Broken. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
*SE TRAILER* Dana's forældre døde i en bilulykke for 1 års tid siden. Dana har aldrig været pigen med mange venner. Hun havde en. Hendes skønne veninde Katie. Som døde af kræft for få måneder siden. Først hendes forældre.. Så hendes veninde. Det har taget hårdt på Dana. Og det er til at se. Hun spiser ikke mere. Hun snakker overhovedet ikke. Ingen ord kommer der fra hende. Hendes bror Zayn bliver bekymret for hende. Han søger derfor hjælp hos hans venner. Niall vil med glæde hjælpe og se om han kan få Dana til at snakke igen. Det er lang tid siden han så hende sidst. Og meget er forandret ved hende. På den helt forkerte måde. Niall skal prøve at rede det. Men er det overhovedet muligt for en som Niall at rede en så ødelagt pige som Dana?

170Likes
157Kommentarer
13839Visninger
AA

6. 5. "Oh.. Is it you agian?"

Dana's synsvinkel. 

Dagende gik. Og alle foreløb sig nogenlunde ens. Zayn kom ind, prøvede at få mig til at spise, og snakke, jeg spiste nogen gange, men sagde aldrig noget. 

Jeg sad - endnu engang - i mit vindue, med blikket ud. Vejret var i dag, super godt, og jeg havde derfor valgt at åbne vinduet, så der kunne komme lidt frisk luft ind. 

Jeg havde ikke været udenfor i evigheder, og det var først nu det gik op for mig, Hvor lang tid siden det var, at jeg havde været ude i solen, regnen, blæsten, sneen eller hvordan vejret nu var. Hvor lang tid siden det var jeg havde mærket græsset under mine fødder, når vejret var godt nok til det. 

En banken lød på min dør, og jeg havde forventet at det var Zayn, men nej.. Niall stak hovedet ind af døren i stedet, og sendte mig et smil. "Hejsa." Sagde han, og smilede til mig. Ligesom sidst han kom, gjorde jeg bare et nik, som hilsen. "Må jeg godt komme ind?" Spurgte han så, og jeg nikkede langsomt. Hvorfor var han her, og ikke nede ved Zayn? 

"Hvordan går det Dana?" Spurgte han og smilede til mig. Jeg trak langsomt på skulderene. "Er der sket noget interessant her på det sidste?" Spurgte han så, stadig med det lille smil, der var omkring hans læber. 

Nuttet. 

Jeg rystede så langsomt på hovedet. 

De sidste par dage havde gået ligesom alle andre. Så interessant, kan man vidst ikke kalde det. "Slet ikke noget?" Spurgte han så, og igen rystede jeg bare på hovedet. "Hm.." Mumlede han, og kiggede lidt på mig. "Bliver det aldrig for ensomt for dig, når du ikke siger noget?" Spurgte han derefter, og hurtigt landede mit blik på gulvet. "Nej, det var altså ikke for at fornærme dig eller noget! Hvis jeg altså gjorde det.." Sagde han så, og det fik rent faktisk et lille smil frem, men kun kort. 

Dog virkede det til at han så det. "Et smil?" Sagde han, med overraskende meget glæde i stemmen. Jeg kiggede langsomt op på ham. "Ved du hvad?" Spurgte han, og jeg rystede langsomt på hovedet. Han gik helt hen i vinduet, og satte sig overfor mig, med hans blik rettet mod mig. "Jeg har altid beundret dig Dana. Måden du ikke lod, noget stå i vejen for dig. Den gode søster du altid har været for Zayn. At du tog alt med et smil, uanset hvad der skete... Den pige er forsvundet. Og foran mig sidder en, som jeg slet ikke ved hvem er. Hun er en som næsten aldrig ser sin bror mere. Hun snakker slet ikke, og hun spiser sjælendt. Jeg ved du har det svært efter både, dine forældres, og din venindes død men.. Det er på tide at du kommer dig over det. Det er på tide du kommer videre, og jeg ved du kan. Zayn vil altid være der for dig. Og det vil jeg også. Det eneste du skal gøre lige nu.. Er at begynde at snakke igen. Så er du så langt, på vej." Sagde han, og sendte mig et smil. 

Jeg sad i lang tid, og kiggede på ham, uden nogen form for reaktion. Men langsomt kom et lille smil frem på mine læber. Jeg nikkede langsomt til det han sagde. For han havde ret. Jeg var fuldstændig modsat af den person, jeg engang var. 

Og hvorfor det? Jeg var nede. Jeg manglede noget i mit liv. Mit liv var ren og skær tomhed, for tiden, fordi den eneste jeg havde var Zayn, og han gav mig plads, fordi han troede at det var det der skulle til. Men.. Jeg havde brug for mennesker, for at komme op af det her hul.

