Broken. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
*SE TRAILER* Dana's forældre døde i en bilulykke for 1 års tid siden. Dana har aldrig været pigen med mange venner. Hun havde en. Hendes skønne veninde Katie. Som døde af kræft for få måneder siden. Først hendes forældre.. Så hendes veninde. Det har taget hårdt på Dana. Og det er til at se. Hun spiser ikke mere. Hun snakker overhovedet ikke. Ingen ord kommer der fra hende. Hendes bror Zayn bliver bekymret for hende. Han søger derfor hjælp hos hans venner. Niall vil med glæde hjælpe og se om han kan få Dana til at snakke igen. Det er lang tid siden han så hende sidst. Og meget er forandret ved hende. På den helt forkerte måde. Niall skal prøve at rede det. Men er det overhovedet muligt for en som Niall at rede en så ødelagt pige som Dana?

170Likes
157Kommentarer
13833Visninger
AA

2. 1. Welcome to my 'life'

Dana's synsvinkel 

Jeg sad i vinduet med blikket på ruden hvor regnen langsomt gled ned af ruden. Det havde regnet hele dagen og så ikke ligefrem ud til at stoppe foreløbig. Vi boede på en lille gade, med et par huse, på begge sider af vejen. 

På fortorvet gik der, en mor med en barnevogn. Mit blik fulgte hende, indtil hun var gået forbi huset. Derefter fokuserede mit blik på ruden igen. 

Jeg hørte en banken på min dør, men jeg fjernede ikke blikket fra ruden. Jeg vidste jo godt hvad han ville alligevel. 

Han ville komme ind. Se bekymret på mig. Prøve at få mig til at spise noget. Og derefter lade mig være alene igen. Det var en cirkel som bare kørte igen og igen, hver eneste dag. Jeg vidste godt hvorfor han gjorde det.. Han var bare bekymret for mig men, hvad nyttede det? Jeg ville bare se på ham, og føle mig skyldig.. Han kom sig hurtigt over vores forældres død for min skyld. Jeg ved han er så ked af at de er døde, jeg ved at han tænker på det hver aften... Men han lader som ingenting.. For min skyld. 

"Dana.." Hørte jeg hans stemme sige, men jeg lod mit blik forblive på ruden. "Dana." Sagde han igen, hvorefter jeg hørte skridt. Jeg mærkede hans hånd på min skulder og vendte for første gang i dag blikket mod min bror. Jeg kiggede op i Zayns bekymrede brune øjne. 

Jeg lignede ikke Zayn.. På nogen punkter kunne man godt se at vi var søskende, på vores personlighed gjorde jeg, men på udseende var der nogle træk, der gjorde at man kunne se, at vi var i familie, og hvor meget vi lignede hinanden.. Eller hvor meget vi plejede at ligne hinanden. 

Men efter at alle jeg holdte af forsvandt - lige udover Zayn - blev jeg anderledes. Nu lignede jeg slet ikke Zayn længere... Zayn var en flot fyr. Med både selvværd og selvtillid i top. Han havde massere af venner, og han havde en fantastisk personlighed. 

Og jeg.. Jeg kunne knap nok kende mig selv længere.. Men sådan var det blevet. Zayn kom ovenpå igen, og blev ved med at være så fantastisk som han altid havde været.. Og jeg gik fuldstændig ned.. 

Men det begyndte først rigtigt at gå ned for mig da Katie også døde. Det var der alt gik galt for mig. 

"Dana!" Jeg fik et chok da jeg pludselig hørte Zayns bestemte stemme. "Undskyld.." Mumlede han kort efter. Han havde vidst prøvet at komme i kontakt med mig i lidt tid. Jeg kiggede op på ham og bed mig så lidt i min underlæbe. "Vil du ikke godt spise lidt?" Spurgte han bedende, og hurtigt vendte jeg blikket væk. Hvis først, han begyndte at kigge på mig, med de store brune øjne han havde, var det tabt. Så kunne jeg ikke sige nej. 

Jo jeg havde spist lidt en gang imellem.. For Zayns skyld.. Jeg ville ikke være mere skuffende end jeg allerede var, og jeg var dybt taknemmelig over at han lod mig bo hos ham. Havde det ikke været for ham, så turde jeg slet ikke tænke på hvor jeg kunne have været lige nu. På et eller andet børnehjem til jeg fyldte 18 måske? Hvilket ville sige om 3 måneder.. Og hvad skulle jeg så gøre derefter? 

Alt i alt, Zayn reddede mig virkelig. Men hvis jeg kendte Zayn ret - og det gjorde jeg - så var han glad for at kunne hjælpe. Mit forhold til Zayn havde altid været det der drømme, bror-søster forhold. Han beskyttede mig hvis jeg havde brug for det, han trøstede mig altid som lille, og han var der altid for mig. Og jeg vidste at han prøvede ihærdigt på at få den gamle mig tilbage.. Problemet var bare at jeg ikke engang selv vidste hvordan jeg skulle komme tilbage.. 

"Hey, Dana." Hørte jeg Zayns stemme afbryde mine lange tanker. Da jeg igen vente blikket mod ham, sukkede han lavt. "Hør, jeg tager over til Liam om lidt, vil du ikke please, bare have spist det der er på dit bord?" Spurgte han. Jeg kiggede lidt på ham, hvorefter jeg langsomt nikkede. 

Et lille smil kom frem på hans læber. "Tak.." Mumlede han og kyssede mig i håret. "Jeg er hjemme i aften, pas på dig selv." Sagde han og sendte mig et smil. Han var glad fordi jeg lovede ham at spise det stykke brød han var kommet med. Hvilket betød han ville tage glad hen til Liam. Hvilket var godt. Jeg hadede sådan når han tog over til hans venner, mens han var i dårligt humør, fordi jeg enten nægtede at spise, eller fordi jeg stadig ikke sagde noget. 

Han forlod værelset, men lod døren står åben. Da jeg få minutter efter, hørte hoveddøren smække, rejste jeg mig langsomt for at gå over til mit bord. Jeg tog ved tallerkenen, og satte mig tilbage i vinduet med tallerkenen foran mig. Jeg brækkede lidt af brødet og tog det i munden. Jeg tyggede det meget langsomt. Jeg kunne ikke spise det, men jeg tvang mig selv til det. Jeg havde lovet Zayn det, og jeg ville virkelig ikke, gøre ham skuffet, hvis han kom hjem, og så at jeg ikke havde spist det. Og spiste jeg ikke nu, ville jeg aldrig få det spist.. 

Da jeg efter et stykke tid, fik spist det sidste, tog jeg ved tallerkenen og rejste mig for at gå ned i køkkenet. Jeg stillede den på bordet, og kiggede kort rundt. Det var ærligtalt sjælendt at jeg kom ud fra mit værelse. 

Et suk forlod mine læber, hvorefter jeg gik mod trappen igen, for at gå op af den, og ned af gangen, hvor jeg til sidst endte, ved døren til mit værelse. Jeg gik derind og gik hen på sengen hvor jeg lagde mig ned, og kiggede op i loftet. 

Det var stort set det jeg fik dagene til at gå med. At sidde og stirre på et eller andet, lige have de korte samtaler med Zayn - hvor han var den eneste der snakkede - og så en gang imellem spise lidt. Det var det eneste. 

Trist ja, men sådan har det været siden at mine forældre og Katie døde.. 

***

Ih så er vi igang! :D 

Hvis ikke i har set traileren, vil jeg stærkt anbefale jer at gøre det. Har brugt vildt lang tid på den, og derfor vil jeg super gerne have at folk ser den. (: 

Håber i kunne lide det første kapitel. (: 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...