på en brækket næse. For han var så nede på jorden som man overhovedet kunne komme, og han var så sød at jeg tvivlede på om han overhovedet ville kunne slå en flue ihjel. For sådan virkede han bare, og siden vi jo havde kendt hinanden i noget tid, så følte jeg at jeg kendte Justin godt nok til at mene at han ikke ville starte et slagsmål bare sådan. Han var bare godhedenselv, og derfor skulle jeg havde den her samtale med Dylan lige når jeg fandt ham. For ville virkelig gerne havde det blev stoppet nu. For det kunne ikke være rigtigt at Justin skulle brække sin næse, fordi Dylan skulle være sådan et fjols, eller bevarer et hvis ry her på skolen. For kunne godt regne mig til at han var den der hårde type her på skolen, men det skulle sku ikke gå så vidt af det skulle gå udover folk der ikke gjorder andet end at komme her på skolen for at lære. Så derfor skulle det stoppes nu hvor skaden ikke var så stor, for turde vædde med det godt kunne blive værre.

Det lille uskyldige kys jeg gav Justin inde hos Valerie var et kys jeg gav ham fordi jeg syntes han havde gjort det godt. For selvom han jo led af nålefobien, så syntes jeg sku at det var godt gået af ham. For hvis jeg led af den fobi tror jeg at jeg var løbet ud derfra, men han var sej nok til at blive derinde. Hvis det viste sig at være på grund af mig han blev derinde, gjorder det mig bare glad. For det kunne måske være fordi at han ikke ville gøres til grin, fordi han måske ville imponere mig. For sådan er mange drenge, de vil ikke ses ned på at piger, og derfor prøver de at mande sig op. Men er man bange, så er man bange, så ville måske drille ham lidt med det, men ikke sådan at han ville blive såret af det, men bare så han også fandt det sjovt. Måske det ikke kun var fordi det var godt af ham, men også fordi jeg hav lyst til det, for savnede hans læber mod mine lidt.

Jeg kom hen til omklædningsrummene, hvor jeg fik åbnet døren for at høre om de var gået ud. For de plejede at larme en del, så hvis jeg lyttede lidt ville jeg kunne høre dem, men der var helt stille, så derfor gik jeg ind. Og som jeg havde troet, så var der helt tomt herinde for drenge, så derfor bevægede jeg mig gennem omklædningsrummet og ud på plænen hvor jeg så drengene lave de opvarmingsøvelser jeg havde sat dem til en af de første gange. For Taylor som jo var anfører vidste at det var noget han skulle gøre hver træning, så det var bare en selvfølge for ham at begynde på det med det samme. Da jeg begyndte at gå hen mod banen, stoppede drengene med øvelserne og tog noget vand, så kunne fornemme at de var færdige med øvelserne. Og som jeg havde gættet, så gik de alle hen til vanddunkene, hvor de tog noget vand og satte sig ned for at slappe af.

"Hey Diamond" hilste Taylor, da han fik øje på mig.

"Hey" svarede jeg, og virkede måske lidt kold. Men var bare så målrettet på at skulle snakke med Dylan, at jeg gik direkte hen til ham, hvor han stod og jonglerede. Hvor jeg som den kolde bitch jeg var lige nu, sparkede bolden af helvede til.

"Hey, hvad fuc-" mere nåede han ikke at sige, før jeg afbrød ham.

"Jeg skal snakke med dig!" sagde jeg bestemt, mens jeg hev ham lidt væk fra de andre.

"Hvorfor?" spurgte han forvirret, da jeg slap ham og stillede mig foran ham.

"Hvorfor prøver du at ødelægge jeres chance for at komme længere denne sæson?" spurgte jeg vredt.

"Hvad mener du?" spurgte han igen forvirret.

