Please - Louis Tomlinson Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Igang
Deltager i 'What if' konkurrencen. I må meget gerne efterlade et like og en kommentar med din mening om dette oneshot, det ville betyde utrolig meget xx

13Likes
12Kommentarer
342Visninger
AA

2. I love you, Louis Tomlinson

 

 

 

 

 

 

 

 

The hardest thing to do is watch the one

you love, love someone else

 

De små, perfekte regndråber landede harmonisk på den allerede drivvåde butiksrude, hvor de efter at ha' mødt den glasklare modstand, stødte sammen med alle de andre og stod i strømme ned af vinduet. Dryppene kunne tydeligt høres hver gang en ny dråbe ramte jorden. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg elskede lyden af det. 

Jeg syntes den var så fredfyldt, uden problemer og uden fortvivlende tanker, der gik sin egen vej. Der var bare det minus, at det ikke altid var lige fedt at være ude i regnen, som jeg var nu, jeg ville nu hellere sidde indenfor og drikke en stor kop nylavet, varm kaffe. 

Træerne svagede i efterårsvinden, deres rislende, orange, gule og brune blade faldt til jorden og skabte kun et endnu større arbejde for de mennesker, der gjorde rent på fortovene. 

Det var midt i november måned og en af mine eneste venner, Louis, havde inviteret mig ud at spise på vores yndlingscafe igennem mange mange år. Nu havde jeg også kendt Louis i det, jeg ville betegne som evigheder. Og for at fortælle jer en hemmelighed, så havde jeg været smask forelsket i ham lige siden jeg mødte ham første gang for over seks år siden. 

Jeg nåede dog aldrig en større status end hans bedste veninde og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gik mig på, for jeg elskede Louis mere end noget andet og det at se ham hver dag, elske en anden end mig, gjorde ondt. 

Han havde dog lige slået op med sin kæreste, Eleanor,  for et par måneder siden, så lige og lige vidste jeg nu ikke, om man kunne kalde det. 

Han havde ikke datet nogen de sidste par måneder, hvad jeg da vidste af, men han havde i hvert travlt med at brokke sig over det overfor mig. Og hver gang han nævnte ordene "Hvorfor kan jeg ikke finde min drømmepige, hvorfor er hun ikke derude?," gjorde det ondt. Jeg var hans drømmepige, jeg ville gøre alt for ham. 

Han havde hjulpet mig igennem livet, han havde reddet mig fra mig selv. Han havde reddet mig fra den måde, jeg dagligt ødelagde mig selv mere og mere på, jeg var begyndt at krakelere fuldstændig, men selvom jeg hver dag løg overfor alle og sagde, at jeg havde det fint, så var det som om, at han kunne se lige igennem mig og se, hvilke problemer jeg havde. Han hjalp mig, fordi jeg ikke kunne lyve overfor ham som jeg kunne med alle andre. 

Han kunne se løgnen i mine øjne. 

En stor regndråbe landede pludselig direkte på min drivvåde næse og fik mig til at vågne op fra mine tanker, da jeg med en hurtig bevægelse tørrede den væk og udgav et lille suk fra mig. Mit mørke hår var driv vådt og hang i filtrede totter ned over mine skuldre, da regnen var gået igennem min tynde stofjakke, der måske ikke var det bedste valg i dagens anledning. Mine høje støvletter egnede sig heller ikke særlig godt på den slidte asfalt, mine jeans var gennemblødte og hvis det ikke var for min tykke sweater, så havde jeg stensikkert ligget syg imorgen. Den var ikke våd, bare fugtig. 

Jeg kunne dog prise mig selv lykkelig for, at jeg havde valgt det vandfaste sminke idag. Det var da altid noget, at jeg havde tænkt det skridt videre. 

Jeg så mig hurtig til siden og ud på vejen, hvor bilerne drønede forbi mig i sådan en hast, at jeg var bange for, der snart ville blive et sammenstød. Menneskerne ved mine sider gik forbi mig i hurtige og lange skridt med deres paraplyer og tasker over hovedet. Ikke engang en paraply, havde jeg med. 

Typisk dig Erica. 

Da jeg flyttede mit blik ligefrem igen, nåede jeg knapt nok at opfatte, hvad der skete, da en høj mand pludselig stødte ind i min skulder og fik mig til at vakle fremad. Det blev kun til et svagt undskyld fra hans side af og en vrissen fra min, da jeg som støtte rev ud efter postkassen. 

Hvis jeg ikke meget snart var fremme ved den cafe, så vidste jeg ikke, hvad der skete. 

Jeg fik mig hurtigt rettet op og begyndte at gå hurtigere end før, da jeg pludselig kunne se de regnbefængte, men velkendte, sorte bogstaver forme navnet Sam's Coffee. Jeg lod mine læber trække op i det største smil, da jeg igennem de duggede ruder kunne ane Louis pjuskede hår, og mit smil blev da heller ikke mindre, da jeg tog det første skridt ind i varmen og hurtigt fandt vejen til vores bord. 

