What If... I could get another chance with you...?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 6 aug. 2014
  • Status: Færdig
Choi Minho er en af Sydkoreas meste berømte idoler, som medlem af gruppen SHINee. Du som hans kæreste bliver forsømt, og først for sent indser han, hvor meget du betyder for ham. Men hvad nu hvis han fik en chance til? Ville han ændre sig? Ville han vælge dig frem for sit arbejde? Denne korte historie følger Minho, og de valg han foretager, når han ved, hvad fremtiden bringer…

7Likes
4Kommentarer
417Visninger
AA

3. Jeg vidste det...

      ”Kan jeg ikke gå med dig i dag?” Du kiggede på mig med et forvirret blik, men sendte mig så blot et smil. Normalt ville jeg tage bilen over til tv-stationen eller SM Entertainment bygningen, men ikke i dag. Jeg havde sørget for at tage en kasket og solbriller på, samt et halstørklæde i håbet om ikke at ville blive genkendt. For selvom jeg vidste, at vi hurtigt ville kunne blive omsværmet af fans eller af pressen, så havde jeg ikke lyst til at give slip på dig endnu.

      ”Vi ses senere.” Jeg bakkede ud af garagen, og så dig stå og smile til mig med krydsede fingre for, at comeback stagen skulle gå godt. Jeg smilede igen, selvom mit smil forsvandt, da en mand stødte ind i dig og spildte sin varme kaffe ud over dig.

      Det ville jeg i hvert fald sørge for ikke skete igen. Så jeg tog din hånd og sørgede for at føre dig uden om manden, der kom gående hen ad gaden. Først da han havde passeret os kunne jeg slappe af igen. ”Minho er du sikker på, at du har det fint?” Da jeg så ned på dig, gik det op for mig, at jeg holdt din hånd lidt hårdere i min, end jeg plejede, og jeg løsnede straks grebet. ”Det må du undskylde.” Jeg sagde det med et undskyldende smil bag halstørklædet, og du nikkede blot forståeligt. ”Det må have lidt af et mareridt, når det kan hyle dig sådan ud af den.” Jeg smilede blot og forsøgte at skjule det virvar af følelser, der løb igennem min krop. ”Tja, i det mindste giver det os mulighed for at følges i dag.” Du nikkede af det, hvorefter du lænede dig lidt op ad min arm. ”Jeg tror aldrig, du har fulgt mig på arbejde på den her måde før.” Det havde jeg ikke. Jeg havde altid mit eget travle skema, og selv de dage hvor jeg ikke havde noget på programmet om morgenen, så plejede du ikke at kunne få mig ud af sengen. ”En gang skal vel være den første?” Vi så ind i hinandens øjne, selvom jeg havde solbriller, og mit mareridt begyndte stille at forsvinde. Det havde været en ond drøm. Du var jo lige her ved min side, og du ville aldrig kunne finde på at forlade mig igen. Det ville jeg ganske simpelt ikke tillade.

      I det vi rundede et hjørne, kom en cyklist kørende og kastede sin take-away kaffe imod skraldespanden. Den ramte dog forbi og i stedet for sprøjtede det resterende af den varme kaffe op på din beigefarvede jakke. ”Hey! Se dig dog for!” Du så vredt efter cyklisten, der lod som om, han ikke havde hørt dig, hvorefter du fandt en pakke lommetørklæder frem fra din taske i et forsøg på at redde jakken bare lidt. Selvom det var for sent.

      ”Det skete igen…” Mine øjne var fæstnet på dig med rædsel, og jeg mærkede det løbe koldt ned ad min ryg. ”Hvad snakker du om?” Du så op på mig med et irriteret blik, der nok mest skyldtes irritation over kaffen på din jakke. ”Kaffen… Jeg vidste, det ville ske! Ligesom da du brændte dig i morges… Der er bare byttet rundt på det. Noget er anderledes denne gang..” Dit ansigtsudtryk talte helt klart sit tydelige sprog. Du mente, det havde slået klik for mig. Det havde det måske også, men jeg havde behov for, at du troede på mig. ”Måske du burde tage hjem igen? Jeg ved godt, I har comeback, men jeg tror, du træner til søvn. Og der er da et par timer endnu, inden showet starter.” Mit hjerte sank i livet på mig, som om nogen havde bundet det fast til et anker, og lod det falde ned i det bundløse hav. Du troede ikke på mig. Du ville aldrig tro på mig. Ikke hvad angik det her. Ingen ville. Det var noget, jeg måtte bære selv. Men hvordan skulle jeg kunne det?

