Tankespind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 30 jul. 2014
  • Status: Igang
(Indeholder spoilers af Spændkraft) Har du spekuleret over hvordan Birdys liv ville se ud, hvis Leo ikke døde? Hvad hvis hun stadig stødte ind i Darren og forelskede sig i ham, og hvad med Lula og Max og alle de andre? Følg kærligheden og dramaet i Tankespind. - Deltager i What If-konkurrencen.

22Likes
18Kommentarer
617Visninger
AA

2. Kapitel Et

Aftenhimlen var stadig farvet lyserød. Jeg kiggede ind i Leos øjne. De var smukkere end alt andet: Varme, mørkebrune øjne. Jeg overvejede kort at sige til ham, at vi ikke burde drikke, da vi selv var kørende hertil. Men jeg kom på en måde fra det, da han tog sin hånd til min kind.

  "Stjernerne er kommet på himlen," hviskede han i mit øre og tog en slurk af sin belikin, som han bar i hånden. Jeg satte mig lidt længere op på græsset. Engen gled langt, langt ned. Så langt, at den svage tåge dækkede for enden.

  "Ja. De er smukke." Jeg så op på dem og et smil dannede sig på mine læber. Det var nu, jeg var glad for at have taget min magentafarvede lipgloss på. Den mørkerøde passede til et mere alvorligt og voksent look. Og jeg ville nyde mine sidste 57 dage som 17-årig. Derefter ville alt blive anderledes.

  "De er smukke, men ikke ligeså chikke som dig." Jeg rødmede og lagde mig ind til hans brystkasse. Jeg kunne hører hans hjerte banke. Det beroligede mig.

  "Tak," sagde jeg og overvejede, hvad jeg kunne give ham af komplimenter. Der var mange, men ordene forsvandt fra mig hver gang, jeg skulle sige dem. "Dine tænder er flotte."

  Først kiggede han på mig, som var det en flad joke. Så begyndte han at grine, og mit ansigt matchede en brandhane.

  "Thanks!" råbte han og tog endnu en slurk af sin belikin. "Det er hvad man får ud af at børste dem fireogtyve syv!: Ens kæreste ødelægger den romantiske stemning!"

  Han smilte, så jeg vidste, at han ikke mente det alvorligt. Selv tog jeg min 'somersby blackberry' og drak en mundfuld. Normalt var jeg ikke for at drikke andet end latte macchiato og vand med citrus, men engang imellem var det godt med lidt af de unges "saftevand."

  "Sorry, je sais que.." Tøvende satte jeg blackberry'en fra mig og grinte modvilligt. Jeg hadede, når jeg gjorde mig selv til grin. Det jeg sagde betød vist sorry, jeg ved det.

  "Oh, je ne savais pas que nous parlions français," gengældte han på fransk. Det betød: Oh, jeg vidste ikke, at vi talte fransk - eller noget lignende det. Vi havde jo fransk, hvilket til tider forvirrede mig, og af den grund kom jeg nogle gange til at blande sprogene sammen.

  Leo puffede til mig med sin skulder. Automatisk satte jeg min hånd ned på græsset uheldigvis lige dér, hvor jeg satte blackberry'en. Det væltede med det samme ned i mit mørkebrune hår og på min lilla T-shirt.

  Leo begyndte at grine højere, men skyndte sig op til bilen og fandt vådservietter. Det meste blev erstattet af det sæbevåde vand, hvor mit hår således kom til at dufte godt af spiritusset samt babysæbe.

  Efterfølgende viste han mig, hvordan man kunne få sjov ud af sådanne affald - ved at lave en kaste-konkurrence. Den der kunne kaste længst måtte beholde tøjet på midlertidigt, og taberen skulle smide et stykke af tøjet af. Det ville fortsætte sådan, til den ene ikke havde noget på.

  Hvordan det endte for os to, jah: Vi valgte at stoppe ved underbusker og bh. Og det var fint, for trods stedet her altid var øde, ville det nu alligevel føles forkert at stå nøgen på en offentlig grund. Ikke at jeg ikke havde prøvet at være nøgen i al offentlighed, for Lula - min veninde og jeg havde da før prøvet at nøgenbade. Altså, mens ingen så os. Og for at være helt ærlig, så var det ret mærkeligt.

