SKJUL DET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 23 jul. 2014
  • Status: Færdig
Mit bidrag til konkurrencen "What if?" Jeg har skrevet et one shot.

4Likes
0Kommentarer
239Visninger
AA

2. Du ved det ikke.


Dit lyse hår og dine grønne øjne var det første jeg lagde mærke til. Dernæst dine rødmalede læber. Du havde en gul blomsterkrans i dit bølgede hår, hvilket stod i en voldsom kontrast til din mund. Og alligevel var der en sammenhæng mellem hele 'dig'. Din hvide kjole skinnede rent mod din kulørte hud. Der var mange forskellige mønstre oven på alt det hvide, som muligvis ville have virket forvirrende, hvilket sandsynligvis fik tingene til at hænge sammen. Du var smuk. Du var vidunderligt smuk. Og jeg hørte knap dit "Hej og velkommen til opgangen". Noget sagde klik. I mit hoved, i min sjæl, i mit hjerte. Og verden stoppede. Den måtte stoppe. Du stod jo hos mig - ved mig - og var dig.

Men du ved det stadig ikke. 


Du blev hurtigt min følgesvend. Min betroer. Min ven. Og det stod klart for mig hvorfor: du var et menneske skabt af godhjertethed og varme. Du var et menneske skabt af alt det retfærdige. Du var et menneske skabt til at være menneskelig. Men du var alene. Sammen med dig selv og din langvarige uddannelse. Du hadede kokkeskolen. Kunst var i virkeligheden din inderlige passion. Men du gjorde hvad der blev forventet. Du gjorde hvad du mente du burde. Men det var et spild; hvert sekund er her jo kun en gang.

Men du ved det stadig ikke.


Du havde en svaghed for bolcher. Men du kunne ikke finde ud af at spise dem ordentligt. Du havde ikke tålmodigheden til at vente på indholdet bag den tynde skal. Du havde knapt  puttet en enkelt på tungen, før en rivende knasen kunne høres ud gennem dine tænders vage beskyttelse. Jeg var overbevist om at dine tænder ville knække en dag. Det er jeg stadig. Men det er endnu ikke sket. Dine tænder måtte være ekstra solide. Ekstra holdbare. Jeg efterlignede dig en dag, og tandpinen der fulgte var hæslig. Det var blot endnu et bevis på vores forskelligheder. 

Men du ved det stadig ikke. 


Tiden fortsatte med at gå. Tiden fortsatte med at gå. Tiden fortsatte med at gå. Og den gik for hurtigt. Hvert minut hurtigere end det tidligere. Jeg havde ikke nok tid. Du havde massevis af tid. Vi havde ingen tid. Tiden kan ikke gå i stå - ikke rigtigt i hvert fald. Der er ingen hersker over tiden. Der er intet kongerige for tiden. Der er ingenting til at rumme tiden. Den er uhåndgribelig, uhåndterlig. Utroværdig og uretfærrdig. Man kan ikke forhandle med tiden og man kan ikke lokke tiden. Man kan ikke forhindre tiden i at gå, i at fortsætte. 

Men du ved det stadig ikke.


Som oftest ønsker vi mennesker os alt det vi ikke må få, ikke kan få og aldrig vil få. Men troen på at det lykkede alligevel, tilfredsstiller os. Jeg ønskede dig ved min side. Jeg ønskede at se solen gry uden for dit vindue. Jeg ønskede at købe buketterne til dine smukke blomsterkranse. Jeg ønskede at inspirere dig til din kunst. Jeg ønskede at lade mine læber berøre dine. Jeg ønskede at lukke mine arme om din spinkle, yndefulde krop. Jeg ønskede at falde i søvn med dig, og vågne op samme sted. Jeg ønskede mig en uendelighed af dine tanker. Af dit hjerte. Af dine ord. Af dine blide penselstrøg. Af dine bløde fingrespidser. Af din runde næsetip. Af dine udformede hofter. Af dine kærtegn. Af din kærlighed.

Men du ved det stadig ikke.


Du var mit hjem. Du var min skæbne. Du holdt pennen som skulle tegne min fremtid. Du holdt også kniven som kunne save pennen over. Du burde have tilhørt mig. Og jeg burde have fortalt dig om min dybe kærlighed. Men du ville blive ulykkelig. Jeg passede ikke ind i dit udskårne liv. Jeg passede ikke ind i din skæbne. Du hørte til i min - du var som skræddersyet til rollen som min livsledsager - men jeg nænnede dig ikke at tvinge. Jeg ville fortsætte. Jeg ville fortsætte til evig tid, selvom smerten ville være uudholdelig. Smerten var uudhodelig. Men din latter og din melodiske stemme var min medicin. Mit smertestillende. Jeg havde et sidste håb: Modvinden af storme er påkrævet, før medvinden bliver din triumf. 

Du ved det stadig ikke. Derfor er dette mit skjulested. Jeg skjuler det. Jeg skjuler det...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...