What If... I could get another chance with you...?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 6 aug. 2014
  • Status: Færdig
Choi Minho er en af Sydkoreas meste berømte idoler, som medlem af gruppen SHINee. Du som hans kæreste bliver forsømt, og først for sent indser han, hvor meget du betyder for ham. Men hvad nu hvis han fik en chance til? Ville han ændre sig? Ville han vælge dig frem for sit arbejde? Denne korte historie følger Minho, og de valg han foretager, når han ved, hvad fremtiden bringer…

7Likes
4Kommentarer
422Visninger
AA

4. Du elsker mig...

      Showet gik i gang og alting gik præcis, som det var planlagt. Alle gjorde deres arbejde godt, og vores comeback stage var et kæmpe hit. Dog så snart kameraerne var slukkede, styrtede jeg ud derfra. Jeg skiftede hurtigt til en hvid skjorte og et par stramme jeans, trak min blazer ud over og så min kasket og halstørklædet selvfølgelig. Jeg så ned på min telefon, for at se hvad klokken var, inden jeg styrtede ud af døren. Hvis jeg løb, kunne jeg lige nå over og købe en gave, inden butikkerne lukkede.

      Jeg havde tænkt mig at gøre, som Onew havde sagt. Jeg ville nyde hvert et øjeblik, selvom jeg havde været nødt til at bruge det meste af dagen på tv-stationen. I det mindste havde jeg da et par timer endnu til at forsøge at rode bod på det. Jeg nåede lige ind i forretningen, jeg havde udset mig i taxaen tidligere, inden de lukkede. Damen bag kassen skulle dog lige til at afvise min anmodning om at få et øjeblik til at kigge mig omkring, indtil hun opdagede, hvem jeg var. Så var det pludselig helt i orden. Efter et kvarters tid havde jeg fundet den perfekte gave, og derefter gik turen ellers videre. Jeg vidste godt, at det nok var lige så hurtigt at praje en taxa, men det gav bare ikke den samme følelse. Følelsen af at løbe i den retning, som mit hjerte ville have, jeg skulle.

      En smule forsinket var jeg, men jeg vidste også, at du nok skulle kunne tilgive mig. Eller det håbede jeg i hvert fald. Jeg tog min kasket af og kørte en hånd igennem mit hår, inden jeg stoppede den i inderlommen på min blazer. Halstørklædet rullede jeg sammen og lagde det ned i en af de andre lommer, hvorefter jeg tog en dyb indånding og begav mig indenfor. Atelieret var oplyst af et hav af levende lys samt nogle enkelte antikke lamper hist og her, som gav hele atelieret den her bløde og sofistikerede atmosfære, som stedet var kendt for. Der var fyldt med mennesker over det hele, der var rundt og betragte udstillingen. Noget jeg ikke engang havde taget mig tid til.

      ”Han nærmer sig målet, og skyder!! Ej, det var så tæt på!! Så tæt på!! Bolden ramte overlæggeren, og…” Incheon United og Jeju United spillede den aften, og som engageret fodbold fan, kunne jeg ikke gå glip af kampen, da Incheon trods alt var der, jeg var vokset op. ”Minho? Kommer du ikke med indenfor?” Du havde stået der i din fine nye kjole, og havde set på mig med håbefulde øjne. Og jeg ikke engang skænkede dig et blik. ”Jo jo, bare lige giv mig et øjeblik.” Jeg havde ikke engang registreret lyden af døren, der lukkede bag dig, men jeg var sikker på, at hvis jeg havde set dit ansigt, ville dine øjne have været triste.

      Så selvom det kriblede i mig for at hive min telefon frem for at kunne følge med i kampen, så gjorde jeg det ikke. Jeg ville give mig tid til at se udstillingen. Der var malerier i alle former og farver, men det der fangede min interesse mest var dine malerier. For uanset hvor jeg kiggede hen, så jeg en silhuet. Uanset om det var en skygge af et træ, en sky, ansigtets form bag den kasket, der skyggede for det. Med et slog det mig, hvad jeg stod og kiggede på. Over alt hvor jeg så hen, så jeg en aftegning af mig selv. Min skygge, min silhuet, ting vi havde oplevet sammen, ting vi havde snakket om. Stille sank jeg en klump, mens den overvældende følelse strømmede igennem mig. Du elskede mig. Uanset hvilke ting jeg trak dig igennem, uanset hvor meget du måtte lægge dit liv om for min skyld. Hvor meget du havde måttet opgive, og hvor meget jeg havde forsømt dig. Ikke et øjeblik var du holdt op med at elske mig.