"Ved at brække næsen på Justin, så har du ødelagt chancen for at en af dine spiller bliver bedre. På grund af dig misser han 3 træninger, hvor han kunne lære noget, blive bedre og føre jer videre denne sæson. På grund af dig, så skal han ikke træne sammen med os, og prøve de nye øvelser af som jeg har med til jer. Så på grund af dig, så skal vi tage de øvelser igen, for i alle ved hvad i skal gøre og han ikke gør. For de øvelser jeg har med i dag, det er til jer angribere og det kan jeg så ikke lave før i næste uge, og nu skal jeg finde på noget helt andet. Du ødelægger det for hele dit hold ved at være så egocentreret som du er. Prøv dog for engangskyld at lukke øjnene op, og se henover dine egen næse main, det provokerer mig som person at se folk som dig gå rundt og spille så fucking hård og bedre end andre. Hvis du ikke snart får pillet din facade ned, så bliver jeg nød til at smide dig at holdet" sagde jeg vredt ud i en lang køre, mens jeg kiggede seriøst på ham.

"Hvor langt er Justin kravlet op i skrævet på dig, for kan høre at det ikke kun er hans pik der har været deroppe" grinte han, så jeg kogte over og til sidst havde min hånd fløjet gennem luftet og ramt hans kind, som gav en kæmpe genlyd og chokerede ikke kun Dylan, men også mig og alle de andre drenge og sikkert også Mr. Strong.

"Er du fucking syg i hovedet?" spurgte Dylan, mens han kiggede rasende på mig. Hvor jeg blev nød til at stå fast ved det jeg havde gjort.

"Nej, jeg slår bare noget fast i hovedet på dig - Bogstaveligtalt" svarede jeg flabet, med armene over kors og vægten henne på mit venstre ben.

"Og dig som skulle være 18 år, du opfører dig som en på fucking 5 år main!" råbte han ind i hovedet på mig.

"Mig? Hvem fuck er det der ikke kan leve med andet end at træde på folk og pisse dem af for at få det bedre?" råbte jeg.

"Du lukker bare du gør!" råbte han, mens han pegede truende på mig.

"Og hvad hvis jeg ikke gør?" råbte jeg, og mærkede at jeg begyndte at koge igen. Tror det at vi råbte af hinanden ledte hen på Kian's og mit forhold, og det her var bare starten på det.

"Så skal jeg nok lukke den for dig!" råbte han truende, mens han kom helt tæt på mig og kiggede mig koldt ind i øjnene. Hvor jeg underligt nok følte jeg kunne se en side af ham, jeg ikke havde troet jeg skulle se - Men kunne se sorg bag hans øjne, så tror mit næste træk overraskede ham.

"Hvad laver du?" spurgte han forvirret, da jeg havde lagt armene om ham.

"Noget jeg skulle have gjort fra starten af" svarede jeg, mens jeg stadig holdte om ham. Hvor jeg kort efter mærkede han slappede af i mine arme, og holdte om mig. Hvor han med ansigtet nussede sig ind i krogen mellem min skulder og hals.

"Kan føle at det her er længe siden du har prøvet det" hviskede jeg, da han blev overraskende rolig og hans knus var virkelig krævende.

"Mmm" mumlede han mod min skulder.

Så jeg regnede med at jeg havde gættet og set rigtigt. For nu hvor jeg holdte sådan her om ham, så kunne jeg se at det billede jeg fik af ham, da jeg kiggede ham i øjnene og så sorg, var rigtigt. Og derfor krammede jeg ham, da jeg fik dårlig samvittighed over at havde råbt af ham på den måde jeg havde gjort. For fik et billede af Dylan som lille, hvor han sad med knæene op til sig, mens han holdte armene på sine knæ, gemte sig i hans arme og blev råbt af hans forældre - Som var grunden til jeg fik dårlig samvittighed. Hvorfor jeg fik det billede ind i hovedet, vidste jeg ikke, men det var derfor jeg krammede ham. For hvis det vidste sig at være på grund af hans forældre at han havde det med at skulle være sådan som han var overfor andre, så manglede han kærlighed. Han manglede at der var nogen der tog sig af ham, og viste at de holdte af ham, og kunne give ham den omsorg som han manglede..

