What If... I could get another chance with you...?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 6 aug. 2014
  • Status: Færdig
Choi Minho er en af Sydkoreas meste berømte idoler, som medlem af gruppen SHINee. Du som hans kæreste bliver forsømt, og først for sent indser han, hvor meget du betyder for ham. Men hvad nu hvis han fik en chance til? Ville han ændre sig? Ville han vælge dig frem for sit arbejde? Denne korte historie følger Minho, og de valg han foretager, når han ved, hvad fremtiden bringer…

7Likes
4Kommentarer
420Visninger
AA

5. Jeg elsker dig...

      ”Havde du bestilt bord til os?” Fremvisningen var overstået, og du havde ladet din veninde overtage ansvaret for resten, så vi kunne gå ud og fejre aftenen sammen. ”Du må bestemme, hvor vi skal spise henne.” Dit ansigt viste sand overraskelse, da det altid var mig, der valgte, hvor vi skulle spise. På den måde kunne jeg være sikker på, at vi undgik steder, hvor der var større sandsynlighed for, at jeg blev genkendt. ”Mener du det?” Jeg nikkede af det med et smil, da jeg så glæden i dit ansigt. Jeg vidste godt, hvor du gerne ville spise henne. Det var en lille hyggelig restaurant, du havde fået øje på, da vi kørte forbi den ene dag i en taxa. Den var så lille, at man let kunne overse den, men du så den. Du så altid de små ting, der virkede som om, de ingen betydning havde, men du satte pris på dem alligevel. Så du tog mig i hånden, og førte mig hen ad gaden.

      Jeg vidste godt, det ikke er normalt at gå med hinanden i hånden her i Sydkorea, men da det var en almindelig ting at gøre som kærester, der hvor du kom fra, så jeg havde ligesom vænnet mig til det. Desuden føltes din lille bløde hånd med de slanke fingre som om den var skabt til at passe ind i min store hånd. Lidt ligesom når du lagde dit hoved på min skulder, og det ligesom faldt på plads af sig selv omkring mit kraveben. Et smil gled hen over mine læber ved tanken om, hvordan du normalt ville lægge dig på den måde, når jeg kom sent hjem. For selvom du var gået i seng, så fandt du alligevel altid ud af, at vende dig om i sengen og putte dig ind til mig, så snart jeg lagde mig ned ved siden af dig. Som om du kunne mærke, at jeg var der, og derfor ville være tættere på mig.

      "Så er vi her." Jeg gav din hånd et let klem, inden jeg slap den for at åbne døren for dig. Dine kinder begyndte straks at blusse igen. Hvorfor du blev ved med at rødme, efter at vi havde været sammen i tre år, og boet sammen i de to af dem, forstod jeg dog ikke. Selvom det ikke betød, at jeg ikke kunne lide det. Tværtimod. Jeg nød at se dig rødme. Nød at se den effekt jeg havde dig, og derved vide at dine følelser ikke havde forandret sig for mig.

      Vi fik tildelt et bord forholdsvis midt i lokalet, og mens vi blev vist derhen, lod jeg mit blik glide rundt. Der hang store mørke gardiner og dækkede næsten alle vægene. Rundt omkring på bordene stod der gamle olielamper, og der hang en duft af kryderrier i luften, som fik hele lokalet til at virke eksotisk. Som om restauranten var en helt anden verden, end den der fandtes lige uden for døren. "Er her ikke hyggeligt?" Begejstringen i din stemme var ikke til at tage fejl af, og jeg nikkede let af det. Det var rart at se dig smile på den måde, og vide at det var fordi, jeg havde gjort mig fortjent til det smil. Da det ellers ikke var noget, jeg ville have bemærket. Bestemt ikke her på det sidste.

      "Hvordan smager maden?" Vi havde siddet overfor hinanden i totalt stilhed uden noget egentligt at snakke om. "Den er god." Jeg havde taget dig med på en stor moderne restaurant, der var meget stilren, og hvor man ligefrem kunne dufte alkohlen fra de farvestrålende cocktails, der blev serveret i baren, hvor de fine advokater fik sig nogle drinks efter deres arbejde. Jeg havde koncentreret mig om maden, og havde siddet med min telefon for at følge med i omtalen om vores comeback stage. "Øhm... Minho..." Du tøvede let, men det fik mig ikke engang til at se op fra skærmen. "Ja?" Det suk der undslap dine læber, nåede aldrig mine øre, da min opmærksomhed var rettet imod næsten alt andet end dig. "Jeg så dig hos rejseselskabet den anden dag... Skal du ud og rejse?" Jeg nikkede let af det, hvorefter jeg vendte mit blik imod dig. Jeg ikke engang så håbet i dine øjne, der forsvandt så snart jeg åbnede munden. "Ja, manageren havde bedt mig kigge ind forbi, og tage nogle foldere med til ham. Selvom han nok ikke kan få ferie foreløbigt." Med et lille "Oh.." vendte du blikket nedad, og begyndte at sidde og stikke til din mad. "Hvorfor?" Jeg selv lagde bestikket fra mig, da det lod til, at der var noget, som generede dig. "Så du har stadig ikke tænkt dig at tage med mig til Danmark?" Jeg forsøgte at holde mit bedste pokerfjæs, mens jeg stak dig den sædvanlige undskyldning. "Vi har lige haft comeback stage, så den næste måned kommer til at være fyldt til renden med promotion, og ud over det så er der jo mit almindelige skema også. Beklager meget, men det må blive en anden gang."

