Hold me tight

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Igang
16-årige Alberte, der er udvekslingsstudent i den solrige, californiske, kystby Palm Hills, lever det søde liv med High School fester, veninder og afslappende weekender på de kilometerlange, hvide sandstrande, der omringer den lille by. Men pludselig tager den udveksling, der bare skulle have været en oplevelse og lidt udfordring i den unge teenagers liv, en drastisk drejning, da en uventet gæst kommer ind i billedet helt tilfældigt. Men gæsten er ikke hvilken som helt gæst, det er nemmelig den verdensberømte stjerne, Justin Bieber, og lynhurtigt er Albertes liv ændret for altid, da følelserne begynder at blomstre mellem dem og sommerfuglene baske i begge maver. Pludselig skal hun vende sig til den helt nye tilværelse, de problemer der opstår, tæmme hendes vilde følelser og samtidig tænke på, at en udveksling (desværre) kun varer i et år.

9Likes
2Kommentarer
1003Visninger
AA

8. Et dybt, mørkt hul

 


Justin og jeg sidder inde i det lune trygge studie, hvor vi lytter til noget af den sang han er igang med at skrive på. Han holder beskyttende min hånd og bliver ved med at sikre sig, at jeg er okay.  Kenny, bodyguarden som fik mig væk fra parkeringspladsen sidder ved siden af os, og lytter med på sangen. Jeg har skrevet til Claire og Sam at jeg fik det dårligt imorges, og var taget hjem med det samme. Jeg føler mig slet ikke parat til at fortælle dem om Justin, for det første vil de nok ikke tro mig, for det andet ville det lyde TOTALT dumt, at Justin Bieber og jeg er blevet kærester på tre dage. Ligemeget hvor meget jeg ønsker at fortælle dem det, føler jeg mig stadig ikke klar.. Det vil bliver ALT for indviklet at fortælle, og så alle de spørgsmål som jeg ikke kan og vil svare på. 
Justin kører mig hjem i min bil, da han plagede mig om at følge mig hjem. Vi taler om hans nye sang, om den tour som har har tænkt sig at lave og om vores forhold. "Jeg er stadig ikke sikker på jeg forstår," siger han med hans bløde stemme. "Forstår du ikke at hvis jeg fortæller dem at jeg er sammen med dig, vil det ende med at hele skolen vil være efter mig?" han sukker stille. "Jeg vil ikke kunne gå rudt alene, uden at blive overfaldet ligesom i morges." Min stemme lød pludselig meget trist, og Justin lægger automatisk hans ene hånd på mit lår som en trøst. Mit hoved kigger ned i sædet, men bliver rejst op af Justins ene finger. "Hey," siger han stille, men med lykke i stemmen. "Vi finder ud af det her sammen. Jeg vil ikke lade berømmelsen ødelægge det her, det skal den ikke have lov til.. vi finder ud af det, det lover jeg." Jeg kigger ham i øjnene og smiler, hvilket også får hans perfekte, bløde læber til at vende opad.
Vi standser midt i indkørslen til mit hus, og så gentleman som Justin er, åbner han døren til min side og jeg stiger ud. Han tager mig i hånden, svinger mig en omgang rudt, og slutter af med et dejligt stort kys, "jeg elsker dig" 
"Jeg elsker også dig," jeg smiler stort og kysser ham en sidste gang, før jeg bevæger mig mod hoveddøren. Justin hopper ind i hans bodeyguards bil, der kørte bag os hele vejen, og den kører væk. 
Indenfor venter Penny og Rufus. De står i køkkenet grinende og i gang med at fodre hinanden med et eller andet fra den dampende gryde, der står på komfuret. De opdager mig hurtigt, rømmer sig og retter blikket mod mig.
"Alberte, der var du! Hvor har du været? Klokken er næsten ti, og vi har ikke hørt fra dig hele dagen," siger Penny en smule ophidset, "du ved vi har ansvaret for dig, vi bliver nødt til at vide, hvor du er henne," fortsætter hun.
"Skolen ringede, og sagde du ikke mødte op. Er du okay?" spørger Rufus med sin rolig stemme. Det er altid Penny der hidser sig mest op, mens Rufus prøver at berolige hende og få styr på hele situationen. 
Jeg sænker mit hoved lidt, da jeg ved, hvor det her er på vej hen, "jeg.. æmh.. jeg fik det dårligt og tog hjem.," får jeg endelig fremstammet. De kigger lidt skuffet på mig.
"Det kom ret pludseligt, så jeg blev enig med Sam, at det var bedst at tage hjem til hende, så jeg ikke behøvede at køre så langt.. jeg er først lige vågnet.. undskyld," jeg prøver at smile, men hele den her oplevelse har gjort mig så forvirret og træt, at det ender med at jeg bare ser endnu mere løjnagtig ud. Rufus nikker og smiler.
