Broken. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
*SE TRAILER* Dana's forældre døde i en bilulykke for 1 års tid siden. Dana har aldrig været pigen med mange venner. Hun havde en. Hendes skønne veninde Katie. Som døde af kræft for få måneder siden. Først hendes forældre.. Så hendes veninde. Det har taget hårdt på Dana. Og det er til at se. Hun spiser ikke mere. Hun snakker overhovedet ikke. Ingen ord kommer der fra hende. Hendes bror Zayn bliver bekymret for hende. Han søger derfor hjælp hos hans venner. Niall vil med glæde hjælpe og se om han kan få Dana til at snakke igen. Det er lang tid siden han så hende sidst. Og meget er forandret ved hende. På den helt forkerte måde. Niall skal prøve at rede det. Men er det overhovedet muligt for en som Niall at rede en så ødelagt pige som Dana?

170Likes
157Kommentarer
13839Visninger
AA

14. Week Two

Første uge hos Harry havde gået fint. Lidt mere kvalme, faktisk havde jeg brugt et par dage på sofaen, fordi jeg slet ikke var på toppen, og jeg kastede op et par gange.

Harry snakkede en del om at tage til en læge, men ærligtalt virkede det bare som spild af tid. Jeg var ikke syg, det var sikkert bare på grund af alt der det skete.

Sorgen over at føle jeg havde tabt både min kæreste – næsten kæreste – og min bror?

Godt nok var Zayn lidt – meget – min egen skyld, men det gjorde det ikke bedre. Det gav mig på en måde bare.. Skyldfølelse.

Jeg kunne virkelig ikke holde det her ud...

Jeg rejste mig for at gå ud i køkkenet.

Jeg var begyndt at spise igen. Jeg spiste stadig ikke særligt meget, men jeg spiste noget hver dag, så det var da en start! Selvom jeg ikke rigtigt syntes jeg behøvede mere. Det jeg fik var nok til at holde mig i live, og nogenlunde nok til at jeg ikke lignede et skellet, eller en zombie, så det burde vel være nok ikke?

”Nej Zayn!” Jeg stoppede brat op lige foran døren da jeg hørte Harrys stemme. Var Zayn her? Jeg kunne høre skridt derude, hvilket bare viste at Harry var en smule irriteret eller nervøs. Jeg havde lært en ting eller to om ham, af at bo hos ham, og han gik altid uroligt rundt, mens han snakkede i telefon, hvis han var irriteret eller nervøs.

”Hun kontakter dig når hun er klar.” Snakkede de om mig? ”Nej.” Jeg bed mig lidt i min underlæbe. Ville Zayn have at Harry gav mig telefonen? ”Zayn! Hun kontakter dig når hun er klar længere er den ikke.” Jeg rystede lidt på hovedet.

Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, det burde han da forstå! ”Nej jeg gider ikke snakke med hende om det.... Fordi at selvom det hænger anderledes sammen end hun tror, bør det være en af jer der fortæller hende det, og ikke mig! Nej!” Han hævede langsomt stemmen, jo mere han snakkede.

Jeg valgte at komme frem fra mit skjul, og åbne døren til køkkenet, og gå ind. Harry kiggede hurtigt over på mig, inden han igen talte. ”Jeg er nød til at smutte... Dana!” Sagde han og lagde hans mobil i lommen.

Han nåede lige at sige mit navn før han lagde på. ”Er det ikke meningen at i skulle være bedste venner?” Mumlede jeg med et smil, hvorefter jeg fandt et glas og hældte noget vand i. ”Hvad mener du?” Jeg drak lidt af glasset, og lænede mig op af køkkenbordet. Jeg stirrede lidt ud i luften. ”Du ville gøre ham.. Jeg har ikke engang ordet, ved at sige mit navn så han vidste jeg var i rummet.” Sagde jeg og vendte langsomt mit blik mod ham. ”Er det ikke bare lidt ondt mod en af dine bedste venner?” Spurgte jeg og drak lidt mere af vandet.

Han kiggede lidt på mig hvorefter han langsomt nikkede. ”Det er det vel..” Sukkede han. ”Men han kunne bare lade vær med at ringe til mig, og bede om at snakke med dig!” Sukkede han. ”Hvordan har du det?” Spurgte han derefter.

Jeg kiggede lidt på ham hvorefter jeg trak på skulderene. ”Fint nok..” Mumlede jeg og kiggede ned. ”Jeg synes stadig vi skal tage dig til en læge.”

Jeg grinede lidt og rystede på hovedet. ”Jeg har det fint Harry. Jeg er bare påvirket af alt det der er sket, og det som sker.” Sagde jeg og sendte ham et smil.