      Jeg havde forsat på den måde hele aftenen. Hele tiden undgået at svare direkte på dine spørgsmål, hele tiden kommet med undskyldninger om, at jeg havde for travlt til det ene eller det andet. Lidt ligesom jeg plejede at gøre egentlig. Til sidst endte du med at få nok, men selv ikke da opførte jeg mig anderledes. ”Du vidste godt, at jeg ikke bare kunne droppe SHINee, da vi begyndte at komme sammen.” ”Og det er præcis det, som jeg er træt af. For hvis bare der havde været én dag. Bare én da hvor der ikke var noget, som betød noget ud over os.” Med et suk så jeg på dig, som om at du overdrev det hele: ”Du ved jo, at jeg forguder dig.” Tårerne var begyndt at presse på i dine øjenkroge. ”Men jeg vil ikke forgudes! Jeg vil elskes!” Med det rejste du dig og forlod restauranten, og det tog et øjeblik for mig at opfange, hvad det var, der lige var sket.

      Jeg lagde penge på bordet, og styrtede efter dig, selvom du allerede var på vej ind i en taxa. "Vent!" Jeg nåede lige at gribe fat i døren, inden du nåede at lukke den, så taxaen ikke kunne køre endnu. "Kom nu her ud, så vi kan snakke om det." Dine øjne var let blodskudte og tårerne sad i dem. "Vil det ændre på noget som helst? Vil det Minho?" Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare til det. I stedet for stod jeg blot og stirrede ned på dig.

      "Skal du med eller hvad sønnike?" Taxachaufføren så på mig i bakspejlet med et par sigende øjne. Hvad han forsøgte at sige, havde jeg ingen idé om, og i sidste ende var det dig der endte med at vælge for mig. "Det skal han åbenbart ikke." Hvorefter du smækkede bildøren med en tåre løbende ned af din kind.

      Denne gang fik jeg dig til at le. Maden smagte fantastisk, og det dæmpede lys fra olielampen gjorde, at det føltes som om, at vi sad i vores egen lille verden. Bare dig og mig. "Jeg har forresten en overraskelse til dig." Jeg fandt min mobil frem, og ledte igennem et par filer, indtil jeg fandt den rigtige. Du så en smule forvirret ned på skærmen, da jeg skubbede den over til dig, indtil det langsomt gik op for dig, hvad det var, som du så ned på. "Det er jo..." "Ja, det er en billet til Danmark til os begge to. Jeg snakkede med min manager, og det lykkedes mig at få lavet hul i skemaet, så jeg kan tage med dig. Så kan jeg også møde din familie." Smilet der spredte sig på dine læber var ikke til at beskrive med ord. Det fik dine øjne til at funkle, og jeg vidste på din udstråling, at du var ovenud lykkelig for, at jeg tog med. For det betød at jeg tog vores forhold seriøst. Nej, ikke bare det… Det viste at jeg virkelig elskede dig.

      ”Jeg har for resten en gave mere til dig.” Du lagde hovedet let undrende på skrå, og gav dig til at le let. ”Virkelig?” Jeg nikkede blot af det, og skulle lige til at hive gaven frem fra min inderlomme, da jeg stoppede op. ”Ræk din hånd frem og luk dine øjne.” Det var tydeligt, at du var nysgerrig, men du gjorde alligevel som jeg sagde, hvorefter jeg hev gaven, jeg havde købt tidligere på dagen ud fra min inderlomme. Forsigtigt lukkede jeg kæden om dit håndled, inden du åbnede dine øjne og så ned på sølvarmbåndet, der hang rundt om dit håndled. ”Hvor er det fint. Og så med små vedhæng!” Jeg tog din hånd i min, så jeg kunne dreje armbåndet let rundt og vise dig de forskellige vedhæng. ”Det her er en node, fordi du er vores største fan. En malerpensel for din kreativitet. Uh og stegepanden her er fordi, du er den eneste jeg kender, der faktisk kan vende pandekager i luften. Stenen her er.. ja, den er bare unik, ligesom dig. Uh og bamse. Fordi du altid er så sød, uanset hvad du gør. Øhm… Eiffeltårnet, fordi et var der, vi første gang støtte ind i hinanden… Og det her er et hjerte. Mit hjerte… Som nu er dit.” Jeg havde svært ved at finde ordene, uden at virke alt for kejtet, men det forlegne smil og glædes tårerne i dine øjne sagde alting.

