Hidden secrets | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 20 aug. 2014
  • Status: Igang
Mit navn er Jenny Caster, og jeg er journalist på Daliy mail. Tilbage i år 2016 gik det verdenskendte band - One Direction, i opløsning. Et band jeg som teenager selv havde været kæmpe fan af. Det skyldes at det yngste medlem, Harry Styles forlod de fire resterende drenge. Men hvorfor forlade sit band, når det er på sit aller højeste? Hvorfor bruge resten af sin tid på at leve i skyggen af sin karriere? I dag, 15 år efter opløsningen bliver jeg bedt om at lave et portræt af den kendte krøltop. Ingen andre journalister har han åbnet sig overfor, men istedet sendt hjem igen. Ingen - udover ham selv, kender til hans sande historie. Med undtagelse af mig. Harry åbnede sig for mig, men kun på én betingelse, at jeg aldrig delte hans historie med andre.

23Likes
24Kommentarer
530Visninger
AA

3. Over the line

Jenny's synsvinkel

Harrys adresse var ikke ligefrem værd at skjule længere. Der var selvfølgelig ikke et kæmpe skilt med pile pegene hen imod det, men det var ikke specielt svært at finde, ikke længere.
Med årene begyndte folk at lade ham være. Han var blevet for uinteressant, og alle de unge fans var vokset fra ham - og resten af One Direction. Sørgeligt det skulle ende på den måde. Især fordi de 4 andre drenge var kommet godt ud af One Direction. De havde stiftet familie. Men ikke Harry.

En rest af den directioner jeg var, sad stadig i mig. Som ung havde jeg været en ultimativ Harry-girl, men havde kun haft æren af at møde ham én enkelt gang, da de gav koncert i København. De havde boet på hotel d'angleterre, hvilket jeg havde sporet mig frem til på Twitter, og min veninde og jeg var troppet op som nogen af de første. Det havde ført til det mest betydningsfulde billede på mit kamera jeg nogensinde har haft. Det var tider...

Men jeg måtte ikke blive blændet i mine egne personlige tanker og følelser! Det her skulle blive en god historie, eller, ikke bare en god historie. Den skulle blive fantastisk, gribende, sensationel! Og helst så troværdig som overhovedet muligt! Jeg ville have alle hans hemmeligheder! De var jo guld værd! Jeg ville helt sikkert blive forfremmet. Ja tak! Og, jeg ville have en fantastisk god undskyldning for at komme helt tæt på mit gamle idol...

Nej, Jenny, stop dig selv. Ingen følelser! Men det var svært ikke at holde spændingen inde. Gnisten jeg havde haft indeni, var begyndt at røre på sig. Den gnist, som engang havde været en blussende ild, dengang for 15 år siden. 

Jeg stod udenfor hans hus. Det kriblede i min mave, og jeg kunne ikke holde spændingen inde. Selvom Harry ikke var så "kendt" for tiden, betød han stadig rigtig meget for mig. Han havde "hjulpet" mig igennem svære tider jeg havde haft, og jeg var kommet godt igennem dem ved hans "hjælp." Jeg rettede på min koboltblå blazer, satte kragen på min hvide skjorte, og gav den et sidste touch med en parfume jeg havde liggende i min taske. Jeg spidsede mine læber, og kørte dem lidt rundt, så glossen blev fordelt endnu mere, selvom den nok ikke kunne blive fordelt mere. (En vane jeg havde, når jeg blev nervøs.) Jeg rettede mig op, skød brystet frem, tog en dyb indånding og bankede på. 

Ja, jeg havde altså prøvet at ringe til ham, for at aftale en tid, men han havde ikke svaret på et eneste af mine 3 opkald. 

Tre forsigtige bank, lavede jeg på den perfekte hvide dør, med finurlige mønstre skåret ind i træet. På døren hang et skilt med guldbogstaver, med en krummelure skrift, hvor der stod: Mr. Styles. 

På den ene side var jeg meget glad for, at der ikke stod Mr. & Mrs. Det gjorde mig glad indeni. Men jeg vidste godt, at han var alene. Det havde han været de sidste 13 år.  Arme mand. Den seneste kæreste var somsagt en for 13 år siden. Men da han langsomt fandt ud af, at hun havde udnyttet ham groft, var det slut mellem dem. Hun brugte hans penge på ting til sig selv, - uden han vidste det. Hun beskyldte ham for ting han ikke havde gjort, foran åben skærm, men værst af alt, var hun ham utro på deres 4-månedersdag. Det var bestemt ikke fair, og Harry fandt først ud af det, da det var alt, alt for sent. Jeg tror hendes charme havde gjort ham blind. 

Døren blev ikke åbnet, så jeg prøvede at banke på igen, denne gang lidt hårdere.

Bank, bank, bank.

Der skete stadig ikke noget. Irriterende! Jeg prøvede en sidste gang.

Bank, bank bank. 

Endnu hårdere, og mine knoer begyndte at blive lidt røde. 

Jeg stod og ventede lidt. Intet skete. Men hans flotte sportsvogn holdt i garagen, som tegn på, at han var hjemme. Hvor skulle han ellers være? 

Jeg begyndte at gå rundt om huset, og prøvede st kigge ind ad  vinduerne. Men det var pænt svært, for alle vinduerne var trukket for, med gardiner. Dammit!

Haven så faktisk pæn og vedligeholdt ud, hvilket overraskede mig positivt. Hvis jeg skulle være ærlig, havde jeg faktisk ikke regnet med det. 

Pludselig fik jeg øje på et vindue der stod åben, oppe på 1. Sal. Jeg havde ikke andet valg, end at prøve på at råbe derop. 

"Harry? Er du derinde? Jeg vil gerne tale lidt med dig, hvis jeg må!" 

Der kom ikke noget svar. Big surprise...

Jeg var stoppet med de høje forventninger, og håbede bare på at få et enkelt svar fra ham. 

Okay, jeg havde 2 valg. 

1. Jeg kunne køre tomhændet hjem.. Men det ville være alt for skuffende! Jeg ville først og fremmest skuffe mig selv, men også Sam. Jeg kunne selvfølgelig komme igen en anden dag. Men det ville ikke være godt nok! Det ville også være dårligt for mit image. Nej, Jenny Caster giver aldrig op, hvilket førte mig direkte til punkt 2.

At kravle op ad muren, og ind af vinduet! Hvordan jeg ville bære mig ad, vidste jeg ikke. Mit job, som for det meste forgår foran en computer, gør mig ikke ligefrem i den bedste fysiske form. Desuden er motion et fremmedord for mig. Men, jeg havde ikke noget andet valg, end at begive mig op ad den hvide mur!

Harry's synsvinkel

Jeg lå ligesåstille i min dobbeltseng, da jeg vågnede med et sæt. Der lød et højt bump, som måtte komme nede fra jorden af. Jeg trak gnavent min dyne af mig, og traskede hen til vinduet. Jeg smed et blik på klokken. Den var halv 12. Hmmm. Så var det vidst alligevel også på tide at komme op. 

Jeg gik hen til mit vindue, som jeg tilsyneladende havde glemt at lukke, og stak hovedet ud. Jeg kiggede ned, men kunne ikke rigtig se noget. Jeg gned mine søvnige øjne, og fokuserede. Så var det jeg så hende. Der lå en forvirret kvinde i blå blazer, nede i buskadset. 

"Hvad i alverden laver du inde på min privatejendom!?" Råbte jeg.

 

 

Sååå kom kapitel 2 også ud! Hvad synes i om den? I må meget gerne smide et like, så jeg kunne få lidt flere læsere, så er det altid lidt sjovere at skrive :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...