One Shot - Angel Cheeks - Daniel Radcliffe

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
(Til What If konkurrencen) Tror i også på kærlighed ved første blik? Eller tror i også bare at det er noget latterligt, som er fundet på? Who Knows, måske er det virkelig sandt, måske er det muligt bare at falde for en som man for første gang ser - men hvem ved, hvordan i mødes. Ved at løbe ind i hinanden, eller ved at se hinanden på et diskotek? Ikke den her gang. Daniel Radcliffe har en hel særlig måde, at blive forelsket på, men hvorfor føler han, at han aldrig får den han elsker? Hvorfor føler han at det er noget latterligt at blive forelsket i en som man ikke kender? Findes hun overhovedet, eller er det hele bare som en film? Følg med i Angel Cheeks og find ud af Daniel's kærligheds liv.

1Likes
3Kommentarer
380Visninger
AA

3. Angel Cheeks - fantasy, or reality?

 

Daniel's synsvinkel

 

Kærlighed ved første blik. Den største løgn, jeg nogensinde havde hørt. Der fandtes ikke kærlighed ved første blik, det troede jeg på - eller prøvede jeg på at glemme det? Prøvede jeg på at få mig selv til at indse, at det ikke findes, selvom det gjorde? 

Mig, en kendt skuespiller, blev forelsket i en normal pige. Kunne det lade sig gøre? Jeg ville ikke være selvisk eller sådan noget, men var det ikke svært at finde én pige man kunne lide, ud af de mange millioner af piger? 

Hvorfor føltes det så rigtigt? Hvorfor føltes det så, at hun virkelig var min. Hvem var denne pige? Hvem var hun? En pige jeg ikke kendte, kunne man blive forelsket i hende? Var det muligt? Alt var ikke, som der stod i bøger, men det her, det føltes som om at det var rigtigt. Hver gang, jeg lukkede øjnene, kunne jeg se det for mig, jeg kunne se kinden. Kinden, som jeg forleden havde rørt, men hver gang jeg prøvede på at huske ansigtet, så var det bare sort. Det var som om at halvdelen af min hukommelse var slettet, visket ud. 

Jeg stirrede ud af vinduet, og jeg havde ikke hørt Dane snakke til mig. 

Hvem Dane? Dane Dehaan, min bedsteven, vi boede sammen fortiden, fordi at jeg havde brug for selskab, da jeg havde brugt for meget tid på film.

Lægen havde fortalt mig at jeg skulle holde en pause. Hvorfor havde en læge fortalt mig det? Fordi at lægen mente, at jeg var ved at blive syg. Hvis jeg blev ved med at lave film, og ovenikøbet overnaturlige film, så ville jeg måske få skizofreni. Det mener de. Det ville jeg dog aldrig få, jeg var en god skuespiller, en skuespiller siden jeg var ti år, hvorfor skulle jeg så blive syg nu, hvor jeg var femogtyve? 

Med et suk, kiggede jeg på Dane. "Undskyld, hvad sagde du?" han kiggede mistroisk på mig, og sukkede. "Daniel, hvad sker der? Du dagdrømmer heletiden. Jeg ville bare spørge om du ville med ind til byen, måske kan vi få tankerne til at forsvinde lidt." Hans ord lød ikke overbevisende. Mine tanker ville ikke forsvinde, uanset hvad. "Fint, men hvis jeg bliver træt, så tager jeg hjem." fik jeg sagt, mens han nikkede. Da jeg havde rejst mig op, gik jeg hen til skabet, der tilhørte mit tøj fortiden. 

 

-----------------------------------------------------------------------------------

Man kunne høre højt musik og folk der festede ud i byen. Der var virkelig mange, men det tog jeg mig nu ikke af, da det altid var sådan når det var ferie. Med et suk, gik jeg rundt sammen med Dane indtil vi endte på en klub, der hed Monroés. Hvorfor den hed det, vidste jeg ikke, men jeg var også sådan set ligeglad da jeg ikke havde lysten til noget i aften. "Fire shots," hørte jeg min ven sige til bartenderen, og for at være ærlig, så forstod jeg ikke hvorfor han bestilte shots, han vidste godt at det ikke ville ende godt, hvis vi drak for meget. Dog lod jeg det ikke påvirke mig, så jeg drak egentlig bare det, som Dane havde bestilt. Jeg ville nemlig glemme alt det som jeg gik rundt og tænkte på - hende. 

