Ukendt er Celeste

"Pigen var ikke smuk lige som Birgitte. Hun havde ikke lange, brune ben. Hun havde små blege ben med lidt fregner. Hun havde ikke høje kindben, men derimod runde og sunde æblekinder. Hun var ikke én drengene savlede over, men de kiggede efter hende".

18Likes
5Kommentarer
610Visninger
AA

1. Ukendt er Celeste

Jens var en ordentlig mand. Han havde et godt job, stor villa i Hellerup, Audi med lædersæder og kone og børn. Den eneste mangel i hans tilværelse var lidt gnist. Ganske enkelt savnede han spændingen og intensiteten ved sine yngre dage. Hans liv var som et maleri af P. S Krøyer: naturalistisk, pænt og en smule farveforladt. Det faktum fik ham både til at føle sig tryg og ufattelig kedelig på samme tid.

Jens rystede tankerne af sig med en utilfreds brummen. Han måtte virkelig stoppe med al den tænken. Det gav ham en frygtelig hovedpine.

Han hankede op i sig selv og fortsatte hen af gågaden. Hans intention med den korte tur ind til byen var egentlig at købe badmintonudstyr til ungerne, men han endte hurtigt med at sidde på en café med en fadøl på bordet og en smøg dinglende i mundvigen. Hans kone, Birgitte, blev ved med at sige at han ikke måtte ryge derhjemme.

”Du skader dig selv og dine omgivelser. Er du klar over det? Bekymrer det dig OVERHOVEDET ikke at dine børn vokser op med passiv rygning?” havde hun sagt blot få timer tidligere. Diskussionen var endt med at han havde givet hende ret, krympet sig, og forladt huset for at købe badmintonudstyr.

Og nu sad han på caféen og gjorde lige præcis dét, hun forbød ham. At overtræde Birgittes regler var nok de mest spændende plottvists i hans liv.

Jens tog et hiv af sin smøg, pustede røgen ud i luften og sukkede. Det var så ynkeligt, at det gjorde ondt.

Solens stråler varmede den 15-årige Jens, der lå på engen og kiggede på himlen. Han pillede lidt ved sit ”overskæg”, bestående af fire mørke dun, som han var noget så stolt af. Året var 1982, og han skulle op i 9. klasse efter sommerferien. Hold kæft, hvor han glædede sig.

”Er denne her plads taget?” En pige på hans egen alder så på ham med nysgerrige grønne øjne. Han satte sig forbavset op og fulgte hendes finger, der pegede på jorden ved siden af ham. Han nikkede forsigtigt. Bandede indvendigt over sine hæmmede sociale egenskaber.

Hun fnes. ”Det ser ikke sådan ud.”

”Hvad? Nåh, nej, jeg… Bare sæt dig.”

Med et smil dumpede hun ned ved siden af ham. ”Det tænkte jeg nok. Hvad hedder du?”

”Jens.” svarede han en anelse mere selvsikkert.

”Hm, det var et kedelig navn.”

Hun kunne da selv være et kedeligt navn, tænkte Jens. Men han kunne alligevel ikke lade være med at være lidt fascineret af pigen.

”Hvad hedder du så?” spurgte han.

Hun vrikkede drillende med øjenbrynene. Så rejste hun sig op, børstede skidtet af sine jeans og gik sin vej. Jens var ladt tilbage med en varm og kildrende fornemmelse i maven.

Jens vågnede fra sit flashback. Han var helt opslugt at fortiden. Tanken om mødet med pigen fik ham til at tænke på, hvor anderledes det havde været, da han mødte sin kone. Hende havde han fundet på en datingside i et desperat øjeblik for nogle år siden. De havde arrangeret en date, og vupti, et par måneder senere var de gift. På det tidspunkt havde han mest gjort det, fordi han følte at kone og børn ville være på sin plads. Nu elskede han hende… Eller gjorde han?

Birgitte var jo en smuk kvinde med sine høje kindben, pletfri hud og lange, solbrune ben. Hun var bestemt noget de andre i vennekredsen beundrede og talte om, når de fem fuldvoksne mænd mødtes en gang om ugen for at spille kort.

”Hold kæft,” sagde de altid. ”Hvordan kan du have scoret sådan en steg?”