"Det var det rigtige, du gjorde. Hvordan har du det nu? Vil du have noget mad? Vi har lavet suppe," han blinker til Penny, der grinende puffer til ham. De kigger hinanden i øjnene og kysser. Det begynder straks at stikke i min mave. Hvad nu hvis Justin og jeg aldrig kommer til at kunne have et normalt forhold? Hvad nu hvis vi skal leve hele vores liv jagtet af papparazzier og uden at kunne elske hinanden i offentligheden? 
"Jeg tror bare jeg smutter op, jeg er ret træt," jeg fremtvinger et lille smil og tvinger mig op ad trappen og op på mit værelse. Jeg kan høre Penny og Rufus snakke videre nedenunder, hvilket får lettelsen til at skylle ind over mig. Jeg når kun lige at lægge mig på sengen idet min mobil, jeg har smidt ved siden af mig, lyser op. 'Vi er ved dig om 2 min, kys!' beskeden er fra Clarie og med 'vi' mener hun hende og Sam. Og rigtig nok, 2 minutter efter sidder jeg og ser film med Clarie og Sam. Vi griner og griner over en eller anden lam dreng fra Sams dramahold, som faldt ned fra scenen idag. Vi følger slet ikke med i filmen, men da et kæmpe skrig fra filmen lyder, flyver vi alle tre op af forskrækkelse og flækker derefter af grin igen. Det bliver senere og senere, og da det løber hen på natten, beslutter vi os for at sove sammen. Rufus kommer ind af døren, med dyner, puder og madrasser. "Så er alt klar, og tak for at Alberte måtte være hos dig hele dagen, Sam." Hører jeg rigtigt!? Det sagde han bare ikke! Jeg går i panik, og når ikke at udtænke en plan, før Sam svarer. "Det var så lidt Hr. jeg er glad for at jeg kan hjælpe," svarer hun sødt tilbage med hendes store flotte smil. Rufus går ud, og Sam vender hurtigt sit hoved om mod mig. "Okay Alberte, forklar." Clarie kigger undrende på os begge, da hun tydeligt ikke forstår. "Hvad har du fortalt Rufus, og hvorfor tror han at du har været hos mig hele dagen?" Jeg undgår hurtigt deres blikke, og lader mit hår virke mere interessant end dem. Clarie rømmer sig, og hurtigt ved jeg godt hvor det her ender henne. "Jeg æmh.." Starter jeg ud. "Det er svært at forklare, men i må tro mig at jeg har det helt fint." Skynder jeg mig at sige. "Alberte, du ved du kan fortælle os alt," siger Sam med en blid stemme. "Ja, det ved jeg. Men det her er altså noget helt andet." Fremstammer jeg. Jeg har en kæmpe klump i min hals, og hele min mave vender på hoved. Alt følses forkert lige nu. De begge kigger på mig med skuffede blikke. "Jeg ved hvad i tænker piger, men i må tro på mig. Jeg har det helt fint!" Siger jeg med en lidt irriteret stemme. Har de ikke slev prøvet at have noget de ikke kunne fortælle? "Vi kan godt se du har det fint, vi er ikke bange for at du er kommet til skade. Vi er bekymret for at du ikke fortæller os hvad du går rundt og laver. Vi er dine bedste veninder, vi er her for at hjælpe dig. Men er du klar over hvor svært det er for os at hjælpe, når vi ikke ved hvad du går rundt og laver?" Jeg kan mærke klumpen i min hals vokse og vokse. Alt kører rundt, og jeg føler mig faktisk svimmel. "Alberte?" Siger en stemme. "Alberte, kan du høre mig!?" Siger en desperat stemme. Jeg kan ikke fokusere på stemmerne, og pludselig føler jeg jeg mister kontrollen over mig selv. Alt bliver pludselig stille, ingen stemmer ingen lyd. Ingenting.  Hallo! Råber jeg højt, men en skinger lyd skærer ind over mit hoved. Hvad sker der lige!? Klumpen i min hals er der stadig, og jeg har det totalt dårligt med ikke at have fortalt Sam og Clarie om Justin. De er jo mine bedste veninder, men jeg vil bare gerne have et normalt liv.. Ha! Prøv lige at hør mig selv! Pigen som er kærester med selveste Justin Drew Bieber. Hvordan skal jeg nogensinde kunne få et normalt liv? Bare tanken om ikke at kunne være sammen med Justin i fred gør mig kvalm. Jeg prøver at fokusere, for at se om der er nogle lyde, bevægelser eller andre former for liv ved mig, men jeg kan intet høre og intet se. Alt er tomt. Hvis der ikke snart sker noget går jeg i panik! Pludselig føler jeg at min krop som føles tungere og tungere langsomt synker ned i et dybt, sort hul. Hvad sker der? Jeg prøver ihærdigt at sige noget, skrige, hviske, bare et eller andet, men der kommer ingen lyd ud af mig. Til sidst giver jeg slip, og det er som om et stort, tykt tæppe ligger sig over mig.

Husk at like, hvis i kunne lide den

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...