Broken. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
*SE TRAILER* Dana's forældre døde i en bilulykke for 1 års tid siden. Dana har aldrig været pigen med mange venner. Hun havde en. Hendes skønne veninde Katie. Som døde af kræft for få måneder siden. Først hendes forældre.. Så hendes veninde. Det har taget hårdt på Dana. Og det er til at se. Hun spiser ikke mere. Hun snakker overhovedet ikke. Ingen ord kommer der fra hende. Hendes bror Zayn bliver bekymret for hende. Han søger derfor hjælp hos hans venner. Niall vil med glæde hjælpe og se om han kan få Dana til at snakke igen. Det er lang tid siden han så hende sidst. Og meget er forandret ved hende. På den helt forkerte måde. Niall skal prøve at rede det. Men er det overhovedet muligt for en som Niall at rede en så ødelagt pige som Dana?

170Likes
157Kommentarer
13838Visninger
AA

12. 15. "What happend?"

Dana's synsvninkel

Det startede med at dryppe hvorefter det endte ud i en ordenlig regnbyge. Nok nærmere noget man ville kalde skybrud. Det regnede i hvert fald rigtigt meget, og jeg var allerede gennemblødt. 

Jeg sad på en bænk, et eller andet sted i byen. 

Da Niall var gået fra mit værelse, kom jeg utroligt lydløst nedenunder, og fandt ud af at de var i køkkenet. Til mit held hørte de mig ikke, og jeg nåede helt udenfor. 

Ja, jeg løb væk, men lige nu havde jeg bare ikke brug for, at en af dem kom op til mig, hver eneste time, og prøvede at få mig ud til dem. Jeg havde brug for at være alene i mere end en time. Jeg havde brug for at kunne tænke alt det her igennem, uden at skulle være nød til at ignorer en af dem. 

Derfor sad jeg pludselig her. På en bænk. Væk fra huset. Og det regner. Så det er jo bare super.. Jeg har ingen idé om hvor jeg er, eller hvor længe jeg har været her. 

Jeg trak bene op til mig, og tog armene rundt om dem. Mit sorte hår, sad næsten klistret til mit ansigt, og mit tøj var også helt klistret fast. Jeg var fuldstændig gennemblødt, og det var gået hurtigt, eftersom jeg overhovedet ikke havde tænkt på tage en jakke med mig. 

"Dana?" Jeg drejede hurtigt og forskrækket hovedet da jeg hørte en stemme, sige mit navn. Men stemmen tilhørte hverken Niall eller Zayn. 

Lidt væk fra mig stod en mindst ligeså gennemblødt person, og kiggede på mig med forvirrede øjne. 

Det var Harry. Bedre kendt som Harry Styles, en af Zayns bedste venner. 

Super. 

"Hej Harry.." Mumlede jeg. Han kom langsomt gående hen til mig. "Hvad laver du herude?" Jeg trak langsomt på skulderene. "Hvad laver du selv herude?" "Jeg er på vej hjem.. Hvorfor sidder du her?" Han satte sig ved siden af mig, og kiggede nu bekymret på mig. "Ved Zayn godt at du er taget ud?" 

Selvfølgelig! 

"Jeg taler ikke til ham.." Svarede jeg, og vendte mit blik væk fra ham, for at stirre ud i luften i stedet for. "Nej det ved jeg..." Mumlede Harry lavt ved siden af mig. Det undrede mig slet ikke, at Harry vidste noget om det. Zayn fortæller dem alt, det ville undre mig, hvis han ikke vidste noget om det. 

Harry sad bare lidt, og jeg kunne mærke hans blik på mig. Jeg kiggede lidt på ham ud af øjenkrogen. Flere gange åbnede han munden for at sige noget, men han lukkede den altid igen før der kom nogen lyd ud. "Du kan ikke sidde herude.... Du bliver bare forkølet." Sagde han så. Jeg trak ligegyldigt på skulderene. En forkølelse ville ærligtalt blive mit mindste problem. 

"Tag med mig." Sagde han så. "Du kan få et bad, låne noget tørt tøj, få varmen igen." Sagde han og sendte mig et blidt smil. 

Jeg kiggede lidt på ham og rystede så på hovedet. "Tak, men nej tak." Sagde jeg så. Jeg satte benene på jorden igen, og vendte blikket mod mit skød. "Jamen.. Hvorfor ikke?" Jeg vendte mit blik op, hvor jeg kiggede frem, og derefter kiggede jeg over på ham igen. "Fordi.. Zayn er din bedste ven. Så.. Hvis jeg tager med hjem til dig, så vil du ringe til Zayn, fortælle at jeg er hos dig, Zayn kommer og henter mig, og... Jeg vil bare ikke tilbage." Sagde jeg så. Han sad og kiggede lidt på mig hvorefter han langsomt nikkede. "Hvad så hvis.. Jeg sørger for at Zayn ikke kommer og henter dig?" Jeg rynkede panden kort. "Men fortæller du ham det?" Han nikkede kort. "Det er jeg nød til.. Han er syg af bekymring, han er nød til at vide at jeg har fundet dig, og at du ikke er kommet til skade." 

