Broken. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
*SE TRAILER* Dana's forældre døde i en bilulykke for 1 års tid siden. Dana har aldrig været pigen med mange venner. Hun havde en. Hendes skønne veninde Katie. Som døde af kræft for få måneder siden. Først hendes forældre.. Så hendes veninde. Det har taget hårdt på Dana. Og det er til at se. Hun spiser ikke mere. Hun snakker overhovedet ikke. Ingen ord kommer der fra hende. Hendes bror Zayn bliver bekymret for hende. Han søger derfor hjælp hos hans venner. Niall vil med glæde hjælpe og se om han kan få Dana til at snakke igen. Det er lang tid siden han så hende sidst. Og meget er forandret ved hende. På den helt forkerte måde. Niall skal prøve at rede det. Men er det overhovedet muligt for en som Niall at rede en så ødelagt pige som Dana?

170Likes
157Kommentarer
13825Visninger
AA

17. Week Three And A Half, Four

Det var med rystende ben, og tårer der allerede var på vej ned af kinderne, at jeg gik ud for at finde Harry igen. I det han så mig, var han hurtigt oppe at stå, og henne ved mig. Han tog ved mine arme, og kiggede på mig, med det der bekymrede blik. ”Hvad sagde han?” Spurgte han forsigtigt.

Jeg kunne ikke engang få et ord ud.

Jeg var gravid. Gravid!? Og den eneste mulige far var Niall. Åh super jeg er gravid, og barnet har en idiot som far, hvor skønt!

”Jeg...” Mumlede jeg men tårerne løb bare ned. ”Shh..” Mumlede han og tørrede dem væk. Han trak mig helt ind til sig, og knugede mig blidt ind til sig. ”Hvad skete der?” Spurgte han langsomt.

Jeg trak mig så jeg kunne kigge op på ham. ”Jeg... Jeg er gravid..” Mumlede jeg, hvorefter et hulk forlod mine læber og jeg var lige ved at falde sammen, men Harry nåede lige præcis at gribe fat i mig.

”Hvad?” Mumlede Harry. Jeg nikkede langsomt mens jeg hulkede videre. ”Kom, lad os komme hjem...” Mumlede han og trak mig med sig.

Turen hjem var meget anderledes. Den foregik i stilhed, og de eneste lyde, kom fra radioen eller mig, der græd. Da vi kom ind i huset, lagde jeg mig på sofaen, hvor jeg græd videre.

Harry gik rundt i huset med hurtige skridt, og snakkede i telefon. Hvem han snakkede med, og hvad han snakkede om, koncentrerede jeg mig slet ikke om. Jeg havde for travlt med at græde.

Harry kom hen til mig og satte sig ned.

”Okay jeg ved du kommer til at hade mig for det her men... Jeg har bedt Zayn om at komme over.” Jeg kiggede på ham med store øjne hvorefter jeg rystede på hovedet. ”Hvorfor har du gjort det!? Tror du virkelig det er det jeg har brug for nu!?” Råbte jeg af ham, hvorefter flere hulk forlod mine læber.

Harry så på ingen måde overrasket ud over mit råberi, han nikkede bare langsomt. ”Ja det tror jeg faktisk. Du har brug for at din bror er her for dig. Du har manglet ham, du har haft brug for ham. Nu har du endnu mere brug for ham. Du kan få sandheden af vide om hvad alt det med Niall virkelig handler om, og du kan få støtte fra hans side, omkring alt det her med din graviditet.” Sagde han.

Jeg rystede på hovedet hvorefter jeg lagde mig ned, og hulkede videre. Jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg ved ikke hvor længe jeg lå sådan der, men døren blev i hvert fald pludselig åbnet, og hurtige skridt kunne høres. Og pludselig sad Zayn på hug foran mig. Jeg stoppede med at hulke, men tårerne havde stadig frit løb.

Jeg kiggede lidt på ham hvorefter jeg langsomt satte mig op. Jeg tog ved ham og trak ham hurtigt ind til mig, og lagde mine arme om ham. Jeg mærkede kort efter hans stærke arme rundt om mig. Jeg græd ind i hans skulder, mens jeg mærkede hans hånd ae mig på ryggen.

Det føltes næsten helt.. Godt at sidde i Zayns arme. Jeg havde savnet ham. Jeg var vred men.. Jeg havde savnet ham.

Jeg trak mig langsomt fra ham, og tørrede så mine øjne. ”Jeg har savnet dig..” Mumlede han. ”Jeg har også savnet dig.” Mumlede jeg derefter.

