Broken. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
*SE TRAILER* Dana's forældre døde i en bilulykke for 1 års tid siden. Dana har aldrig været pigen med mange venner. Hun havde en. Hendes skønne veninde Katie. Som døde af kræft for få måneder siden. Først hendes forældre.. Så hendes veninde. Det har taget hårdt på Dana. Og det er til at se. Hun spiser ikke mere. Hun snakker overhovedet ikke. Ingen ord kommer der fra hende. Hendes bror Zayn bliver bekymret for hende. Han søger derfor hjælp hos hans venner. Niall vil med glæde hjælpe og se om han kan få Dana til at snakke igen. Det er lang tid siden han så hende sidst. Og meget er forandret ved hende. På den helt forkerte måde. Niall skal prøve at rede det. Men er det overhovedet muligt for en som Niall at rede en så ødelagt pige som Dana?

170Likes
157Kommentarer
13828Visninger
AA

19. Week Eight

 Jeg lå på sofaen i stuen med tv'et kørende. Hvorfor vidste jeg faktisk ikke, for jeg fulgte ikke rigtigt med. Faktisk lå jeg med trøjen trukket helt op til min bh, og jeg nussede min mave med mine fingre. Tanken om et lille barn ville vokse derinde, var helt... Jeg ved ikke engang hvad ordet for det er.

Døren til køkkenet gik op, men ikke på et eneste tidspunkt flyttede jeg blikket. Jeg kiggede næsten helt koncentreret på min mave.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se Harry komme hen og sætte sig ved mine fødder. Han tog dem op og lagde dem i hans skød, hvorefter han begyndte at massere dem. Jeg kiggede dog stadig ned på min mave.

”Er du okay?” Spurgte han forsigtigt, og først der vendte jeg blikket op og hen på ham. Jeg trak langsomt på hovedet. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Harry... Jeg har kun en uge tilbage at beslutte mig i, men jeg er fuldkommen blank..” Mumlede jeg stille, og vendte blikket ned af.

”Er du klar til at være mor?” Spurgte han roligt. Jeg rystede virkelig hurtigt på hovedet. ”Nej men... Jeg ved ikke om jeg kan få mig selv til at få en abort...” Mumlede jeg stille.

Jeg kiggede langsomt op på ham. Han sendte mig et lille smil. ”Jeg forstår dig godt... Du vil ikke beholde barnet, men du vil ikke få en abort...” Sagde han stille. Jeg nikkede langsomt.

”Du kan bortadoptere det.” Foreslog han derefter. Jeg kiggede lidt på ham, hvorefter jeg kiggede ned på min mave igen. ”Det var da en mulighed..” Mumlede jeg stille.

Altså.. Hellere have at barnet bliver glad ved en anden familie, end at barnet slet ikke får nogen chance for at leve.

”Tænk lidt over det.” Sagde han og sendte mig endnu et smil. Jeg nikkede langsomt med blikket på min mave. ”Du skal nok finde ud af noget i sidste ende.” Sagde han derefter og rejste sig op igen.

Han skulle lige til at gå, men nåede lige at vende sig mod mig. ”Mangler du noget? Er du sulten? Tørstig?” Spurgte han stille og sendte mig et smil. Jeg rystede langsomt på hovedet og trak blusen helt ned over maven igen.

”Nej tak, jeg tror bare jeg vil sove..” Sagde jeg og rykkede lidt på mig, så jeg lå bedre. Jeg vendte blikket mod tv'et igen, og stirrede bare lidt på skærmen.

Tanker flød rundt i hovedet på mig. Var det en mulighed at bortadoptere? Ville det være en god idé? Ville jeg kunne gøre det?

Altså det ville være langt bedre end hvis jeg skulle til at være mor, men... Ville jeg kunne holde ud og skulle bortadoptere mit eget barn, når det var født?

Jeg havde virkelig ingen idé...

Jeg kunne ikke engang finde ud af, om jeg helst ville bortadoptere, eller om jeg hellere ville beholde, det her var bare så svært! Og sådan en stor beslutning jeg... Jeg måtte snakke med Harry igen. Han kunne være rolig, og han ville kunne komme med råd, og hjælpe mig med at beslutte mig.