 

Der var mørkt. Jeg kunne intet se, intet. Det var som om at jeg var død, men hvorfor følte jeg mig så levende? Jeg følte mig mere levende end nogensinde. 

Pludselig hørte jeg et skrig, hvilket fik mig til at gå et skridt tilbage, for ligesom at registrere det der skete. 

Det lød som pigeskrig, men jeg var alene? Der var ingen her. 

Det begyndte med at blive for skræmmende. Hvor var jeg, og hvorfor var der en pige der skreg? 

"hjælp," hørte jeg en hæs stemme sige, en pige. 

"Hvor er du?" fik jeg endelig sagt, måske lidt for højt, for hun begyndte at skrige igen. 

Var det mig hun var så bange for? 

Det viste sig at være sandt, for da jeg ville gå, lyste det pludselig op, og da jeg kiggede rundt, fandt jeg ud af at jeg var inde på et værelse, men det var ikke mit værelse? Værelset var tomt, og pigen sad ved en hjørne, helt krøbet sammen. 

"Hjælp," hørte jeg hende sige igen, denne gang med en lille stemme.

Jeg gik hen til hende, hvor jeg satte mig, men jeg nåede ikke rigtigt at gøre noget, inden jeg mærkede noget hårdt mod min ryg. Jeg var på en eller anden måde faldet ind i væggen bag mig. Da jeg kiggede på pigen, vidste jeg at hun græd, for man kunne se hendes tårer ned af hendes kinder, men det var ikke normalt at græde på den måde..

for hendes tårer var gyldne. De strømmede ned, som guldflod og det blev det ved, indtil jeg med tave skridt, gik hen til hende igen - den her gang, lagde jeg min hånd mod hendes kind. 

Og tårerne stoppede med at strømme ned af hendes kinder.

Hun græd ikke mere, men hendes blik var kold. 

Hun kiggede tomt på mig, som om at jeg var et spøgelse, men var jeg nu ikke det? 

Jeg vidste ikke engang hvad jeg var.

"Hjælp," sagde hun igen, og jeg var ved at blive sur. Hvordan skulle jeg kunne hjælpe hende? Med et suk, lagde jeg ubevidst begge mine hænder på hver sin side af hendes kinder. 

"Hvordan?" spurgte jeg, og idet jeg sagde det, kunne jeg mærke en mærkelig følelse indeni mig. Hvad, vidste jeg ikke, men følelsen gjorde mig helt slør. 

Det begyndte med at blive lyst, og jeg kunne se pigens ansigt, klart og tydeligt - for at være ærlig, så havde jeg aldrig set sådan en pige før, aldrig i mit liv. Om det var kærlighed ved første blik, eller om det bare var en latterlig tanke, det vidste jeg heller ikke - det var bare så underligt. 

Hendes kinder var så bløde, at jeg ikke kunne trække mine hænder væk. 

Det føltes som om at hun var en engel, og hendes kinder var engle kinder.

Var det her muligt, eller drømte jeg? 

Hun var en engel, og hendes kinder var englekinder.

"Daniel?" stemmen lød som en mus der peb. "Daniel, er du der?" igen, kom stemmen, men denne gang var det tydeligt. "Mh?" mumlede jeg og rettede mig op, hvor jeg kiggede på Dane. Hvad skete der, og hvor var jeg henne? Hvor var pigen henne? "Hvor er hun?" spurgte jeg om, hvilket fik Dane til at se underligt på mig og han løftede et øjenbryn der kun kunne vise nervøsitet. "Daniel, hvem snakker du om? Er du okay?" hørte jeg ham spørge mig om og denne gang kom jeg til mig selv. Drømte jeg? 

