Forelsket.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
Engang var jeg højdeskræk. Så mødte jeg en pige, der hed Elena. // Bidrag til What If-konkurrencen

17Likes
29Kommentarer
367Visninger

2. Forelsket.

 

Jeg vågnede til lyden af en flyttebils intense bippen, og efter et hurtigt kig ud af vinduet, måtte jeg søvnigt erkende, at vi havde fået nye naboer overfor os. Det var ikke til at sove i den larm. Det var jeg åbenbart heller ikke den eneste der syntes, fandt jeg ud af, for hele min familie – det vil sige min mor og min far, for min storesøster læser for tiden til arkæolog i England – var allerede oppe, og min mor var i gang med at lave morgenmad.

"Godmorgen, Samuel," sagde min mor med et smil. "Du er tidligt oppe."

"Det er lidt svært at sove, når den flyttebil larmer sådan," mumlede jeg, og satte mig ved spisebordet.

"Ja, vi får vist nye naboer."



Efter at have spist, gik jeg ud for at se, hvem vores nye naboer var. Lydene fra lastbilen blev stærkere og stærkere, som jeg kom tættere på, alt imens et par flyttemænd kom slæbende med ting fra flyttebilen og ind i huset, der vist nok havde stået til salg i et godt stykke tid.

Dér stod du. Der var render at se under begge dine øjne den morgen, og du så i det hele taget træt og skrøbelig ud. Din mor stod med en arm om din slanke skulder, imens hun råbte et eller andet til flyttemændene. Jeg husker ikke hvad, for jeg havde at for travlt med at se på dig. Jeg stod en smule gemt bag hækken, og du havde ikke lagt mærke til mig endnu, så jeg havde god tid til at kigge. Det var vist også meget godt, for jeg kunne slet ikke se mig mæt. Selvom du så træt ud, og dine skuldre hang, strålede dine øjne stadig en dyb, grøn farve. Jeg havde aldrig set noget lignende. Dit hår, som var kort men fyldigt, havde en varm kastanjebrun farve, som klædte din blege hud fantastisk. Men lidt efter rettede de strålende, grønne øjne sig imod mig.

Jeg skyndte mig forfjamsket at rykke mig ud af busken, så det ikke så ud som om, at jeg udspionerede jer eller noget i den stil, og begyndte tøvende at gå hen imod dig og din mor. Dit blik fulgte mig hele vejen.

”Øhm, hej,” forsøgte jeg mig, da jeg nåede hen til jer. Din mor vendte sig også om og så på mig. ”Jeg hedder Samuel. Jeg bor lige her overfor.” Jeg pegede i retning af mit hus. ”Velkommen til.”

”Mange tak,” sagde din mor og rakte mig en hånd, som jeg høfligt tog imod. ”Jeg hedder Anne. Det her er min datter, Elena.”

Jeg så kort på dig og rakte en hånd frem. I lang tid så du først på mig og så på hånden, og så var det som om, at det ligesom gik op for dig, at det var meningen at du skulle tage den. Hurtigt rystede du min hånd, og så tavst ned med et lille smil. Jeg smilede svagt for mig selv, og så op på din mor.

”Vi ses nok senere,” sagde jeg, og vendte om på hælen for at tage hjemad. Resten af dagen kunne jeg ikke helt lade være med at tænke på dig.

 

Der gik ikke lang tid, før du så mig igen. Jeg tog tjansen at slå græs i nabolaget for dem, der gerne ville have det, og ville give en smule for det, så jeg kunne tjene lidt ekstra. Det ville din mor gerne. Inden længe så du mig en gang om ugen, når jeg stod ude i haven og baksede med græsslåmaskinen. Et par gange tog jeg dig i at betragte mig, men jeg kommenterede det ikke. Var jeg heldig, kom du også ud når jeg holdt pause og snakkede lidt, selvom en akavet tavshed stadig lå imellem os. Men en dag besluttede du dig for at bryde den, og inviterede mig indenfor.

Jeg havde jo været i jeres hus før, eftersom din mor – høflig som hun var – altid inviterede mig indenfor, når hun fandt småpengene frem. Men jeg sad for det meste bare på en stol i spisestuen og ventede. Jeg havde langt fra set hele huset.

Du gik direkte op ad trapperne til dit værelse, og jeg fulgte hurtigt efter, imens jeg så mig omkring. Huset var stort. Større end det så ud udefra, i hvert fald. Køkkenet lå med en lille halvvæg skåret af fra spisestuen, hvorfra en stor, åben glasdør viste ind til dagligstuen. Her var flot, en smule gammeldags.

”Det er et fedt hus I har,” røg det ud af mig, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig utroligt dum over min formulering.

Du så ned efter mig oppe fra trappen med et smil. ”Tak.”

Jeg fulgte efter dig op på dit værelse, men på gangen blev vi mødt af to hujende børn – en dreng og en pige – som kom løbende gennem rummet.

Taget!” råbte den ene for enden af gangen, men fik så øje på mig, og blev helt stille. Nu hvilede begge børns blikke på mig.

