Broken. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
*SE TRAILER* Dana's forældre døde i en bilulykke for 1 års tid siden. Dana har aldrig været pigen med mange venner. Hun havde en. Hendes skønne veninde Katie. Som døde af kræft for få måneder siden. Først hendes forældre.. Så hendes veninde. Det har taget hårdt på Dana. Og det er til at se. Hun spiser ikke mere. Hun snakker overhovedet ikke. Ingen ord kommer der fra hende. Hendes bror Zayn bliver bekymret for hende. Han søger derfor hjælp hos hans venner. Niall vil med glæde hjælpe og se om han kan få Dana til at snakke igen. Det er lang tid siden han så hende sidst. Og meget er forandret ved hende. På den helt forkerte måde. Niall skal prøve at rede det. Men er det overhovedet muligt for en som Niall at rede en så ødelagt pige som Dana?

170Likes
157Kommentarer
13828Visninger
AA

7. 6.

Jeg vågnede næste morgen, ved at fuglene sang. Jeg gabte kort, hvorefter jeg kiggede mod vinduet, hvor sollyset, kom ind. Jeg sukkede lavt og drejede rundt, så jeg lå på siden. Døren blev kort efter åbnet. "Dana? Er du vågen?" Spurgte Zayns stemme. "Mhm.." Mumlede jeg træt. 

Jeg åbnede øjnene, og kiggede på Zayn der stod i døren. "Niall kommer senere." Sagde han med et smil. 

Nu hvor han nævnet det, begyndte det egentligt at undre mig. 

Hvorfor begyndte Niall at komme for at se mig? 

Bevares han havde kun været her to gange, men stadig. "For at se dig eller mig?" Spurgte jeg så. Jeg ville ikke begynde at undre mig lidt mere, hvis det i virkeligheden var Zayn han var kommet for at se. "Hm, dig vil jeg tro." Sagde han med et grin. Jeg smilede bare til ham. 

Se.. Hvorfor? Jeg så hans stirrende blik, da han kom første gang, han kom ind, for at prøve at snakke med mig, men hvorfor var han kommet igen?

Misforstå mig ikke, Niall var rigtigt sød, og det var virkelig hyggeligt, at snakke med ham, men det forvirrede mig bare.

Niall var Zayns ven.. Hvorfor ville han pludselig, også være min ven? 

Jeg rejste mig træt op og gik ud af mit værelse. Jeg gik nedenunder hvor jeg, så Zayn i køkkenet. "Hvorfor er det at Niall, igen kommer for at se mig?" Spurgte jeg så. Zayn vendte hans blik, mod mig da han hørte min stemme, et grin forlod hans læber. "Dana, han vil jo bare gerne lære dig og kende."

"Og hvorfor er det, at han pludselig finder kæmpe interesse i mig, da jeg er i værste tilstand, nogensinde?" Spurgte jeg undrende. Han trak lidt på skulderene igen. "Han kendte dig lidt dengang Dana... Nu har han så besluttet at han vil kende dig helt."

Jeg kiggede lidt på ham, hvorefter jeg rystede på hovedet. Jeg vendte om og skulle til at gå, da jeg hørte Zayn rømmede sig, hvorefter jeg så vendte mig mod ham igen. "Vil du ikke nok spise et eller andet?" Spurgte han, med hans bedende stemme. Jeg kiggede lidt på ham, og havde mest af alt lyst til at sige nej, men jeg endte dog lidt efter, med at nikke. "Jo, jo.." Mumlede jeg. 

Et kæmpe smil, blev sendt til mig. Jeg gik hen til boret og lænede mig lidt op af det, hvorefter han gav mig en tallerken med et stykke brød. Jeg satte mig op på bordet, og begyndte at spise det, i meget små bidder. 

Som altid, var jeg nød til at tvinge det i mig. 

Men.. 

Jeg gjorde det for Zayns skyld. 

Da jeg efter lidt tid, fik spist det færdigt, hørte jeg en banken på hoveddøren, og derefter at døren blev åbnet. Niall kom til syne i døren, og han sendte mig et smil. "Hej." Hilste han. Jeg gjorde et nik som en hilsen, - som de sidste 2 gange. 

"Okay, i dag er jeg simpelthen nød til, at komme ud og se byen igen, det har jeg ikke gjort i evigheder, er du med på den Niall?" Spurgte jeg, og sendte ham et smil. Han nikkede hurtigt. "Ja selvfølgelig." "Zayn vil du også med?" Spurgte jeg, og vendte blikket mod ham. Han rystede langsomt på hovedet.

