Tankespind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 30 jul. 2014
  • Status: Igang
(Indeholder spoilers af Spændkraft) Har du spekuleret over hvordan Birdys liv ville se ud, hvis Leo ikke døde? Hvad hvis hun stadig stødte ind i Darren og forelskede sig i ham, og hvad med Lula og Max og alle de andre? Følg kærligheden og dramaet i Tankespind. - Deltager i What If-konkurrencen.

22Likes
18Kommentarer
618Visninger
AA

3. Kapitel To

Som lyset forsvandt, stod jeg alene midt i et mørke, der pludselig blev dækket af episoder med mig, som jeg aldrig før havde set. Det måtte være min fremtid eller noget lignende.

  Den første jeg fik øje på var Leo, der lagde med hovedet imod ruden i bilen. Jeg gøs. Han var død. Jeg skyndte mig at kigge videre. Det kunne ikke være sandt. Der måtte være et klip, hvor han blev genoplivet. Men det eneste jeg kunne se, det var mig i koma, Lula og mig, der trænede, mig på stranden, mig, der stødte ind i en blondhåret, lækker dreng, mig, der var i vandkamp med ham, ham og mig og ham og mig, vi var overalt som nærmest et par – for vi kyssede - på nær få steder, hvor jeg kyssede en fodboldspiller med mørkt hår! Der var kun klip med sindssyge ting, der umuligt kunne blive min fremtid. Drengen transformerede sig til en puma, for helvede!

  ”Jeg vil væk herfra!” skreg jeg i håb om, at manden hørte mig og fik mig væk. Men der kom bare flere klip. Mere sindssyge klip.

  På et klip fløj der en helikopter. På et andet var der eksplosion. En anden igen var jeg i fængsel. Det var ikke længere kun drengen. Alt var fordrejet og skræmte mig.

  ”Hjælp mig ud!” Jeg forsøgte at løbe, men kom hen til flere klip.

  Til mit held begyndte lyset langsomt at komme tilbage, og inden jeg nåede at fatte det, lagde jeg på vejen igen og klemte hårdt fast om mandens hånd. Jeg slap og faldt helt bagover.

  ”Åh Gud,” stønnede jeg og var begyndt at ryste.

  ”Din fremtid,” begyndte manden, ”er som du kan se ikke et sikkert sted for os eller dig. For den sags skyld nogen. Så vi foreslår dig nu at gøre, som vi beder dig om, og alles fremtid vil se bedre ud. Forhåbentlig.”

  ”Så I ved ikke om det bliver bedre?” vrisser jeg, ”og alligevel vil I have, at jeg skal stole på jer og adlyde jer? Jeg ved ikke engang hvem I er, og hvad der sker!”

  ”Vi er gerimidenter. Næsten alle af os kan kun forvandle sig det dyr, de minder mest om, mens få som mig – har én eller flere evner. Jeg hedder Loren Corpster og er lederen over alle gerimidenter i hele verden. Vi ordner nemlig også sager, men det kan jeg ikke forklarer nu. Hvad du behøver at vide er, at skriver du under på, at du vil arbejde som en beskytter for én af vores egne og gør, som vi siger, så kan din fremtid se anderledes ud. Du kan beholde Leo. Og husk at vi ved alt om dig. Vi kan altid opsøge dig.”

  ”Hvor langtid har jeg til at beslutte mig?” spurgte jeg rystet over, hvad han egentlig fortalte mig.

  Jeg var usikker på, om jeg skulle tro ham, men jeg havde vist ikke de store valg. Jeg ville ikke have at Leo skulle dø. Jeg elskede Leo mere end alt andet. Han var min eneste ene, hvis han døde, døde jeg også.

  ”Du har 5.. sekunder.”

  Jeg så chokeret på ham og først dér, kunne jeg slet ikke tænke over hvad, jeg skulle gøre. Fem, korte sekunder!

  Loren fandt et dokument og en kuglepen frem fra lommen i sin brune, kedelige habit. Skrækkeligt valg.

  ”Det.. men.. jeg..” Jeg kunne ikke få noget frem og irriterende nok, sagde Loren, at jeg ikke behøvede at tale, jeg skulle bare skrive.

  Jeg nåede ikke engang at læse dokumentet, før jeg fik kuglepennen og skrev mit navn på det gamle, gulbrune stykke papir.

  Derefter fortalte Loren mig, at så snart tiden gik i gang igen, skulle jeg på en eller anden måde blokere for Leos hoved. For han skulle dø, så snart det ramte glasset. Så det måtte jeg undgå. Sådan ville vi overleve. Men det var nemmere sagt end gjort. Tiden ville gå hurtigt og med det ekstra pres omkring at mine handlinger, kunne koste ham livet eller døden, blev det endnu sværere.