Men hvorfor føltes det så rigtigt? Hvorfor følte jeg at jeg virkelig havde rørt hendes kinder? Igen. Mine hænder brændte stadig efter det med hende. 

Hvordan kunne sådan en latterlig drøm føles så virkelig? Måske fordi det virkelig var virkelig? Men det var umuligt, for her sad jeg sammen med Dane, på en klub og her var ingen kinder, og ikke en pige der bad om hjælp. Det var som om at jeg var i en film, for jeg forstod ingenting. Absolut ingenting. Først så jeg en pige, hvis kinder blev rørt af mig, og så er jeg pludselig på en klub sammen med min bedsteven Dane. Men følelsen af kærligheden...

Den var der stadig..

Den måde hun græd på, hendes tårer, der var gyldne, og den måde jeg rørte hendes kinder på, så tårerne ikke strømmede ned længere. Den følelse var der stadig. Jeg kunne se det for mig. "Hun er så smuk. Er det kærlighed ved første blik?" Jeg kiggede på Dane efter jeg havde sagt det, og det fik ham bare til at se mere bekymret på mig. "Hvem Daniel, hvem? Er du sikker på at du er okay?" Ja, jeg var okay, jeg var helt okay, det var bare at jeg følte kærligheden, og det var virkelig en rar følelse, det troede jeg på.

Men var det muligt for mig at få den jeg elskede? Fandtes hun overhovedet? Det gjorde hun, det var jeg sikker på.

"Ja, jeg er okay." fik jeg endelig sagt. "Jeg er helt okay." 

 

Men var jeg det? Var jeg okay, eller var jeg faldet for en jeg ikke kendte?

Kærlighed ved første blik. Troede jeg på det? Var det rigtigt? 

Hun var så uskyldig. 

"Kan vi ikke tage hjem nu, Dane?" spurgte jeg, og så på ham mens han bare nikkede, hjalp mig hen til bilen og snakkede om noget jeg ikke fulgte med i. 

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

"Daniel, du er kommet.. Igen. For mig." hørte jeg den fantastiske stemme sige, og jeg kunne ikke andet end at smile. Smile, andet kunne man ikke når man var i nærheden af hende. 

Hendes gyldne hår, hendes smukke ansigt, øjne, alt. Alt var perfekt når jeg så hende. 

Hendes navn, kendte jeg ikke engang til. 

Hun sagde at jeg bare skulle kalde hende for Angel, men det gjorde jeg ikke.

Jeg ville ikke kalde hende for et navn, for hun fortjente mere end bare et navn.

Var det kærlighed ved første blik?

Jeg kom hen til hende, hvor jeg rørte hendes kinder. 

Det gjorde jeg hver gang jeg så hende for hendes kinder gjorde mig så glad. Hvorfor og hvordan, vidste jeg ikke, men jeg vidste, at når jeg rørte hendes kinder, kunne jeg mærke at hun var min, at hun faktisk var levende, og ikke bare en fantasyfigur. 

Hendes kinder var virkelig bløde og følsomme, at hvis jeg bare rørte en smule hårdt, ville hendes gyldne tårer igen strømme ned af hendes kinder. 

Det forstod jeg ikke, men det var rigtigt.

"Han har det ikke okay, hans sygdom er ved at sprede sig i kroppen. Han ser vel ikke mange film, for det kan være derfor at sygdommen spredes hurtigt." hørte jeg en mørk stemme sige. "Nej, Dr. Beant, han ser slet ikke film, men hver gang jeg snakker til ham, så snakker han til mig som om at jeg var en anden og ikke mig selv, Dean. Han rører mine kinder, han smiler til mig som om han var forelsket, og så siger han alt muligt andet. Hvad sker der? Vi var til en klub igår, og da jeg snakkede til ham, spurgte han mig 'hvor er hun' og 'hun er så smuk, er det kærlighed ved første blik?' noget i den stil." Jeg kunne ikke følge med, jeg snakkede med min engel. "Jeg har savnet dig," sagde jeg, med et smil og hun smilede med sit perfekte smil mens hun kiggede på mig. "Og jeg har savnet dig, Daniel. Men du må gå nu, du vil vel ikke have at dine nærmeste venner skal tro at du er mærkelig? Jeg elsker dig." Hendes ord, fik mig til at se mærkeligt på hende. "Jeg forstod det ikke, men okay. Jeg elsker også dig." sagde jeg og kyssede hende kort på hendes englekinder. 

