Broken. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
*SE TRAILER* Dana's forældre døde i en bilulykke for 1 års tid siden. Dana har aldrig været pigen med mange venner. Hun havde en. Hendes skønne veninde Katie. Som døde af kræft for få måneder siden. Først hendes forældre.. Så hendes veninde. Det har taget hårdt på Dana. Og det er til at se. Hun spiser ikke mere. Hun snakker overhovedet ikke. Ingen ord kommer der fra hende. Hendes bror Zayn bliver bekymret for hende. Han søger derfor hjælp hos hans venner. Niall vil med glæde hjælpe og se om han kan få Dana til at snakke igen. Det er lang tid siden han så hende sidst. Og meget er forandret ved hende. På den helt forkerte måde. Niall skal prøve at rede det. Men er det overhovedet muligt for en som Niall at rede en så ødelagt pige som Dana?

170Likes
157Kommentarer
13852Visninger
AA

5. 4. "Please, talk with me."

Dagen efter skinnede solen. Fuglene sang, børnene løb, rundt på gaden, livet var skønt. 

For nogen mennesker.

Jeg sad endnu engang på mit værelse, i mit vindue og kiggede ud. Jeg havde hovedet lænet op af vinduet og tankerne et helt andet sted, indtil at jeg hørte en banken på min dør. Jeg vendte blikket derover, og så Zayns blik direkte på mig. "Hey.." Hilste han stille, og gik helt ind i rummet. Mit blik kørte ned på, hans hænder, og der i hans hænder, holdte han en tallerken med lidt, brød og noget frugt på. Et højt suk forlod mine læber, og jeg vendte blikket væk fra Zayn. 

Velvidende om at han vidste, at jeg nu vidste hvad han ville, og at det her var min måde, at fortælle ham, at han ligeså godt kunne droppe det. 

Og gjorde han det? 

"Kom nu Dana... Jeg vil ikke have at du sulter." 

Næ. 

Med et suk vendte jeg blikket mod ham igen, og kiggede mod hans øjne, som kiggede bedende på mig. Jeg prøvede virkelig at vende blikket væk, fordi Zayn har et eller andet med, at kunne overtale mig til hvad som helst, hvis bare han kigger på mig, med det der bedende blik, og de store brune dådyr øjne. 

"Please?" Spurgte han og jeg rystede langsomt på hovedet. Han sukkede lavt, og stillede alligevel tallerkenen på bordet. 

Jeg regnede med at han ville gå ud efter det, men næ nej, han blev skam stående. Jeg lod mit blik ligge en smule undrende på ham. "Hvordan har du det?" Spurgte han så, og sendte mig et lille smil, der viste at han ikke var vred. Men det behøvede han ikke at vise på den måde, for jeg vidste godt, at han ikke var vred.  

Han var skuffet.. 

Jeg trak langsomt på skulderene. Og det svar han ikke tog som et svar. "Dana, du bliver simpelthen nød til at tale med mig." Sagde han opgivende, men jeg rystede bare på hovedet, og kiggede ned i mit skød. "Dana.." Mumlede han. Jeg lod mit blik køre op igen, og så at han gik mod mig. "Bare et ord.. Please.." Mumlede han. Jeg kiggede ned i gulvet.

"Jeg savner at høre din stemme, jeg savner at høre dig grine, jeg savner at se dig glad, jeg savner dig Dana... Og jeg mangler dig." Sagde han så, og lagde en hånd under min hage, hvorefter han løftede mit hoved så jeg kunne kigge ham i øjnene. "Jeg vil gøre hvad som helst for at, få dig tilbage, men jeg vil først og fremmest, bare gerne høre din stemme igen." Sagde han så. "Please." Bedte han, med en trist stemme. 

Jeg kiggede ind i hans øjne, og i stedet for at sige noget, lagde jeg armene om halsen på ham, og trak ham ned mod mig. Jeg mærkede kort efter hans arme rundt omkring mig, og jeg hvilede mit hoved på hans skulder. 

Jeg hadede at se ham sådan her, specielt når det var min skyld. Men jeg.. Jeg havde bare ikke lyst til at sige noget..

Men her sad jeg nu.. I Zayns favn, mens tårerne langsomt begyndte at komme frem, i mine øjne. "Undskyld.." Hviskede jeg meget lavt. Og ærligtalt jeg troede ikke, at Zayn hørte det, før han sendte mig et smil, og begyndte at tørre mine tårer væk. 