  Loren hjalp mig ind gennem vinduet, jeg tog sele på og kyssede så Leo på kinden, da Loren forsvandt og tiden fortsatte.

 

Biib. Biib. Jeg åbnede langsomt mine øjne op og kiggede mig rundt. Jeg lagde på hospitalet med en iltmaske over min mund. Mit blik var sløret, men jeg kunne se sygeplejersken i døråbningen tydligt. Hun gik igen, hvilket gjorde mig urolig.

  Til alt held gik der ikke længe før mor og Max kom ind til mig. De omfavnede mig, hvilket jeg fandt akavet men behageligt og trygt. Bare de gad blive stående sådan.

  ”Du klarede det,” hviskede mor i mit øre og kyssede mig blidt på kinden. Hun var rød rundt om øjnene og græd nu af glæde.

  ”Og Leo?” smilte jeg nervøst og fik selv tårer i øjnene.

  Mor nikkede, og det var som blev tunge sække fjernet fra mine skuldre. Jeg åndede lettet op. Det, jeg havde gjort, havde virket. Eller var alt det om manden bare en drøm? Skete intet af det i virkeligheden? Endnu flere spørgsmål.

  ”Kan jeg se ham?” spurgte jeg og var allerede ved at lette mig fra hospitalssengen.

  ”Birdy..” tøvede mor og fik mig til at lægge ned igen. ”Han klarer den. Men han er stadig i koma og er endnu ikke vågnet. Ingen må komme ind til ham. Jeg lover, at du kommer til det, men tiden er ikke kommet endnu.”

  ”Kan Lula så komme? Venter hun på mig?”

  ”Lula venter udenfor. Max og mig kan sende hende ind, men jeg tænker, at besøget skal være kort. Du har brug for noget søvn.” Mor smilte og kyssede mig på panden.

  Jeg nikkede, og de gik ud. Efter kort tid kom Lula grædende men smilende.

  I flere minutter sad hun på sengekanten uden nogen af os sagde noget. Vi kiggede bare hinanden i øjnene og nærmest brugte telepatiske tanker. Så var det, at hun omfavnede mig. Jeg lod hende ikke slippe, jeg holdte hende bare ind til mig.

  Hendes hår duftede af æbler og roser. Jeg havde flere gange overvejet, om jeg skulle spørger hvilken shampoo, hun brugte, men det ville virke for akavet at spørge om. Derimod nød jeg selv duften af den og tænkte, om min mon i Leos øjne duftede ligeså godt som hendes.

  ”Jeg har ventet i mere end otteogfyrre timer på bare at få at vide, om du overlevede,” smilede Lula og tårer gled ned ad hendes runde kinder. ”Forestil dig, hvor glad jeg blev, da jeg fik at vide, at du klarede den.” Hun trak sig fra krammet for at se mit ansigt.

  Jeg begyndte at tænke, om jeg skulle nævne det med manden, men jeg lod det vente. Manden måtte opsøge mig før, jeg gjorde eller fortalte noget.

  ”Lula,” begyndte jeg, ”jeg er så glad for at have dig nu. Have dig altid. Men du må gøre mig en tjeneste, jeg be’r dig.” Hun nikkede. ”Jeg har brug for at se Leo. Og jeg ved, at vi bliver opdaget, men vil du ikke nok kører mig derned?”

  Der gik cirka et minut, før hun nikkede endnu en gang.

  ”Bare spurt afsted. Så klarer vi den.” Jeg tog hendes hånd, men hun slap min for at gå om bag sengen.

  Hun fragjorde de unødvendige ting, der sad i mig - for at skubbe sengen hen mod døren. Jeg kunne hører hende trække vejret dybt, lige inden hun susede ud af døren i en kæmpe fart med mig liggende foran i hospitalssengen. Det føltes, som fløj jeg henover det hele. Lula skubbede mig afsted med alle sine kræfter, så ingen forbipasserende kunne standse hende.

  Det lod til at Lula vidste, hvor Leo var, for hun susede hen til et rum, hvor jeg blev skubbet ind og kunne se hans ansigt. Selv var hun udenfor, og jeg kunne hører hende blive taget, mens jeg sprang af sengen og løb hen til Leo, der lagde så fredfyldt som i en tornerosesøvn.

  ”Åh min Gud,” hviskede jeg, da jeg så Leos skadede krop. Hans barer, muskuløse mave var fuld af skræmmer og sår, hans ansigt blå og lilla og med en flænge ved venstre øje. Hans ene ben var brækket, mens den anden så okay ud. ”Leo.”

  Mere nåede jeg ikke at se eller sige, før jeg selv blev hentet af en sygeplejerske og en læge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...