Jeg bed mig lidt i min underlæbe, mens blikket lå fast på Niall. Og for første gang, i uendeligt lang tid, åbnede jeg munden, og sagde noget - som ikke bare var en lav hvisken.

"Tak Niall." 

Niall's synsvinkel 

Det at Dana allerede havde sagt noget, havde virkelig gjort mig glad. Det var ikke så svært som jeg troede, men hun manglede bare, at vide at der var nogen for hende. Selvfølgelig vidste hun at hun havde Zayn, men hun havde brug for mere end bare Zayn. Det vidste vi begge. Jeg ville med glæde hjælpe hende op, ikke bare fordi at Zayn havde bedt mig om det, men fordi jeg faktisk godt kunne lide Dana. 

Hun mindede mig på en måde om mig selv.. Og det var trist at hun var kommet ud i det hun var kommet ud i. 

Zayn's synsvinkel 

Da jeg kom hjem, den dag hørte jeg noget, jeg ikke havde hørt i evigheder. 

Det var Dana's latter. Var Niall allerede kommet så langt? Jeg lukkede hurtigt døren i, og løb op af trapperne, ned af gangen, og stoppede op foran døren til Dana's værelse. Jeg bankede langsomt på, hvorefter jeg åbnede døren, og stak hovedet ind. 

Der sad Dana, i vinduet og vente blikket mod mig, med et smil, Niall sad overfor hende, med blikket over mod mig. "Hej Zayn." Hilste hun, med et smil, jeg kunne slet ikke lade vær, med at smile stort. "Hej Dana." Hilste jeg med et smil. 

Hvor var det vildt. Det var Nialls andet møde med hende, og han havde allerede fået hende til at snakke. "Nå.. Men jeg må egentligt også se at komme hjem. Vi ses Dana." Sagde han. "Vi ses Niall." Sagde hun derefter. Niall rejste sig og gik mod mig med et smil. "Vi ses Zayn." Sagde han med et smil, som jeg gengældte stort. "Vi ses.." Mumlede jeg glad. 

Jeg kiggede mod Dana igen, da Niall var smuttet, hvorefter jeg gik helt hen til hende. "Hvad har han sagt?" Spurgte jeg så og kiggede spørgende på hende. "Indspirrende tale." Sagde hun med et træk på skulderene. Jeg kiggede glad på hende. 

Det var fantastisk! Jeg skulle have bedt Niall om hjælp for lang tid siden!

De havde set hinanden 2 gange, og hun snakkede allerede? Det var jo fantastisk!  

Dana's synsvinkel 

At Zayn kom så glad hjem, var bare fantastisk. Efter at jeg havde fået sagt tak til Niall, blev han fuldstændig op at køre, og så begyndte vi at sidde og snakke lidt, hvorefter at Zayn kom hjem. Jeg var bare så glad, for at kunne gøre Zayn glad, Måske stoppede jeg med at være en skuffelse nu? 

Men nej.. Der tog jeg helt fejl. For Zayn havde åbenbart regnet med, at jeg var ved at være tilbage igen, men jeg kunne stadig ikke spise. Så der kom det.. Det skuffede blik.. Men jeg.. Jeg kunne bare ikke spise.. Det kunne jeg ikke.  

Da mørket havde lagt sig, og jeg sad i vinduet igen, og bare kiggede ud, hørte jeg en banken på min dør. Zayn kom ind, og smilede til mig. "Jeg smutter i seng nu." Sagde han så. "Godnat." Sagde jeg, hvilket fik ham til at smile lidt større. Godt han kunne være så glad. Jeg ønskede ikke andet for ham. 

Han gik igen, og jeg vendte blikket ud af vinduet, og op mod himmelen igen. Stjernerne pyntede fint himmelen, og det fjernede langsomt mit smil. 

Himmelen.. 

Jeg lagde en hånd mod ruden. "Jeg savner jer.." Mumlede jeg, og mærkede allerede, tårerne kom frem, i øjenkrogende. Det var ikke fair at jeg mistede dem. Det var ikke fair at de døde. De havde stadig meget de ville nå. Og jeg havde brug for dem. 

Et suk forlod mine læber, hvorefter jeg langsomt rystede på hovedet, og hoppede ned på gulvet. Jeg lukkede vinduet, og lod mit blik køre en sidste gang henover, himmelen. Derefter gik jeg hen og lagde mig i sengen, og slukkede lyset.

***

Fordi at jeg så mega glad over at der er 123 FUCKING FAVORITLISTER(!!) Har jeg valgt at give jer et kapitel allerede nu! :D 

Tusind, tusind tak alle sammen, for at læse med, det er fantastisk! :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...