      ”Jeg har det fint… jeg skal vist bare vågne lidt bedre.” Dit blik blev mildere, og det søde smil jeg altid havde holdt så meget af spredte sig på dine læber. Det var det smil, du altid smilte, lige inden du kyssede mig på kinden, og ganske rigtigt. Du lænede dig ind mod mig for at kysse mig på kinden, men jeg vendte mit ansigt og fangede dine læber med mine egne i stedet for. Jeg så det chokerede udtryk i dit ansigt, da jeg aldrig havde kysset dig på åben gade før, men da du indså, at jeg lige havde kysset dig ude, hvor alle ville kunne se det. Presse, fans, tilfældige forbipasserende, så rødmede du. Noget jeg elskede. ”Kom, ellers kommer vi bare endnu mere for sent.”

      Jeg vidste godt, at jeg ikke havde behøvet at gøre det, men jeg fulgte dig hele vejen hen til din venindes atelier. Det var der, alle dine nyeste værker skulle fremvises i aften. Noget jeg ikke måtte gå glip af. Efter at have forsikret dig om, at jeg nok skulle nå det i tide, prajede jeg en taxa, som kørte mig ud til tv-stationen. Jeg vidste, jeg var sent på den til prøverne, men som altid når vi havde comeback, skulle vi sidst på, og derfor ville vi også være de sidste til at have prøver. Så sent på den ville jeg da ikke være.

      ”Svært ved at komme op her til morgen?” Jonghyun, var den første, der fik øje på mig, da jeg trådte ind i øvelokalet, der var blevet tildelt os. Han var vores ledende vokal og højst sandsynligt én af de bedste sangere vi overhovedet havde i hele landet. Rundt omkring sad eller hang de andre op ad væggene, og det var tydeligt at se på sveden på deres overarme, at de havde været i gang et stykke tid. ”Beklager meget. Men jeg skulle noget vigtigt.” Key lagde sine arme over kors, og så på mig med sine gennemborende diva-øjne. ”Vigtigere end vores comeback stage?!” Tja, ingen gruppe uden en diva, og der er trods alt en grund til, at han bliver kaldt for ’Almighty Key’. ”Var du sammen med Noona?” Denne gang var det gruppens yngste medlem der talte. Man skulle dog ikke bedømme Taemin på sit uskyldige udseende, selvom det var tydeligt at se, at han var vokset på det sidste. For inde bag det drengede smil, gemte der sig en sand dæmon. Især når det kom til dans. ”Uanset hvad, er det godt, at du er her nu. Så lad os tage den en gang til.” Med sit altid venlige smil og sine forstående øjne, rejste vores leder Onew sig fra gulvet og gik over til anlægget for at gøre musikken klar.

      De havde alle det samme tøj på igen. Snakkede om de samme ting, og jeg vidste, jeg ikke kunne forhindre det, der ville ske senere i at ske. Men noget måtte jeg da kunne ændre? I mit hoved løb jeg igennem billederne, jeg ellers havde forsøgt at fortrænge. Billederne af, hvordan min dag havde været. Hvordan jeg havde brokket mig over dig til de andre medlemmer, da du ødelagde vores pree-optagelser, og de få heldige fans, der var lukket ind, havde stået og filmet det hele. ”Smut ind i omklædningsrummet og gør jer klar. I skal lave pree-optagelser om lidt.” Alle greb deres håndklæder og vanddunke, hvorefter de traskede af sted imod omklædningsrummet. Jeg derimod kunne mærke, hvor hårdt mit hjerte hamrede i mit bryst.

      Efter at have skiftet og fået lagt make-up, begav vi os alle sammen af sted imod scenen. Mit blik gled rundt i et forsøg på at spotte dig. For du måtte da være her et sted, ikke sandt?

      ”Minho din hat!” Du var kommet styrtende ind på scenen, blot for at opdage, at jeg allerede havde den hat, jeg skulle have på. Det var ikke engang, mens der ikke var noget musik, du var kommet brasende. Det var lige midt i en optagelse, og alle fansene havde skreget af det. Flovt havde du forladt scenen igen, mens jeg havde været fyldt med arrigskab. For hvordan kunne du være så sløset, at brase ind midt i en optagelse? At ødelægge den, og så endda foran kameraet, og foran en flok fans, der stod og filmede det med deres mobiler? Det ville sprede rygter, og gøre at jeg kunne blive ydmyget i medierne, og når vi kom på shows. Bare tanken om at kommentarer, så som: ”Og her har vi så manden, hvis kæreste spolerede en af optagelserne til Mcountdown.” ville løbe som en steppebrand, havde antændt noget inden i mig.