”Er det din kæreste?” spurgte pigen, mens drengen begyndte at fnise.

”Årh, hold mund, Ida,” svarede du og åbnede døren til dit værelse.

”Elena har en kæreste!” råbte drengen og begge børn brød ud i latter.

”Også dig, Theo!” sagde du og pegede på de små, der øjeblikkeligt holdt mund og løb ind på deres værelser. ”Det må du undskylde.”

”Det gør ingenting,” svarede jeg og kiggede efter børnene. ”Er det dine søskende?”

”Jep. Ida og Theo. Tvillinger,” svarede du kort og satte dig på din seng.

Jeg nikkede kort, og så mig omkring. Værelset var fyldt med plakater, men ikke af musikkunstnere og den slags. Mere billeder af landskaber eller malerier af kendte malere. Ærligt talt kunne jeg ikke genkende ret mange af dem, kun et billede, som jeg var temmelig sikker på var noget af Picasso. Dit skrivebord var fyldt med papirer, og en bærbar der lå klappet sammen var også at se, selvom den var halvt dækket af en tegning. En tegning, der faktisk var ret flot.

Jeg rejste mig og gik hen til skrivebordet med papirerne, der lå i stakker, og det gik op for mig, at de var tegninger alle sammen. Nogle af mennesker, nogle af dyr, et par blomster, én af lampen der stod over skrivebordet, alt muligt forskelligt.

”Tegner du?” Dumt spørgsmål.

”Ja… ret tit,” svarede du og gik også hen til skrivebordet.

”De er ret flotte,” sagde jeg, imens jeg betragtede en tegning af en sort kat. ”Du har talent for det der.”

”Tak,” sagde du. ”Jeg har tegnet så længe jeg kan huske. Lige siden jeg var lille.”

”Så forstår jeg bedre,” grinede jeg. ”Du burde virkelig gøre noget alvorligt ud af de tegninger. De er fantastiske.”

Du smilede forlegent. ”Mange tak. Men jeg vil hellere være forfatter.”

”Forfatter?” sagde jeg og satte mig på din seng. ”Hvorfor?”

Du satte dig ved siden af mig. ”Fordi, at jeg kan skrive om alle de ting, jeg ikke helt tør at gøre selv. Opleve alle de ting, som jeg ikke når at opleve selv, hvis du ved hvad jeg mener.”

Jeg var ikke helt sikker på, om jeg viste hvad du mente, men jeg nikkede alligevel.

 

Efter den dag, begyndte vi at ses mere og mere. I starten brugte jeg stadig det at slå græs som en undskyldning for at se dig, og jeg blev langsomt mere velkommen hos jer. En dag tog du mig med ud i parken, hvor du tegnede. Det kan godt være, at det at blive forfatter var din drøm, men du var forbandet god til at tegne. Jeg sad ved siden af dig, og så over din skulder hvordan stregerne på papiret langsomt blev forbundet, og lidt efter lidt udviklede sig til et billede.

”Kan du ikke tegne mig?” spurgte jeg dig en dag.

”Dig?” spurgte du forundret.

”Ja, hvorfor ikke?”

”Jeg kan vel prøve,” sagde du med et smil.


De næste to timer måtte jeg sidde og posere, imens du tegnede og tegnede. Jeg har stadig skitsen derhjemme. Det ligner på en prik.

 

Dagen efter bankede du på min dør. Da jeg åbnede krammede du mig begejstret og smilede stort da du sagde: ”Skal vi ikke gøre noget skørt?”

”Noget skørt?” spurgte jeg med et smil.

”Ja! Noget helt igennem tosset og vildt, noget, du aldrig har turdet. Hvad som helst!”

”Øh, okay… Hvad skulle det være?” spurgte jeg tøvende, for lige pludselig blev jeg helt blank. Hvad var jeg bange for?

”Hvad som helst, bare det er vildt!” grinede du.

”Øh,” sagde jeg igen og kløede mig i nakken. ”Jeg er ikke særligt glad for højder?”

”Hm, højder,” mumlede du. Så lyste dine øjne lige pludselig endnu mere op, og du så på mig med et grin. ”Tivoli!” sagde du begejstret.

”Tivoli?”

”Ja, Tivoli. Du ved, Det Gyldne Tårn, Himmelskibet, alle de der…”

”Næ nej, jeg skal ikke nyde noget!” udbrød jeg. Jeg har kun været i Tivoli tre gange i mit liv. To af dem var, da jeg var mindre, og fik en tur i Tivoli som fødselsdagsgave. Jeg voksede vel fra det efterhånden. Men du var så glad. Jeg havde aldrig set dig sådan før, og jeg ville ikke kunne holde ud at være skyld i, at du ændrede udtryk.

”Årh, kom nu, Samuel,” plagede du.

