Broken. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
*SE TRAILER* Dana's forældre døde i en bilulykke for 1 års tid siden. Dana har aldrig været pigen med mange venner. Hun havde en. Hendes skønne veninde Katie. Som døde af kræft for få måneder siden. Først hendes forældre.. Så hendes veninde. Det har taget hårdt på Dana. Og det er til at se. Hun spiser ikke mere. Hun snakker overhovedet ikke. Ingen ord kommer der fra hende. Hendes bror Zayn bliver bekymret for hende. Han søger derfor hjælp hos hans venner. Niall vil med glæde hjælpe og se om han kan få Dana til at snakke igen. Det er lang tid siden han så hende sidst. Og meget er forandret ved hende. På den helt forkerte måde. Niall skal prøve at rede det. Men er det overhovedet muligt for en som Niall at rede en så ødelagt pige som Dana?

170Likes
157Kommentarer
13843Visninger
AA

18. Week Seven

Jeg fortsatte med at bo hos Harry. Ignorerede alt jeg overhovedet fik fra Niall, han kunne bare holde sig laaaangt væk. Zayn kom tit over for at besøge mig. Til at starte med havde han regnet med at jeg flyttede tilbage til ham igen.

 

Men.. Flytter du så hjem igen?” Spurgte Zayn med håb i stemmen. Jeg vendte mit blik rundt, og det landede på Harry som allerede kiggede på mig. ”Faktisk... Hvis ikke det gør noget så... Ville jeg ikke have noget imod hvis jeg måtte blive boende her lidt?” Harry så nærmest helt lettet ud da jeg sagde det, han lyste derefter op i et smil. ”Selvfølgelig Dana.. Jeg ville savne dig for meget hvis du flyttede ud igen.” Sagde han og sendte mig et smil, som jeg blidt gengældte. Ærligt måtte jeg indrømme, at jeg virkelig også ville komme til at savne ham alt for meget hvis jeg flyttede ud. Jeg havde nydt at bo hos Harry, og han var der virkelig for mig.

Og så kunne Zayn også få sig en lidt længere pause med at skulle gå og være bekymret, og alt muligt. Så længe jeg var her hos Harry, så skulle det nok gå.

 

Jeg var jo også begyndt at spise mere igen. I små mængder men jeg spiste. Harry blev ved med at sige at jeg skulle spise mere, da jeg nu skulle til at spise for to. Jeg var virkelig faldet til ro igen, siden jeg fik af vide at jeg var gravid, men jeg var ikke glad for det. Jeg var ikke klar til et barn! Det var jeg virkelig ikke.

Og på samme tid havde jeg det forfærdeligt med tanken om at skulle, stoppe livet for en som ikke engang var startet.

Desværre var tiden ved at rinde ud, og jeg var nu i uge 10, og havde altså kun næsten 2 uger, hvis jeg skulle nå at have en abort.

Jeg var bare sådan i tvivl om hvad jeg ville.

Ville jeg have et barn, som skulle vokse op uden dets far? Der var vidst ingen tvivl om at der ikke var nogen fremtid med Niall. Gnisten var vel bare... Forsvundet. Men det var fint nok, jeg havde brugt så meget tid på at være såret, over noget jeg havde troet, at det slet ikke virkede som om der var sket noget nyt.

 

”Dana?” Jeg vendte hovedet mod døren hvor Harry stod. ”Hvad laver du?” Spurgte han forsigtigt, og gik ind i værelset. Jeg vendte mig om på ryggen på sengen, hvorefter jeg satte mig helt op. ”Tænker..” Mumlede jeg og kiggede lidt ned. ”På?” Jeg lod mit blik forblive nede. ”Niall.. Barnet... Det hele.” Sukkede jeg og kiggede langsomt op på ham. ”Jeg har ikke engang 2 uger tilbage, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.” Sukkede jeg og lod mig falde tilbage, så jeg lå ned igen. Jeg kiggede op på Harry, som også havde sit blik mod mig.

”Okay så... Kom med de fordele og ulemper der er ved at beholde barnet.” Jeg kiggede lidt på ham, hvorefter jeg kiggede op i loftet. ”Ulemper... Barnet kommer ikke til at have nogen far. Jeg kommer til at være alene med det hele, jeg-” ”Hey det er ikke sandt!” Jeg kiggede over på ham da han afbrød mig.

”Hvad mener du?” ”Selvfølgelig kommer du ikke til at være alene om det. Siden hvornår er jeg bare blevet til en fisk?” Jeg satte mig langsomt op. ”Harry jeg kan ikke bede dig om at hjælpe. Det er nok at du rent faktisk stadig lader mig bo her.” Sagde jeg. Han lænede sig hen til mig, og lagde hans hånd på den anden side af mig, så jeg sad 'fanget' under ham.

”Du beder mig ikke om det, jeg tilbyder det. Jeg lader dig ikke bo her. Jeg elsker at du bor her, og hvis du ville flytte ud, ville jeg have tryglet dig om at blive.” Sagde han og kiggede mig i øjnene.

Jeg kiggede på ham. Vi sad stille i et stykke tid, men så gik det langsomt op for mig hvor tæt vi sad, og jeg prøvede lidt at rykke mig. Han forstod heldigvis hentydningen, og flyttede sig også, så jeg ikke længere havde ham halvt hen over mig. ”Jeg siger det bare. Hvis du.. Hvis du beholder barnet, vil jeg hjælpe dig med det hele. Og du skal ikke tro at jeg vil synes det er træls at have dig boende, hvis du beholder det.” Jeg nikkede langsomt. ”Tak Harry..” Mumlede jeg.

”Godt nok er tiden efterhånden knap... Så har du stadig lidt tid til at tænke det igennem. Det er en stor beslutning, og det er svært, og jeg forstår dig godt. Men den skal jo tages.” Siger han hvorefter han sender mig et opmuntrende smil. Jeg nikkede langsomt. ”Tak Harry..” Mumlede jeg og sendte ham et smil. Han smilede til mig, hvorefter han rejste sig og gik hen til døren.

”Kom ud, hvis du vil, det kan godt være lidt ensomt at sidde alene.” Sagde han hvorefter han forlod rummet.

Jeg smilede en smule over ham hvorefter jeg lagde mig ned igen. Jeg kiggede op i loftet, mens tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Tanker om det der lige var sket.

Jeg var virkelig heldig at have Harry i det her. Og jeg vidste jeg også havde Zayn. Han ville altid være der for mig.

 

Hvad havde jeg ikke lige gjort, hvis jeg ikke havde dem?  

***

Vi begynder og nærme os slutningen. (;

Der kommer nok enten 1, 2 eller 3 kapitler mere. Alt efter hvordan jeg lige får det fordelt. (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...