"Nej ikke lige i dag.. Hyg jer." Sagde han, og forlod så køkkenet.

***

for første gang i evigheder. Og det var rart. Det var rart at komme ud i luften igen, og se farverne, mærke vinden.

"Har du ikke savnet det her?" Spurgte Niall pludselig. Jeg kiggede lidt mod ham, hvorefter jeg vendte blikket frem igen, og langsomt nikkede. "Meget.." Mumlede jeg.

"Dana.. Kan du måske.. Svare på et lidt privat spørgsmål?" Jeg kiggede lidt på ham og trak så på skulderene. "Kom med det." "Jeg vil bare vide hvorfor.. Hvorfor lukkede du dig inde? Hvorfor.. Snakkede du ikke?"

Et lavt suk forlod mine læber. "Niall.. Har du nogensinde prøvet, at nogen sagde noget til dig, som.. Som gjorde ondt? Altså.. At du.. Du blev virkelig trist, men i stedet for at fortælle det, eller gå så.. Blev du bare stille?" Han nikkede langsomt. "Den sorg, blev aldrig erstattet, af andet end ensomhed, og så gjorde det ondt. Det gjorde ondt, at vide at jeg kun havde Zayn tilbage. Tanken om, at hvis jeg mistede ham også, så.. Så ville mit liv være fuldstændig forbi.. Jeg er bange. Jeg er bange for at jeg mister Zayn, så jeg endte med at lukke ham ude, fordi så ville smerten ikke være så stor.. Men jeg.. Jeg hader det. Jeg hader at se hans skuffede blik, når jeg ikke spiser, og jeg elsker at se den glæde han får, hvis jeg spiser." Sagde jeg så og sukker.

"Men hvorfor spiser du så ikke?"

Igen sukkede jeg. "Jeg kan ikke Niall.. Jeg tvinger mig selv til det, for at se Zayn glad.. Jeg vil ikke være en større skuffelse, end jeg allerede er." Sagde jeg og vendte blikket mod jorden.

Så stoppede han op. "Hey.." Mumlede han og løftede mit ansigt, så jeg kunne kigge ham i øjnene. "Du er ikke nogen skuffelse, okay? Zayn elsker dig, og han gør alt han kan for at hjælpe dig, og se nu der.. Du snakker allerede igen. Det er en start. Det er en rigtig god start." Sagde han med et stort smil.

"Inden længe, er du tilbage til den gamle Dana Malik, og du kommer til at få det bedre end nogensinde." Sagde han derefter. Jeg trak lidt på skulderene af hans optimisme.. Men det var også sådan jeg huskede ham.

Det var derfor vi klingede så godt dengang. Vi var begge fuldstændig optimistiske. Altid med et smil, glade, og så altid tingene fra en lys side.

Men den side af mig var forsvundet.

Men hey.. Jeg kunne vel ligeså prøve at hive lidt, af den gamle mig, frem igen og tænke 'At den side nok skulle komme tilbage igen' jeg havde Zayn til at hjælpe mig. Og nu også Niall. Så mon ikke det skulle gå?

***

En times tid efter sad vi på græsset i parken og nød solen. "Niall?" "Mhm." "Hvorfor kom du ind, der den første dag?" Spurgte jeg derefter.

Det her var kun 3 gang, vi var sammen, men det undrede mig stadig. Havde Zayn ret? Var det bare fordi han ville lære mig at kende?

"Jeg har altid gerne ville lære dig bedre at kende.. Men at se du havde forandret dig sådan, gjorde at jeg.. Jeg ved ikke.. Reagerede. Jeg tænkte at tiden måske var inde, til at jeg lærte dig at kende." Sagde han og sendte mig et smil.

"Tror du der er håb?" Han kiggede lidt undrende på mig. "Tror du at der er håb for... At jeg kommer tilbage?" Han smilede til mig, og nikkede derefter. "Det er jeg sikker på, at der er. Det er tredje gang at vi er sammen, og allerede efter anden gang snakkede du til mig. Jeg er overbevist om, at du vil komme tilbage til dit gamle jeg." Jeg nikkede langsomt.

"Tak Niall." Han smilede bare en smule.

"Du skal ikke takke."

***

Det er så sindssygt vildt at den er kommet op på 4 mest populære i denne måned OG den har over 160 favoritlister! :D 

Tak tak tak tak tak tak tak TAAAAAAK! :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...