Jeg tog en dyb indånding. ”Okay, så…”



Der var mange mennesker i Tivoli den dag. Men det var lige meget. Vi løb rundt som små børn, grinede og fjollede, lige meget om folk kiggede. Efter en hel dels plagen, fik du mig til sidst med op i Det Gyldne Tårn. Jeg kan stadig huske adrenalinsuset helt klart. For mig begyndte det allerede, da forlystelsen steg opad.

”Fuck, vi er højt oppe!” røg det ud af mig. Du grinede. ”Shit, Elena, den bliver jo ved med at stige! Man kan se hele København!”

”Er her ikke flot?” spurgte du med et smil. Jeg så på dig. Dine øjne lyste endnu klarere heroppe.

”Det er her vel,” mumlede jeg og kom til at kigge ned. ”Men vi er fandeme højt oppe!”

I det samme stoppede forlystelsen med at stige, og man kunne nyde udsigten. Jeg spejdede ud over de mange høje bygninger.

”Her er faktisk ret smukt,” indrømmede jeg og så på dig.

”Ja, ikke?” smilede du.

”Jo, se alle byg-”

Mere nåede jeg ikke at sige, for i det samme fór sæderne nedad igen, så hurtigt at det ikke engang var muligt for mig at skrige. Jeg sad bare og følte lufttrykket, helt mundlam og uden overhovedet at kunne trække vejret. Jeg kunne høre dig skrige ved siden af mig, og jeg spekulerede på, om du mon havde været heroppe før. Og før jeg vidste af det, var nedstigningen slut.

”Fuck!” slap det ud af munden på mig, selvom jeg godt var klar over, at jeg havde bandet alt for meget på den tur.

”Var det ikke sjovt?” grinede du.

”Tjah,” mumlede jeg. ”Sig mig, har du prøvet det før?”

”Næ, første gang,” svarede du med et smil. Vi steg ud af forlystelsen, og jeg nød følelsen af fast grund under mine fødder igen.

”Har du overvundet din højdeskræk, tror du?” spurgte du mig, da vi var kommet ned.

”Det vil jeg tro,” mumlede jeg, imens jeg så op efter det næste hold, det var blevet sendt af sted med Det Gyldne Tårn.

”Hvad så med Himmelskibet, tør du at prøve den nu?” spurgte du med et grin.

”Hvorfor ikke?” grinede jeg, og følte lige pludselig at jeg kunne klare alt. Jeg tog dig om armen, og vi gik hen imod Himmelskibet sammen.

Efter en kø, der føltes som om at den havde varet timer, nåede vi endelig til de små sæder, der hang ved hjælp af kæder og fik sat os. Jeg begyndte at tvivle en smule på sikkerheden af forlystelsen.

”Hvad hvis nu den knækker eller noget?” spurgte jeg nervøst, og så op ad de spinkle kæder.

”Slap af,” sagde du og så på mig, ”den har været her, jeg ved ikke hvor længe, og den er aldrig knækket.”

”Nå ja, en gang skal jo være den første,” mumlede jeg. I det samme hævede sæderne fra jorden, og vi begyndte at stige til vejrs igen. Denne gang snurrede vi også rundt. Jeg sad anspændt i mit sæde, og forsøgte at nyde turen som du gjorde, i stedet for at være bange for at falde ned, hvis kæderne knækkede. Adrenalinen susede rundt i kroppen på mig.

”Wow,” sagde du og så fascineret ud over byen. Jeg prøvede at se det på din måde. Se de høje spir, der tårnede sig op, og brød mønsteret af højhuse og lejligheder. Se byen bevæge sig. Se livet. For her var jo smukt. Livligt. Og når jeg tænkte over det, var følelsen i mit bryst og adrenalinen i min krop også følelsen af, at være i live. Det vendte mit syn på højden, som jeg så ud over de mange huse.

Langsomt og diskret fik jeg listet min hånd ind i din, og flettet mine fingre ind i dine. Du så kort op på mig med et smil, som jeg gengældte, og sammen så vi ud over den levende by. Sammen var vi i live.

Da jeg kom ned igen efter den tur, var jeg ret sikker på, at jeg havde kureret min angst for højder.


Resten af turen slap vi ikke hinandens hænder. Heller ikke da vi tog bussen hjemad og gik ned ad vejene der førte os hjem. Jeg plaprede løs om alt det med at være i live, forsøgte at sætte ord på følelsen. Du tav og lyttede, imens vi gik med hinanden i hænderne. Jeg blev ved med at snakke, til vi nåede mit hus, for jeg ville gerne have dig til at forstå, hvordan jeg havde følt det; ville gerne have dig til at være en del af det.

Men midt i en sætning, afbrød du mig. Ikke med ord, men med dine læber. Det var bare et kort, blidt kys. Ikke noget vildt eller langtrukkent. Jeg tror godt at du vidste, at det heller ikke var nødvendigt. For jeg tav fuldstændig, og så i stedet ind i dine dybe, grønne øjne.

”Jeg kender godt følelsen,” hviskede du. Du vendte dig rundt med et kort 'vi ses', og som jeg stod der og så efter dig, kunne jeg pludselig også godt sætte ord på følelsen indeni. Forelsket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...