Broken. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
*SE TRAILER* Dana's forældre døde i en bilulykke for 1 års tid siden. Dana har aldrig været pigen med mange venner. Hun havde en. Hendes skønne veninde Katie. Som døde af kræft for få måneder siden. Først hendes forældre.. Så hendes veninde. Det har taget hårdt på Dana. Og det er til at se. Hun spiser ikke mere. Hun snakker overhovedet ikke. Ingen ord kommer der fra hende. Hendes bror Zayn bliver bekymret for hende. Han søger derfor hjælp hos hans venner. Niall vil med glæde hjælpe og se om han kan få Dana til at snakke igen. Det er lang tid siden han så hende sidst. Og meget er forandret ved hende. På den helt forkerte måde. Niall skal prøve at rede det. Men er det overhovedet muligt for en som Niall at rede en så ødelagt pige som Dana?

170Likes
157Kommentarer
13846Visninger
AA

4. 3. "Dana.. Meet Niall."

Jeg vågnede dagen efter, ved lyden af hoveddøren der blev lukket. Var Zayn taget nogen steder hen? Jeg fjernedes dynen fra min krop, og rejste mig træt op. Jeg gik ud af værelet, og ned af trappen, men stoppede dog på sidste trin da jeg hørte en stemme. Zayns stemme. 

"Hun sover stadig." Vent... Snakkede han om mig? Jeg blev stående på trappen, og lyttede efter nogen stemmer. Men Zayns sætning var det eneste jeg hørte. Jeg stod lidt og overvejede om jeg skulle gå op igen, eller om jeg skulle gå ned til Zayn. 

Var det ikke Niall der ville komme i dag? Så var det nok ham som var der, så burde jeg vel ikke forstyrre vel? Jeg stod bare lidt, og da jeg så egentligt blev enig med mig selv om, at jeg ville vende rundt og gå op igen, nåede jeg kun lige at vende rundt, og så blev jeg opdaget. "Åh, godmorgen Dana." Men det var ikke Zayns stemme. Jeg vendte mig langsomt rundt og foran mig stod en blondt irer bedre kendt, som Niall Horan, - som lignede en der havde set et spøgelse. Jeg gjorde et nik, som en hilsen, og vendte mig derefter rundt igen, for at begynde at gå op af trapperne. 

Men nej, nej jeg måtte bare ikke gøre som jeg ville lige nu. For nu kom Zayn også. "Godmorgen Dana." Sagde han. Jeg sukkede lavt, og drejede rundt, og sendte Zayn et hurtigt smil. "Sovet godt?" Spurgte han derefter. Jeg nikkede langsomt. Mit blik kørte kort over på Niall, som stadig så fuldkommen skræmt ud. Jeg løftede kort det ene øjenbryn, og kiggede mod Zayn igen. Jeg valgte så at dreje rundt igen, og gik op af de sidste trappetrin og ned mod mit værelse. 

 

Zayns synsvinkel 

Jeg havde faktisk troet at Dana stadig sov, indtil at jeg hørte Niall sige hendes navn. Men der på trappen stod hun. Og Niall var ikke klar over hvor meget hun havde ændret sig. Han kiggede i hvert fald meget skræmt på hende, og jeg håbede virkelig at hun ikke havde lagt mærke til det. 

Dana var smuttet igen, og Niall valgte derfor at kigge over på mig. "Hold da op.." Mumlede han, og jeg nikkede langsomt. "Du kan godt forstå, hvorfor jeg har så meget brug for din hjælp ikke?" Spurgte jeg og han var hurtig til at nikke. "Det var da helt vildt.." Mumlede han. 

Sagen var den, at da Niall sidst havde set Dana, var hun sund. Hun havde en fantastisk udstråling, hun var så sindssygt smuk, hun var slank, hun var bare, helt fantastisk. 

Nu.. Ligner hun et skellet,  hun er helt sort under øjnene, hun ser slidt og træt ud, og hun ser fuldkommen ødelagt ud. Forståeligt at han blev overrasket over hvor meget hun havde ændret sig. Derfor var jeg bare så glad for, at han ville hjælpe mig. Dana var ødelagt. Det var hun. Men hun kunne stadig nå at blive reddet. Jeg kunne bare ikke gøre det alene. 

 

Dana's synsvinkel 

Jeg sad endnu engang i vinduet med blikket ud på gaden, hvor der indimellem kom nogen gående forbi. Jeg drejede hovedet mod min dør da jeg hørte hoveddøren smække, og derefter skridt mod min dør. Var Niall allerede taget afsted igen?

Jeg fik svar på mit spørgsmål, da min dør blev åben og Niall stak hovedet ind. Hvilket dog bare gjorde mig endnu mere forvirret. Hvor var Zayn så? "Hey.." Hilste han. Jeg gjorde et nik med hovedet, som en lille hilsen. Han så det vidst som en form for invitation, for han gik i hvert fald ind.

"Det er længe siden jeg har set dig sidst." Jeg nikkede langsomt. "Der er sket meget." Sagde han derefter. Jeg nikkede igen lidt. 

Sidst jeg så Niall.. Var helt før efter mine forældres død. Så det er godt og vel et år siden, at jeg så Niall sidst. Der var sket rigtigt meget siden dengang. "Har du boet hos Zayn siden dengang?" Spurgte han så. Jeg nikkede langsomt.

Et lavt suk lød kort efter fra Niall. Mit gæt ville være, at han var irriteret over at jeg ikke sagde noget. Jeg vendte derfor blikket væk fra ham igen. Det var min bedste metode. Fjern blikket fra personen så, de blev irriterede og gik. Så slap man for at snakke med dem. For jeg gad ikke sige noget til dem. 

Jeg hørte endnu et suk, og derefter nogle skridt. Jeg regnede egentligt med at det var fordi, han blev sur og gik eller sådan noget, men jeg fornemmede stadig hans tilstedeværelse, nettop fordi det lød som om at skridtende kom tæt på.. Og kort efter satte han sig ligefrem overfor mig, i vinduet. 

Jeg lod mit blik blive liggende lidt på ham, mens han kiggede mig i øjnene. "Hvorfor vil du ikke sige noget? Det bekymre Zayn så meget." Jeg sad bare og kiggede ud af vinduet, stadig uden at sige et ord. 

Niall sukkede og lagde en hånd på mit knæ, hvilket hurtigt fik mig til at kigge på ham, og kort ryste hånden af mig. "Hør Dana.." Startede han.  "Det er ikke sundt for dig det her, jeg kunne slet ikke kende dig da jeg så dig, det er virkelig ikke godt for dig." Sagde han. Jeg sukkede og kiggede igen ud af vinduet. 

Jeg vidste præcis hvad han prøvede på. Jeg vidste præcis, hvad han havde gang i. Han ville snakke. Men sagen var den, at jeg ikke snakkede. Sådan var det bare. Jeg snakkede ikke, ikke engang med ham, for at være høflig. Hvorfor i al verden, prøve at få venner, når jeg alligevel havde mistede de eneste mennesker som betød noget for mig?

Det var jo kun et spørgsmål om tid, før Zayn blev for skuffet, og smed mig ud.

Han sukkede og rejste sig så op. Han gik ud af værelset, og lod mig være alene. 

På den ene side var jeg glad for at han gjorde det.. Men på samme tid, havde jeg det også dårligt med det.

Havde jeg såret ham eller sådan noget?

***

73 favoritlister? Holy moly, tusinde tak alle sammen! I aner ikke hvor meget det betyder for mig, at i læser, hver og en. :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...