Br OK En

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 23 jul. 2014
  • Status: Færdig
Jeg er en pige der har problemer med at stole på andre. Men da Jeg møder Ham, har Jeg en at stole på, for Jeg elsker Ham!

1Likes
2Kommentarer
195Visninger

1. Oneshot

Han kom ind i 6. Klasse og det var der jeg første gang blev forelsket. Der er ikke så mange ord som kan beskrive mine følelser til ham, andet end: Kriblen i maven og ægte kærlighed.

Til at starte med var han genert og sad for det meste alene, men efterhånden som tiden gik, blev han mere og mere udadvendt. Han begyndte at være sammen med os andre og det var som om han havde gået der hele tiden.

I starten af 7. Skulle vi til at havde fysik/kemi. Jeg havde nu gået og været smålun på ham over et halvt år og så skete der endelig noget. I fysiktimerne sad han ved samme bord som mig. Han grinte og vi havde det sjovt sammen + at han var rigtig god til faget. Så hvis jeg ikke kunne finde ud af noget, kunne jeg bare spørge ham. Og det gjorde jeg!
Han begyndte at få så meget selvtillid, at han var blevet klassens klovn.

I frikvartererne løb han rundt og "legede" og alle grinte. Lige meget hvad han gjorde så var det ham der var i centrum. Om han, så bare sang, eller hoppede op og ned var det sjovt. En dag gad han ikke sidde sammen med mig mere. Jeg var stadig forelsket i ham, men på en anden måde. Nu var det kun en drømmeforelskelse. Hvis jeg virkelig ville have ham, skulle jeg til "at være sej". Og jeg ændrer mig ikke bare for hans skyld. Jeg ved ikke om man kan sige, at jeg elskede ham, for elsker er et stort ord, men jeg havde det virkelig godt i hans selskab, og lige meget hvad holder jeg meget af ham. Jeg lærte ham ikke at kende, som andre fra klassen gjorde, men jeg følte at jeg kendte ham alligevel. 
Julen 2012 havde jeg besluttet, at nu måtte jeg fortælle det. Fortælle at jeg havde det sådan. Vi mødtes ude foran skolegården, og han så meget mærkelig ud. Ikke fjollet som han plejede, men som om han var ved at kaste op. Han var helt hvid i hovedet, og jeg kunne se at han havde grædt. Jeg havde aldrig set sådan nogle røde øjne og klaprende tænder før. Jeg spurgte ham selvfølgelig, hvad der var galt, men han sagde ikke noget. Da jeg fortalte ham, at jeg var forelsket i ham, sagde han: "Tak, fordi du holdt af mig" Jeg så mærkeligt på ham og mit livs værste mareridt begyndte. Han faldt om på jorden. Jeg skreg, men der kom ikke en lyd ud af munden på mig. Jeg ruskede løs i ham og i det samme faldt en bøtte Pinex ud af hans lomme. Jeg græd til jeg ikke havde mere vand i kroppen: "Hvordan kunne du gøre det? Hvordan kunne du svigte mig på den måde?". Jeg fik ikke noget svar og ruskede endnu mere i ham. Jeg kunne bare ikke fatte det, der lige var sket.
Jeg ringede 112, men kunne næsten ikke sige noget. Fik lige fremstammet, hvor jeg stod og hvem jeg var, før jeg igen begyndte at tudbrøle. Der var ikke nogle lærere, for det var over 20 min. siden timerne begyndte. Da ambulancen kom, nogle minutter efter, måtte der en redder til at berolige mig. Jeg stod bare og kunne ikke røre mig. Da han blev løftet op på båren, hang hans arme slapt ned, og det var der jeg opdagede hans håndled. De var fulde af ar fra gamle sår. Var det selvmord? Kunne han finde på det? Det var derfor han havde en bøtte piller i lommen. En masse spørgsmål dukkede op i hovedet på mig. Redderne var i gang med iltmasker og blodprøver, mens jeg sad og græd. "Du må ikke forlade mig. Bli' her. Husk nu vi skulle i Tivoli på lørdag." 
Da vi ankom på hospitalet skulle han til udpumpning. En masse læger spurgte hvem han var, om der var nogle de kunne ringe til, men jeg svarede ikke. Jeg ventede og ventede. Da en læge endelig kom til syne 20 min. efter kom gråden igen. Han havde en alvorlig mine på, og jeg vidste allerede svaret, men alligevel sagde han (som læger skal sige) "Det gør mig ondt. Vi gjorde hvad vi kunne, men det var for sent." - "Han slugte 14 piller og døde af forgiftningen ikke?" - "Jo, men hvordan kunne du vide det?"
"14..." sagde jeg og sank en klump. "14 var vores yndlings tal." sagde jeg og brød sammen. 
1 uge senere blev han begravet. Det var hårdt at være til begravelsen, men alligevel var det som om at han sad ved siden af mig og sang med. Hele klassen og hans familie var med. Der var mange der græd, men jeg græd ikke. Jeg tudbrølede. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg gad ikke, at komme til receptionen, i stedet gik jeg hen, på skolen, hvor han døde. Jeg var der hver dag, i flere timer, sad bare og græd. Folk der gik forbi troede at jeg var tosset, men det var jeg ikke! Mange fra klassen fik krisehjælp, selv gik jeg til psykolog. Jeg gik ikke i skole mere, men sad bare udenfor og græd. 
2 måneder efter gik jeg ned med en depression og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Det hjalp ikke meget, men da jeg kom ud, kunne jeg endelig besøge hans grav igen. Da jeg stod foran graven, tvang jeg mig til ikke at græde. Jeg tog en bøtte piller op af lommen og hældte nogle ud i hånden. Der var præcis 14 piller. Jeg tog hånden op til munden, men i det samme blev min hånd nærmest revet væk af vinden. Jeg så op på himlen, og begyndte at smile. Da vidste jeg at han ville mig det bedste. På gravstenen stod:
Kristian Hansen
*14/9-1999 - 14/12-2012

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...