Han kiggede lidt bekymret på mig. ”Stop det.” Sagde jeg med et lille smil. ”Jeg er ikke en hundehvalp, jeg skal nok klare mig.” Jeg gik ud af køkkenet igen og satte mig i sofaen. Jeg lagde mig ned, og et suk forlod mine læber.

Mit liv var virkelig et kæmpe rod, og jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle få det ryddet op igen. Jeg havde allerede boet hos Harry i en uge, hvad hvis han begyndte at synes at det var irriterende? Hvad hvis han pludselig sendte Zayn hen for at hente mig?

Hvad jeg havde brug for lige nu var virkelig at forstå hvad der foregik, men uden at jeg behøvede at snakke med Zayn.

Alle mente at det jeg har misforstået et eller andet, men hvad er der at misforstå? Niall lod som om han havde følelser for mig, han legede med mine, han prøvede at redde mig, men han fik mig bare til at falde i stedet for. Og denne gang var der ingen til at gribe mig.

Det var der da ulykken med mine forældre skete. Da Katie døde... Der var Zayn der. Men denne gang var han selv medskyldig.

Men Harry kom. Hvad skulle jeg dog have gjort uden ham?

 

* * *

”Dana, mad!” Kaldte Harry fra køkkenet. Jeg rejste mig langsomt op og tøffede ud i køkkenet. Jeg havde det virkelig dårligt.

”Er du okay?” Lød Harrys bekymrede stemme, hvorefter han lynhurtigt var ved siden af mig, med en arm rundt om mit liv. Jeg nikkede langsomt. ”Jaja, jeg har det fint...” Sagde jeg langsomt og sendte ham et smil. Han stramte langsomt grebet om mig, og trak mig med sig. Han fik mig ned at sidde på en stol, og satte sig på hug foran mig.

”Vi er virkelig nød til at få dig til en læge...” Sagde han og kiggede op på mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Nej! Det er virkelig ikke nødvendigt Harry, jeg har det fint!” Sagde jeg hurtigt, og rejste mig langsomt, men faldt nærmest igen. ”Du kan jo ikke engang stå op..” Sukkede han.

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg har det fint Harry.. Bare lidt.. Kvalme..” Mumlede jeg, og tog mig til maven. Han sukkede lavt og kiggede på mig, med de der virkelig bekymrede øjne. ”Kom her...” Mumlede han, og trak mig op af stå. Han tog en arm rundt om livet på mig, og trak mig langsomt med ind i stuen. ”Du overreagere Harry...” Mumlede jeg.

Han rystede langsomt på hovedet. ”Du kan næsten ikke stå op Dana!” Sukkede han. ”Jeg har det fint!” Prøvede jeg igen, men jeg kunne ikke overbevise ham.

Han fik mig ned at sidde. ”Lig dig ned.” Beordrede han mig. Jeg sukkede lavt men lagde mig dog ned.

Han overreagerede! Jeg havde det lidt dårligt men helt ærligt! Det var nok ikke noget alvorligt alligevel.

Harry kom kort efter tilbage med en kop. ”Drik det her..” Mumlede han. Jeg satte mig langsomt op, og tog imod koppen. ”Siden hvornår er du begyndt at lave trylledrikke?” Sagde jeg stille. Jeg drak langsomt lidt af koppen. Det smagte forfærdeligt, så jeg skyndte mig bare at få det ned. ”Hvad var det?”

Harrys ansigt formede sig i et grin. ”Gammel familie opskrift på en te.” ”Og det er meningen at det skal smage af ged?” Sukkede jeg. ”Faktisk skal det smage af Flagermus fod.” Sagde han. Jeg grinede lavt, mens jeg rystede på hovedet, hvorefter jeg puffede til ham. ”Nej men, hvis ikke du får det bedre af det, så har du ikke noget valg, så kommer du til lægen.” Jeg kiggede irriteret på ham. ”Som om den magiske te, virker.” Sukkede jeg.

”Det er lige meget, du får ikke noget valg, virker den ikke, kommer du til lægen, du er mit ansvar lige nu.”

Sagde han og rejste sig. ”Hey, hey, hey! Jeg er ikke dit ansvar! Jeg er mit eget ansvar!” Sagde jeg og rejste mig, men da hele rummet lige tog en snurretur valgte jeg at sætte mig ned igen. ”Og du ville jo klare dig helt fantastisk på egen hånd.” Grinede han.

Jeg rullede med øjnene og lagde mig ned. ”Se at få noget søvn..” Sagde han hvorefter han forlod rummet.

Jeg lukkede øjnene og prøvede at falde i søvn.  

***

Hvad tror i der er galt med Dana? 

Historien kommer til at tage en stor drejning i de kommende kapitler så vær forberedt. xD 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...