  "Måske vi burde tage tøjet på igen, inden vi kører hjem?" spurgte jeg Leo og sendte et bedende smil og blik.

  Det var selvfølgelig ikke hans valg, men jeg elskede at stille spørgsmål som dét. Det var jo sjældent man fik mulighed for at sige sådan noget.

  "Yeah, jeg kunne ellers lide det sådan." Han fnes og tog sine bukser og trøje på. Trøjen sad stramt på ham, så man kunne se hans markerede muskler. Han knappede sin skjorte lidt ned og satte sig så ind på bilens førersæde.

  Da jeg havde taget min T-shirt og cowboy shorts på, satte jeg mig ind ved siden af ham.

  Han startede bilen og så med sine mørkebrune øjne på mig.

  "Et sidste kys?" spurgte han og løftede det ene øjenbryn.

  "Hvad?" udbrød jeg chokeret og trak mig væk fra ham.

  Jeg stivnede ved hans spørgsmål, det havde han aldrig sagt før. Ville han slå op med mig? Hvad ville han, og hvad mente han med det?

  "Ja, for i aften." Han grinte svagt og tog fat i min hånd. Jeg nød at mærke hans store, varme hænder rører ved mig. Det spredte sommerfugle i min mave.

  "Åh, jamen såh!" Jeg lænede mig ind over ham, og han lænede sig hen imod mig. Øjeblikket vores læber mødtes, fyldtes mit hjerte med glæde. Han løsnede min sele og trak mig over på hans skød. Vores læber slap hinanden kort, og jeg smilte i et lidt for tøset fnis. Så kyssede han min hals, og jeg blev hevet langt ind i mine drømme.

  En lyd fik mig til at flyve væk fra ham. Jeg skyndte mig over på min egen plads igen, men opdagede så, at det bare var en ræv på vildspor, der sneg sig forbi bilen. Jeg fnøs lidt skuffet over, at jeg ikke fik mere. Men jeg havde haft en skøn aften, og jeg nød starten af denne sommer.

  Leo kørte som altid lige på kanten af det man måtte, lige til det lovlige. Han elskede fart og biler, og derfor syntes jeg, at det var sødt, at han altid sank farten til det lovlige, når han kørte udenfor banerne. Normalvis kendte jeg ingen, der gjorde det - bortset fra mig selv. Folk præfererede at dytte efter mig og overhale i stedet for at acceptere, at det var sådan, man rent faktisk skulle kører.

  Da vi nåede hen til motorvejen, var der næsten ingen andre biler. Klokken var ved at være mange, og der var blevet kulsort.

  Jeg gabte og tjekkede mine sms'er ud: To nye fra Lula. Jeg klikkede straks ind på dem og forventede endnu to "Hey søde :3"-beskeder.

 

  Lula Skaath:

  "Wee, så har Ryan og jeg langt om længe slået op! <3 <3"

  "Vær glad med mig!! *-* <3"

 

  Tøvende tog jeg mig til hovedet. Ryan og Lula fungerede bare ikke. Det var at sætte en dyb seriøs dreng sammen med en vild, sjov og blondine-dum pige. Jeg skyndte mig at svare tilbage:

 

:Birdy_That's_Me  

"Ooh, sødeeh, finally! <3 <3 *Happy with U*."   

 

  "Skat, kan du ikke lige ligge mobilen fra dig?" spurgte Leo.

  Jeg lagde den i min lomme og så undrende på ham.

  "Hvorfor?" spurgte jeg. Han så ud til at anstrenge sig meget omkring noget.

  "Der er nogle, der kører ræs lidt længere bagved. Og din mobil generede mit syn - så tak." Jeg kiggede bagud for at se. Det eneste jeg kunne se var fire lys, der nærmede sig meget hurtigt.

  "Er de syge eller hvad?" Jeg kiggede nervøst på Leo. Han gjorde en blanding af rystede på hovedet og nikkede. Bilerne forsøgte konstant at overhale hinanden. "Leo.."

  Jeg blev afbrudt af ham:

  "Stop, tak, jeg forsøger altså at holde bilen under kontrol." Jeg bed mig selv i læben. Bilerne kom nærmere.