      Jeg rystede tanken ud af hovedet, som vi trådte ind på scenen for at gøre os klar. Mine øjne blev dog ved med at glide over, hvor jeg havde set dig komme ind. Musikken startede, og jeg vidste, at jeg var nødt til at fokusere. Fokusere på dansen og sangen, og sørge for at uanset hvornår du ville komme ind og ødelægge det, så ville jeg forholde mig fattet. Så snart jeg havde mulighed for det, søgte mine øjne over imod hjørnet af scenen, men du var ingen steder at spotte. ”CUT!” Ordet fik mig til at fryse på stedet, og jeg vendte mig straks om og så imod kanten af scenen. ”Jeg vidste, du ville komme!” Mine øjne blev dog store i chok og mit smil forsvandt, da et stafmedlem trådte ud og gik over for at rette min mikrofon, som åbenbart var faldet af, uden jeg havde bemærket det. Men hvor var du henne? Ville du slet ikke komme?

      Efter at have tjekket lyden gik vi i gang med optagelserne igen. Denne gang valgte jeg dog at fokusere på vores performance i stedet for. Efter et par optagelser forlod vi scenen igen, og vendte tilbage til omklædningsrummet, da showet snart skulle begynde. Hvorfor havde du ikke været her? Hvad var anderledes? Jeg blev ved med at tænke det for mig selv, indtil jeg trådte ind i omklædningsrummet, hvor de andre stod samlet omkring noget, der stod ovre på bordet. ”Wauw, det ser lækkert ud!” ”Jeg vil også have!” Jonghyun vendte sig om imod mig og så på mig med sine bedende hundehvalpe øjne. ”Minho, vil du ikke nok dele? Please?!”  Jeg lagde mit hoved skrå, og trådte imellem de andre for at se, hvad deres øjne var fæstnet på. På pladsen der var blevet tildelt mig i dagens anledning, stod der en åben bentobox, som de andre afgjort havde åbnet. Den var fyldt med alt muligt forskelligt, og ved siden af den lå der et lille fint hvidt kort med en håndskrift, jeg kendte bedre end min egen.

      ”Jeg tænkte, at du nok ville være sulten.
      Håber jeg har husket alt det, du bedst kan lide.
      Glæder mig til at se jeres performance~♥”

      Stille knugede jeg kortet i min hånd, mens jeg kunne mærke, hvordan tårerne gerne ville komme op i mine øjne. ”Minho-hyung, græder du?” Det var Taemin, der først opdagede, at mine øjne var blanke, hvorefter alle de andre medlemmer gav sig til at kigge underligt på mig. ”Jeg har bare fået noget i øjet..” Hurtigt fik jeg rettet mig op igen, hvorefter jeg tog bentoen og satte den på det lave bord, som vi alle satte os omkring. Du havde været forudseende og havde endda taget spisepinde med til de andre også, velvidende at de sikkert ville tikke om noget, indtil jeg gav dem lov. ”Du er altså heldig at have sådan en kæreste. Gid jeg havde én, der ville komme med bentoer til mig.” Jonghyun sukkede let af det, hvorefter Key gav ham et dask over hovedet. ”Tænker du virkelig kun på mad, piger og sange?” Jonghyun smilede blot fjoget som svar, og det fik et smil til at spille hen over mine læber. ”Det er godt at se dig smile igen.” Det var Onew, der talte til mig, mens Key og Jonghyun forsatte deres diskussion, som Taemin meget hurtigt blev en del af, da Jonghyun ville have én over på sin side imod Key.

      ”Nå, fortæl mig så, hvad der holder dine tanker beskæftiget?” Onew tog et stykke kylling og puttede i munden, mens han sad og så afventende på mig. Et let suk forlod mine læber, og jeg lagde mine spisepinde fra mig. ”Jeg tænkte bare på… hvad nu hvis…. Du vidste, der ville ske noget slemt… Men du ikke kunne gøre noget for at forhindre det. Hvad ville du så gøre?” Jeg så på Onew, det kløede sig let i håret over mit seriøse spørgsmål. Jeg ville ikke kunne forklare ham, hvordan det hele hang sammen, eller hvad der ville ske. For tanken alene var for smertefuld at bære. ”Det er et godt spørgsmål…” Han sad og tænkte lidt over det, hvorefter han snuppede endnu et stykke kylling, som for at tænke på det. ”Jeg ville nok bare tage det, som det kom. Forberede mig, og nyde alting op til da. Så som det her stykke kylling.” Og med det puttede han kyllingen imellem sine spisepinde i munden.

      Han havde ret. Jeg havde forsøgt at forhindre tingene i at ske, men de skete alligevel. Bare under andre omstændigheder. Så hvis jeg alligevel ikke kunne gøre noget, hvorfor så ikke sørge for, at jeg ikke ville fortryde det bagefter? Sørge for at jeg ikke ville sidde tilbage med den tomme fornemmelse i min brystkasse, og smerten der havde truet med at trække mig helt ind i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...