Break4Break

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
Harry og Alicia det forelskede par bliver ødelagt af Niall, der er forelsket i Alicia, og har været det siden de var små. Han havde aldrig turde sige det, og ødelægger derfor det hele for Alicia og Harry. Da Alicia kommer i fare viser han sig dog som lidt af en helt, og efterfølgende forsøger han at reparere hendes knuste tomme hjerte..

1Likes
3Kommentarer
275Visninger
AA

5. ~Who the fuck are you?!~

Jeg kunne intet se. Alt kørte rundt, og ødelagde mit syn. Et par stærke arme løftede mig op og holdt mig oppe. Tårerne pillede frem og stoppede ikke. Hvem der havde løftet mig, ragede mig ikke en skid, det eneste der betød noget var Harry.
   "Alicia?.." Mere kom ikke ud, af ham der havde løftet mig. Jeg vendte mig ikke om for at se hvem det var. Jeg forsøgte i stedet bare at komme fri af grebet. Det lykkedes ikke. Han holdt mig fast. Han lod mig ikke bare gå.
   "Harry.." Hviskede jeg. Tårerne blev stærkere.
   "Kom med mig, så kører jeg dig hjem" sagde han. Jeg kunne ikke genkende stemmen, selvom den lød bekendt. Jeg havde lyst til at komme hen til Harry. Alle var samlet omkring ham, og jeg kunne høre en ambulances sirener. På den anden side ville jeg virkelig gerne hjem. Jeg havde det så skidt. Jeg ville med Harry, men jeg vidste ikke om jeg kunne. Jeg gjorde ingen modstand da personen bag mig hjalp mig over i en bil. Jeg kiggede ikke på bilen. Faktisk opdagede jeg slet ikke noget før det gik op for mig at jeg sad i kørende bil, før den havde kørt i omkring 20 minutter. Jeg kunne ikke tænke klart, eftersom alle mine tanker blev på Harry. Jeg kiggede ud af vinduet. Jeg kunne slet ikke kende det sted. Det var en skov. Vi boede midt inde i byen. Hvad havde han gang i?
   "Hvor er vi?" Spurgte jeg. Han svarede ikke. Først nu kiggede jeg på ham. Han havde overtatoveret sin højre arm. Jeg kunne ikke se mere af ham end hans arm, og det var nok til at vide at jeg ikke kendte ham. "Hvem er du? Hvor er vi på vej hen?" Stadig svarede han mig ikke og det gjorde mig nervøs. "Hvem fanden er du?!" Spurgte jeg vredt og kiggede rundt i bilen. Den var forholdsvis lille. Den var meget gammel. Sæderne var flået i stykker. Hvorfor havde jeg overhovedet taget med ham. Hvordan kunne jeg være så dum.
   "Tag det nu roligt tøs, du kommer ikke hjem foreløbig" svarede han og jeg kunne mærke at han smilede. Der stank i bilen. Han røg. Det var jeg 100% sikker på nu. Fy for satan. Der stank så kraftigt af røg, at jeg næsten ikke kunne få vejret. Min chance for at slippe væk, ville først komme hvis han holdt stille. Jeg sad og ventede. Jeg krydsede alt jeg havde for at han blev nødt til at stoppe bilen. Hvad fanden ville han med mig. Han kendte mit navn, men jeg havde aldrig set ham før. Jeg begyndte at opgive, men pludselig holdt han stille. Det var en lille vej og en bil kom fra den anden side. Jeg så chancen. Jeg klikkede mig hastigt op og trak ned i håndtaget. Der gik det op for mig. Han havde låst døren udefra. Hvor dum kunne man være. Hvilken idiot havde i den situation ikke låst døren?! Jeg kunne høre hans hånlige grin helt inde i mine tanker og det blev siddende der i lang tid. Han kørte ned i en indkørsel, og stoppede bilen og gik ud. Han kom om på min side af bilen. Han åbnede døren og lod mig komme ud. Jeg var ikke meget for det, men han hev mig ud. Jeg prøvede at kæmpe imod hans greb, men han holdt fast i mit hår. Jeg kunne allederede mærke hans dårlige ånde fra afstand.
   "Hvis du prøver på noget, så går det ud over dig selv. Gør som jeg siger eller det bliver værst for dig selv. Og du kan godt glemme alt om at få hjælp. Den nærmeste nabo bor 10 km væk" sagde han og førte mig indenfor. Han boede i et nedslidt hus. Alt var gammelt, flået i stykker eller bare itu. Gulvet var et grønt tæppe, og så noget så hæsligt ud. Hele denne dag havde bare været hæslig. Jeg havde kvalme. Han fulgte mig ind i et stort mørkt rum. Et lille lys var dog til at skimte fra en sprække i væggen. Det eneste møbel i rummet var en stol. Ellers var der bare bart. Intet tegn på liv. Han placerede mig på den lille stol og bad mig blive. Jeg gjorde som han sagde. Det begyndte dog at blive kedeligt da der var gået et par minutter. Jeg rejste jeg mig og gik lidt rundt og undersøgte rummet. Jeg turde ikke gå ud af døren i frygt for at blive opdaget. Mine tanker landede igen på Harry, men denne gang var det meget værre. Hvad hvis han overlevede, men jeg aldrig kom til at se ham igen. Tårerne begyndte hurtigt at strømme frem igen. Det gik langsomt op for mig. Hvad hvis jeg aldrig kom hjem igen?..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...