      ”Du kom!” Jeg vendte mig om og lod mine øjne blive betaget af dig. Dit hår hang løst i lette små krøller, og den lyseblå blondekjole med det beigefarvede bælte klædte dig fantastisk. Du havde de små ørestikker på med sommerfuglene, som jeg havde givet dig på en af vores første dates og rundt om din hals hang en enkelt sølvkæde med et lille hjertevedhæng, som jeg vidste, du havde arvet fra din bedstemoder. ”Selvfølgelig gjorde jeg det, og wauw!” Jeg sugede alle detaljer omkring dig til mig. Dit søde uskyldige smil, den svage rødmen i dine kinder, måden dit hår faldt på, da du bevægede dig over imod mig, duften af din parfume, da du lænede dig ind for at kysse mig på kinden, og lyden af din vidunderlige stemme. ”Jeg er så glad for at du nåede det! Du så ellers så fokuseret ud til jeres pree-optagelser, at jeg var bange for, at du ville glemme det, når det hele var overstået.” Jeg blinkede forvirret, mens jeg lagde hovedet let på skrå. ”Vores pree-optagelser? Var du der?” Dine kinder antog en let rosa farve, som du forsøgte at skjule, ved at klø dig let på kinden. ”Jeg kom for at aflevere din hat, men så at du allerede havde én magen til, så jeg blev bare stående ude bagved. Jeg håber ikke bentoboxen, jeg efterlod, var for meget.”

      Uden varsel skød mine arme frem og lagde sig omkring dig. Du var alt for kær, når du snakkede på den måde, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. ”Minho… der er andre mennesker… de kigger…” Jeg vidste, at du var nervøs og højst sandsynligt også lidt pinligt berørt, men i det her øjeblik var jeg ligeglad. ”Så lad dem kigge… Jeg vil have, at alle ved, hvor meget du betyder for mig.” Og med det sagt som en hvisken, pressede jeg mine læber imod dine. Jeg kunne mærke, hvor chokeret du var over mine handlinger, men du slappede meget hurtigt af i mine arme, og gav dig hen i kysset. Dine læber imod mine, føltes som rosenblade. Fine, bløde og skrøbelige.

      Alt for hurtigt måtte jeg dog give slip på dig igen, hvis ikke vi skulle tiltrække os for meget opmærksomhed. Så i stedet for lod jeg min ene hånd finde din, hvorefter jeg sendte dig et af den slags smil, der kunne gøre dit ansigt rødt hele vejen op til ørene. ”Vil du ikke vise mig resten af udstillingen?” Du nikkede, hvorefter vi hånd i hånd begav os rundt i atelieret. Jeg lyttede til dine historier, snakkede om gamle minder, der dukkede op, når jeg så på dine malerier, og nød hvert et øjeblik jeg havde sammen med dig. ”Kan du huske, den første gang vi mødtes?” Et smil gled hen over dine læber, hvorefter du nikkede let. ”Det stod ned i stænger, så jeg søgte ly under et gammelt træ. Men du havde også udset dig det træ, så uden at bemærke hinanden løb vi direkte ind i hinanden på vejen.” Glimtet du havde i dine øjne, når du snakkede om vores første møde, fik det til at lyde som et eventyr. Som om skæbnen havde bestemt, at vi skulle møde hinanden den dag. Ligesom den havde givet mig en dag til…

 

 

 

_______________

Hey guys, ved godt kapitlerne er korte i forhold til, hvad jeg plejer at skrive, men det er varmens skyld... det er alt for ulideligt at sidde og skrive... og jeg har endda ikke så langt igen ^^'
- Håber I nyder varmen hos jer, og hvis I ikke har det varmt nok, må I endelig godt tage noget af varmen her hos mig XD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...