Tjah, det var et spørgsmål han havde stillet sig selv mange gange før.

15-årige Jens stod i kø til at købe en is. Hans kinder var friske og rødmossede efter en hel dag i solen. Siden gårsdagens begivenheder, havde han ikke kunnet lade være med at tænke på den mystiske pige. Hun havde fyldt hans sind hele dagen og havde holdt ham vågen om natten. Hvem var hun? Hvad hed hun?

Han var vild efter at få svar på sine spørgsmål, og som sendt fra himlen dukkede hun op foran ham med en kæmpe is i hånden og et lige så stort smil om læberne.

”Hej Jens,” sagde hun, for derefter at trække ham ud af køen og med hen på en vakkelvorn bænk. Det sugede i hans mave.

”Hej Ukendt,” sagde Jens. Han var rimelig stolt af sit svar. Det var da cool, var det ikke?

Han nåede lige at føle et sekunds usikkerhed, inden hun fortsatte med at tale: ”Hvad bringer dig her, Jens?”

Han overvejede sit svar. ”Æh, jeg skulle bare ha’ en is.”

”Du er vildt sød, det ved du godt ikke?”

Jens så befippet på hende, som hun sad der på bænken med fødder der dinglede over jorden og det røde hår strittende ud til alle sider. Hendes bemærkning fik hans kinder til at blusse og hans indre organer til at danse tango.

”D-du er da også ret sød.” stammede han.

Hun grinede og purrede op i hans hår. ”Vi ses nok snart igen, Jens.”

Jens opdagede at han stenede, så for at holde sig beskæftiget hev han sin iPhone op ad bukselommen. Tre ubesvarede opkald fra Birgitte. Det tegnede ikke godt. Han stønnede og slukkede telefonen.

En tjener tøffede over til hans bord. ”Vil du have regningen?” spurgte hun og nikkede mod hans tomme glas.

”Nej, tak. Lad mig få en øl til.” Nu når han alligevel syndede, kunne han lige så godt gøre det med stil. Han betragtede en 4-årig knægt drøne rundt på fortovet og smilede for sig selv. Drengen mindede ham om sine egne børn: vilde, men bedårende.

Han kom pludselig i tanke om badmintonudstyret, og skulle lige til at rejse sig, da en fadøl blev placeret foran ham. Nåhja, han kunne vel lige så godt nyde den, nu den var der.

Han tog en slurk, for så at læne sig tilbage i fletstolen. Den knirkede under hans vægt. Pokker til ølvom, tænkte han og skævede ned til sin udspilede mave. Birgitte havde i flere måneder prøvet at få ham til at træne, men det sagde ham bare ikke noget at kaste rundt med vægte og lege Tarzan. Han ville hellere sidde i sin komfortable lænestol og læse en bog. Hvorfor kunne han ikke bare få lov til det?

15-årige Jens spurtede efter en fodbold, mens sveden glinsede på hans pande. Hans ikke særligt velproportionerede krop fór frem og tilbage på banen, indtil han blev afbrudt af en velkendt stemme:

”Hej Jens. Hvorfor spiller du alene?”

Han standsede brat og fik øje på pigen. Hun lagde hovedet på skrå. ”Hej Ukendt,” prustede han. ”Vil du være med?”

Han bed sig i læben og bad til at hun sagde ja. Hvorfor havde han det sådan? Hvordan fik hun hans hjerte til at banke så hårdt i brystet?

Hun smilede stort og afslørede dermed et sæt charmerende, skæve tænder. Så trak hun sine skjorteærmer op til albuerne og løb hen og tog bolden fra ham. De spillede, de grinede, de udvekslede telefonnumre og de grinede lidt mere.

 Hun ville dog stadig ikke sige sit navn, da de krammede farvel nogle timer senere. ”Det er jo det, der er det sjove,” fnes hun. ”Så det forbliver en hemmelighed.”

Hvad det så end betød, havde Jens ingen anelse om.

Jens tændte sin telefon igen. Han måtte hellere ringe til Birgitte, inden hun forvandlede sig til en omvandrende ildkugle derhjemme. To mekaniske bip og han kunne høre hendes stemme.

”Hvorfor tager du ikke din telefon?” var det første hun ville vide.

”Nogle gange tager man ikke sin telefon.” var Jens håbløse modsvar.