Her duftede af en blanding af kaffe og kage, en herlig duft i følge mig. Sam's Coffee var en ældre kaffebar med en smule slidte møbler. Der var to etager, dog små, gulvet var af mørkt eg og op til anden etage gik en vindeltrappe af det samme mørke eg, som gulvet var af. Langs alle væggene, stod der linet sofaer af mørkt læder og med et ubeskriveligt højt ryglæn dekoreret med påsyede knapper i alle verdens farver og former. Væggene var sandfarvede og dekoreret med gamle billeder og motiver. Bordene var runde, bordpladen af glas og bordbenene af mørkt metal. Stolene var af den samme sorte læder som sofaerne, men istedet for at være en sofa, var det en normal, lille, men yderst komfortabel stol. 

Louis' læber trak op i et stort smil, da han så mig. Han lagde hurtigt hans mobil fra sig på bordet foran ham og var oppe af sofaen for at trække mig ind i et kram, trods jeg var drivvåd. 

"Jeg troede, du havde glemt det," sagde han med et stort smil da han trak sig fra mig og betragtede mig sætte mig ned i stolen. Jeg kunne dufte hans parfume, det var altid den samme, men den blev aldrig kedelig. Hans brune hår sad rodet på toppen af hans hoved, han var iført en hvid T-shirt med et eller andet rødt og grønt motiv og et par lange, sorte bukser. Hans grågrønne øjne skinnede, hvilket gjorde mig glad. Det var lang tid siden, jeg havde set ham så glad. 

Bruddet med Eleanor havde taget hårdt på ham. 

"Selvfølgelig havde jeg ikke det, men det var ikke ligefrem fordi vejret var med mig," smågrinede jeg og hang min jakke over stolen, inden jeg selv satte mig og gemte mine hænder imellem mine lår for at give dem så meget varme som overhovedet muligt, trods mine bukser var lige så våde som resten af mig. 

"Har du gået hele vejen herhen? Erica, jeg kunne ha' hentet dig," sagde han som en hjælpende hånd, selvom det var forsent nu. Jeg vidste godt, at han sagtens kunne hente mig, men stædig som jeg var, uden bil, ordentligt tøj og med et udløbet buskort, tog jeg valget om at gå. 

"Det er fint," sagde jeg med et lille smil og nåede ikke at sige mere, før der pludselig stod en ung pige ved vores side, klar til at tage vores bestilling. Hendes lyserøde hår og næsepiercing gav hende et specielt look, hvilket jeg kun bakkede hende op om. Jeg syntes det var flot, at man turde stå ud og være anderledes. Specielt når det klædte en, og det klædte hende. 

"Er i klar til at bestille?," spurgte hun med en særdeles lys stemme, jeg ikke havde forbundet til resten af hende. Louis så hurtigt over på mig og afventede mit svar, men jeg var klar. Jeg havde igennem de sidste mange år kommet her, med og uden Louis, så jeg kendte deres menukort ud og ind. 

"En hindbærmuffin og en Sam's latte," svarede jeg med et stort smil. Det var det samme hver gang, hver gang jeg bestilte, var det altid de to ting. Hun nikkede og drejede opmærksomheden imod Louis, der bestilte en almindelig sort kaffe og et stykke gulerodskage. Pigen forsvandt hurtigt igen med vores bestilling og derfor vendte jeg opmærksomheden imod Louis. 

Et lille håb glimtede i mig om, at da Louis inviterede mig herud med nervøsitet i stemmen, var det fordi han langt om længe ville erklære sine følelser for mig, naiv som jeg selvfølgelig var. Derfor havde jeg da også taget beslutningen om, at det var idag det skulle være, idag ville jeg fortælle Louis om mine følelser for ham. Idag ville jeg ikke bare stikke halen mellem benene og finde et andet emne at tale om, ligesom jeg havde gjort de sidste mange år. Men han var omsider uden kæreste og det havde fået håbet til at spire. 

"Jeg så jer i fjernsynet imorges," sagde jeg roligt og lænede mig tilbage i stolen, hvilket jeg dog hurtigt fortrød, da jeg kunne mærke min drivvåde jakke tilføre endnu mere fugt til min sweater. Derfor rettede jeg mig hurtigt op igen og gav mig til at pille lidt ved mine negle. 

"Du har godt nok været tidligt oppe," sagde han med et skævt smil, han hurtigt sendte den samme pige, der havde taget imod vores bestilling før, da hun kom med vores ting. Vi takkede hende hurtigt, inden jeg som lynet havde taget mine næsten blå fingre rundt om det varme krus med kaffe. "Men grunden til, at jeg tog dig med her, idag, var egentlig en anden. Det er meget spontant det her og du skal bare sige til, hvis du har noget imod det," sagde Louis hurtigt, efter han havde taget en tår af sin varme kaffe. 