 

* * *

”Harry!” Kaldte jeg gennem huset. Hvor var han henne? ”Harry.” Kaldte jeg igen. Jeg åbnede langsomt døren til hans værelse hvor jeg fandt ham. Jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt over ham. Han var faldet i søvn, på hans seng, men det lignede ikke at det var meningen, at han skulle være faldet i søvn.

Hans krøllede, efterhånden lange, hår lå let og pjusket, ned over hans øjne. Han lå på maven med den ene arm, ned af sengen, og hånden hvilede let på gulvet. Hans mund var let åben og hans vejrtrækning var meget dyb.

Jeg gik langsomt hen til ham og satte mig på gulvet ved siden af ham. Jeg fjernede langsomt håret fra hans øjne, hvorefter jeg blidt kærtegnede hans kind. Et smil formede sig langsomt på mine læber.

”Hvad laver du?” Spurgte han pludselig, hvilket gav et sæt i mig, hvorefter han langsomt åbnede øjnene, og et stort smil formede sig på hans læber. Jeg grinede lavt hvorefter jeg rystede på hovedet. ”Du gav mig et chok...” Mumlede jeg hvorefter jeg rejste mig op, og kravlede henover ham og ligge i den anden side af sengen.

Jeg kiggede lidt på ham, hvorefter jeg bed mig lidt i min underlæbe. ”Hvorfor er du overhovedet herinde?” Spurgte han stille. Jeg kiggede lidt på ham hvorefter jeg sukkede. ”Jeg skal bruge din hjælp...” Jeg kiggede op i loftet. ”Hvorfor min hjælp?” Jeg vendte blikket mod ham igen. ”Fordi du ved lige hvad du skal sige og du... Tager det roligt. Noget jeg slet ikke kan gøre.”

Jeg sukkede lavt og rystede lidt på hovedet. Han sendte mig et smil, hvorefter han lagde armen om mig og trak mig ind til sig. ”Hvad sker der?” Jeg lagde mig ind til ham og kiggede så op i loftet igen. ”Jeg har bare tænkt så meget siden vi snakkede tidligere... Om barnet.” Sagde jeg og kiggede ned mod min mave. ”Jeg er sådan i tvivl..” Jeg bed mig endnu engang i min underlæbe. ”Du vil ikke have taget en abort?” Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Helst ikke.”

Tanken om at stoppe livet for et menneske, før det overhovedet er startet, er virkelig ubærlig. ”Men er der problemer med den bortadoption?” Jeg trak langsomt på skulderene.

”Jeg bryder mig på en eller anden måde bare ikke rigtigt om det. Jeg ved ikke hvad det er..” Sukkede jeg. ”Hvad holder dig fra at beholde barnet?” Jeg kiggede langsomt op på ham. ”Jeg kan ikke stå med det alene..” ”Det kommer du da heller ikke til.”

Jeg kiggede spørgende på ham. ”Jeg vil da være her?” Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Det kan jeg ikke bede dig om..” ”Du beder mig heller ikke om det, jeg tilbyder det.” Jeg sukkede lavt. ”Harry! Jeg ved ikke engang om jeg kan beholde barnet!” ”Hey.” Mumlede han og tog mit ansigt i hans hænder. Jeg kiggede ham i øjnene. ”Vi finder ud af noget.” Sagde han derefter. ”Jeg er her for dig, jeg vil hjælpe dig.” Jeg sendte ham et lille smil. ”Tak Harry..” Sagde jeg stille.

Han sendte mig et smil hvorefter han rystede på hovedet. ”Du skal ikke takke.” Sagde han roligt.

Jeg sendte ham bare et smil, og kiggede lidt på ham. ”Bare... Please lad vær med at blive sur.” Sagde han derefter.

Jeg skulle lige til at spørge hvad det dog var jeg skulle blive sur over, men nåede det ikke, før jeg mærkede et bare bløde læber mod mine.  

***

Jeg har haft en mindre skriveblokade, som jeg glædeligt vil meddele endelig er forbi! :D 

Undskyld for den lange ventetid, men her kom der endelig noget nyt. 

Det her er andet sidste kapitel, og det sidste vil komme i løbet af næste uge. :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...