      ”Tak Minho” Min hånd gav din et let klem, inden jeg gav slip på den igen. ”Du skal ikke takke mig. Se det som en gave for dit hårde arbejde op til din udstilling.” Jeg ville egentlig give dig den rigtige grund, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Jeg ville ikke have at den her aften skulle ende. Jeg ville ikke have, at du skulle forlade mig igen.

      Men da restauranten lukkede, var vi nødt til at forlade den og begive os ud på gaden. Regnen stod ned i stænger, og du brugte min blazer som paraply, mens dine øjne ledte efter en taxa. ”Jeg er nødt til at fortælle dig, hvorfor jeg elsker dig.” Du så op på mig med øjne, som om jeg stod og lavede sjov. ”Du er godt klar over, at det regner ik’?” Du sagde det med et smil, men dit smil falmede ved synet af mit seriøse ansigt. ”Jeg er nødt til at fortælle dig det her, så vær sød at lytte… Jeg elsker dig. Jeg har elsket dig lige siden, vi stødte på hinanden i Paris, hvor jeg kom til at gå ind i dig, så du vrikkede rundt på foden og ikke kunne gå. Jeg vidste, at du var anderledes, da du kunne svare mig på koreansk, og du ikke gik amok over, hvem jeg var. Da vi begyndte at skrive sammen, troede jeg ikke på, at det ville gå. Jeg troede, at den følelse der blomstrede inden i mig var falsk. Men du flyttede hertil. Du gjorde det for min skyld, og for første gang i meget lang tid følte jeg mig elsket. Ikke fordi jeg var medlem af SHINee, ikke fordi jeg er god til sport, ikke fordi jeg ser godt ud, men fordi jeg er mig. Du lærte mig at elske, og fik mig til at føle mig elsket.” Jeg sank stille en klump i min hals, inden jeg forsatte. ”Jeg ved godt, at jeg ikke har været den bedste kæreste. At jeg ikke har vist dig, hvor meget jeg elsker dig nok. Men jeg har været for bange for det. Bange for at tingene imellem os ville blive forandret. At du ville holde op med at elske mig og kaste din kærlighed på en anden… Jeg var et fjols. I stedet for ikke at sige det nok, burde jeg have fortalt dig det hver dag. Jeg elsker dig.”

      ”Jeg elsker også dig Minho.” Jeg kunne se på dig, at du ikke vidste, hvad du ellers skulle sige, men mere var heller ikke nødvendigt. Gennemblødt trak jeg dig ind i min favn og pressede mine læber imod dine. De var bløde og varme og smagte let af salt fra regnen. Duften af dit våde hår fyldte min næse, og dit tøj blev mere og mere vådt som jeg stod gennemblødt og holdt om dig, selvom du forsøgte at skabe en paraply over vores hoveder med blazeren. Vores kys ophørte først, da en bil dyttede blot for at standse lidt længere henne ad gaden. ”Det er taxa! Lad os skynde os, inden nogen andre får den.” Du sagde det med et smil, hvorefter du styrtede af sted med mig i hælene. Et smil spillede på mine læber, indtil jeg så, hvor taxaen var stoppet.

      ”Kommer du?” Jeg blinkede let med mine øjne, blot for at se, at du allerede havde sat dig ind i taxaen. Min hals føltes tør og mit hjerte føltes tungt. ”Er der noget i vejen?” Du så op på mig med bekymrede øjne, og jeg var tæt på at hive dig ud af taxaen igen. ”Skal du med sønnike?” Chaufførens stemme ringede i mine øjne, hvorefter jeg sank en klump og nikkede med et let smil. ”Jeg har det fint.”

      Så i stedet for at se taxaen køre af sted med dig alene, satte jeg mig ind ved siden af dig. Mit hjerte slog hårdt mod min brystkasse, mens taxaen satte i gang. ”Tak for i aften Minho… Du har ingen idé om, hvor meget det har betydet for mig.” Jeg så på dig med et smil, mens taxaen stoppede op for rødt lys. ”Det er jeg glad for..” Jeg sank en klump, og kunne mærke mit hjerte lægge på briste punktet. Det var nu det ville ske. Og der var intet jeg kunne gøre for at forhindre det. Bortset fra at denne gang stod jeg ikke og så på. Denne gang kunne jeg beskytte den, jeg elskede højest.

      ”Minho..?” Da lyset blev grønt, begyndte jeg at hyperventilere, og i samme øjeblik som jeg kastede mig beskyttende ind over dig, hørte jeg hornet der tudede. Glas blev knust, taxaen fløj hen over vejen, mens lyden af dit skrig rungede i mine øre. Det sidste jeg mærkede var, at jeg stadig havde din varme krop i mine arme, før min krop blev følelsesløs og alting blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...