Hun tyggede på det, slugte det og spurgte så: ”Har du husket at købe tennisudstyr til børnene?”

”Tennisudstyr? Jeg troede, det var badminton?  Shit.”

”Jens! Vores børn har gået til tennis i tre år. TRE ÅR. Det her er bare endnu et bevis på, hvor fraværende du er. Du-”

Han lukkede helt ubevidst af for resten. Åh, hvorfor skulle han altid dumme sig? Birgitte fortjente en bedre mand. Det gjorde hun virkelig. Han var for doven og grim til hende.

Hun gjorde alting perfekt, hun så skide godt ud, hun var et godt forbillede, et godt menneske.

Sandheden gjorde ondt på ham.

Onsdag den anden juli var en god dag for 15-årige Jens. Den startede ud helt normalt med en sandwich til morgenmad, et lille skænderi med lillebror, lidt ufrivillige lektier og så bare ud af døren. Det var først, da han stødte ind i pigen, at det vendte op og ned på det hele.

De havde set hinanden hver dag siden fodboldkampen, og for hver dag var han blevet mere nervøs og mere selvsikker på samme tid. Hver gang deres øjne mødtes begyndte sommerfuglene at baske rundt i maven på ham. Han yndlingstidspunkt på dagen, var når de skulle sige farvel. Så havde han en undskyldning for at kramme hende, for at dufte til hende. Hun duftede altid en lille smule af saltvand.

Nu stod de så og stirrede på hinanden. De var ude på engen, hvor de mødte hinanden for første gang. Himlen var blå og fuldstændig skyfri og fuglene sang i træerne. Men alt det havde han selvfølgelig ikke tid til at lægge mærke til, for han var travlt optaget af hendes grønne øjne. Hun så undersøgende på ham. Så skete det: hun trådte forsigtigt frem (hvilket var højst usædvanlig adfærd, på grund af hendes frembrusende personlighed) og kyssede ham på munden.

Det var hverken et blidt kys, et kærligt kys, et vildt kys, et intenst kys, et kort kys, et langt kys eller noget derimellem. Det var bare et kys. Og det var fantastisk.

Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre, for det var første gang han kyssede. Han prøvede at huske hvad han havde set på film og lagde akavet sine hænder rundt om hendes talje og trak hende ind til sig. Han kunne mærke på sine læber, at hun smilede.

Efter et par sekunder trak hun sig væk fra ham, kyssede ham kort på næsetippen og vendte om på hælen.

Og det var sidste gang, Jens så den mystiske pige.

Pigen var ikke smuk lige som Birgitte. Hun havde ikke lange, brune ben. Hun havde små blege ben med lidt fregner. Hun havde ikke høje kindben, men derimod runde og sunde æblekinder. Hun var ikke én drengene savlede over, men de kiggede efter hende. Hun udstrålede så megen charme og selvtillid, at man blev blæst bagover, bare ved at være i nærheden af hende. Rent metaforisk set selvfølgelig.

Jens samlede sig sammen. Han vinkede af tjeneren. ”Nu vil jeg gerne bede om regningen, tak.”

Han måtte hellere se og købe det badmi-… Tennisudstyr. Og så skulle han hjem til sin kone og til sine børn. Han skulle jo også på arbejde tidligt næste morgen og det var ved at blive sent. Tjeneren regnede beløbet ud på en lille maskine. Han betalte, trak i sin jakke og skulle til at rejse sig.

”Er denne her plads taget?” spurgte en stærk kvindestemme. Han kiggede åndsfraværende op i et par grønne øjne. Der gik et par sekunder, før han indså hvem det var. Det summede helt ud i fingerspidserne. Hun mindede ham om et vaskeægte Picassomaleri, et af de bedste af slagsen: skævt, fyldt med farver, uperfekt. Hans læber krængede op i et smil. Hun lignede sig selv bare med lidt rynker og gråsprængt hår.

”Hej Jens.” smilede hun overrasket.

Han var helt ude af sig selv. Kunne det virkelig passe? Lige pludselig blev han mundlam og akavet, som var han 15 år igen. ”Hej Ukendt.” sagde han. Ude af stand til at stoppe med at smile.

Hun satte sig ved siden af ham. ”Jeg hedder faktisk Celeste.”

Celeste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...