Strong - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Louis Tomlinson. Lyder det bekendt? Selvfølgelig gør det det. Men for 16 årige Diana er det en helt normal ting. Hun er nemlig søster til den 22 årige sanger fra One Direction. De har altid været uadskillelige, indtil Diana besluttede sig for at tage et år til USA som udviklingsstudent. Det ender bare ikke, som hun regnede med, og da hun kommer hjem må hun gå til psykolog hver anden uge. Hun kaster op, skærer i sig selv og hun lider af en voldsom form for angst. Alt det ved hendes forældre og søstre. Den eneste der ikke ved det er Louis. Så da hendes forældre beslutter sig for at sende hende over for at bo ved sin bror i London, med løgnen om at hun ikke har det så godt psykisk, bliver sommeren lige pludselig forandret meget for både Diana, Louis og bandkammeraten Niall. Vil Louis mon finde ud af det og hvad med de andre drenge?

10Likes
5Kommentarer
413Visninger
AA

2. Kapitel 1

”Så det du siger er, at du gerne vil? ”

Jeg kiggede på Anette, bedre kendt som psykologen, med blanke øjne. Hun rakte mig kærligt en serviet fra det lille bord af.

 ”Det ved.. Det ved jeg ikke” snøftede jeg ned i papiret og kunne mærke tårerne trille. Hun nussede mig på overarmen og sagde forsigtigt, at det vist var bedst hvis vi stoppede for i dag. Jeg nikkede og rejste mig op gav hende hånden, og så lukkede jeg døren stille efter mig. Min far sad som sædvanligt udenfor og ventede med en kaffe i hånden.

”Gik det godt i dag?” mumlede han forsigtigt, som vi nærmede os udgangen. Jeg mumlede et lille ’Ja’ tilbage igen, og han holdt døren åben for mig. Vi kom ud på gaden og ud i den friske luft. Vi boede i en lille by i Nord England, hvor der ikke fandtes så meget trafik. Vi satte os ind i bilen, og min far startede den.

 

”Diana, vil du lige komme herned et øjeblik? ”

Jeg sukkede og rejste mig. Det var min mor der for få sekunder siden havde kaldt på mig. Jeg tog et tæppe fra sengen rundt omkring mig og traskede ned af trapperne og fortsatte hen til stuen. Mine forældre sad på den ene side ved siden af hinanden med hver deres kop dampende varm kaffe i hånden. Jeg satte mig ned over for dem og ventede, på at de ville sige noget. Min mor åbnede munden.

”Diana min skat. Din far og jeg har snakket, og vi synes det er på tide at du får glæde ind i livet igen! Du kan ikke blive ved med at tænke, over det der skete. Derfor har vi snakket med din bror, og vi er sammen kommet frem til den konklusion, at du skal hen og bo ved Louis det næste år. ” Jeg stirrede på hende og blinkede skræmt med øjnene. Det kunne jeg ikke! Det er umuligt!

”Men mor. Det kan jeg ikke! Hvad hvis han opdager det? Jeg kan ikke”. Jeg rystede og kunne mærke, at et panik anfald sneg sig op i mig. Jeg rejste mig fra bordet, forklarede hvad der skete og løb ud i haven, ned til dammen og satte mig på bænken. Jeg kunne mærke at anfaldet var ovre allerede, og jeg havde nået ud i tide. Jeg sad på bænken, indtil min mor stille kom ud og satte sig forsigtigt ved siden af mig.

”Jeg ved, det er hårdt skat. Men du må bare gøre det. Du kan ikke blive ved med at leve i fortiden, og på hvad der skete med ham. Det er sket, og det er tid til en ny tid”. Måske havde min mor ret. Måske skulle jeg bare i gang men en ny periode. Jeg drejede lidt rundt og gav min mor et kram. Jeg hviskede et tak, og hun kyssede mig i panden.

 

Jeg lukkede forsigtigt min kuffert i, rejste den op og lagde den hen til de andre. Det var i dag, at vi skulle hen til Louis. Jeg var bange men også meget spændt. Mine forældre havde forklaret i går, at Louis ikke vidste noget med, hvad der var galt blot at jeg bare ikke havde det så godt. Så det var op til mig selv, om jeg ville fortælle resten hvilket jeg selvfølgelig ikke ville! Jeg ville aldrig lade ham finde ud af det. Jeg vidste hvor knust, han ville blive. Jeg lagde min iPhone hen i min taske, kaldte på min far og fik ham til at løfte det hele ud i bilen. Jeg gik hen i favnen på min mor.

”Kan du nu passe på dig selv! ” hviskede hun i mit øre og krammede mig ekstra hårdt.

”Det lover jeg at jeg gør mor. Jeg kommer til at savne dig! ” svarede jeg igen og kyssede hende på kinden. Jeg fulgte efter min far og satte mig ud i bilen. Fire timers køretur til London nu. Det kunne kun gå galt. Jeg lukkede mine øjne i, og det sidste jeg hørte var min far der nynnede med på en sang.

”That you make me strong”.

__________________________________________________________________________

Kære alle! Det var så første del af min movella 'Strong'! Jeg kunne meget godt tænke mig at høre hvad i synes om den, hvis der er noget der kunne gøres bedre eller andet. Håber at I synes om den for så vil jeg klart skrive mere. Undskyld at første kapitel er ret kort. Hilsen Sille! :-) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...