 

Vi sad længe hvor han trøstede mig, og jeg græd ud, og til sidst stoppede jeg helt. ”Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre..” Mumlede jeg. ”Hvor langt er du henne?” Jeg kiggede lidt på ham, ”7 uger..” Sagde jeg stille. ”Så der er stadig tid til Abort, men jeg ved bare ikke..” Sukkede jeg. Han kiggede lidt på mig og nikkede langsomt. ”Det er en beslutning, du skal bruge tid på at tænke igennem.” Sagde han så. Jeg nikkede langsomt. Jeg tørrede nogle flere tårer væk. ”Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg havde slet ikke set den komme..” Sukkede jeg.

Jeg havde slet ikke regnet med at det ville ende ud i... Det her.

Men hvor dum har man lige lov at være? Det er jo min egen skyld...

”Ved.... Ved Niall noget om det her?” Spurgte jeg forsigtigt. Han rystede langsomt på hovedet. ”Nej, vi har ikke fortalt ham noget..” Sagde han så.

”Apropos... Du misforstod det hele fuldstændig Dana... Niall lod ikke som om på noget tidspunkt, han holder virkelig af dig. Jeg bad ham om hjælp, jeg bad ham aldrig om at få dig til at falde for ham. Han elsker dig Dana... Og han savner dig helt vildt.”

Jeg kiggede lidt på ham hvorefter jeg bed mig i min underlæbe. ”Virkelig?” Han nikkede langsomt. Hvordan kunne jeg dog være så dum!? ”Kan i ikke.. Få Niall til at komme?” Spurgte jeg stille. Zayn nikkede. ”Men sørg for at fortælle ham det.” Jeg nikkede langsomt.

Der gik ikke lang tid før Niall Kom. Døren til stuen gik op, og Harry og Niall kom ind. Harry sendte mig et opmuntrende smil, før han igen forlod stuen. Niall kom hen til os. Jeg kiggede på Zayn. ”Zayn vil du ikke... Lade os være lidt alene?” Han nikkede langsomt og sendte mig et smil. Han placerede et kys i min pande, hvorefter han forlod stuen.

Niall satte sig langsomt ned ved siden af mig, i sofaen. ”Hey..” Mumlede han. ”Hey..” Mumlede jeg. ”Zayn.. Fortalte det hele.” Han nikkede langsomt. ”Og jeg har noget jeg gerne vil fortælle dig.” Han kiggede på mig, hvorefter han langsomt nikkede.

Jeg tog en dyb indånding hvorefter jeg tog ved hans hånd. Jeg kiggede ned på vores hænder hvorefter jeg kiggede op på hans øjne. ”Du skal være far.” Sagde jeg og prøvede at smile men det failede virkelig.

Han gjorde store øjne. ”Jeg skal hvad!?” Sagde han. Jeg sukkede lavt og nikkede. ”Ja... Jeg.. Jeg er gravid.” ”Du.. Du har ikke tænkt dig at beholde den vel?” Sagde han hurtigt. Jeg trak langsomt på skulderene. ”Det ved jeg ikke..” Sukkede jeg.

”Det skal du ikke. Skil dig af med den ting.” Sagde han. Jeg slap hurtigt hans hånd. ”Den ting!? Ting!? Hvad fuck bilder du dig ind! Lade som om du ejer mig, bestemmer over mig, og så bare sige at jeg skal skille mig af med det!” Råbte jeg af ham, hvorefter jeg rejste mig op. ”Den ting, er dit barn, så gider du godt holde din kæft, og snakke pænt om hende!” Døren gik op og Harry kom hurtigt ind. ”Hey hvad sker der?” Spurgte han og gik hen til os. Jeg kiggede på Niall og rystede på hovedet. ”Tak for støtten!” Sagde jeg højt hvorefter jeg rystede på hovedet. ”Niall jeg synes du skal gå nu.” Sagde jeg derefter. ”Men-” ”Gå!” Afbrød jeg ham.

Han kiggede på mig med triste øjne, hvorefter han langsomt nikkede. ”Undskyld..” Mumlede han, og forlod stuen.

Jeg kiggede længe efter ham hvorefter tårerne begyndte at komme igen. Harry trak mig hurtigt ind til sig, og jeg lagde mit hoved mod hans bryst mens jeg græd. ”Shh..” Mumlede han.

 

Hvad var det her dog for et rod?  

***

Skal jeg være helt ærlig er jeg pisse skuffet over det her kapitel... Jeg fik det slet ikke skrevet sådan som jeg gerne ville, det hele var bare pisse dårligt. /:

Så undskyld for det, håber i kan bære over med mig. Og jeg undskylder for den trælse slutning i sidste kapitel! Jeg så et par stykker der var utilfredse. xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...