"Daniel?" hørte jeg en sige til mig, og det fik mig til at kigge på personen - Doktor Beant. "Dr. Beant? Hvad laver du her? Eller. Hvad laver jeg her, hvordan er jeg kommet hertil?" sagde jeg. Jeg var forvirret. "Kan du ikke huske det? Vi kom sammen efter du vågnede op om morgenen. Forresten, hvem snakker du til?" sagde han. 

Hvem jeg snakkede til? Kunne de ikke se hende? Kunne de ikke se Angel Cheeks? Navnet jeg havde givet hende. 

"Angel Cheeks? Kan i ikke se hende?" Jeg kiggede mærkeligt på hende, og sukkede. "De kan ikke se dig?" sagde jeg. "Jeg går nu," hørte jeg hende sig, og gå væk. Hvad skete der lige der? "Daniel, vi kan ikke se nogen. Du skal undersøges, du ser ikke okay ud." "hvad snakker du om, jeg er okay?" sagde jeg hurtigt. Det irriterede mig at de troede at jeg ikke var okay.

 

 

Der gik to timer, og de havde taget røntgenbilleder af hele min krop, fra top til tå. Hvorfor gjorde de det? Jeg forstod virkelig ingenting.

Jeg kiggede over på en stol, hvor Angel Cheeks sad på. "Hvorfor gør de det her?" spurgte jeg hende, og hun sendte mig et sødt smil, mens hendes kinder bare blev til en buttet tomat. "Fordi du er syg." hendes gyldne tårer strømmede ned af hendes kinder igen, men jeg kunne ikke tørre dem, for da jeg ville gøre det, kunne jeg ikke mærke hendes kinder. "Hvad mener du? Jeg er ikke syg?" 

"Daniel, jeg findes ikke. Jeg er bare din fantasy. Jeg er den fantasyfigur som du selv har fundet på. Jeg græder, når du selv har fundet på det, jeg smiler, fordi du gør det, jeg kan se dig, fordi du vil have at jeg skal se dig. Jeg gør det, du vil have mig til at gøre. Som i fantasy."

 

Hvad? Hv-vad mente hun? Jeg var ikke syg, og Angel Cheeks var ikke min fantasyfigur? 

 

Eller var hun?

"Daniel, du er alvorlig syg. Du må blive indlagt, før du får skade. Skizofreni. Du begynder med ikke at kunne skille fantasy og virkeligheden fra hinanden. Du ser begge som reality, og det gør dig sindssyg.. " De ord, jeg aldrig havde håbet på at høre.. dem hørte jeg. 

 

 

Og nu sidder jeg, på en seng, hospitalsseng, og snakker med Angel Cheeks. Selvom jeg vidste at hun ikke fandtes, så snakkede jeg med hende, for hun var den eneste jeg havde, som virkelig føltes virkelig. Dane kom stadig på besøg, men selv når han er der, snakker jeg med Angel Cheeks. Hun er min kærligheds engel. Englekinder, dem har hun. 

Det her, kaldes for kærlighed ved første blik.

Var jeg syg? Ja. Men det her var kærlighed ved første blik - det troede jeg på. 

 

Angel Cheeks - Hende elsker jeg. 

 

 

---------------------------------------------------------------------------------------------

 

Hey! 

Jeg har virkelig brugt mange følelser på at skrive denne novelle, så jeg håber at i vil smide et like - nu må vi håbe at konkurrence lederne kan lide den. Det er afhængig af om i kan lide den! I må meget gerne kommentere, så jeg kan se at i kan lide den, for hvis i kan, skriver jeg måske videre på den, for jeg elsker den allerede, og har en masse idéer. :) !!

Elsker jer - Angel Cheeks.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...