Men det hjalp ikke, for da han gjorde det kom der bare flere, og flere. Zayn valgte derfor bare at holde, mig ind til sig. Jeg hvilede mit ansigt mod hans bryst, da han langsomt begyndte, at nynne beroligende melodier. 

Og der gik det for alvor op for mig... Zayn var virkelig den eneste, jeg havde tilbage...

 Men han ville tilgengæld altid være der for mig... 

Altid.... 

Zayns synsvinkel.

Jeg hadede sådan at Dana, sad og græd lige nu, men på samme tid, var jeg bare glad for at jeg fik lov til, at sidde her med hende. Det betød bare at hun stolede på mig, og at hun havde brug for mig lige nu, og det var allerede et langt større skridt, at tage. 

Desuden.. Hun havde sagt undskyld. 

Hun havde intet at undskylde over, for hun gjorde det jo ikke med vilje. Hun var præget af en dyb sorg, og det var derfor hun ikke sagde noget. Tomheden blev aldrig fyldt op, hullet blev bare større, og derfor hjalp det hende ikke, at hun bare sad helt alene på hendes værelse, en hel dag. Men hun havde sagt noget, så det var også et kæmpe skridt.. Nu skulle hun bare begynde at snakke, rigtigt igen. 

Men med Nialls hjælp, var jeg sikker på, at vi nok snart skulle få hende, til at snakke. Derefter, skulle hun bare begynde at spise igen, men det var jeg godt igang, med at få hende til at gøre. 

Jeg savnede hende bare så forfærdeligt meget, jeg savnede at hun smilede og grinede, og altid var glad. 

Det her var så modsat af den rigtige hende, som det overhovedet kunne være. Og det var lige før det undrede mig, om det virkelig kunne passe, at det her var Dana. 

Men at miste nogen der står en meget nær, kan ændre en person fuldstændig... Og det måtte man da også sige, at det gjorde denne gang. Hun har altid været en af de mest snakkesalige, og glade mennesker jeg kendte. Hun var altid glad. Hun var fyldt at energi. Nu.. Nu var hun lille og tynd, og hun var trist, og hun sagde ikke så meget som en enkel lille lyd, og det skræmte mig. Det skræmte mig at vide, at hvis jeg ikke fik gjort noget for hende, så hun kunne komme op igen, så ville jeg ende med at miste hende også. 

Hun kunne ikke overleve hvis ikke hun fik noget hjælp. Og normalt ville folk foreslå en psykolog, men nej. Jeg ville slet ikke så meget som tænke på at sende hende til en psykolog. 

Dana ville ikke have noget godt af det, og hun ville overhovedet ikke gøre det frivilligt, og hvor godt ville de så hjælpe? Nej vel? 

Godt så. 

Derfor håbede jeg inderligt at det ville hjælpe at Niall ville snakke med hende. Jeg håbede ærligtalt bare snart, at Dana ville bare begynde at snakke igen. Eller spise for den sags skyld. Det gør mig bare så bekymret, at se hende være så tynd, og at hun aldrig snakker, jeg hader det mere end noget andet. 

Hun betyder så pokkers meget for meget, og jeg vil bare ikke ende med at miste hende, fordi at hun bliver så tynd at hun ikke kan overleve det. 

Jeg strøg hende kort over håret, hvorefter jeg smilede lidt til hende. "Kom her.." Mumlede jeg, hvorefter jeg tog ved under hendes knæ, og løftede hende op i mine arme. Hun var heldigvis stoppet med at græde, men nu kiggede hun bare træt på mig. Jeg smilede en smule over hende. Jeg kunne godt lide tidspunkter som disse.. Hvor hun er den lille, og jeg er den ældre bror der passer på hende. Det minder mig om de gamle dage.. Før alt endte ud i det vi er i nu.. 

Hun lagde hovedet ind til mit bryst, og jeg smilede en smule over hende. Jeg gik hen til hendes seng, og lagde hende blidt ned. Jeg trak hendes dyne henover hende, og placerede et blidt kys i hendes pande. Jeg smilede til hende, hvorefter jeg gik ud af døren. 

Hun var virkelig faldet langt ned.. Men jeg ville gøre alt jeg kunne, for at få hende op igen. 

 

***

Så ramte jeg 100 favoritlister. Det er så vildt! Jeg er så glad, tusind tak for at læse med alle sammen! :D 

Beklager at ventetiden mellem kapitlerne er lidt lange, men har vildt meget at se til, lige for tiden, og jeg gør det så hurtigt, som jeg overhovedet kan. (: 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...