  "Leo, de.." Endnu engang fik jeg ikke fuldført min sætning:

  "Stop, Birdy!" Han råbte og fik bilen til at slingre. I det samme kom de to bilerne susende af sted. Den forreste passerede forbi på den anden side, den anden holdte sig i midten.

  De to biler - vores og den anden, fløj op igennem luften til hver sin side. Jeg skreg og greb ud efter noget at holde fast i, men der var ikke andet end luft. Leos råb sendte vibrationer ned til mit hjerte og fik den til at banke hårdere og hurtigere end nogensinde før.

  Pludselig stod tiden stille. Bogstavelig talt. Vores bil vendte på hovedet i luften, og jeg slog mit eget hovedet i loftet. Trods alt var som forstenet, kunne jeg bevæge mig selv og se mig omkring. Mit syn var ikke klart, jeg kunne kun lige præcist bemærke, at der ikke skete noget.

  Spekulationer om jeg var død, og døden var sådan her, fyldte mit hoved.

  Jeg var stadig angst og med bankende hjerte og pumpende adrenalin, men det var, som beroligede tidsstoppet mig. Jeg ventede på, at det bare skulle overstås, men følgende var ikke som regnet med.

  Et greb om min skulder igennem vinduet fik mig til at skrige og tudbrøle. Forskrækket hev jeg hele min krop til væk fra den mandelige hånd, men opdagede til forfærdelse, at jeg havde slået min arm hårdt.

  Som blodet også steg mig til hovedet, gjorde jeg ikke længere modstand. Manden hev mig ud nærmest med en flyvende bevægelse, og da jeg så hans ansigt, tænkte jeg: ”Hvem fanden er han?” Og jeg tænkte videre: ”Whatever, han vil jo hjælpe mig.”

  Med dybe vejrtrækninger og blod sivende ned over mit øje fra min pande og hovedbund, kiggede jeg hjælpesløs på ham.

  ”Hvem er du?” græd jeg og slæbte mig selv om til den anden side af bilen for at få Leo ud. ”Hjælp mig med ham.”

  Manden fulgte efter mig, men kun for stille sig i vejen foran døren, hvor Leo sad tidsfrosset bag rettet med et halvblodigt ansigt tæt på vinduet.

  ”Hvad har du gang i?!” råbte jeg til manden.

  Han var iført brun habit, sorte laksko og havde kulsort hår smurt bagover. Han lignede én i 40’erne, men jeg var ikke sikker. For selvom han ikke havde rynker, så han heller ikke for ung ud. Der var et eller andet ved hans lysegrå øjne, der fik mig til at tænke, om han var ude på et eller andet.

  ”Birdy Green,” sagde han og fugtede sine læber. Han kiggede stift og alvorligt på mig. ”Du har en fortryllende, forbandende mulighed.”

  ”Fuck dig,” hvæsede jeg bare, ”jeg vil hellere have en forklaring, min kæreste eller en ambulance.”

  ”Du bliver nødt til at lytte,” tyssede han, ”det her er meget kompliceret og en enestående mulighed for dig.” Jeg nikkede sagte. ”Vi er folk med evner, og jeg er her nu for at give dig muligheden for at ændre hele din fremtid.” Jeg nikkede igen og kiggede om, hvis der nu var kameraer, der filmede øjeblikket her. ”Først skal du have et indblik på hvordan en del af dit liv kommer til at se ud, hvis du vælger at lade fremtiden blive, som den er nu.”

  Et øjeblik tvivlede jeg på, om jeg havde lyst. Men den chance tog jeg gerne. Slemt kunne det jo ikke være. Et indblik i fremtiden ved hjælp af en sikker fupmager.

  ”Hvem er I?” spurgte jeg.

  ”Det behøver du ikke at vide endnu,” svarede han mig og rakte mig sin hånd.

  Jeg så bare på den og tvivlede mere end nogensinde før. Kunne det lade sig gøre? Talte han virkelig sandt? Det ville ikke ligefrem overraske mig efter det her.

  ”Er du klar?” spurgte han og ventede på, at jeg skulle tage hans hånd.

  Tøvende lukkede jeg øjnene, pustede ud, åbnede øjnene, så på Leo - tænkte, at dette måske var for ham, og så tog jeg fat om mandens hånd, hvor alt efterfølgende forsvandt i et skarpt, hvidt lys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...