~

Justin's synsvinkel

 

Jeg havde fået min lille skinne på næsen, og bedøvelsen var ved at dø lidt hen, og det gjorder min næse rigtig øm. Så overvejede bare at tage hjem, da jeg ikke orkede at være herhenne. Skulle også ned og hente nogle piller på apoteket som Valerie havde skrevet en recept på at jeg skulle have, som var smertestillende mod mine smerter. Så skulle også lige finde ud af om jeg selv skulle ned og hente pillerne eller om min mor kunne gøre det for mig, eller hvis jeg var heldig kunne få Alexa til at køre mig derned efter træningen. Men det krævede så at jeg blev til træningen, og skulle holde mine små smerter ud, som måske ville blive værre med tiden. For Valerie sagde at det godt kunne gå hen og blive noget der ville give mig hovedpine og en masse smerter, så derfor skrev hun min recept. Så derfor vidste jeg ikke om jeg skulle tage hjem eller ej. Men fordi jeg havde sagt at jeg kom der ned til Alexa, så blev jeg jo nød til det, for kunne ikke skuffe hende, det følte jeg bare ikke at jeg kunne. 

Plus så kunne jeg jo virkelig godt lide hende - Ja, jeg havde sku indrømmet for mig selv at jeg kunne lide hende, og ønskede at hun blev min. Men jeg prøvede stadig at holde min følelser for hende inde, for ville ikke have det skubbede hende væk. For hvis det viste sig at hun ikke havde de følelser for mig, som jeg havde for hende, og hun så ikke ville være sammen med mig mere, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre med mig selv. For jeg følte mig hel sammen med hende, og derfor besluttede jeg mig at gå ned mod omklædningsrummet. For smerter eller ej, så ville jeg gerne se Alexa og gøre hende glad, ved at jeg kom derned. Så derfor bevægede jeg mig gennem omklædningsrummet og ud på banen, hvor jeg fik noget af et chok - For stod Alexa med armene om.. Dylan?

"Wtf?" hviskede jeg til mig selv, mens jeg kiggede hen på dem. For nu havde jeg slet ikke lyst til at være her mere.

"Hva så Justin?" hørte jeg en af drengene råbe, så jeg røg fra min tranche på Alexa og Dylan hen på dem, og så det var Ryan.

"Ville bare sige hej hej, såeh.. Hej hej" sagde jeg, mens jeg vendte mig rundt og skulle til at tage fat i håndtaget men Ryan stoppede mig.

"Hey vent lige!" råbte han, mens han kom løbene.

"Skal du ikke træne med?" spurgte han forvirret, mens spildede øjne op da han så min næse. Min trøje havde jeg smidt og havde i hånden da jeg ikke ville gå rundt med en blodigbluse på. Og havde også været ude på badeværelset og vasket mig lidt.

"Hvad er der sket?" spurgte han forbavset, mens han kiggede på min næse.

"Dylan" svarede jeg irriteret, mens jeg kiggede hen mod Alexa, hvor hun sammen med Dylan gik hen til drengene, med en arm om hans skuldre.

"Har han gjort det der?" spurgte han chokeret.

"Mmm, han bankede mig ind i væggen på toilettet" svarede jeg med et suk. For ville Alexa hjælpe mig eller være bedst buddies med Dylan?

"Shit, er den så brækket?" spurgte han, så jeg lagde øjnene på ham igen.

"Ja, og øm" svarede jeg, og bemærkede Alexa komme herhen.

"Når men jeg må hellere gå, for skal hen og købe noget smertestillende som Valerie sagde jeg skulle" sagde jeg forhippet, mens jeg greb fat i døren, som jeg åbnede og skyndte mig ind igen og løb gennem omklædningsrummet.

"Hey Justin vent!" kunne jeg høre hende råbe, som jeg ignorerede og flåede den næste dør op, og løb gennem skolen og fordi jeg ville væk herfra så hurtigst muligt, så glemte jeg mine ting i mit skab, inklusivt mit pennyboard..

"Justin!" råbte hun igen, men som før ignorerede jeg hende bare og løb videre, hvor jeg kom udenfor og løb den retning jeg skulle for at komme hjem.

"Hvorfor løber du?" råbte hun, oppe fra skolen af, som jeg igen ignorerede og løb videre. Skulle godt nok holde mig i ro, men det kunne jeg så ikke lige nu, for ville bare hjem og det kunne ikke gå hurtigt nok..

 

"What did I do wrong? Why am I good enough for you?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...