Jeg sad og kiggede lidt på ham uden rigtigt at sige noget. "okay Dana... Hvad siger du til det her? Der er sket en eller anden misforståelse siden du er så vred og såret over Niall og Zayn, og hvis du ikke vil hjem så vil jeg ikke tvinge dig. Så jeg vil give dig et tilbud. Du bor hos mig et par dage, til du er klar til at kunne snakke med Zayn og Niall, men jeg er nød til at fortælle Zayn at jeg har fundet dig." 

Endnu engang kiggede jeg bare på ham uden at sige noget som helst. "Jeg beder Zayn om at lade vær med at kontakte dig på nogen måde, indtil du selv er klar til at kunne snakke med ham." Sagde han derefter. 

Jeg vendte blikket væk fra ham. Men kun for et kort øjeblik, for derefter kiggede jeg på ham igen, og nikkede så. "Okay." Sagde jeg så. Et smil bredte sig på Harrys læber, og han rejste sig op. Jeg rejste mig selv op og gik med ham. 

***

"Okay, jeg finder lige noget tøj til dig, badeværelset er nede af gangen og til højre." Sagde Harry, hvorefter han forsvandt. Jeg lod mit blik køre rundt i stuen jeg stod i. Her var flot indrettet og huset var stort. Harry ville snart ringe til Zayn, og fortælle at jeg var hos ham. 

Ærligtalt ville jeg helst have at Zayn ikke vidste at jeg var hos Harry, egentligt gad jeg slet ikke være hos nogen der havde med Zayn at gøre, specielt ikke fordi at Harry ligeså godt kunne have gjort, hvad Niall gjorde, i stedet for Niall. 

Men det var bedre at være hos Harry end det var at være på gaden, og jeg behøvede ikke at snakke med Zayn eller Niall endnu. 

Jeg valgte at lede efter badeværelset hvilket Harry fint havde fortalt at var nede af gangen. Så jeg gik igennem døren der førte til gangen, og så lidt ned af den, hvor jeg stoppede ved en hvid dør. Jeg åbnede den langsomt, og jeg fandt så heldigvis badeværelset. 

Kort efter kom Harry. "Her." Sagde han og rækte mig noget tøj, som jeg tog imod. "Tak." Mumlede jeg. "Der er håndklæder under vasken." Sagde han og forlod badeværelset og jeg lukkede døren. 

Jeg gik hen til håndvasken og lagde tøjet på bordet. Jeg lod mit blik mødes i spejlet, og blev næsten forskrækket over synet. Mit blik var.... Dødt. 

Jeg stod i et stykke tid og stirrede mig selv i øjnene, hvorefter jeg rystede på hovedet, og begyndte at tage mit våde tøj af. Jeg åbnede skabet under vasken og tog et håndklæde ud. Jeg gik hen til bruseren og tændte den. Da den havde varmet op, gik jeg ind under det varme vand. 

Jeg lukkede øjnene, da vandet ramte min krop. Jeg gik helt tilbage, og lænede mig op af væggen, mens vandet løb ned af min krop. 

Jeg stod længe under vandet, og stod bare. Men til sidst slukkede jeg for vandet. Jeg tog fat i håndklædet jeg havde taget frem, og tog det rundt om min krop. Igen lod jeg mit blik falde på spejlet. Jeg havde ikke set mig selv i et spejl ufatteligt længe. Jeg havde holdt mig langt væk. 

Selvværd har jeg ikke ligefrem haft meget af, så at se mig selv i spejlet, har aldrig været noget jeg har nydt. Og det gjorde det ikke bedre nu at se, hvor forandret jeg var blevet. 

Jeg kunne ikke engang genkende mig selv. 

Jeg gøs, hvorefter jeg vendte blikket væk igen, og fik tørret min krop. Jeg tog tøjet på, hvilket var et par grå joggin bukser, og en alt for stor sort t-shirt. Men jeg havde heller ikke ligefrem regnet med at jeg ville kunne passe Harrys tøj. 

Jeg gik ud fra badeværelset og ned mod stuen hvor jeg fandt Harry i sofaen. Han sad med blikket mod hans mobil, men vendte blikket op da jeg kom. "Jeg har snakket med Zayn.." Sagde han, og lod blikket forblive på mig. "Hvad sagde han?" Spurgte jeg, og satte mig derefter ned ved siden af ham. 

"Han var lettet over at der ikke var sket dig noget.." Jeg kiggede ned på mine fødder. "Han savner dig... Han håber du snart vil snakke med ham." Jeg vendte langsomt blikket op mod ham igen. 

Jeg valgte at lade vær med at svare på noget, omkring Zayn. Ja jeg savnede også ham, helt vildt, men det gjorde ikke at jeg ville snakke med ham. "Tak for at jeg må bo her." sagde jeg i stedet. 

"Du behøver ikke takke.. Jeg håber bare at du vil gøre det rigtige, og se at få snakket med enten Zayn eller Niall.." 

***

Ja, det bliver det sidste kapitel i laaaaang tid desværre. /: Men jeg har super meget at tumle med, og har som sagt tidligere ikke tid til at skrive i hverdagen, og denne weekend får jeg ikke tid, eftersom jeg skal bruge i dag på lektier, og jeg skal ud og kigge på efterskoler imorgen. (: 

Så vær tålmodige! Jeg har ikke glemt den, men har bare ikke tid! :(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...