Hans ord fik mit hjerte til at banke hurtigere og mine håndfader til at blive svedige. Jeg bed mig nervøst i underlæben og gjorde mig klar til at høre de ord, jeg havde ventet så længe på at høre.

"Jeg har fundet en ny pige som jeg har gået ud med et par gange, hun er utrolig sød og hedder Nicole" Glæden lyste langt ud af Louis øjne, men hans ord var som et hårdt slag lige i brystet på mig. Mine åndedrag var tunge, det var som om det hele gik slow motion, jeg kunne føle mine øjne løbe i vand og hvis jeg ikke kiggede væk, så ville han snart se den første tåre. Han havde fundet en ny pige? Nicole. Jeg troede... 

"Du, du har hvad?," spurgte jeg med en smule rystende stemme. Det var lidt som hvis din kæreste fortalte dig, at han havde fundet en ny, der var bare den detalje ved det her, at Louis ikke var min kæreste og det havde han aldrig været. 

"Fundet en ny efter Eleanor. Jeg er sikker på, i to vil få det godt sammen, hun er smaddersød" Endnu engang var det som et hårdt slag lige i brystet. Den første tåre trillede langsomt ned af min kind. Hvordan kunne jeg være så dum og naiv og tro, at Louis virkelig var forelsket i mig, hvordan var det overhovedet muligt? "Er der noget galt?" Hans ord kom mest af alt som en stor overraskelse for mig, hvilket nok også var det, der gjorde, at jeg så op fra mit skød og så ham direkte i øjnene. Jeg gav ham fri udsyn til al smerten, tårene og den store skuffelse, der løb igennem mig lige nu. 

"Om der er noget galt? Selvfølgelig er der noget galt! Jeg kommer her i den naive tro, at du måske også har følelser for mig og har tænkt dig at fortælle mig det, men så fortæller du fandme, at du nu er sammen med en anden. Jeg kan ikke fatte det! Hvordan kan du ikke se det, har jeg ikke givet dig tegn nok, hvad har jeg gjort forkert? Hvorfor kan du ikke se, hvor latterligt meget jeg er forelsket i dig? 

Jeg elsker dig mere end noget eller nogen anden, mere end jeg nogensinde har elsket nogen før. Du har altid været der for mig, du ved alt om mig, du hjalp mig, støttede mig og jeg faldt fuldstændig pladask for dig. At du hver dag går rundt med en ny pige, kysser en anden end mig, krammer en anden end mig, det gør ondt. Det gør virkelig virkelig ondt og jeg ville ønske, at du havde de samme følelser for mig, som jeg har for dig, men jeg ved forhelved ikke, hvad jeg gør galt, siden du bliver ved med bare at se mig som din veninde. 

Jeg elsker alt ved dig, dit smil, dit grin, dine jokes, din stemme, dine øjne, alt, okay? Måske er jeg ikke lige så smuk som alle de andre piger derude, måske er jeg ikke ligeså høj og solbrun, måske har jeg ikke den bedste humor, måske har jeg ikke det flotteste grin, pungen fuld af kontanter eller de bedste manere. Og fair nok, jeg er ikke ligesom alle de andre kendte mennesker du omgås hver dag, men jeg er fuldstændig ligeglad med alt det, du har. 

Jeg er ligeglad med, om du har massere penge på kontoen, om du har en stor flot bil, et stort hus, en pool og om du er kendt, jeg er fuldstændig ligeglad med alle de ting, det eneste jeg vil ha' er bare dig, for jeg er hovedkuls forelsket i dig og det har jeg været lige fra den første dag jeg mødte dig. Uanset hvor mange fejl du laver og begår, så er jeg fuldstændig ligeglad, for jeg elsker dig og kun dig, dine små fejl får mig bare til at smile og elske dig endnu mere sekund for sekund. 

Jeg går hele tiden rundt med den tro... Den tro om, at du måske også vil elske mig en dag. Bare en skønne dag, men jeg har idag indset, at det nok aldrig kommer til at ske" Jeg sank en klump, inden jeg fangede de tårer, der løb ned over mine kinder, rejste mig op med min jakke under armen og gjorde tegn til at forlade kaffebaren. Louis'  blik var mest af alt fortvivlet som han havde hørt på alle mine ord, men jeg var ligeglad, jeg var færdig med ham, jeg kunne bare ikke mere. 

Jeg tog de første skridt ud i regnen, der stadigvæk stod ned i lårfede stråler. 

"Erica!" Louis stemme gav genklang i mine øre, men blev igen hvisket ud og erstattet med regnen i det jeg gik hen over asfalten. Jeg kunne høre nogle skridt nærme sig og det næste jeg opfattede var en hånd, der lagde sig rundt om min underarm og tvang mig til at vende 180 grader, inden et par læber lagde sig imod mine. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...