"Ham den nye"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 23 jul. 2014
  • Status: Igang
Sarah har haft en hård tid - hun gider egentlig ikke rigtig skolen længere. Men pludselig dukker en fremmed op og hun finder ham meget interessant; hun har egentlig aldrig følt sådan før. Hans blik stopper alt rundt om hende, og fanger hende som aldrig før.

0Likes
2Kommentarer
53Visninger

1. Christian

Han så mig direkte i øjnene. Blikket var fæstnet. Intensitet.

Han så på mig, på en måde som jeg aldrig var blevet set på før, som om at alt var ligegyl­digt. Intet andet i verden havde betydning lige nu, dette var vores øjeblik. Det var mørkt, men månens lys fik hans øjne til, at skinne. Jeg havde aldrig set ham før, men der var en ro over ham, en dyb ro som fyldte mit indre.

Han bevægede sig nærmere, og hvad føltes som flere år, var egentlig kun få sekunder bestående af et par skridt, han kom nærmere og han strejfede mig bare. Intet ord, kun varmen fra ham og en mandeparfume, som satte sig dybt i mine næsebor og trængte ind i mit hoved, mit hjerte hamrede. Skulle jeg vende mig om?

Jeg kørte hånden gennem håret og vendte mig.

Han var væk.

 

 

Klokken ringede, det var en uge siden jeg havde stået ude på den mark, til festen og den fremmede var gået forbi mig, jeg havde brugt hele ugen på at tænke på ham, og spurgt andre om de havde set ham, men forgæves. Ingen havde set ham og de spurgte om jeg ikke bare havde fået for meget at drikke.

Jeg var på vej ind i gangen, papirer blæste rundt på gulvet og fortalte os om den store fest på fredag. Det var et nyt år, jeg var klar på at få et godt år. Jeg havde haft en del proble­mer med nogle venner og havde mistet min familie, jeg boede nu med min store­bror.

Jeg gik hen til mit skab, drejede på låsen og åbnede det. En masse nye bøger ventede på mig; jeg greb dem og min fik fat på i min taske. I det jeg lukkede skabet, stod han der. Jeg stod som lammet, blikket var lige så intenst som jeg havde husket det.

”Skal du have en hånd?” sagde han og træk sig i smilebåndet.

Jeg så nu, at under min store overraskelse, havde jeg tabt bøgerne. Jeg satte min straks ned på hug og begyndte, at samle dem sammen.

”Jeg hedder Christian” sagde han nu, mens hans havde sat sig og hjalp til med bøgerne.

”Jeg hedder Sarah” svarede jeg ”Har jeg ikke set dig før?”. var det, det bedste jeg kunne finde på? Min hjerne arbejdede på højtryk, for at finde noget at sige, som ikke ville lyde som en dum lille pige.

”Det tror jeg ikke, jeg er lige kommet til byen. Jeg skal fortsætte på denne skole” sagde han og rejste sig.

”Nå.. Du lignede bare en jeg.. Det er lige meget, jeg er lidt forvirret i øjeblikket. Hvilken klasse skal du have nu? Så kan jeg følge dig derhen?” spurgte jeg. Selvom jeg vidste at det var ham, ville jeg ikke begynde en diskussion, han havde vel en grund til at lyve.

”Jeg var faktisk på vej, jeg skal have historie. Men jeg for vild, måske kan du hjælpe mig lidt?” Han kørte sin hånd, gennem sit mørkbrune hår og smilte.

Jeg fik den underlige følelse i maven igen og mine ben begyndte at spænde.

”Jeg skal også have historie, vi kan følges. Det er nogle rigtig gode historie timer vi har her, vores lærer er rigtig god.”

Vi fulgtes ned til klasseværelset, jeg satte mig på min sædvanlige plads og Christian satte sig lige bagved.

Hele timen, følte jeg at han kiggede på mig – som om hans blik borede sig igennem mig.

 

Klokken ringede, og første lektion var nu slut.

Rachel kom hen til mig.

Rachel var min bedsteveninde, vi havde kendt hinanden i over 10 år og har altid været sammen.

”Hvem er ham den nye fyr?” spurgte hun, mens vi var på vej ind i kantinen.

”Han hedder Christian, jeg kender ham ikke så godt, men han virker rigtig sød.” sagde jeg, imens jeg prøvede at skjule mit store smil.

”Han er vildt flot! Og han holdte godt nok øje med dig – også nu.” sagde hun og pegede hen mod det bord som stod i hjørnet af kantinen.

Mit blik gled gennem hele kantinen, og hen på Christian. Vores blik mødtes og nu fik jeg den følelse i maven igen. Jeg smilte til ham, og han kiggede hurtigt væk.

”Hvad er det for et smil?” spurgte Rachel med et grin.

”Hvilket smil? Jeg er bare venlig, mod den nye elev.”

”Den er god med dig, jeg genkender det smil, du får det hver eneste gang, du ser noget du godt kan lide. Men Sarah, du må altså stoppe. Du laver den hver eneste gang, der kom­mer en ny elev. Så er du venlig, falder for ham og du får dit hjerte knust. Det er under­ligt, at du aldrig lærer af det”

Det var sandt hvad hun sagde. De sidste 2 år, havde der startet 4 nye drenge, med ca. 4 måneders mellemrum. Jeg havde formået, at falde for dem alle, været sammen med dem og til sidst har de forladt skolen, og mig. Det havde været 2 hårde år, og jeg havde lovet mig selv ikke at gøre det igen, hvilket jeg tydeligvist havde glemt.

”Bare rolig, Rachel. Han er ikke som de andre, og hvem siger, at vi overhovedet bliver venner? Jeg har jo bare vist ham lidt rundt.” sagde jeg.

 

”Det sagde du også alle de andre gange, og jeg troede egentlig at du ville stoppe. Men så begyndte du på det i sidste uge, med ham fyren du åbenbart havde set. Jeg tror virkelig, at du har et problem.”

 

Jeg blev lidt fornærmet over det hun sagde, troede hun ikke på det jeg havde sagt tidli­gere? Jeg havde set ham. Burde jeg fortælle hende, at det var Christian jeg havde set til festen?

 

”Det var faktisk Christian som jeg…”

jeg blev afbrudt, af Victoria som kom løbende hen mod Christian og krammede ham og begyndte at snakke med ham. Jeg følte en afsky. Hvad laver hun dog der, jeg troede ikke at han kendte nogen, og specielt ikke Victoria.

 

”Hvad med Christian?” spurgte Rachel, som stod med sin sandwich og var klar til at spise.

 

”Ikke noget” svarede jeg, i medens at vi fik sat os ned.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...